Hver dag ved sekstiden så man Helga gå sin sædvanlige tur gennem Søndergade, over broen langs fjorden og ud til anlægget. Der skulde særlig strenge opgaver til at holde hende inde, og når det var storm, kunde ikke engang udsigten til en dårlig karakter hindre hende i at gå ud. Det var, når hun gik disse ensomme ture, at folk - især damer - opdagede, at der var en del at udsætte på hende. Hun hilste altfor skødesløst, hun nikkede upassende ligegyldigt til en, hvem hun skyldte tak for sidst; andre kom irriterede hjem med det indtryk, at hun ikke kendte dem mere. Hun skulde passe noget bedre på sig selv, hun var ikke så mild, som en ung pige bør være. Hvis den og den var hendes moer, skulde hun ikke få lov at gå alene på den måde. Det var synd for den nette pige, men hun var aparte.
En blæsende oktoberaften kom Helga gennem Søndergade. Vinden pressede på og vilde jage hende af sted, men i det øjeblik ønskede hun netop at gå langsomt, hun svajede ryggen og hvilede nakken på den bløde storm. Ved det sidste hus før broen, samlede hun skørterne med venstre hånd, greb om hatten med højre og smilede forventningsfuldt ved tanken om det, der nu skulde komme, og næsten med et spring var hun ude på broen. Vinden kastede sig sidelæns over hende og fyldte hendes øren med skrald, men alting var beregnet forud; hun styrede urokkelig hen ad den planke, hun allerede havde udset. Således vilde hun nu en gang gå over broen i storm.
Nede ved fjorden fik hun blæsten forfra og gik uvilkårligt raskere. Sådan var Helga; hun sagtnede gangen i rygvind og fremskyndede den i modvind. Hun måtte vriste sin vej fra stormen; den var et slags uhyre, som bestod af lutter hænder og en kolossal mund. Den vilde ikke la hende komme frem, og når den var mest stridig, sprang hun ind på den, den måtte gi sig hele tiden. Træerne, der stod i en tynd række langs fjordskrænten, havde det værre end hun; de borede deres rødder dybt ned i grunden. Alt imens de skreg ynkeligt for livet, slog de kløerne i jorden, som om de vidste, at den er det eneste, der holder.
Det var et stort og hidsigt vær. Nede i rørene brasede det som af tusende stege, der var over ilden på en gang, og mod vest var himlen blåsort og gul, det så vildt ud. Helga fik en sur smag i munden ved synet af dette gule; derved glemte hun alt andet, indtil hun kom i tanke om nogle udmærkede sure bolsjer, der netop havde den farve. Det var en sommerferie, hun havde fået en pose af dem, i Randers.
Men - se så! Der var andre mennesker i skoven end hun. De kom hen imod hende. Hun masede ind gennem krattet til venstre og vadede i løv så brunt som rugbrødsskorpe. Brombærranker sprællede i været og blev levende under hendes trin, de løftede hendes kjole og snoede sig om hendes ben, så det kunde ikke nytte noget, hun blev hidsig og vilde sparke dem væk; hun måtte pille dem ordentlig af. Længere inde tilbød der sig en sti, der førte om bag granplantningen. Her var næsten stille. Stormen, der først var blevet spaltet i løvskoven, blev nu siet mellem grannålene, så den sønderdeltes til en fin blæsen. Helga så et sammenrullet blad gynge frem og tilbage; vinden havde ikke kraft til at vende det en hel omgang. Lange udhugninger gik som korridorer igennem granskoven; for enden af hver sås et stykke glødende himmel, der lignede et åbent fyrsted på en dampkedel.
Men nu var der igen et menneske i hendes skov. Det var sært, folk kunde finde fornøjelse i at spasere på den tid af dagen og i sådan et vær! Hun sprang over grøften for at nå tilbage til løvskoven, men mennesket kom samme vej. Nu ærgrede han hende i den grad, at hun måtte se, hvem det var.
Det var hr. Jensen. Nå, så skulde han få lov at bruge sine ben. Hun brød igennem hegnet, kom ud på marken og gik et stykke tilbage. Han kom også ud og gik den modsatte vej, spejdende og langhalset.
Æv, æv, tænkte Helga, og så gik hun for sjovs skyld hen på marken og satte sig på en grøftekant.
Kom så, tænkte hun.
