Hans syntes det lød så sørgeligt, han gik hen og fandt et ensomt sted, hvor han kunde tænke over det. Det var måske også rent galt at gi så mange penge ud på ham, bare fordi han ikke kunde holde det ud der hjemme, for det var vel mere det, der pressede på end læselysten. Om nu nogen havde vidst det! Han vilde bare redde sig selv, så kunde de andre blive hængende der. Han klyngede sig desperat til fremtiden, for når der var gået ti år, så var han en hel anden, og så havde han glemt alle disse elendige spekulasjoner; hvad anfægtede det ham om ti år, om han måske havde været nederdrægtig egenkærlig nu. Derfor gjaldt det om at komme af sted! Blot den tanke at gå i seng i sit eget værelse i København, så langt fra gården, den indeholdt en stor lettelse. Imidlertid blev han mere indesluttet og umedgørlig for hver dag, der gik, og følte, at han hver dag gjorde sig mindre fortjent til, at der blev gjort noget for ham. Han havde opgivet sig selv derhjemme; dær var han nu en gang uforbederlig.
Opholdet i København hjalp virkelig. Han arbejdede, han tænkte, og han sov, og sådan gik årene. Meget sjælden stansede han i sit arbejde for at sige til sig selv, at det og det ikke kom igen; hvad der var sket, kunde åbenbart ikke gentage sig, han kom snart ind i en dyb tryghedsfølelse: Han var voksen og havde overstået børnesygdommene. Hans hjærne udvikledes stærkt i disse år, ellers skete der ikke noget med ham. Forstandslivet i ham var så kraftigt, at hans sind i mange år kunde finde næring alene i det, efter at han havde mættet sig med hæftige stemninger. Studierne, som han havde begyndt med lidenskabelig iver, blev efterhånden det, han faldt til ro ved, og det eneste, der optog ham; på anden måde levede han ikke med; der kom kun få mennesker inden for den begivenhedsløse atmosfære, der omgav ham. Senere da han blev bekendt for sine undersøgelser over sprængstofferne, kom flere til at kende ham, og der opstod et slags kammeratskab, hvor arbejdet var det eneste, der bandt, men nærmere end til værkfællesskabet kom ingen; der var over hans væsen en advarende kulde, der holdt andre mennesker på afstand. Han blev en stille ung mand, der passede sin gærning, og selv om det skete, at han under et vanskeligt forsøg satte en kolbe i bordet, så den revnede, eller han knækkede et reagensglas mellem fingrene, så mindede det ham ikke om noget; han havde sit hoved oven over alting, og alle stemninger var sunket til bunds og glemt som en kildebrønd, der er kastet til. Det, der i den sejstenårige drengs opfattelse havde været en sygdom, det var nu overstået; selv den sygdom at huske, var han blevet helbredet for.
Han gik dær og arbejdede i København, som hans forfædre havde slidt i den hjemlige jord, og slægtens præg af uforanderlighed - det de plejede at bære fra det fem og tyvende til det halvtredsindstyvende år - begyndte at komme over ham, han fik sin faers tunge gang og krumme arme, og så havde han ligesom mange af sin familie den vane, at han aldrig besvarede et spørsmål lige straks, og mens han tænkte sig om efter svar, plejede han at ta den spørgende i øjesyn; også det bidrog til, at folk vanskelig fattede velvilje for ham. Formående mænd, der gjorde hans bekendtskab, tænkte: Han blir nok til noget, - men næppe en eneste af dem ønskede at være den, der ydede ham sin støtte. Han selv tænkte ikke på at skaffe sig forbindelser, foreløbig nøjedes han med sine forsøg og en underordnet beskæftigelse ved et laboratorium.
En mands indesluttethed holder i reglen andre mænd på afstand, men virker tiltrækkende på adskillige kvinder. Hans Råskov kom også til at gøre den erfaring. Nogle kvinder ærgrede sig over ham og skulde være spydige og sige ham sandheder, som de mente, han havde godt af at høre - den samme påtrængenhed kendte han fra husholdersken hjemme på gården. Andre var interesserede og nærgående, og når de fik lov at snakke ud, så kunde de finde på at fortælle ham, at han var altfor uskyldig - - Å jo, han kendte dem straks; pigerne der hjemme var heller ikke svært generte over for drengene, når de blev en fjorten femten år, og i København var damerne bare endnu mere fremmelige. Han huskede ikke, om han havde ventet, at de så kaldte dannede damer skulde være af en finere slags, men det varede i alt fald ikke længe, før han vidste besked om den ting. Han betænkte sig ikke på at bedømme dem alle ens; det lå nu en gang for ham, at han lettest optog menneskefjendtlige ideer; de nærede hans sind, de groede bedst i ham, og dem lukkede han sig om og bevarede med størst troskab. Lysere indtryk fandt ikke jordbund i ham; det var ligesom de ingen livsværdi havde; de visnede og glemtes. Bitterheden mod mennesker var det eneste, der var igen af drengens lidenskabelige sind; den fandt næring i mange ubetydeligheder, den skærpedes mod sig selv ligesom ornens hjørnetænder.
