Da lød der et Skrig mod hans sidste Godnat:
Nej, bliv! og giv mig tilbage min Skat
og tag mig igen i Tjeneste!
jeg vil ikke miste et eneste
af Ordene, Du har mig givet,
at leve med dem er jo Livet;
alt, hvad Du bød mig, og alt, Du har sagt,
deri er jo Livets evige Magt;
Ordet, Du ind i mit Hjærte har talt,
det er jo mig selv, min Gud, mit alt;
jeg vil ikke vælge og vrage,
jeg kan ikke sondre og dele;
hvad Du bød mig, er jo et hele!
- saa giv mig hele min Skat tilbage,
giv mig tilbage de store Bud,
jeg beder saa bønlig: slet intet ud!
giv mig tilbage de Billeder rige,
giv mig tilbage min Himmelstige;
mellem Jeriko og Jerusalem
drager jævnlig en Vandrer frem,
og endnu klæder ham Røvere af,
slaar ham og reder hans Lykke en Grav, -
giv mig at lede den Stakkel hjem,
enten saa Vejen er let eller slem,
giv mig, giv mig at finde
Krøblinger, halte og blinde,
vis mig trængende, store og smaa,
vis mig den Plet, hvor mit Fodspor kan staa,
giv mig mit Styrkebælte igen,
jeg prøver at spænde det fast om min Lænd,
giv mig min Hyrdestav, giv mig min Slynge,
giv mig at være, hvor Vaabnene synge,
giv mig at prøve, om mit kan slaa Gnister, -
end er ej fældet den store Filister;
og er jeg kun én, som Folk er flest,
jeg véd for vist:
for de største Krav er vi alle lige,
for de mindste maa ikke den største vige;
giv mig levende Sange,
som jeg kan tage paa Tunge,
giv mig Tanker mange,
rene, ægte og unge.
Du kan jo løse og binde,
løs mig, saa frem jeg kan vinde,
saa jeg til Vejens Ende kan naa,
bind mig til dem, - de mindste smaa,
hvis Navne i Verden sig dølge,
men dog paa Forklaringens Morgen gaa
med skinnende hvide Klæder paa
forrest i Mesterens Følge!
Saadan jeg raabte, tryglede, bad,
mit Ord og mit Hjærte de fulgtes ad,
mit Ord og mit Øje de søgte den høje,
standsed' hans Fod,
han vendte, han stod
ved Døren, med Ansigtet mod mig;
da var det, som al min Angst forlod mig,
jeg mærked', hvordan mit Ord brød sig Vej:
Jeg holder ej op, - jeg slipper Dig ej,
Du skal mig høre!
Jeg véd, Du kan gaa gennem lukte Døre,
jeg kan Dig ej standse med Laas og Slaa,
men et Hjærtes Bøn kan Du ej modstaa;
nu skal Du mærke,
min lille Sjæl er mod Dig den stærke,
Du slipper ej ud i den mørke Nat,
før Du har sluppet min dyre Skat,
Du slipper ej for min Klage,
før Du giver mig Skatten tilbage.
Da mærked' jeg, hvad jeg har mærket saa tit:
et Ord kan binde den stærkestes Skridt,
et Ord kan løse de stærkeste Baand,
et Ord er i Pagt med Miraklets Aand,
et Ord er i Pagt med de svage:
Han gav mig min Skat tilbage,
han rejste mig op, jeg saa' mig om:
der stod jeg igen i min Helligdom,
jeg hørte Indvielsesordet paa ny,
det brød ind, som Lynstraalen bryder fra Sky; -
jeg var baade løst og bunden -
løst fra Tomhed og Halvhed og Savn,
bunden til Livets Indhold og Gavn;
- og saa var min Gæst forsvunden;
hans Afsked kom som en sagte Vind,
der hvisked' mig kærlig i Sjælen ind:
Kommer der atter for Dig en Stund,
da Modet i Hjærtet vil dale,
da rust Dig og tag i din bedende Mund
et Ord eller to
- Du kender dem jo -
af din herlige Mesters Tale.
Ordet, der vejer og gælder
mer' end Alverdens Røster,
Ordet, der dømmer og fælder,
Ordet, der rejser og trøster, -
hver Gang det Ord er vejret hen,
er Verden Dig tom og øde;
men hver Gang det lyder i Kraft igen,
da staar Livsmodet op af Døde,
da kan frem paa din Kampplads Du møde.
