Idet vi vende tilbage til vor hovedstation, de danske øer, ville vi kortelig berøre de tjenestepligter, som motiverede korvettens tilstedeværelse ved disse.

I det hele taget skulle vi beskytte den danske handel og skibsfart og afværge ethvert brud på vor neutralitet. Med hensyn hertil måtte vi altså skænke det danske gebet særlig opmærksomhed, og hovedsagelig være til stede der, hvor det var tænkeligt, at dette kunne krænkes. Af vore danske øer var derfor St. Thomas den, hvor vi fornemmelig burde opholde os, og dette blev da også tilfældet; men da farvandet mellem øerne tillige havde krav på vor opmærksomhed - idet vi særlig der skulle beskytte den danske skibsfart - foretoges der hyppige overfarter til St. Croix. Dette var også for en del begrundet i den omstændighed, at guvernøren, hvem chefen var underlagt og af den grund oftere måtte konferere med, boede der. Efter at have berørt disse lokale forhold, ville vi ikke trætte læseren med at berette, hvor ofte vi gik fra eller til St. Thomas, St. Croix eller St. Jan, men kun betegne vort ophold i det hele under benævnelsen: "ved de danske øer".

Hvad der navnlig kunne forventes at ville gøre brud på vor neutralitet, var kaperiet, og det var derfor ikke tilladt nogen kaper at have stadigt ophold på dansk territorium, der (ifølge kanc. Cirkulære af 18de august 1810) strækker sig én dansk mil fra den faste kyst af Kongens lande. Heller ikke var det tilladt kapere at anløbe danske havne (uden i nødstilfælde), og endnu mindre at bringe priser ind eller at sælge dem i disse.

Det følger af sig selv, at en mulig kamp mellem nord- og sydstaternes skibe heller ikke kunne være tilladt indenfor de danske enemærker, og det var derfor uundværligt for guvernementet at have til sin disposition en orlogsmand, der kunne repræsentere det eksekutive søpoliti og hurtigt bevæge sig fra det ene sted til det andet.

Men selv i fredstid er efter vor mening en dansk orlogsmands nærværelse nødvendig ved vore vestindiske besiddelser, for at den derfra kan sendes hen, hvor de danske interesser blive truede eller krænkede. Havde en sådan været i farvandet, dengang republikken St. Domingo beslaglagde og solgte to danske skibe, ville den, ved en hurtig og kraftig protest, have kunnet forhindre en slig fremgangsmåde, der dog drog udsendelsen af et skib efter sig, og gav anledning til lange diplomatiske forhandlinger og overordentlige sorte gesandters sendelse til Kjøbenhavn. Men vi vide jo vel, at man er kommen til det resultat, at et fast stationsskib er for kostbart, og mod denne grund lader der sig - fra et vist synspunkt - intet indvende.

Hs. Majestæt Kongens fødselsdag fejrede vi i St. Thomas' havn. Om middagen var der stor "lever" i guvernementshuset, hvor alle byens autoriteter, de fremmede konsuler og de fleste købmænd indfandt sig. Chefen og de officerer, der kunne være fra skibet, vare ligeledes til stede. Da viceguvernør Berg udbragte Kongens skål, løsnedes der 27 skud fra fortet og samme antal fra korvetten, som behængt med flag gjorde honneurs i havnen. Alle skibene i denne flagede også, og fra to amerikanske skibe, hvis kaptajner vare danske, vajede det danske flag på toppen. Det ene af dem, et lille flod-dampskib, der havde haft en eventyrlig rejse fra New-York, saluterede endogså, skønt det kun havde én kanon, med 27 skud. Dagen efter var der stort bal hos guvernøren på St. Croix, og den 9de oktober gav viceguvernøren på St. Thomas et pragtfuldt bal i samme anledning.

At man danser så meget i den tropiske varme, vil måske undre vore landsmænd herhjemme, hvor man kun ser baller ved vintertid, og med disse gerne forbinder begrebet om en meget varm, og derfor til en kold årstid skikket, fornøjelse. Men dansen passer bedre til det vestindiske klima, end man skulle tro; thi dels er dette - om end varmt - ingenlunde trykkende, og luften er endog langt renere i en vestindisk balsal end herhjemme. Den idelige gennemtræk (mod hvilken alle lys ere beskyttede ved shades), fjerner støvet og forfrisker luften, og det milde klima gør den anderledes uskadelig end den træk, hvormed man herhjemme i kulden søger at rense en balsals hede atmosfære. Dansen er derfor en lige så naturlig fornøjelse i Vestindien som herhjemme; den er meget yndet derude, og, på grund af at offentlige forlystelser savnes, meget almindelig.

Den 27de oktober om morgenen så vi for første gang sydstaternes flag vaje fra en lille skonnert i St. Thomas' havn. Mellem nordamerikanerne i denne by vakte dette en stor sensation, da man mistænkte den for at være en kaper. Det viste sig dog, at dette ikke var tilfældet, idet den officer, der fra korvetten sendtes ombord, ikke fandt spor af bevæbning; men mistænkeligt var skibet alligevel, da det havde en besætning af 8 lodser fra Savanna og sikkert ikke var bestemt til fragtfart. Det oplystes også, at dets rejse var en spekulation af vedkommende lodser, der på grund af blokaden vare uden erhverv. De vare lykkeligt slupne forbi de nordamerikanske krydsere og agtede naturligvis igen at bryde blokaden med den ladning, de indtoge i St. Thomas. Den bestod af apoteker- og manufakturvarer, hvorpå der var stor mangel i de sydlige stater.

At det omineuse sydflag få timer efter forsvandt fra skonnertens top, og at det engelske hejstes i stedet, gjorde ikke noget gunstigere indtryk på nordamerikanerne, da det skete på den måde, at den engelske konsul, ved at udstede interimspapirer, sanktionerede salget af skibet til en af dets besætning, der havde engelsk borgerret. Nationalhadet mellem Amerika og England, der altid ulmer, gav sig her luft imod den engelske konsul, der skarpt dadledes, fordi han tillod Englands flag at dække et så mistænkeligt skib.

Der var dengang intet amerikansk orlogsskib i havnen; men under dette vort ophold havde til forskellige tider Powhattan, Iraquois og San Jacinto (senere uhyggelig berømt ved Trent-affairen) været inde i St. Thomas' havn for at fylde kul.