Der var en Konge, der hed Lind, og han havde en Søn. Saa var der en anden Konge, der hed Find, og han havde en Datter. Forøvrigt var de de bedste Venner af Verden, og det var Bestemmelsen imellem dem, at deres Børn skulde være et Par. Men som saa tit blev de Uvenner omsider, og saa maatte de unge hverken se eller høre hinanden. For at nu hans Datter ikke skulde faa Prinsen, lod Kong Lind en Høj udhule, og der inde lod han lave en Bygning til Datteren, og saa blev hun sat derned, og der blev givet hende Mad med til syv Aar. Naar de var omme, kunde hun vel ikke huske Prinsen mere, mente han. Saa blev Højen muret til, og ingen vidste nu af hende at sige. Kong Finds Søn rejste al Verdens Steder og søgte, men fandt ikke Prinsessen.
Det blev værre med Uenigheden imellem de gamle, og til sidst kom de i Krig med hinanden. I den Krig faldt de begge to, og da der ingen Arving var at finde til det ene Rige, blev Kong Finds Søn Arving til dem begge; der var jo ingen til at gjøre ham Kong Linds Rige stridigt, og saa lagde han dem sammen til ét. Han blev ved at lede efter Prinsessen, men saa opgav han Haabet og rejste ud og fandt sig en anden Brud. Han lidde hende rigtignok ikke ret, men nu skulde han jo have sig en Kone. Saa var de syv Aar til Ende, og Pigen der nede i Højen havde ingen Ting at leve af. I Førstningen havde hendes Fader ladet noget gaa ned igjennem et bitte Hul til hende, men det var hørt op, og nu led hun Mangel. Saa vidste hun ikke, hvad hun skulde gribe til, Højen var groet efter, og hun tænkte da paa at grave sig ud med hendes Hænder for at komme ud paa en Maade. Det var et møjsommeligt Arbejde, men endelig fik hun da saa meget Hul, at hun kunde række en Haand ud. Lige i det samme hængte der en Flagermus paa en Busk, og den fik hun fat i og vrikkede Hovedet af den og drak dens Blod, for hun var færdig at forsmægte. Kroppen trak hun helt ind til sig og tog saa Skindet af, spiste Kjødet, men gjemte Skindet til siden. Da hun nu havde gjort det, fik hun Kræfter til at arbejde videre og fik omsider brækket saa meget Hul, at hun kom ud af Højen.
Nu stod hun og saa sig om og vidste ikke, hvor hun skulde hen. Hun saa efter Hjemmet, men der stod kun nogle Mure tilbage, for under Krigen var der bleven stukken Ild paa Slottet, og saa var det brændt af. Nu samlede hun hendes Sager ud af Højen, og Skindet af Flagermusen spilede hun ud paa nogle Pinde der udenfor. Derpaa vandrede hun derfra ud i Verden. Hun gik lige forbi hendes Barndomshjem, og saa blev hun ved at gaa, indtil hun fik Øje paa Finds Slot. Det vilde hun nok se for at skjønne, hvorledes det stod til der. Da var de ved at lave til Bryllup paa Slottet, og hun gaar ind og tilbyder sin Tjeneste.
Ja, de spørger jo om, hvad hun kunde bestille, hun kunde vel ikke noget, mente de. En af Køkkenpigerne tog Ordet og sagde, at de kunde nok bruge hende i deher Dage, da de havde saa travlt. Ja, saa blev hun der og gik og gjorde, hvad hun kunde.
Hun gik nu og spurgte ud, og saa hørte hun, at Prinsen havde ledt efter hende i de mange Aar og først nu bestemt sig til at tage en Brud, saa han maatte nok holde af hende endnu. Hun vilde da se at finde en Lejlighed til at give sig til Kjende for ham.
Nu kom Bryllupsdagen. Det traf hverken værre eller bedre, end at Bruden skulde have en Lille, og det maatte Brudgommen jo ikke vide. Hun havde smaa Hænder og Fødder, og saa var hun kommen efter, at den nye Pige havde dem lige saa smaa. Der kom da Bud ned til hende fra Bruden Aftenen før, at hun skulde endelig komme op, hun vilde snakke med hende. Hun kommer ogsaa, og Meningen af det var da, at Pigen skulde klædes paa som Brud, for det var saa nær paa med den anden, at hun ikke ret vel kunde tage afsted. Hun fik Brudeklæderne at prøve, og alt passede grumme vel til hende, baade Sko og Klæder og det hele. Aftalen blev nu gjort imellem dem, og hun maatte aflægge Ed paa, at hun ikke skulde sige et Ord til ham, for at han ikke skulde mærke, der var en Fejl i Røsten. Hun skulde være sløret tæt til og saadan føres ned i Kirken, og naar hun kom tilbage, saa skulde hun ind og aflevere det hele igjen.
