Kunne der ske noget i dag, var det værd at stå op og byde sig fal for skæbnen derude i byen mellem folk? Mikkel tænkte efter. Egentlig var der ikke hændet noget afgørende i går, og dog følte han sine oplevelser så stærkt. Der var blevet rykket i ham, hvad det så betød. Alle værdier var gået endnu mere nedad, Mikkel følte, at han ikke kunne holde sin stilling ud længere.

Mikkel lagde sig op mod væggen og grundede med øjnene stift rettet frem for sig. Lidt efter krummede han hovedet tilbage og lukkede øjnene, han var kommen i tanker om Susanna. Næsten i det samme mærkede han en heftig gnavende sult, han stod op og langede ud efter klæderne.

Mikkel havde ingenting, han levede som spurvene, fægtede hver dag hos Gud og hvermand. Medens han drog sine røde, forhadte læderbukser på, overvejede han, hvor han skulle hen og tigge i dag. Han bestemte sig til at søge udenfor byen, hvor folk ikke var alt for misbrugte af studenter og andet pak fra byen.

Det var en dejlig majdag. Mikkel gik rask ud gennem Nørreport. Og så såre han fik markerne for øje, blev han forvirret af lyst, han kiggede næsten undselig op mod himlen. Jorden gav forårsduft fra sig - hvad var det han mindedes derved? - den grønne rug stod langt hen. Solen varmede velsignet.

Mikkel marcherede frem ad vejen og så sig om til højre og venstre. Det var vist en lykkedag, han følte sig let og vel til mode.

Ja, det var en lykkedag. Mikkel gik lige på og sad snart bredt bænket i en landgård ude ved Søerne, et lyst sted, hvor man satte fulde retter frem for ham uden omsvøb og uden at hælde gudsfrygtigt med ørene. Manden skænkede frådende øl i kruset til ham og følte sig oplivet ved hans besøg. Her kom der nok ikke lærde folk til daglig i Guds navn, Mikkel skrev sig det bag øret. Da han havde spist og drukket forsvarligt, havde den dag nok i sin plage for så vidt - Mikkel vandrede ind til byen igen i fred med sig selv. Han sugede sine tænder og skottede op mod skyerne, fulgte blinkende en fugl med øjnene og talte latin til sin udødelige sjæl.

Pludselig blev Mikkel stående og tænkte sig om - mon han ikke netop i dag skulle gøre det, det han så længe havde haft i sinde, gå løs på Jens Andersen? Mikkel ventede sig held af det, den store magister var fra samme egn som han selv. Jo i dag skulle det være, nu ville han vove det.

Men straks, da Mikkel havde taget beslutningen og sat sig i gang, faldt hans hoved, og han tabte lysten. Under mange tvivl nåede han ned i den gade, hvor han vidste, Jens Andersen boede. Da han stod udenfor døren, var alt hans mod borte, men han var sat i bevægelse nu og ville have ende på det.

Mikkel Thøgersen kom ind i en stor stue, han skimtede folianter på væggene ... men der rejste Jens Andersen sig henne fra et bord og kom hurtigt imod ham. Jens Andersen - en lavstammet, bred mand med en vældig pande. Han var iført en skindtrøje, Mikkel så på den lange barberede mund, just som Jens Andersen begyndte at tale til ham. Stemmen var lav og klangløs, men Mikkel hørte, at han satte den ned, fordi det nu just nu var en som ham, han talte med - hvad han ville, hvad han hed, Jens Andersen havde ikke god tid.

Mikkel Thøgersen kom da frem med det. Om han kunne få et godt råd, han ville gerne udenlands og studere ... men som altid blev Mikkel hentaget, kørt hvingelsyg af de iagttagelser, han gjorde - han så et langt, tyndt krucifiks af simpelt jern hænge på væggen og kunne ikke lade være at tænke på, om Jens Andersen mon ikke ved lejlighed brugte det til at ave sine hunde med. Han var desuden vant til, at folk modtog ham med en vis forbavselse, som "Storken", det gjorde Jens Andersen ikke - sådan en mand var han altså. Men Mikkel savnede den ellers så beklagelige omstændighed nu. Og idet han talte om at rejse udenlands, stammede han hjælpeløs, svimmel ved tanken om Rom og alt det der fuglefjernt søndernede - han var ellers en smedesøn oppe fra Limfjordsegnen ... der stod han så fast.

