Da han i sin tid havde taget mod stillingen deroppe, var det ikke fordi han ønskede for bestandig at blive biblioteksånd eller arkivvæsen. Han havde lige taget magisterkonferens i romansk sprog med udmærket udfald, og nogle tidsskriftsartikler havde vakt nogen videnskabelig opmærksomhed for hans navn. Fremtiden syntes ham ikke tvivlsom: den måtte føre ham gennem en doktordisputats til en universitetsstilling. Assistentposten i biblioteket var altså kun til ganske foreløbig at flyde på.
Men lidt efter lidt havde bøgerne trængt sig ind i hans sind og omklamret hans fantasi, så at han ikke kunne slippe dem.
Der stod de på de lange, hvidmalede reoler, bind ved bind, ryg ved ryg i uendelige rækker. Tanker, der for længst var blegede og visne, tanker, der i eneboeragtig kyskhed var fremmede for hoben, og atter tanker, der endnu hver dag strakte deres tusinde rodtrevler rundt om i sindene. Men lige tålmodige var de, alle disse bøger, stod urørlige og lydige, som soldater i geleddet, ventende på det kommandoord, der skulde sætte dem i virksomhed.
Og denne hær med dens uoverskuelighed af afdelinger var ikke en tilfældig samlet flok, der en skønne dag kunde møde sin overmand og hvis rækker kunde opløses. Den var sammensat af alle våbenarter og alle nationer, og gennem alle tider havde slægt på slægt opbudt sin styrke for at kunne yde sit bidrag dertil.
Flyge følte sig som en konge, når han så hen over alle disse rækker. Han herskede over dem, kunne kalde enhver af dem til sin tjeneste, når han ville. Men ukaldede kom de aldrig. De trængte sig ikke frem med dum, utidig passiar og kaglende vigtighed, med ørkesløs udkrammen af ligegyldige og forvrøvlede meninger. De ytrede sig, når man spurgte dem, og blev de ikke spurgt, så tav de.
Han havde efterhånden udviklet sin smag for læsning til det bizarre. Han læste ikke mere for det livs skyld, der rummedes i bøgerne. Helst søgte han til de værker, som ingen andre læste, de glemte og forsmåede, og fandt en egen nydelse deri, at han kunne føle sig ene om deres selskab.
Således kunde han med en stille tilfredshed tage for sig en indbunden årgang af en eller anden gammel avis. Han lod øjet glide hen over det gulnede papir og den blegede tryksværte. Spalte op og spalte ned kunne han læse artikler, nyheder, vrede og tilfredse, perfide og ørkesløse.
Hvor de havde sprættet, alle disse sjæle, som havde undfanget dem, hvor de havde spruttet, disse penne, som havde skrevet dem, hvor de havde pirret op i myretuen! Og nu stod resultaterne der, kendt døde og magtesløse af livet, der blev ved at rulle hen over dem ... Med en vis ondskabsfuld glæde kunne han fordybe sig i en sådan gammel afmægtig artikel: hvor var nu den blæst henne, som den havde rejst? Glemt, glemt altsammen, mens andre aviser, lige optagne af sig selv, lige spjættende af unyttig iver, hver dag flagrede ud, hvirvledes rundt som sneflokke og faldt til jorden ...
Selv en dårlig avisartikel fik dog undertiden her i verden sin straf: den at blive læst flere år efter, at den var skreven ...
Men det var ikke blot bøgerne, der optog ham. Også de mennesker, der søgte biblioteket, skaffede ham nydelser.
Der var nogle, der sneg sig ind som tiggere. De blev stående ved døren, ydmygt blussende af generthed, inden de vovede sig frem med en stakåndet anmodning. Og de satte sig på kanten af stolen, mens de ventede. Der var unge studenter imellem, der var gamle, underlig jordslåede autodidakter, og der var unge piger, der vilde låne billedværker ... Dem var det morsomt at skræmme og imponere. Når man så på dem med et eget lærd, dødt misbilligende blik, kunne deres forlegenhed stige til en selvudslettende højde.
Men der var også dem, der kom skridtende ind med en vis uindviet fripostighed. De trampede i gulvet og stillede med høj røst forlangender om de bøger, de ønskede. Og når de havde gjort det, satte de sig ned, stak hænderne i lommerne og strakte med en frygtløs gaben benene fra sig. De var til himlende forargelse for bibliotekets gamle bud, der stiv i nakken og barket af mange års ensformighed hentede folianterne fra reolerne.
Og endelig læsestuens stamgæster, der hver dag til nøjagtig samme tid kom ind, fik deres bog udleveret og satte sig til at gøre optegnelser. Nogle af dem var videnskabsmænd og studerende - for andre var læsestuen kun et lunt opholdssted, der var blevet dem en vane og hvor de søgte en afbrydelse i dagenes træghed ...