Da de nu skulde afsted paa selve Bryllupsdagen, var hun altsaa paaklædt i Brudens Sted, og saa blev hendes gamle Ridehest ført frem for Døren, som hun havde haft at ride paa der hjemme, og den var abildgraa. I det hun nu kommer uden for og skal til at paa den, siger hun: "Buk, Blak, du har tilforn for mig baade nejet og skrabt". Saa faldt den paa Knæ med Forbenene, saa hun kunde staa op, for den var afrettet til at ride paa, og den kjendte hendes Røst og var vant til at gjøre, hvad hun sagde.
Brudgommen blev forbavset og kunde ikke forstaa dether. Han spørger hende om, hvad det var, hun sagde, men hun svarte ham aldrig et Ord.
Saa rider de og kommer forbi Kong Linds Slot. I det samme siger hun: "Her har tilforn været drukken baade Mjød og Vin, her roder nu baade Høns og Svin. " Han holder an igjen og spørger om, hvad det var, hun sagde, men hun svarte ikke.
Det var da helt forunderligt, tykte han, og nu holdt han sig ved Siden af hende, til de kom forbi Højen, som hun havde siddet i. Da siger hun: "Var det ikke for min store Nød, had' det ej blevet din Død". Det var jo Flagermusen, hun mente, og dens Skind hængte der endnu og kunde sees fra Vejen.
Han spørger atter, men hun svarer ikke. Saa kommer de til Kirken og blev viet. Han sætter en Ring paa hendes Finger og tager hende i det samme ved Haanden og siger, at hun skulde her for Guds Alter love ham, at hun skulde levere ham den Ring, naar han forlangte den. Dertil maatte hun svare ja. Nu rider de hjem ad, men paa Vejen falder der aldrig et Ord.
Saa tidlig de kommer hjem, bliver hun kaldt ind for den anden, der laa i Sengen og var syg, og hun skulde gjøre hende Rede for al Ting. Hun spørger jo først, om hun havde ikke snakket.
Nej, hun havde ikke, men blot sagt ja til, at hun vilde levere ham Ringen selv.
Det blev værre med Uenigheden imellem de gamle, og til sidst kom de i Krig med hinanden. I den Krig faldt de begge to, og da der ingen Arving var at finde til det ene Rige, blev Kong Finds Søn Arving til dem begge; der var jo ingen til at gjøre ham Kong Linds Rige stridigt, og saa lagde han dem sammen til ét. Han blev ved at lede efter Prinsessen, men saa opgav han Haabet og rejste ud og fandt sig en anden Brud. Han lidde hende rigtignok ikke ret, men nu skulde han jo have sig en Kone. Saa var de syv Aar til Ende, og Pigen der nede i Højen havde ingen Ting at leve af. I Førstningen havde hendes Fader ladet noget gaa ned igjennem et bitte Hul til hende, men det var hørt op, og nu led hun Mangel. Saa vidste hun ikke, hvad hun skulde gribe til, Højen var groet efter, og hun tænkte da paa at grave sig ud med hendes Hænder for at komme ud paa en Maade. Det var et møjsommeligt Arbejde, men endelig fik hun da saa meget Hul, at hun kunde række en Haand ud. Lige i det samme hængte der en Flagermus paa en Busk, og den fik hun fat i og vrikkede Hovedet af den og drak dens Blod, for hun var færdig at forsmægte. Kroppen trak hun helt ind til sig og tog saa Skindet af, spiste Kjødet, men gjemte Skindet til siden. Da hun nu havde gjort det, fik hun Kræfter til at arbejde videre og fik omsider brækket saa meget Hul, at hun kom ud af Højen.