Opholdet i København hjalp virkelig. Han arbejdede, han tænkte, og han sov, og sådan gik årene. Meget sjælden stansede han i sit arbejde for at sige til sig selv, at det og det ikke kom igen; hvad der var sket, kunde åbenbart ikke gentage sig, han kom snart ind i en dyb tryghedsfølelse: Han var voksen og havde overstået børnesygdommene. Hans hjærne udvikledes stærkt i disse år, ellers skete der ikke noget med ham. Forstandslivet i ham var så kraftigt, at hans sind i mange år kunde finde næring alene i det, efter at han havde mættet sig med hæftige stemninger. Studierne, som han havde begyndt med lidenskabelig iver, blev efterhånden det, han faldt til ro ved, og det eneste, der optog ham; på anden måde levede han ikke med; der kom kun få mennesker inden for den begivenhedsløse atmosfære, der omgav ham. Senere da han blev bekendt for sine undersøgelser over sprængstofferne, kom flere til at kende ham, og der opstod et slags kammeratskab, hvor arbejdet var det eneste, der bandt, men nærmere end til værkfællesskabet kom ingen; der var over hans væsen en advarende kulde, der holdt andre mennesker på afstand. Han blev en stille ung mand, der passede sin gærning, og selv om det skete, at han under et vanskeligt forsøg satte en kolbe i bordet, så den revnede, eller han knækkede et reagensglas mellem fingrene, så mindede det ham ikke om noget; han havde sit hoved oven over alting, og alle stemninger var sunket til bunds og glemt som en kildebrønd, der er kastet til. Det, der i den sejstenårige drengs opfattelse havde været en sygdom, det var nu overstået; selv den sygdom at huske, var han blevet helbredet for.
Han gik dær og arbejdede i København, som hans forfædre havde slidt i den hjemlige jord, og slægtens præg af uforanderlighed - det de plejede at bære fra det fem og tyvende til det halvtredsindstyvende år - begyndte at komme over ham, han fik sin faers tunge gang og krumme arme, og så havde han ligesom mange af sin familie den vane, at han aldrig besvarede et spørsmål lige straks, og mens han tænkte sig om efter svar, plejede han at ta den spørgende i øjesyn; også det bidrog til, at folk vanskelig fattede velvilje for ham. Formående mænd, der gjorde hans bekendtskab, tænkte: Han blir nok til noget, - men næppe en eneste af dem ønskede at være den, der ydede ham sin støtte. Han selv tænkte ikke på at skaffe sig forbindelser, foreløbig nøjedes han med sine forsøg og en underordnet beskæftigelse ved et laboratorium.
En mands indesluttethed holder i reglen andre mænd på afstand, men virker tiltrækkende på adskillige kvinder. Hans Råskov kom også til at gøre den erfaring. Nogle kvinder ærgrede sig over ham og skulde være spydige og sige ham sandheder, som de mente, han havde godt af at høre - den samme påtrængenhed kendte han fra husholdersken hjemme på gården. Andre var interesserede og nærgående, og når de fik lov at snakke ud, så kunde de finde på at fortælle ham, at han var altfor uskyldig - - Å jo, han kendte dem straks; pigerne der hjemme var heller ikke svært generte over for drengene, når de blev en fjorten femten år, og i København var damerne bare endnu mere fremmelige. Han huskede ikke, om han havde ventet, at de så kaldte dannede damer skulde være af en finere slags, men det varede i alt fald ikke længe, før han vidste besked om den ting. Han betænkte sig ikke på at bedømme dem alle ens; det lå nu en gang for ham, at han lettest optog menneskefjendtlige ideer; de nærede hans sind, de groede bedst i ham, og dem lukkede han sig om og bevarede med størst troskab. Lysere indtryk fandt ikke jordbund i ham; det var ligesom de ingen livsværdi havde; de visnede og glemtes. Bitterheden mod mennesker var det eneste, der var igen af drengens lidenskabelige sind; den fandt næring i mange ubetydeligheder, den skærpedes mod sig selv ligesom ornens hjørnetænder.