Mine forældre var begge aldeles afgjort åndens folk; det faldt dem vist nok aldrig ind, at deres børn muligvis også kunne være blevet til noget i praktiske stillinger. At lære, hvad et menneske på åndsdannelsens højeste trin har fornødent, lige fra den klassiske fortids storværker til det nyeste vers, fra de ypperste kunstværker til bøgernes små billeder, og gennem naturens daglige fænomener til dens evige ånd, det og intet mindre var opgaven. Der måtte intet slås af derpå, og havde de end kun små midler, de havde store i deres egen ånd; og hvad bekostning angår, tog de hellere fra sig selv for at bringe deres børn frem på den ideelle bane. Heller ikke kan jeg mindes, at jeg selv i noget øjeblik, end ikke i det mismodigste, har haft ringeste tvivl om, at dette var min vej for livet.
Så gik alt med liv og lyst, som det var os i kødet båret. Der blev aldrig anvendt straffe, næppe nok tvang. Kun når vi drenge var alt for uartige, kunne moder øse os over med en skarp formaningtale, en sjælden gang også gøre et ikke videre skrapt forsøg på at slå løs på os. Vi havde derom den historie, at min broder Christian på sin troskyldige måde havde i al alvor sagt: Moder skulle rigtig tage en kæp så tyk som en arm og hugge os unger. For han var det flittige og samvittighedsfulde element, jeg det letsindige og dovne. Og slås vi, var det ufejlbarlig min skyld.
Faders strenghed gik ikke engang så vidt. Det var ham umuligt at se vore unoder fra anden end den naturlige og morsomme side. Når jeg intet gad bestille af det, jeg skulle, og havde de vildeste streger for, satte han sig til med stor udførlighed at beskrive, hvad følgen ville blive. Begyndte med, at gårdskarlen skulle sendes ud i skoven at skære en forsvarlig kæp; men gårdskarlen, den store Iver, som var min ven, fremstod under den drastiske skildring i en meget gemytlig skikkelse for min fantasi, og idet vejen og skoven blev klarlig betegnet, fordybede jeg mig i den velbekendte skov, hvor ingen bedre end jeg vidste, hvor de bedste kæppe sad, og inden vi engang kom til at høre om kæppens brug, end sige at føle den, var også fader blevet så grebet af sin egen pudsige fantasi og ikke mindre pudsige udtryksmåde, at han fik sig en latter, mens han ragede mig i håret.
Langt mere virkning havde det, når hans bekymrede fremtidssyner tog en anden retning, og han beskrev, hvorledes den dreng, der ikke ville læse, måtte sættes til et håndværk. Nu blev skomageren fremdraget, ham der var gift med kokkepigen Ane og boede opad den høje trappe i Søndergade, og hvis værksted med alle dets stramt lugtende apparater, belyst af den eventyrlige glaskugle, netop var et af mine drømmeriers vanlige tilholdssteder. Der blev i forbifarten talt om, at der var noget, der hed en spænderem - jo, jeg kendte den og vidste, hvorledes den blev spændt over støvlesålen på skomagerens knæ - men når den kom over enden på en dreng, var det ingen spøg. Jeg gad blot vidst, om fader selv kendte den så godt; jeg har en mistanke om, at han snarere tænkte på Lukians skomager. Vist var det, at han drejede af, og forestillingen endte med et grangiveligt syn på en skomagerdreng, der kom fløjtende og dansende hen ad de brede stene opad Østergade med den ene af rektorens støvler under armen og en tøffel til stuepigen i hver hånd. Dette blev mig det sværeste. Østergade så vi på langs nedad fra vore vinduer, og dens eslinie udmålte jeg altid perspektivet af, når jeg lå i dagligstuevinduet og kedede mig. Nu at se mig selv som en snavset skoledreng komme fløjtende længst ude fra, til spøgelset mere og mere nærmede sig - jeg kunne ikke få det ud af mine tanker igen, og virkningen var en usigelig angst for at synke ned i en sådan plebejisk stand.
Jeg var ligeså stor en åndsaristokrat som fader, og havde det været beregnet, hvad der kun var hans lune, kunne han ikke have valgt noget kraftigere middel. Ligefuldt slog midlet fejl. Også deri lignede jeg ham, at det blev ved fantasien, og vendende og drejende på den fik jeg dog ikke fat på det arbejde, den med sin truende svøbe skulle drive mig til.