Ghm! Jens Andersen slog et slag på gulvet med hovedet lagt skævt til siden, han var rap og kort i vendingen som en kræmmer. Mikkel skulede op og så en svær tyrehals, et tætklippet hvidligt nakkehår ... og der borede Jens Andersen ham nu igen i synet med de matte øjne, blikket var høfligt og ligegyldigt, men der var en magt deri, som ligefrem rasede - Mikkel søgte redning ved at gå under og se på mandens store bare ansigt. Huden var farveløs og tæt uden en eneste rynke. Sorte tænder ... det var nemt at se, at han var en jyde. Mikkel kunne ikke tåle hans blik længere, han så som fortryllet hen på reolerne, der løb rundt for ham.

Et kvarter efter stod Mikkel Thøgersen nede på gaden. Hvad var det så, det var endt med? Jo Jens Andersen Beldenak havde hakket og snakket om alverdens ting, og til sidst havde han gunstig overhørt Mikkel! Mikkel havde svaret som i søvne men var dog sluppen til at gøre god rede for sin lærdom. Et vers af Horats havde han dog skanderet forkert, og Jens Andersen havde hugget i luften med sin hårede hånd - sådan, da da da da.

Mikkel Thøgersen luskede afsted, våd og krumrygget som en udsmidt køter.

Da han atter vovede sit beskæmmede næb ud af hætten for at se sig om, befandt han sig nede på Højbroplads. Her var der som altid megen bevægelse. Mikkel stod ved hjørnet af en port, han rynkede ansigtet sammen, som om han anstrengte sig med at overveje. I virkeligheden stod han halvt bevidstløs. Skam og skuffelse lå hårdt på ham, og hans indre gigantiske selvfølelse rørte sig som et farligt dyr. Trods en tankefuldhed, der fik ham til at stå musestille, iagttog han alt om sig, ja de stærke farver påtrængte sig hans syn med en sårende klarhed - en kælling skreg med sild - hudløs, hudløs stod Mikkel Thøgersen der, skælvende som nylig slagtet kød i den onde luft.

Hør, nu trompetede de ovre på slottet, det gik som en torn over hovedhuden.

Mikkel skuttede sig og gik meget nedslået videre. Vindebroen lodes ned inde fra slotsporten, og straks dundrede en flok ryttere ud på plankerne, lutter højfornemme mænd. De bragede ud på gaden og bøjede i skarpt trav om hjørnet til Højbroplads, både heste og ryttere lå hældet til siden i svinget. Hvor de hoppede latterligt i sadlerne - klik, klik. Sværdene dansede forrykt i stropperne, og de kulørte kapper slog hurra i luften.

Mikkel forføjede sig op i byen. Overalt soldater, hestespektakel. Selve Junker Slentz kom ridende gennem gaden med sin væbner bagved, han var i fuldeste harnisk. Det storartede jernmenneske drejede hjelmen til højre og venstre med en kejsers værdighed, visiret var slået op, og de grusomme knebelsbarter glittede i solen. Hesten fnøs ud af skaberaket, den var heller ikke billig.

Mikkel drev byen rundt og summede sig. Gade op og gade ned. Alle gaderne mundede til syvende og sidst ud mod volden; indespærret var han i denne arme, skidne by, der var fedtet til med fiskelim og sildeskæl og begjort med munke og svin i alle smøger. - Han så op mod himlen for dog at føle rummet frit. Luften var fugtig. Skyerne drev deroppe, Mikkel kom til at tænke på det løse vand og gik ned til stranden igen.

Vinden friskede, bølgerne gik muntre og krappe. Ude over det blå, urolige sund fægtede joller sig stundesløst frem og stod på enden og havde travlt.