Nej, bliv! og giv mig tilbage min Skat
og tag mig igen i Tjeneste!
jeg vil ikke miste et eneste
af Ordene, Du har mig givet,
at leve med dem er jo Livet;
alt, hvad Du bød mig, og alt, Du har sagt,
deri er jo Livets evige Magt;
Ordet, Du ind i mit Hjærte har talt,
det er jo mig selv, min Gud, mit alt;
jeg vil ikke vælge og vrage,
jeg kan ikke sondre og dele;
hvad Du bød mig, er jo et hele!
- saa giv mig hele min Skat tilbage,
giv mig tilbage de store Bud,
jeg beder saa bønlig: slet intet ud!
giv mig tilbage de Billeder rige,
giv mig tilbage min Himmelstige;
mellem Jeriko og Jerusalem
drager jævnlig en Vandrer frem,
og endnu klæder ham Røvere af,
slaar ham og reder hans Lykke en Grav, -
giv mig at lede den Stakkel hjem,
enten saa Vejen er let eller slem,
giv mig, giv mig at finde
Krøblinger, halte og blinde,
vis mig trængende, store og smaa,
vis mig den Plet, hvor mit Fodspor kan staa,
giv mig mit Styrkebælte igen,
jeg prøver at spænde det fast om min Lænd,
giv mig min Hyrdestav, giv mig min Slynge,
giv mig at være, hvor Vaabnene synge,
giv mig at prøve, om mit kan slaa Gnister, -
end er ej fældet den store Filister;
og er jeg kun én, som Folk er flest,
jeg véd for vist:
for de største Krav er vi alle lige,
for de mindste maa ikke den største vige;
giv mig levende Sange,
som jeg kan tage paa Tunge,
giv mig Tanker mange,
rene, ægte og unge.
Du kan jo løse og binde,
løs mig, saa frem jeg kan vinde,
saa jeg til Vejens Ende kan naa,
bind mig til dem, - de mindste smaa,
hvis Navne i Verden sig dølge,
men dog paa Forklaringens Morgen gaa
med skinnende hvide Klæder paa
forrest i Mesterens Følge!
Saadan jeg raabte, tryglede, bad,
mit Ord og mit Hjærte de fulgtes ad,
mit Ord og mit Øje de søgte den høje,
standsed' hans Fod,
han vendte, han stod
ved Døren, med Ansigtet mod mig;
da var det, som al min Angst forlod mig,
jeg mærked', hvordan mit Ord brød sig Vej:
Jeg holder ej op, - jeg slipper Dig ej,
Du skal mig høre!
Jeg véd, Du kan gaa gennem lukte Døre,
jeg kan Dig ej standse med Laas og Slaa,
men et Hjærtes Bøn kan Du ej modstaa;
nu skal Du mærke,
min lille Sjæl er mod Dig den stærke,
Du slipper ej ud i den mørke Nat,
før Du har sluppet min dyre Skat,
Du slipper ej for min Klage,
før Du giver mig Skatten tilbage.
Da mærked' jeg, hvad jeg har mærket saa tit:
et Ord kan binde den stærkestes Skridt,
et Ord kan løse de stærkeste Baand,
et Ord er i Pagt med Miraklets Aand,
et Ord er i Pagt med de svage:
Han gav mig min Skat tilbage,
han rejste mig op, jeg saa' mig om:
der stod jeg igen i min Helligdom,
jeg hørte Indvielsesordet paa ny,
det brød ind, som Lynstraalen bryder fra Sky; -
jeg var baade løst og bunden -
løst fra Tomhed og Halvhed og Savn,
bunden til Livets Indhold og Gavn;
- og saa var min Gæst forsvunden;
hans Afsked kom som en sagte Vind,
der hvisked' mig kærlig i Sjælen ind:
Kommer der atter for Dig en Stund,
da Modet i Hjærtet vil dale,
da rust Dig og tag i din bedende Mund
et Ord eller to
- Du kender dem jo -
af din herlige Mesters Tale.
Ordet, der vejer og gælder
mer' end Alverdens Røster,
Ordet, der dømmer og fælder,
Ordet, der rejser og trøster, -
hver Gang det Ord er vejret hen,
er Verden Dig tom og øde;
men hver Gang det lyder i Kraft igen,
da staar Livsmodet op af Døde,
da kan frem paa din Kampplads Du møde.