Morsomt nok er tillige de hovedtræk, der karakterisere den parisiske vinter, de samme, der giver selve pariserlivet dets væsentlige særpræg. Det er et liv i stadig feber og uro, et liv med de mest skrigende kontraster klods op på hinanden. Og sådan er også vinteren. Den ene dag bidende frost og skinnende hvid sne over alle gader og huse. Men om natten trækker der skyer op; når man vågner om morgenen, pisker regnen ned i skyller eller rettere i skybrud, og om aftenen er alt forandret. Man vil i første øjeblik, når man kommer udenfor gadedøren, ikke tro sine egne sanser. Man springer fra fortovet ud på gaden i den formening, at varmen, som slår en imøde, må stige op fra et eller andet kælderkøkken, så mættet kan luften være med lummer, unaturlig hede. Den næste dag er sneen borte; folk går og stønner i sommeroverfrakker, forårssolen skinner over boulevarderne, hvor publikum sidder udenfor på kaféernes fortovsstole, det er sådant noget som tolv, tretten graders varme. Pariserne holder ikke af kulden, og alverden er følgelig inderlig fornøjet. Man pynter sit forårstøjs knaphuller med violbuketterne fra Nizza, man kører i Boulogneskoven med lidt pelsværk på, men i åben vogn, og man tror vinteren skrinlagt for denne gang. En skønne nat springer imidlertid vinden atter om til nord, og det er i en håndevending forbi med det sydlandske klima. Sneen drysser igen, sovekamrenes vandkander har is på sig om morgenen, folk slås om de opvarmede drosker, Paris ligner en sibirisk by, skriver aviserne.

Vinteren i Paris kan være alvorlig nok. Men det er ikke rigtig alvor med den; den har ingen stadighed på sig. Og pariserne tager den da heller ikke selv alvorlig. De ifører sig ikke en oktoberdag vinterfrakken for så at bære den støt til hen i april eller maj, de kender ikke til årets inddeling i to halvparter, en, da man fyrer i kakkelovnen, og en, da man ikke gør det. De leger med vinteren, som den leger med dem. Når det er koldt, binder de et tørklæde om halsen af frygt for at blive hæse eller få snue; det halvkomiske og ildeklædende, der er ved den slags upasselighed, har de en overdreven skræk for. Men egentlig garderede mod kulden ser man kun de færreste. De fryser med anstand i bevidstheden om, at det ikke er andet end noget rent forbigående. Når der er sne og is, giver aviserne lange beskrivelser af, hvordan det hvide vinterklæde har draperet sig om den og den statue, hvor eventyrlig Champs Elysées' træer ser ud med den hvide rim på deres grene, eller hvorledes solreflekserne bryder sig i Concordefontænens iskrystaller. Og den store lediggængerverden i Paris skynder sig ud for at kigge på dette skuespil med samme nysgerrighed, som den kigger på eskimoerne i Jardin d'Acclimatation eller på en bande zulukaffere, der danse krigsdanse i Folies-Bergére. Sneen bliver for pariserne, hvor tidt de end har set den, ved at være noget aparte, noget, der ikke hører til. Klager man over, at den gør gaderne ufremkommelige, så smiler de og ryster på hovedet ad ens ubekendtskab med forholdene. "Å, i Paris bliver sådant noget kun liggende en dag," siger de. "Når vi blot får regn i nat, så er det altsammen borte i morgen tidlig."

Man får imidlertid ikke altid regn om natten. Det kan til trods for de kære indfødtes rysten på hovedet sne både otte og fjorten dage i træk i Paris. Det er sjældent, men det kan dog arrivere. Og gør det det, så er man temmelig ilde faren med sin behandling en canaille af vinteren. Der kommanderes en armé på en snes tusind mennesker ud for at rense gaderne, og kommunekassen anvender et par millioner til dette arbejde, men det hjælper altsammen ingenting. Det er leg med skovlingen, leg med bortkørselen, leg med det hele. Sneen spærrer færdselen, Paris er den forfærdeligste muddersø, der kan tænkes, lige til regnen kommer. Først den kan gøre rent, kun den er vant til det. I den tid, uføret står på, er pariserne om en hals med deres fodtøj, som kun er beregnet på blanke asfaltfliser. Men drage sig ubekvemmelighederne til lære, det falder de aldrig på.