I biblioteket følte Flyge sig i ligevægt. Når han sad deroppe bag sin pult, blev han greben af en mild og styrkende kedsomhed, der kvalte alle længsler og forjog alle usunde drømme.
Men i dag kunne han ikke ret falde til ro. Han så for sig Anna og Bøg, som de sammen gik ned ad gaden fra caféen. Denne Bøg - han ærgrede sig i stigende grad over ham, - så ugenert selvskreven han havde teet sig, han med sine store, daskende hænder.
Men det kunde ikke nægtes, at han bar sit hoved rankt frem. Da han gik der med Annas lille spæde og faste skikkelse trippende ved siden af sig, så han så urokkelig sikker ud, som om han havde tilbudt sig at være hendes værn og forsyn mod alt, hvad der kunne møde hende af ondt. Højst sandsynligt, at han virkelig kunde påtage sig det. Thi han syntes at eje den blanke uvidenheds nådegave, den medfødte ubetydeligheds sikkerhed og herskeevne.
Muligvis var det den inderligste dårskab at misunde ham det. Hvad vedkom overhovedet denne lille frøken Herding ham, biblioteksassistent Preben Flyge? Sådan en lille mors skødeunge, der gik og pippede nysgerrigt om det liv, hun ikke kendte ...
Men på en gang syntes han, at han sad her i biblioteket som i en åben begravelse. Var ikke alle disse bøger sarkofager, hvori døde tanker smuldrede hen, spredende en mulden liglugt om sig? Og disse skikkelser, der gled ind og ud uden lyd eller som sad ubevægeligt bøjede over bøgerne - var det liv, de førte? Gjaldt det ikke om de fleste af dem, at de blot bevægede sig, tænkte, skrev og drog ånde, fordi den død, der ejede dem, ikke havde fundet det umagen værd at standse disse udvortes rørelser? Skygger, skygger ...
Levede han selv? Eller var han ikke højtideligt anbragt på lit de parade? Dag for dag blev han mere og mere død. Bogrækkerne trængte sig tættere og tættere sammen om ham, så han ikke kunde røre sig. De filtrede ham ind i et net af døde tanker, et mylder af tråde, der alle lovede at føre ham ud til liv. Men når han greb en enkelt og ville følge den, så han alle de andre for sig, og han blev greben af angst for, at den, han holdt i sin hånd, ikke skulle være den rette. Længe kunne han stå tvivlrådig og stirre på nettets indviklede slyngninger, til det alt var ved at løbe i et for hans blik. Så greb han ganske vilkårlig en ny tråd, den første, der faldt ham i hænde - og atter tøvede han, atter greb han en ny - atter døde der et stykke af ham ...
Med et bittert smil indtog han sin plads bag pulten, hvorfra han skulde lede udlånet.
Men lidt efter lidt havde bøgerne trængt sig ind i hans sind og omklamret hans fantasi, så at han ikke kunne slippe dem.
Der stod de på de lange, hvidmalede reoler, bind ved bind, ryg ved ryg i uendelige rækker. Tanker, der for længst var blegede og visne, tanker, der i eneboeragtig kyskhed var fremmede for hoben, og atter tanker, der endnu hver dag strakte deres tusinde rodtrevler rundt om i sindene. Men lige tålmodige var de, alle disse bøger, stod urørlige og lydige, som soldater i geleddet, ventende på det kommandoord, der skulde sætte dem i virksomhed.
Og denne hær med dens uoverskuelighed af afdelinger var ikke en tilfældig samlet flok, der en skønne dag kunde møde sin overmand og hvis rækker kunde opløses. Den var sammensat af alle våbenarter og alle nationer, og gennem alle tider havde slægt på slægt opbudt sin styrke for at kunne yde sit bidrag dertil.
Flyge følte sig som en konge, når han så hen over alle disse rækker. Han herskede over dem, kunne kalde enhver af dem til sin tjeneste, når han ville. Men ukaldede kom de aldrig. De trængte sig ikke frem med dum, utidig passiar og kaglende vigtighed, med ørkesløs udkrammen af ligegyldige og forvrøvlede meninger. De ytrede sig, når man spurgte dem, og blev de ikke spurgt, så tav de.
Han havde efterhånden udviklet sin smag for læsning til det bizarre. Han læste ikke mere for det livs skyld, der rummedes i bøgerne. Helst søgte han til de værker, som ingen andre læste, de glemte og forsmåede, og fandt en egen nydelse deri, at han kunne føle sig ene om deres selskab.
Således kunde han med en stille tilfredshed tage for sig en indbunden årgang af en eller anden gammel avis. Han lod øjet glide hen over det gulnede papir og den blegede tryksværte. Spalte op og spalte ned kunne han læse artikler, nyheder, vrede og tilfredse, perfide og ørkesløse.