Nu stod hun og saa sig om og vidste ikke, hvor hun skulde hen. Hun saa efter Hjemmet, men der stod kun nogle Mure tilbage, for under Krigen var der bleven stukken Ild paa Slottet, og saa var det brændt af. Nu samlede hun hendes Sager ud af Højen, og Skindet af Flagermusen spilede hun ud paa nogle Pinde der udenfor. Derpaa vandrede hun derfra ud i Verden. Hun gik lige forbi hendes Barndomshjem, og saa blev hun ved at gaa, indtil hun fik Øje paa Finds Slot. Det vilde hun nok se for at skjønne, hvorledes det stod til der. Da var de ved at lave til Bryllup paa Slottet, og hun gaar ind og tilbyder sin Tjeneste.
Ja, de spørger jo om, hvad hun kunde bestille, hun kunde vel ikke noget, mente de. En af Køkkenpigerne tog Ordet og sagde, at de kunde nok bruge hende i deher Dage, da de havde saa travlt. Ja, saa blev hun der og gik og gjorde, hvad hun kunde.
Hun gik nu og spurgte ud, og saa hørte hun, at Prinsen havde ledt efter hende i de mange Aar og først nu bestemt sig til at tage en Brud, saa han maatte nok holde af hende endnu. Hun vilde da se at finde en Lejlighed til at give sig til Kjende for ham.
Nu kom Bryllupsdagen. Det traf hverken værre eller bedre, end at Bruden skulde have en Lille, og det maatte Brudgommen jo ikke vide. Hun havde smaa Hænder og Fødder, og saa var hun kommen efter, at den nye Pige havde dem lige saa smaa. Der kom da Bud ned til hende fra Bruden Aftenen før, at hun skulde endelig komme op, hun vilde snakke med hende. Hun kommer ogsaa, og Meningen af det var da, at Pigen skulde klædes paa som Brud, for det var saa nær paa med den anden, at hun ikke ret vel kunde tage afsted. Hun fik Brudeklæderne at prøve, og alt passede grumme vel til hende, baade Sko og Klæder og det hele. Aftalen blev nu gjort imellem dem, og hun maatte aflægge Ed paa, at hun ikke skulde sige et Ord til ham, for at han ikke skulde mærke, der var en Fejl i Røsten. Hun skulde være sløret tæt til og saadan føres ned i Kirken, og naar hun kom tilbage, saa skulde hun ind og aflevere det hele igjen.
Da de nu skulde afsted paa selve Bryllupsdagen, var hun altsaa paaklædt i Brudens Sted, og saa blev hendes gamle Ridehest ført frem for Døren, som hun havde haft at ride paa der hjemme, og den var abildgraa. I det hun nu kommer uden for og skal til at paa den, siger hun: "Buk, Blak, du har tilforn for mig baade nejet og skrabt". Saa faldt den paa Knæ med Forbenene, saa hun kunde staa op, for den var afrettet til at ride paa, og den kjendte hendes Røst og var vant til at gjøre, hvad hun sagde.
Brudgommen blev forbavset og kunde ikke forstaa dether. Han spørger hende om, hvad det var, hun sagde, men hun svarte ham aldrig et Ord.
Saa rider de og kommer forbi Kong Linds Slot. I det samme siger hun: "Her har tilforn været drukken baade Mjød og Vin, her roder nu baade Høns og Svin. " Han holder an igjen og spørger om, hvad det var, hun sagde, men hun svarte ikke.
Det var da helt forunderligt, tykte han, og nu holdt han sig ved Siden af hende, til de kom forbi Højen, som hun havde siddet i. Da siger hun: "Var det ikke for min store Nød, had' det ej blevet din Død". Det var jo Flagermusen, hun mente, og dens Skind hængte der endnu og kunde sees fra Vejen.
Han spørger atter, men hun svarer ikke. Saa kommer de til Kirken og blev viet. Han sætter en Ring paa hendes Finger og tager hende i det samme ved Haanden og siger, at hun skulde her for Guds Alter love ham, at hun skulde levere ham den Ring, naar han forlangte den. Dertil maatte hun svare ja. Nu rider de hjem ad, men paa Vejen falder der aldrig et Ord.
Saa tidlig de kommer hjem, bliver hun kaldt ind for den anden, der laa i Sengen og var syg, og hun skulde gjøre hende Rede for al Ting. Hun spørger jo først, om hun havde ikke snakket.
Nej, hun havde ikke, men blot sagt ja til, at hun vilde levere ham Ringen selv.