Ganske vist lærte jeg tidligt nok at læse, takket være moders energi; men for mig selv var det vigtigste derved, at jeg kunne prale for tjenestepigerne med, at jeg kunne læse ligeså godt som de. Min fremgang var som et føl, der er bundet bagved en vogn. Den beroede på, at jeg måtte følge med min broder, der var syv fjerdingår ældre. Ethvert skridt blev taget et par år for tidligt, og blev ikke taget helt ud, benene var for korte. Formelt kunne jeg læse og skrive, da jeg var fire år, i virkeligheden lærte jeg ikke disse ædle kunster, før jeg var en fem, seks gange så gammel.
Min fader underviste os ikke, hans umage med vor opdragelse var af den natur, jeg har talt om. Han beboede et par afsondrede stuer ovenpå, en fjern og højtidelig helligdom, og kom kun ned, når han søgte hvile og opmuntring. Men moder var ofte oppe hos ham, og tog hun os med, var det en festlig gang. Hans liv var delt mellem det stille arbejde i hans bibliotek og hans gang på skolen.
Men moder var også nok i stand til at gøre fyldest for begge forældre og for mere end det. Foruden at bære byrden af vor opdragelse og primitive undervisning, var hun rastløs i at fuldbringe de mærkværdigste huslige bedrifter.
Om foråret og sommeren igennem syslede hun med haveurter og blomster, og hun havde to haver under sin varetægt, en ved vor bolig, og en større ved skolen. Det var det arbejde, jeg var mest oplagt til at hjælpe hende med. Om efteråret blev der slagtet i det store til årets forsyning, og hovedsagen var grisen, vor fælles ven, som vi i dens korte liv dagligt besøgte i et familietog med fader i spidsen.
Så blev der lavet kartoffelmel, en meget vidtløftig proces, som jeg ved anstrengt betragtning af de mange rivejern, de store vandkar, som hakkerne arbejdede bundfaldet op af, og alle de blændende kager, der slikkede solskin på sengelad i gården, endnu har bevaret så tydeligt i min erindring, at jeg tror, jeg selv var i stand til at øve den kunst. Produktet er skønt nok at se til, men jeg ville også dengang nødig andet, og er mange gange blevet skraalende sat ud i køkkenet for der at spise mine melboller op.
Så blev der købt hør og uld, og i det store loftsrum sad koner og piger på rad og lod hørren gå gennem heglens tænder, skrabede frem og tilbage med karterne, og lagde de smukke uldtøjer til side på kurven, mens vi børn stod med hænderne på ryggen og gloede og hørte på snakken. Hørren spandt moder selv vintren igennem, et arbejde, hun særdeles yndede, fordi det ikke hindrede hende, hverken i at høre os læse eller selv at lade munden løbe med fortællinger. Når væveren så fik det spundne slået op, skulle vi hen at betragte hans skønne kunst, og når blegen var spændt ud, skulle vi ned til åen og se, hvor dejligt de lange lærreder skinnede på græsset.
Så blev der støbt lys, og mig synes, jeg kan endnu lugte den smeltede talg, og se det runde bord langsomt bevæge sig om sin akse, mens de fra dets rand nedhængende væger en for en blev dyppet i det dampende talgkar. Derved blev det ikke glemt at støbe trearmede helligtrekongerslys, med et kræmmerhus krudt ved grunden af grenene. Når de blev tændt på den hellige aften, måtte altid fader være med at stå og stirre på dem i spændt forventning, til lyset nåede krudtet og eksplosionen foregik.
Det var tarvelige tider. Familien sad om sit ene hjemmestøbte talglys, kun når der kom fremmede, tændtes de fine Christiansfelder lys, også af talg, men formede; begge slags dog i messingplader.
Under alt dette fik dog moder tid nok til det, der egentlig var sagen. Da de elementære kunster var overståede, kom vi til de rette åndens skatte. Alskens litteratur blev indøvet. Først naturligvis børnebøgerne, Campes og Salzmanns, og billedbøgerne. Dem var der mange af, skønt langt fra så glimrende som nu. Hvor de kom fra, vidste vi ikke, men jeg tror, de mest skyldtes vor elskværdige tante Christines uudtømmelige velgørenhed. Vi havde aldrig set hende, men hun stod i en mystisk baggrund som en juleaftens- og fødselsdags-engel, og når ageposten kom, kom den fra hende. Mine yndlingsbøger var dog ikke de moralske børnevenner, ikke engang Robinson; nej, den naturhistoriske billedbog i tre tykke bind, den var mit rige. Billederne var stive og ukarakteristiske, men i mængde meget fuldstændige, og at gennemgå atter og atter og indprente sig dyrenes mangfoldige arter, gav mig den første forsmag på, hvad man kunne kalde et studium, og i et sådant har jeg altid været flittig.