Hvor de havde sprættet, alle disse sjæle, som havde undfanget dem, hvor de havde spruttet, disse penne, som havde skrevet dem, hvor de havde pirret op i myretuen! Og nu stod resultaterne der, kendt døde og magtesløse af livet, der blev ved at rulle hen over dem ... Med en vis ondskabsfuld glæde kunne han fordybe sig i en sådan gammel afmægtig artikel: hvor var nu den blæst henne, som den havde rejst? Glemt, glemt altsammen, mens andre aviser, lige optagne af sig selv, lige spjættende af unyttig iver, hver dag flagrede ud, hvirvledes rundt som sneflokke og faldt til jorden ...
Selv en dårlig avisartikel fik dog undertiden her i verden sin straf: den at blive læst flere år efter, at den var skreven ...
Men det var ikke blot bøgerne, der optog ham. Også de mennesker, der søgte biblioteket, skaffede ham nydelser.
Der var nogle, der sneg sig ind som tiggere. De blev stående ved døren, ydmygt blussende af generthed, inden de vovede sig frem med en stakåndet anmodning. Og de satte sig på kanten af stolen, mens de ventede. Der var unge studenter imellem, der var gamle, underlig jordslåede autodidakter, og der var unge piger, der vilde låne billedværker ... Dem var det morsomt at skræmme og imponere. Når man så på dem med et eget lærd, dødt misbilligende blik, kunne deres forlegenhed stige til en selvudslettende højde.
Men der var også dem, der kom skridtende ind med en vis uindviet fripostighed. De trampede i gulvet og stillede med høj røst forlangender om de bøger, de ønskede. Og når de havde gjort det, satte de sig ned, stak hænderne i lommerne og strakte med en frygtløs gaben benene fra sig. De var til himlende forargelse for bibliotekets gamle bud, der stiv i nakken og barket af mange års ensformighed hentede folianterne fra reolerne.
Og endelig læsestuens stamgæster, der hver dag til nøjagtig samme tid kom ind, fik deres bog udleveret og satte sig til at gøre optegnelser. Nogle af dem var videnskabsmænd og studerende - for andre var læsestuen kun et lunt opholdssted, der var blevet dem en vane og hvor de søgte en afbrydelse i dagenes træghed ...
I biblioteket følte Flyge sig i ligevægt. Når han sad deroppe bag sin pult, blev han greben af en mild og styrkende kedsomhed, der kvalte alle længsler og forjog alle usunde drømme.
Men i dag kunne han ikke ret falde til ro. Han så for sig Anna og Bøg, som de sammen gik ned ad gaden fra caféen. Denne Bøg - han ærgrede sig i stigende grad over ham, - så ugenert selvskreven han havde teet sig, han med sine store, daskende hænder.
Men det kunde ikke nægtes, at han bar sit hoved rankt frem. Da han gik der med Annas lille spæde og faste skikkelse trippende ved siden af sig, så han så urokkelig sikker ud, som om han havde tilbudt sig at være hendes værn og forsyn mod alt, hvad der kunne møde hende af ondt. Højst sandsynligt, at han virkelig kunde påtage sig det. Thi han syntes at eje den blanke uvidenheds nådegave, den medfødte ubetydeligheds sikkerhed og herskeevne.
Muligvis var det den inderligste dårskab at misunde ham det. Hvad vedkom overhovedet denne lille frøken Herding ham, biblioteksassistent Preben Flyge? Sådan en lille mors skødeunge, der gik og pippede nysgerrigt om det liv, hun ikke kendte ...
Men på en gang syntes han, at han sad her i biblioteket som i en åben begravelse. Var ikke alle disse bøger sarkofager, hvori døde tanker smuldrede hen, spredende en mulden liglugt om sig? Og disse skikkelser, der gled ind og ud uden lyd eller som sad ubevægeligt bøjede over bøgerne - var det liv, de førte? Gjaldt det ikke om de fleste af dem, at de blot bevægede sig, tænkte, skrev og drog ånde, fordi den død, der ejede dem, ikke havde fundet det umagen værd at standse disse udvortes rørelser? Skygger, skygger ...
Levede han selv? Eller var han ikke højtideligt anbragt på lit de parade? Dag for dag blev han mere og mere død. Bogrækkerne trængte sig tættere og tættere sammen om ham, så han ikke kunde røre sig. De filtrede ham ind i et net af døde tanker, et mylder af tråde, der alle lovede at føre ham ud til liv. Men når han greb en enkelt og ville følge den, så han alle de andre for sig, og han blev greben af angst for, at den, han holdt i sin hånd, ikke skulle være den rette. Længe kunne han stå tvivlrådig og stirre på nettets indviklede slyngninger, til det alt var ved at løbe i et for hans blik. Så greb han ganske vilkårlig en ny tråd, den første, der faldt ham i hænde - og atter tøvede han, atter greb han en ny - atter døde der et stykke af ham ...
Med et bittert smil indtog han sin plads bag pulten, hvorfra han skulde lede udlånet.