Malcolm gik ved siden af mig til kirke dagen efter. Han så lidt mindre nedtrykt ud, og jeg forsøgte at opmuntre ham.

Han fortalte mig ikke, hvad der var i vejen med ham, men Jean sagde noget om det, da hun kom ind i mit værelse, medens jeg tog tøjet på. Det lader til, at han er kommet galt af sted med en hest, som hedder "Angela Grey". Det havde Jean fået at vide af Lady Katherine; hun sagde, at hendes fader var meget vred over det, da han havde brugt så mange penge for dens skyld.

Jeg synes nu ikke, det lyder som et hestenavn, og det sagde jeg til Jean; men hun blev aldeles rædselsslagen og sagde, at det måtte være en hest, for de kendte ingen Angela Grey, de kendte ikke engang nogen, som hed Grey, så det måtte være en hest.

Det synes jeg nu var en latterlig grund, for fru Carruthers sagde, at alle unge mænd kendte folk, som man ikke brød sig om at kende - og at det var dumt at gøre væsen af det - for de kunne ikke gøre for det - thi de ville kede sig, hvis de var så gode som guld, ligesom pigebørn.

Men jeg tror, at Lady Katherine tænker anderledes end fru Carruthers, og døtrene er lige sådan.

Når jeg ser Lord Robert igen, vil jeg spørge ham, om det er en hest eller ikke.

Malcolm er ikke tiltrækkende, og jeg var glad over, at kirken ikke lå så langt borte.

Vognene får ikke lov til at køre om søndagen, så vi måtte gå, og da vi gik tilbage, begyndte det at regne, og vi kunne ikke gå rundt i staldene, hvad de vist gør hver søndag.

Alt bliver gjort, fordi man er vant til det - ikke fordi man vil more sig.

"Når det regner, og vi ikke kan gå rundt i staldene," sagde Kirstie, "så ser vi på de gamle 'Illustrated London News' og går der så om eftermiddagen på vejen fra kirke."

Det havde jeg ikke særlig lyst til, så jeg blev på mit værelse, så længe jeg kunne. Da jeg kom ned, sad de fire pigebørn ved et bord i vestibulen, hver med sin bog foran sig. De må kunne hvert eneste billede udenad, hvis de gør det hver søndag, når det regner - de bliver i England hele vinteren!

Jean gjorde plads til mig ved siden af sig.

"Jeg er i tresserne," sagde hun. "Jeg blev færdig med halvtredserne sidste påske." Selv dette er øjensynligt sat i system.

Jeg spurgte hende, om der ikke var nogle ny bøger, som de havde lyst til at læse; men hun sagde, at Lady Katherine ikke holdt af, at de fik fat i tidsskrifter eller romaner, før hun selv havde læst dem igennem, og hun havde ikke tid til at læse mange; derfor gemte de de få, de havde, til at læse mellem te og middag om søndagen.

På dette tidspunkt følte jeg, at jeg måtte gøre noget galt, og hvis gongongen ikke havde lydt til lunch, véd jeg ikke, hvad der var sket.

Hr. Montgomerie sagde ligefrem smukke ting til mig, da osten og portvinen kom på bordet, medens pigebørnene så forfærdede ud og Lady Katherines blik blev stenhårdt. Jeg antager, at han er således, fordi han er gift. Jeg gad vide, om unge gifte mænd også er sådan; jeg har endnu aldrig truffet nogen.

Mandag aften begyndte jeg at føle, at verdens ende var nær! Det er ti gange værre end at måtte skjule alle sine følelser og være nødt til at adlyde fru Carruthers. Hun sagde dog undertiden kyniske, morsomme ting, som man kunne le ad, til mig og sine venner. Og man følte, at det kun var hende, som fik de folk, der var afhængige af hende, til at gøre, hvad hun ville, fordi hun selv var så egenkærlig, og at den øvrige verden var fri, når man engang kom udenfor.

Men Lady Katherine og hele det Montgomeriske miljø gør det indtryk, at alting og alle må regeres efter principper, og at ingen har ret til at have en selvstændig mening, hvad samfundsklasse de end tilhører.

Man kan simpelthen ikke le. De lammer én. Jeg glæder mig til i eftermiddag, når hr. Carruthers kommer. Jeg tænker ofte på de dage på Branches, og på, hvor morsomt det var med de to, og jeg ønsker, at jeg var der igen.

Jeg har gjort mig umage for at være høflig og elskværdig imod dem allesammen, og dog synes de ikke at være helt tilfredse.

Malcolm ser på mig med fåreøjne. De er vandblå, med familiens hvide øjenvipper, (hvor forskellige fra Lord Roberts!). Han har det korrekteste væsen, og han siger aldrig et ord slang, han burde have været præst, og jeg kan ikke tænke mig, at han kan ødsle sine penge på nogen Angela Grey, enten hun så er en hest eller ikke.

Han taler til mig, når han kan, og beder mig om at gå ture med sig omkring golfbanen. De fire pigebørn spiller i en time og tre kvarter hver morgen. De synes aldrig at more sig over noget - hele livet er en solid pligt. Jeg sidder oppe i mit værelse, og Véronique har været så fornuftig at lægge tidligt i kakkelovnen. Jeg antager, at hr. Carruthers ikke kommer før omtrent klokken fire, så har jeg endnu en time at slå ihjel. Jeg har sagt, at jeg skulle skrive breve, og på den måde er jeg sluppet for den sædvanlige køretur.

Han er vel nok så fornuftig at spørge efter mig, selv om Lady Katherine ikke er kommet hjem, når han kommer.

I morges var det sådan et dejligt frostvejr, og der fo'r en djævel i mig. Jeg har været så skikkelig siden i lørdags, så da Malcolm med sin sædvanlige formelle, indbildske stemme sagde: "Frøken Travers, må jeg have den fornøjelse at spadsere en lille tur med Dem," sprang jeg straks op, uden at spørge Lady Katherine, og gik og tog mit tøj på, og så vandrede vi af sted.

Jeg havde en følelse af, at de alle syntes, at jeg gjorde noget galt, og så blev jeg naturligvis meget værre. Jeg sagde alle de naive ting, jeg kunne finde på, til Malcolm, for at forfærde ham, og jeg så af og til på ham gennem mine øjenvipper. Da vi så kom til en stente, ville han hjælpe mig, og hans øjne var ganske svømmende! Han har en slags latter helt oppe i diskanten, og den kommer ganske uventet, når der ingenting er at le ad. Jeg antager, det er skotsk, det er, når han lige har fattet meningen af en tidligere spøg. Det kunne ikke nytte at sige noget til ham, som til Lord Robert eller hr. Carruthers; for man ville være gået sin vej, inden han forstod det, om han så gjorde det.

Der var en gammel Sir Thomas Farguarson, som kom på Branches, og han opfattede fru Carruthers dunkleste vittigheder, selv om de var så dunkle, at ikke engang jeg forstod dem, og han var skotte. Måske er de kun sådan, når de har rødt hår.

Da jeg sad oppe på stenten, sagde Malcolm pludselig: "Jeg hører, at De vil tage til London, når De rejser herfra. Jeg håber, De vil lade mig komme og besøge Dem; men jeg ville ønske, at De altid var her."