Han var der også straks. Hun bøjede sig forover og lyttede. Skridtene lød så svampede; af og til gav engbunden et smask, når den slap hans støvlehæle. Han havde nok nylig fået sine støvler forsålede.
Nu venter han sig nok en hel masse, fordi han har ødelagt min spaseretur!
Godaften, Helga.
Uha! sa hun med al den bestyrtelse, hun kunde opbyde; så vendte hun sig langsomt.
Det er bare mig, Helga
En blæsende oktoberaften kom Helga gennem Søndergade. Vinden pressede på og vilde jage hende af sted, men i det øjeblik ønskede hun netop at gå langsomt, hun svajede ryggen og hvilede nakken på den bløde storm. Ved det sidste hus før broen, samlede hun skørterne med venstre hånd, greb om hatten med højre og smilede forventningsfuldt ved tanken om det, der nu skulde komme, og næsten med et spring var hun ude på broen. Vinden kastede sig sidelæns over hende og fyldte hendes øren med skrald, men alting var beregnet forud; hun styrede urokkelig hen ad den planke, hun allerede havde udset. Således vilde hun nu en gang gå over broen i storm.
Nede ved fjorden fik hun blæsten forfra og gik uvilkårligt raskere. Sådan var Helga; hun sagtnede gangen i rygvind og fremskyndede den i modvind. Hun måtte vriste sin vej fra stormen; den var et slags uhyre, som bestod af lutter hænder og en kolossal mund. Den vilde ikke la hende komme frem, og når den var mest stridig, sprang hun ind på den, den måtte gi sig hele tiden. Træerne, der stod i en tynd række langs fjordskrænten, havde det værre end hun; de borede deres rødder dybt ned i grunden. Alt imens de skreg ynkeligt for livet, slog de kløerne i jorden, som om de vidste, at den er det eneste, der holder.
Det var et stort og hidsigt vær. Nede i rørene brasede det som af tusende stege, der var over ilden på en gang, og mod vest var himlen blåsort og gul, det så vildt ud. Helga fik en sur smag i munden ved synet af dette gule; derved glemte hun alt andet, indtil hun kom i tanke om nogle udmærkede sure bolsjer, der netop havde den farve. Det var en sommerferie, hun havde fået en pose af dem, i Randers.
Men - se så! Der var andre mennesker i skoven end hun. De kom hen imod hende. Hun masede ind gennem krattet til venstre og vadede i løv så brunt som rugbrødsskorpe. Brombærranker sprællede i været og blev levende under hendes trin, de løftede hendes kjole og snoede sig om hendes ben, så det kunde ikke nytte noget, hun blev hidsig og vilde sparke dem væk; hun måtte pille dem ordentlig af. Længere inde tilbød der sig en sti, der førte om bag granplantningen. Her var næsten stille. Stormen, der først var blevet spaltet i løvskoven, blev nu siet mellem grannålene, så den sønderdeltes til en fin blæsen. Helga så et sammenrullet blad gynge frem og tilbage; vinden havde ikke kraft til at vende det en hel omgang. Lange udhugninger gik som korridorer igennem granskoven; for enden af hver sås et stykke glødende himmel, der lignede et åbent fyrsted på en dampkedel.
Men nu var der igen et menneske i hendes skov. Det var sært, folk kunde finde fornøjelse i at spasere på den tid af dagen og i sådan et vær! Hun sprang over grøften for at nå tilbage til løvskoven, men mennesket kom samme vej. Nu ærgrede han hende i den grad, at hun måtte se, hvem det var.
Det var hr. Jensen. Nå, så skulde han få lov at bruge sine ben. Hun brød igennem hegnet, kom ud på marken og gik et stykke tilbage. Han kom også ud og gik den modsatte vej, spejdende og langhalset.
Æv, æv, tænkte Helga, og så gik hun for sjovs skyld hen på marken og satte sig på en grøftekant.
Kom så, tænkte hun.
Han var der også straks. Hun bøjede sig forover og lyttede. Skridtene lød så svampede; af og til gav engbunden et smask, når den slap hans støvlehæle. Han havde nok nylig fået sine støvler forsålede.
Nu venter han sig nok en hel masse, fordi han har ødelagt min spaseretur!
Godaften, Helga.
Uha! sa hun med al den bestyrtelse, hun kunde opbyde; så vendte hun sig langsomt.
Det er bare mig, Helga