Der var en konge, der hed Lind, og han havde en søn. Så var der en anden konge, der hed Find, og han havde en datter. For øvrigt var de de bedste venner af verden, og det var bestemmelsen imellem dem, at deres børn skulle være et par. Men som så tit blev de uvenner omsider, og så måtte de unge hverken se eller høre hinanden. For at nu hans datter ikke skulle få prinsen, lod kong Lind en høj udhule, og der inde lod han lave en bygning til datteren, og så blev hun sat derned, og der blev givet hende mad med til syv år. Når de var omme, kunne hun vel ikke huske prinsen mere, mente han. Så blev højen muret til, og ingen vidste nu af hende at sige. Kong Finds søn rejste al verdens steder og søgte, men fandt ikke prinsessen.

Det blev værre med uenigheden imellem de gamle, og til sidst kom de i krig med hinanden. I den krig faldt de begge to, og da der ingen arving var at finde til det ene rige, blev kong Finds søn arving til dem begge; der var jo ingen til at gøre ham kong Linds rige stridigt, og så lagde han dem sammen til ét. Han blev ved at lede efter prinsessen, men så opgav han håbet og rejste ud og fandt sig en anden brud. Han lidde hende rigtignok ikke ret, men nu skulle han jo have sig en kone. Så var de syv år til ende, og pigen der nede i højen havde ingen ting at leve af. I førstningen havde hendes fader ladet noget gå ned igennem et bitte hul til hende, men det var hørt op, og nu led hun mangel. Så vidste hun ikke, hvad hun skulle gribe til, højen var groet efter, og hun tænkte da på at grave sig ud med hendes hænder for at komme ud på en måde. Det var et møjsommeligt arbejde, men endelig fik hun da så meget hul, at hun kunne række en hånd ud. Lige i det samme hængte der en flagermus på en busk, og den fik hun fat i og vrikkede hovedet af den og drak dens blod, for hun var færdig at forsmægte. Kroppen trak hun helt ind til sig og tog så skindet af, spiste kødet, men gemte skindet til siden. Da hun nu havde gjort det, fik hun kræfter til at arbejde videre og fik omsider brækket så meget hul, at hun kom ud af højen.

Nu stod hun og så sig om og vidste ikke, hvor hun skulle hen. Hun så efter hjemmet, men der stod kun nogle mure tilbage, for under krigen var der bleven stukken ild på slottet, og så var det brændt af. Nu samlede hun hendes sager ud af højen, og skindet af flagermusen spilede hun ud på nogle pinde der udenfor. Derpå vandrede hun derfra ud i verden. Hun gik lige forbi hendes barndomshjem, og så blev hun ved at gå, indtil hun fik øje på Finds slot. Det ville hun nok se for at skønne, hvorledes det stod til der. Da var de ved at lave til bryllup på slottet, og hun går ind og tilbyder sin tjeneste.

Ja, de spørger jo om, hvad hun kunne bestille, hun kunne vel ikke noget, mente de. En af køkkenpigerne tog ordet og sagde, at de kunne nok bruge hende i deher dage, da de havde så travlt. Ja, så blev hun der og gik og gjorde, hvad hun kunne.

Hun gik nu og spurgte ud, og så hørte hun, at prinsen havde ledt efter hende i de mange år og først nu bestemt sig til at tage en brud, så han måtte nok holde af hende endnu. Hun ville da se at finde en lejlighed til at give sig til kende for ham.

Nu kom bryllupsdagen. Det traf hverken værre eller bedre, end at bruden skulle have en lille, og det måtte brudgommen jo ikke vide. Hun havde små hænder og fødder, og så var hun kommen efter, at den nye pige havde dem lige så små. Der kom da bud ned til hende fra bruden aftenen før, at hun skulle endelig komme op, hun ville snakke med hende. Hun kommer også, og meningen af det var da, at pigen skulle klædes på som brud, for det var så nær på med den anden, at hun ikke ret vel kunne tage afsted. Hun fik brudeklæderne at prøve, og alt passede grumme vel til hende, både sko og klæder og det hele. Aftalen blev nu gjort imellem dem, og hun måtte aflægge ed på, at hun ikke skulle sige et ord til ham, for at han ikke skulle mærke, der var en fejl i røsten. Hun skulle være sløret tæt til og sådan føres ned i kirken, og når hun kom tilbage, så skulle hun ind og aflevere det hele igen.

Da de nu skulle afsted på selve bryllupsdagen, var hun altså påklædt i brudens sted, og så blev hendes gamle ridehest ført frem for døren, som hun havde haft at ride på der hjemme, og den var abildgrå. I det hun nu kommer uden for og skal til at på den, siger hun: "Buk, Blak, du har tilforn for mig både nejet og skrabt". Så faldt den på knæ med forbenene, så hun kunne stå op, for den var afrettet til at ride på, og den kendte hendes røst og var vant til at gøre, hvad hun sagde.

Brudgommen blev forbavset og kunne ikke forstå dether. Han spørger hende om, hvad det var, hun sagde, men hun svarte ham aldrig et ord.

Så rider de og kommer forbi kong Linds slot. I det samme siger hun: "Her har tilforn været drukken både mjød og vin, her roder nu både høns og svin." Han holder an igen og spørger om, hvad det var, hun sagde, men hun svarte ikke.

Det var da helt forunderligt, tykte han, og nu holdt han sig ved siden af hende, til de kom forbi højen, som hun havde siddet i. Da siger hun: "Var det ikke for min store nød, had' det ej blevet din død". Det var jo flagermusen, hun mente, og dens skind hængte der endnu og kunne ses fra vejen.

Han spørger atter, men hun svarer ikke. Så kommer de til kirken og blev viet. Han sætter en ring på hendes finger og tager hende i det samme ved hånden og siger, at hun skulle her for Guds alter love ham, at hun skulle levere ham den ring, når han forlangte den. Dertil måtte hun svare ja. Nu rider de hjemad, men på vejen falder der aldrig et ord.

Så tidlig de kommer hjem, bliver hun kaldt ind for den anden, der lå i sengen og var syg, og hun skulle gøre hende rede for al ting. Hun spørger jo først, om hun havde ikke snakket.

Nej, hun havde ikke, men blot sagt ja til, at hun ville levere ham ringen selv.