Da lød der et skrig mod hans sidste godnat:
Nej, bliv! og giv mig tilbage min skat
og tag mig igen i tjeneste!
jeg vil ikke miste et eneste
af ordene, Du har mig givet,
at leve med dem er jo Livet;
alt, hvad Du bød mig, og alt, Du har sagt,
deri er jo Livets evige magt;
Ordet, Du ind i mit hjerte har talt,
det er jo mig selv, min Gud, mit alt;
jeg vil ikke vælge og vrage,
jeg kan ikke sondre og dele;
hvad Du bød mig, er jo et hele!
- så giv mig hele min skat tilbage,
giv mig tilbage de store bud,
jeg beder så bønlig: slet intet ud!
giv mig tilbage de billeder rige,
giv mig tilbage min himmelstige;
mellem Jeriko og Jerusalem
drager jævnlig en vandrer frem,
og endnu klæder ham røvere af,
slår ham og reder hans lykke en grav, -
giv mig at lede den stakkel hjem,
enten så vejen er let eller slem,
giv mig, giv mig at finde
Krøblinger, halte og blinde,
vis mig trængende, store og små,
vis mig den plet, hvor mit fodspor kan stå,
giv mig mit styrkebælte igen,
jeg prøver at spænde det fast om min lænd,
giv mig min hyrdestav, giv mig min slynge,
giv mig at være, hvor våbnene synge,
giv mig at prøve, om mit kan slå gnister, -
end er ej fældet den store filister;
og er jeg kun én, som folk er flest,
jeg véd for vist:
for de største krav er vi alle lige,
for de mindste må ikke den største vige;
giv mig levende sange,
som jeg kan tage på tunge,
giv mig tanker mange,
rene, ægte og unge.
Du kan jo løse og binde,
løs mig, så frem jeg kan vinde,
så jeg til vejens ende kan nå,
bind mig til dem, - de mindste små,
hvis navne i verden sig dølge,
men dog på Forklaringens Morgen gå
med skinnende hvide klæder på
forrest i Mesterens følge!

Sådan jeg råbte, tryglede, bad,
mit Ord og mit hjerte de fulgtes ad,
mit Ord og mit øje de søgte den høje,
standsed' hans fod,
han vendte, han stod
ved døren, med ansigtet mod mig;
da var det, som al min angst forlod mig,
jeg mærked', hvordan mit Ord brød sig vej:
Jeg holder ej op, - jeg slipper Dig ej,
Du skal mig høre!
Jeg véd, Du kan gå gennem lukte døre,
jeg kan Dig ej standse med lås og slå,
men et hjertes bøn kan Du ej modstå;
nu skal Du mærke,
min lille sjæl er mod Dig den stærke,
Du slipper ej ud i den mørke nat,
før Du har sluppet min dyre skat,
Du slipper ej for min klage,
før Du giver mig skatten tilbage.

Da mærked' jeg, hvad jeg har mærket så tit:
et Ord kan binde den stærkestes skridt,
et Ord kan løse de stærkeste bånd,
et Ord er i pagt med Miraklets Ånd,
et Ord er i pagt med de svage:
Han gav mig min skat tilbage,
han rejste mig op, jeg så' mig om:
der stod jeg igen i min helligdom,
jeg hørte indvielsesordet på ny,
det brød ind, som lynstrålen bryder fra sky; -
jeg var både løst og bunden -
løst fra tomhed og halvhed og savn,
bunden til Livets indhold og gavn;
- og så var min gæst forsvunden;
hans afsked kom som en sagte vind,
der hvisked' mig kærlig i sjælen ind:

Kommer der atter for Dig en stund,
da modet i hjertet vil dale,
da rust Dig og tag i din bedende mund
et Ord eller to
- Du kender dem jo -
af din herlige Mesters tale.
Ordet, der vejer og gælder
mer' end alverdens røster,
Ordet, der dømmer og fælder,
Ordet, der rejser og trøster, -
hver gang det Ord er vejret hen,
er verden Dig tom og øde;
men hver gang det lyder i kraft igen,
da står Livsmodet op af Døde,
da kan frem på din kampplads Du møde.