Hollandske og franske smuglere, der under almindelige omstændigheder bleve så ilde behandlede, når de faldt i hænderne på de engelske autoriteter, vare på denne tid velsete folk. Ikke alene blev der set igennem fingre med deres ulovlige trafik, men når de hændelsesvis havde et eller andet at berette, om hvad der gik for sig på Schelden eller der omkring, blev hvert ord betalt dem i klingende mønt. Og når så de brave folk kom tilbage fra deres ekspedition og fra den engelske kyst kunne medbringe en eller anden opsnappet efterretning, vare de sikre på, at myndighederne også på den anden side af farvandet lukkede øjet til og viste sig erkendtlige for enhver underretning om militære forberedelser på de engelske værfter.

Tiltrods for de vink, som den franske regering således modtog om et forestående angreb, traf man endnu ingen foranstaltninger til at trække tropper sammen om det truede punkt. Der overlodes således marinen det hverv at tage stødet af for Antwerpen, hvis virkelig en engelsk landgang skulle finde sted, forinden det blev muligt at samle et troppekorps ved denne by, og det må siges om scheldeflådens chef, at skønt han her stod overfor en opgave, som det ville være en umulighed at løse, hvis det engelske angreb blot blev ført nogenlunde, som det burde, tog han dog så kraftigt og energisk fat, at det geråder ham selv og den ham underlagte flådeafdeling til ære.

Det ville naturligvis, hvis fæstningen Vliessingen skulle falde, være aldeles ørkesløst for scheldeflådens chef med de få hjælpemidler, der stode til hans rådighed, at tænke på at stoppe et landgangskorps på dets march imod Antwerpen; det eneste, han formåede, var at gøre de ham underlagte skibe så slagfærdige som muligt, for at de kunne tage kampen op, hvis en engelsk eskadre skulle vove sig ind på Schelden. Og med dette beskedne mål for øje eksercerede også Missiessy sine mandskaber troligt fra morgen til aften. Næsten daglig foretog flåden letninger eller sejl- og rejsningsmanøvrer; der ekserceredes med kanoner og geværer og arbejdedes med fartøjerne; landgangskompagnierne indøvedes, der opkastedes mindre batterier langs flodbredden på udsatte steder, bestemte til at monteres og besættes med skyts og mandskab fra skibene, og endelig afholdtes der to gange ugentlig skiveskydning ombord, såvel med kanoner som med håndvåben, efter udlagte mål, hvorefter der uddeltes temmelig betydelige pengebeløb som præmie til de bedste skytter.

På denne måde, ved ihærdighed og flid, nåedes et efter omstændighederne betydeligt resultat i retning af at gøre scheldeflåden kampdygtig, og det uagtet Missiessy måtte savne et meget vigtigt element til sine officerers og mandskabers uddannelse - nemlig det salte vand. Han lå stænget inde på floden, hindret af den strenge engelske blokade i at kunne nå det åbne hav. Havde han haft tilstrækkelig styrke til at stå Schelden ud i spidsen for sine linjeskibe, havde han vist den engelske blokadeeskadre tilbage og med udsigt til daglige skærmydsler øvet sine besætninger i åben sø udenfor de hollandske banker, med Vliessingen i ryggen som sit retrætepunkt, ville dette ikke alene have haft den fordel, at den engelske armétransport havde fundet de franske skibe på pletten rede til at spærre vejen til landgangsstedet, men scheldeflåden ville upåtvivlelig samtidig, så vel i virkelig kampdygtighed som i moralsk henseende, være nået et skridt videre frem.

Blandt de danske officerer, der for øjeblikket vare ombord i "Pultusk" og "Dantzick", var der vel ingen, der så inderlig ønskede at blive afløst og at kunne rejse hjem til Danmark, som kaptajnløjtnanterne Fasting og Stephansen. De havde begge været næstkommanderende i de danske skibe lige siden den første dag, kommandoen var bleven hejst der ombord; de havde begge gennemgået det første års uheldige kampagne under Rosenvinge og Holsten og vare nu så åndelig trætte og til dels også så legemlig svækkede, at de ikke mente at kunne holde denne tilstand længere ud.

De indgik derfor begge i slutningen af maj måned 1809 med nedenstående andragende til Admiralitetet, hvori de indtrængende bad om at måtte blive afløste fra deres post.

"I december måned f. a. have vi underdanig ansøgt det høje kollegium om at blive hjemkaldte til tjeneste i fædrelandet. Vor ansøgning var da grundet på, at vi her gjorde en besværlig og ufuldkommen tjeneste, som i sig selv var os en sand plage, så meget mere som vi derved ikke indså at virke noget for fædrelandet."

"Det høje kollegium har gunstig tilsagt os, at Hans Majestæt ville allernådigst efter omstændighederne tage vor ansøgning i betragtning."

"Siden den tid ere tilfælde indtrufne, der have så meget forøget det onde, vi føle ved at være i denne tjeneste, at vi næppe have været i stand til at bære det. Som næstkommanderender på disse skibe have vi upåtvivlelig haft de fleste vanskeligheder og fortrædeligheder at gennemgå; disse have været så meget større, da vi ikke have været det franske sprog mægtige. Såvel vort sind som vort helbred er derved sat i en forfatning, hvori vi finde os det en umulighed længere at kunne udholde at gøre tjenesten her, således som danske søofficerer bør gøre den. Med al mulig kæmpen mod vor ubehagelige sindsforfatning se vi med forøget græmmelse, at vi ere en plage såvel for os selv som for dem, vi have med at bestille."

"Det glimt af håb, vi engang havde om at komme samlede hjem, anse vi som forsvundet. Vi indfly derfor med bøn, at det høje kollegium gunstigst vil forelægge Hs. Majestæt vor sag, og formå ham til at række sin landsfaderlige hånd til tvende sønner af den etat, han ved sin direkte bestyrelse i en lang række af år har opflammet til hæderlige handlinger."

"Vi bede om at blive afløste og i fædrenelandet at tilbagevinde den kraft og sindsstemning, der er nødvendig til handlinger, der kan gøre os denne nåde værdige."

"Det er vist ubehageligt at søge at bringe andre ind i en stilling, man selv finder så trykkende og derfor ønsker at komme ud af, men dels er det os en uundgåelig nødvendighed, og videre give vi os den frihed at bemærke, at vore afløsere, især om de ere det franske sprog mægtige, ikke kan i fremtiden have de vanskeligheder og fortrædeligheder at gennemgå, som vi have haft. Tingene ere nu i en slags orden. De ere heller ikke udsatte for at møde sådanne tilfælde som de, der fornemlig have forspændt vore kræfter."