Så længe kulden har varet, har de bundet tørklædet om halsen og slået kraven op om ørene, men når regnen er kommen og sydvinden igen blæser den milde luft fra violernes og rosernes land ind over byen, så slår de atter frakkekraven ned, ryger uden overtøj deres cigaretter ude på gaderne om aftenen i mellemakterne, kører i Boulogneskoven i åben vogn og uden pelsværk og ler, når man fortæller dem, at det kan være akkurat lige så fuldblods vinter i Paris som oppe i de lande, hvor de bilder sig ind, at der spaserer isbjørne omkring i gaderne.

Ejendommeligt nok kender de sydlændinge, der er på besøg i Paris, italienere, spaniere, orientalere, i reglen ikke engang denne forandring med den op- og nedslåede frakkekrave og med halstørklædet. Man ser i ti graders frost en burnusklædt fyr spasere ganske rolig og flegmatisk omkring i det samme kostume som på en solglødende augustdag. Jo længere mod syd, desto mere hærdede synes folk at blive mod kulden. Det er det samme fænomen, som når en vestindianer kommer til Norden. Han tåler den første vinter fortræffeligt, han har så megen opsparet varme i sig. Vi nordboere derimod er kuldskære, vi finder os kun med vanskelighed i pariservinteren; vi fryser i stuerne, hvor det flammende favnestykke ser så nydeligt ud, men kun indbilder os, at det varmer, og vi lider under disse evindelig springende temperaturforandringer, under disse abrupte overgange med kun en nats mellemrum fra isnende vinter til varmt forår. Vi kan ikke tåle kulden, når den endelig engang imellem gør forsøg på at agere alvorlig, og vi kan endnu mindre tåle den permanente uro i vejret.

Man har set vintere i Paris, i hvilke pariserne har været ovenpå, har gået omkring og badet sig i varmt december- og januarsolskin og bildt sig ind, at de var i Monaco. Men det er undtagelserne, regelen er adskilligt mindre behagelig. Som oftest kan man tælle de vinterdage, på hvilke vejret ikke er mættet med nervøs feber, og dem også, da det ikke regner. I de fire måneder fra november til slutningen af februar bærer man sig ad som en klog mand, når man i Paris ikke går ud uden paraply. Gør man det, har man de allerstørste chancer for at komme gennemblødt hjem. I december og januar kan det desværre kun alt for grumme ofte falde på at øse sine otte og fyrretyve timer i træk, i november og februar hører det til regelen, at der vælter skybrudsbyger ned hvert femte minut på dagen. Og kommer der endelig ved aftentid en lille smule ro, så er tågen der straks. Henimod slutningen af vinteren er alt således gennemtrængt af fugtighed og vanddampe, at den kan antage ligefrem fænomenale dimensioner. Det passerer forholdsvis ofte, at omnibusserne må standse deres ture flere timer før reglementeret tid, fordi de kører vild, hvor gaderne krydser hinanden, og man har endogså oplevet hele døgn, da al færdsel var spærret af tågen. Hele Paris er da fyldt af en så absolut uigennemtrængelig damp, at der på hvert gadehjørne må opstilles politibetjente med tændte fakler for at hjælpe de gående til at finde den rette vej. Pariserne tager alle slige ubekvemmeligheder uhyre let og uhyre elskværdig som sædvanlig; Paris er og bliver deres kære Paris, hvor alt med djævels vold og magt skal være fortræffeligere end noget som helst andet sted i verden. Og de fremmede, der er komne til Paris for at befinde sig vel, er ligeledes særlig oplagte til at se alting i rosenskær; det er nu engang parolen, og med en til alverden udstedt parole har sandheden svært ved at kæmpe. Derfor holder den gamle overtro om, at vinterklimaet i Paris er sundt og behageligt, sig stadig. I virkeligheden kan man sætte et rødt kors i almanakken ved de år, da vejret ikke bringer en til fortvivlelse. Når der er tale om klimaet, er det vanvid at rejse til Paris de fire måneder, dens vinter varer. Efteråret og foråret, hele forsommeren også til langt hen i juli er henrivende, vinteren derimod som oftest alt andet end behagelig.