Hollandske og franske Smuglere, der under almindelige Omstændigheder bleve saa ilde behandlede, naar de faldt i Hænderne paa de engelske Autoriteter, vare paa denne Tid velsete Folk. Ikke alene blev der set igjennem Fingre med deres ulovlige Trafik, men naar de hændelsesvis havde et eller andet at berette, om hvad der gik for sig paa Schelden eller der omkring, blev hvert Ord betalt dem i klingende Mønt. Og naar saa de brave Folk kom tilbage fra deres Expedition og fra den engelske Kyst kunde medbringe en eller anden opsnappet Efterretning, vare de sikre paa, at Myndighederne ogsaa paa den anden Side af Farvandet lukkede Øiet til og viste sig erkjendtlige for enhver Underretning om militære Forberedelser paa de engelske Værfter.

Tiltrods for de Vink, som den franske Regjering saaledes modtog om et forestaaende Angreb, traf man endnu ingen Foranstaltninger til at trække Tropper sammen om det truede Punkt. Der overlodes saaledes Marinen det Hverv at tage Stødet af for Antwerpen, hvis virkelig en engelsk Landgang skulde finde Sted, forinden det blev muligt at samle et Troppekorps ved denne By, og det maa siges om Scheldeflaadens Chef, at skjøndt han her stod overfor en Opgave, som det vilde være en Umulighed at løse, hvis det engelske Angreb blot blev ført nogenlunde, som det burde, tog han dog saa kraftigt og energisk fat, at det geraader ham selv og den ham underlagte Flaadeafdeling til Ære.

Det vilde naturligvis, hvis Fæstningen Vliessingen skulde falde, være aldeles ørkesløst for Scheldeflaadens Chef med de faa Hjælpemidler, der stode til hans Raadighed, at tænke paa at stoppe et Landgangskorps paa dets Marche imod Antwerpen; det eneste, han formaaede, var at gjøre de ham underlagte Skibe saa slagfærdige som muligt, for at de kunde tage Kampen op, hvis en engelsk Eskadre skulde vove sig ind paa Schelden. Og med dette beskedne Maal for Øie exercerede ogsaa Missiessy sine Mandskaber troligt fra Morgen til Aften. Næsten daglig foretog Flaaden Letninger eller Seil- og Reisningsmanøvrer; der exerceredes med Kanoner og Geværer og arbeidedes med Fartøjerne; Landgangskompagnierne indøvedes, der opkastedes mindre Batterier langs Flodbredden paa udsatte Steder, bestemte til at monteres og besættes med Skyts og Mandskab fra Skibene, og endelig afholdtes der to Gange ugentlig Skiveskydning ombord, saavel med Kanoner som med Haandvaaben, efter udlagte Maal, hvorefter der uddeltes temmelig betydelige Pengebeløb som Præmie til de bedste Skytter.

Paa denne Maade, ved Ihærdighed og Flid, naaedes et efter Omstændighederne betydeligt Resultat i Retning af at gjøre Scheldeflaaden kampdygtig, og det uagtet Missiessy maatte savne et meget vigtigt Element til sine Officerers og Mandskabers Uddannelse - nemlig det salte Vand. Han laa stænget inde paa Floden, hindret af den strenge engelske Blokade i at kunne naa det aabne Hav. Havde han havt tilstrækkelig Styrke til at staa Schelden ud i Spidsen for sine Linieskibe, havde han vist den engelske Blokadeeskadre tilbage og med Udsigt til daglige Skærmysler øvet sine Besætninger i aaben Sø udenfor de hollandske Banker, med Vliessingen i Ryggen som sit Retrætepunkt, vilde dette ikke alene have havt den Fordel, at den engelske Armétransport havde fundet de franske Skibe paa Pletten rede til at spærre Veien til Landgangsstedet, men Scheldeflaaden vilde upaatvivlelig samtidig, saa vel i virkelig Kampdygtighed som i moralsk Henseende, være naaet et Skridt videre frem.

Blandt de danske Officerer, der for Øieblikket vare ombord i "Pultusk" og "Dantzick", var der vel ingen, der saa inderlig ønskede at blive afløst og at kunne reise hjem til Danmark, som Kapitainlieutenanterne Fasting og Stephansen. De havde begge været Næstkommanderende i de danske Skibe lige siden den første Dag, Kommandoen var bleven heist der ombord; de havde begge gjennemgaaet det første Aars uheldige Kampagne under Rosenvinge og Holsten og vare nu saa aandelig trætte og tildels ogsaa saa legemlig svækkede, at de ikke mente at kunne holde denne Tilstand længere ud.

De indgik derfor begge i Slutningen af Mai Maaned 1809 med nedenstaaende Andragende til Admiralitetet, hvori de indtrængende bad om at maatte blive afløste fra deres Post.

"I December Maaned f. A. have vi underdanig ansøgt det høie Kollegium om at blive hjemkaldte til Tjeneste i Fædrelandet. Vor Ansøgning var da grundet paa, at vi her gjorde en besværlig og ufuldkommen Tjeneste, som i sig selv var os en sand Plage, saa meget mere som vi derved ikke indsaa at virke noget for Fædrelandet."

"Det høie Kollegium har gunstig tilsagt os, at Hans Majestæt vilde allernaadigst efter Omstændighederne tage vor Ansøgning i Betragtning."

"Siden den Tid ere Tilfælde indtrufne, der have saa meget forøget det Onde, vi føle ved at være i denne Tjeneste, at vi næppe have været i Stand til at bære det. Som Næstkommanderender paa disse Skibe have vi upaatvivlelig havt de fleste Vanskeligheder og Fortrædeligheder at gjennemgaa; disse have været saa meget større, da vi ikke have været det franske Sprog mægtige. Saavel vort Sind som vort Helbred er derved sat i en Forfatning, hvori vi finde os det en Umulighed længere at kunne udholde at gjøre Tjenesten her, saaledes som danske Søofficerer bør gjøre den. Med al mulig Kjæmpen mod vor ubehagelige Sindsforfatning se vi med forøget Græmmelse, at vi ere en Plage saavel for os selv som for dem, vi have med at bestille."

"Det Glimt af Haab, vi engang havde om at komme samlede hjem, anse vi som forsvundet. Vi indfly derfor med Bøn, at det høie Kollegium gunstigst vil forelægge Hs. Majestæt vor Sag, og formaa ham til at række sin landsfaderlige Haand til tvende Sønner af den Etat, han ved sin direkte Bestyrelse i en lang Række af Aar har opflammet til hæderlige Handlinger."

"Vi bede om at blive afløste og i Fædrenelandet at tilbagevinde den Kraft og Sindsstemning, der er nødvendig til Handlinger, der kan gjøre os denne Naade værdige."

"Det er vist ubehageligt at søge at bringe Andre ind i en Stilling, man selv finder saa trykkende og derfor ønsker at komme ud af, men dels er det os en uundgaaelig Nødvendighed, og videre give vi os den Frihed at bemærke, at vore Afløsere, især om de ere det franske Sprog mægtige, ikke kan i Fremtiden have de Vanskeligheder og Fortrædeligheder at gjennemgaa, som vi have havt. Tingene ere nu i en Slags Orden. De ere heller ikke udsatte for at møde saadanne Tilfælde som de, der fornemlig have forspændt vore Kræfter."