I dagligstuen var det poesi, der blev læst, den ene digter efter den anden. Først var det moder, der læste, siden i almindelighed broder Christian, der var den skønne ånd i den lille kreds; når vi da ikke var så lykkelige at få broder Caspar med, for han foredrog som en hel kunstner, og gav ovenikøbet scenen dramatisk. Hovedsagen var dog moders forklaring, der stadig løb med som den æstetiske teori.
Så gik alt med liv og lyst, som det var os i kødet båret. Der blev aldrig anvendt straffe, næppe nok tvang. Kun når vi drenge var alt for uartige, kunne moder øse os over med en skarp formaningtale, en sjælden gang også gøre et ikke videre skrapt forsøg på at slå løs på os. Vi havde derom den historie, at min broder Christian på sin troskyldige måde havde i al alvor sagt: Moder skulle rigtig tage en kæp så tyk som en arm og hugge os unger. For han var det flittige og samvittighedsfulde element, jeg det letsindige og dovne. Og slås vi, var det ufejlbarlig min skyld.
Faders strenghed gik ikke engang så vidt. Det var ham umuligt at se vore unoder fra anden end den naturlige og morsomme side. Når jeg intet gad bestille af det, jeg skulle, og havde de vildeste streger for, satte han sig til med stor udførlighed at beskrive, hvad følgen ville blive. Begyndte med, at gårdskarlen skulle sendes ud i skoven at skære en forsvarlig kæp; men gårdskarlen, den store Iver, som var min ven, fremstod under den drastiske skildring i en meget gemytlig skikkelse for min fantasi, og idet vejen og skoven blev klarlig betegnet, fordybede jeg mig i den velbekendte skov, hvor ingen bedre end jeg vidste, hvor de bedste kæppe sad, og inden vi engang kom til at høre om kæppens brug, end sige at føle den, var også fader blevet så grebet af sin egen pudsige fantasi og ikke mindre pudsige udtryksmåde, at han fik sig en latter, mens han ragede mig i håret.
Langt mere virkning havde det, når hans bekymrede fremtidssyner tog en anden retning, og han beskrev, hvorledes den dreng, der ikke ville læse, måtte sættes til et håndværk. Nu blev skomageren fremdraget, ham der var gift med kokkepigen Ane og boede opad den høje trappe i Søndergade, og hvis værksted med alle dets stramt lugtende apparater, belyst af den eventyrlige glaskugle, netop var et af mine drømmeriers vanlige tilholdssteder. Der blev i forbifarten talt om, at der var noget, der hed en spænderem - jo, jeg kendte den og vidste, hvorledes den blev spændt over støvlesålen på skomagerens knæ - men når den kom over enden på en dreng, var det ingen spøg. Jeg gad blot vidst, om fader selv kendte den så godt; jeg har en mistanke om, at han snarere tænkte på Lukians skomager. Vist var det, at han drejede af, og forestillingen endte med et grangiveligt syn på en skomagerdreng, der kom fløjtende og dansende hen ad de brede stene opad Østergade med den ene af rektorens støvler under armen og en tøffel til stuepigen i hver hånd. Dette blev mig det sværeste. Østergade så vi på langs nedad fra vore vinduer, og dens eslinie udmålte jeg altid perspektivet af, når jeg lå i dagligstuevinduet og kedede mig. Nu at se mig selv som en snavset skoledreng komme fløjtende længst ude fra, til spøgelset mere og mere nærmede sig - jeg kunne ikke få det ud af mine tanker igen, og virkningen var en usigelig angst for at synke ned i en sådan plebejisk stand.
Jeg var ligeså stor en åndsaristokrat som fader, og havde det været beregnet, hvad der kun var hans lune, kunne han ikke have valgt noget kraftigere middel. Ligefuldt slog midlet fejl. Også deri lignede jeg ham, at det blev ved fantasien, og vendende og drejende på den fik jeg dog ikke fat på det arbejde, den med sin truende svøbe skulle drive mig til.
Ganske vist lærte jeg tidligt nok at læse, takket være moders energi; men for mig selv var det vigtigste derved, at jeg kunne prale for tjenestepigerne med, at jeg kunne læse ligeså godt som de. Min fremgang var som et føl, der er bundet bagved en vogn. Den beroede på, at jeg måtte følge med min broder, der var syv fjerdingår ældre. Ethvert skridt blev taget et par år for tidligt, og blev ikke taget helt ud, benene var for korte. Formelt kunne jeg læse og skrive, da jeg var fire år, i virkeligheden lærte jeg ikke disse ædle kunster, før jeg var en fem, seks gange så gammel.
Min fader underviste os ikke, hans umage med vor opdragelse var af den natur, jeg har talt om. Han beboede et par afsondrede stuer ovenpå, en fjern og højtidelig helligdom, og kom kun ned, når han søgte hvile og opmuntring. Men moder var ofte oppe hos ham, og tog hun os med, var det en festlig gang. Hans liv var delt mellem det stille arbejde i hans bibliotek og hans gang på skolen.
Men moder var også nok i stand til at gøre fyldest for begge forældre og for mere end det. Foruden at bære byrden af vor opdragelse og primitive undervisning, var hun rastløs i at fuldbringe de mærkværdigste huslige bedrifter.
Om foråret og sommeren igennem syslede hun med haveurter og blomster, og hun havde to haver under sin varetægt, en ved vor bolig, og en større ved skolen. Det var det arbejde, jeg var mest oplagt til at hjælpe hende med. Om efteråret blev der slagtet i det store til årets forsyning, og hovedsagen var grisen, vor fælles ven, som vi i dens korte liv dagligt besøgte i et familietog med fader i spidsen.
Så blev der lavet kartoffelmel, en meget vidtløftig proces, som jeg ved anstrengt betragtning af de mange rivejern, de store vandkar, som hakkerne arbejdede bundfaldet op af, og alle de blændende kager, der slikkede solskin på sengelad i gården, endnu har bevaret så tydeligt i min erindring, at jeg tror, jeg selv var i stand til at øve den kunst. Produktet er skønt nok at se til, men jeg ville også dengang nødig andet, og er mange gange blevet skraalende sat ud i køkkenet for der at spise mine melboller op.
Så blev der købt hør og uld, og i det store loftsrum sad koner og piger på rad og lod hørren gå gennem heglens tænder, skrabede frem og tilbage med karterne, og lagde de smukke uldtøjer til side på kurven, mens vi børn stod med hænderne på ryggen og gloede og hørte på snakken. Hørren spandt moder selv vintren igennem, et arbejde, hun særdeles yndede, fordi det ikke hindrede hende, hverken i at høre os læse eller selv at lade munden løbe med fortællinger. Når væveren så fik det spundne slået op, skulle vi hen at betragte hans skønne kunst, og når blegen var spændt ud, skulle vi ned til åen og se, hvor dejligt de lange lærreder skinnede på græsset.
Så blev der støbt lys, og mig synes, jeg kan endnu lugte den smeltede talg, og se det runde bord langsomt bevæge sig om sin akse, mens de fra dets rand nedhængende væger en for en blev dyppet i det dampende talgkar. Derved blev det ikke glemt at støbe trearmede helligtrekongerslys, med et kræmmerhus krudt ved grunden af grenene. Når de blev tændt på den hellige aften, måtte altid fader være med at stå og stirre på dem i spændt forventning, til lyset nåede krudtet og eksplosionen foregik.
Det var tarvelige tider. Familien sad om sit ene hjemmestøbte talglys, kun når der kom fremmede, tændtes de fine Christiansfelder lys, også af talg, men formede; begge slags dog i messingplader.
Under alt dette fik dog moder tid nok til det, der egentlig var sagen. Da de elementære kunster var overståede, kom vi til de rette åndens skatte. Alskens litteratur blev indøvet. Først naturligvis børnebøgerne, Campes og Salzmanns, og billedbøgerne. Dem var der mange af, skønt langt fra så glimrende som nu. Hvor de kom fra, vidste vi ikke, men jeg tror, de mest skyldtes vor elskværdige tante Christines uudtømmelige velgørenhed. Vi havde aldrig set hende, men hun stod i en mystisk baggrund som en juleaftens- og fødselsdags-engel, og når ageposten kom, kom den fra hende. Mine yndlingsbøger var dog ikke de moralske børnevenner, ikke engang Robinson; nej, den naturhistoriske billedbog i tre tykke bind, den var mit rige. Billederne var stive og ukarakteristiske, men i mængde meget fuldstændige, og at gennemgå atter og atter og indprente sig dyrenes mangfoldige arter, gav mig den første forsmag på, hvad man kunne kalde et studium, og i et sådant har jeg altid været flittig.
I dagligstuen var det poesi, der blev læst, den ene digter efter den anden. Først var det moder, der læste, siden i almindelighed broder Christian, der var den skønne ånd i den lille kreds; når vi da ikke var så lykkelige at få broder Caspar med, for han foredrog som en hel kunstner, og gav ovenikøbet scenen dramatisk. Hovedsagen var dog moders forklaring, der stadig løb med som den æstetiske teori.