Mit livsløb har ført mig bort fra de egne og de omgivelser, i hvilke jeg fødtes og tilbragte hele min barndom, og langt fra de livsvilkår, under hvilke mine første år hengik. Denne omskiftning ville dog ikke have haft noget usædvanligt og mærkeligt, hvis der blot var tale om afstanden og flytningen i rummet. Men dermed forener sig for mig, foruden den store forskellighed i ydre naturforhold, tillige modsætningen imellem det da mest afsides og i sin udvikling mest ejendommelige og afvigende provindsliv i Danmark og så det danske kulturliv, således som det fremtræder i sin almindeligste skikkelse i landets hovedstad, i hvilken jeg nu uafbrudt har henlevet 64 år. Det er imidlertid så langt fra, at denne tidlige ombytning af barndomshjemmet med andre steder og andre forhold har svækket og afbleget minderne fra hint hjem, at disse meget mere ikke blot straks ved afbrydelsen indprægede sig dybere og skarpere gennem længsel og savn, men nu i alderdommen fremtræde med en livlighed, en lyst og glans, hvorover jeg stundom selv undrer mig, og som tyder hen på en næppe ganske ringe indflydelse af de tidligste indtryk på selve min under så forandrede betingelser foregåede udvikling. Det er mig derfor også umuligt overhovedet at se tilbage på og omtale mit senere liv og dets virksomhed uden at dvæle og ligesom at forfriske mig ved hine tidligste kære billeder og erindringer, selv om jeg derved måtte trætte andre. Og jeg kan derhos ikke fremkalde hos mig selv eller for andre fremstille, hvad der nærmest og personlig angår min barndom, uden i billedet at inddrage et omrids af hele den særegne omgivelse og af hele den særlige påvirkning af natur, af folkeliv og af kultur, under hvilken jeg da levede. Det er et sådant omrids, jeg her vil forsøge at give, således at jeg deri indfører min egen lille person.

Omtrent 16 mile øst for det nærmeste punkt af Sjælland strækker Bornholm, som bekendt, sin temmelig regelmæssige, skævt aflange (rhomboidale) firkant fra nordvest, hvor øen er fjernet 6-7 mile fra Skaane, ned imod sydøst med en gennemsnitslængde af 4 mile og en gennemsnitsbredde af 2,5 mile. Øens stenlegeme falder dels af mod Østersøen i bratte klippevægge og tinder, der på den nordlige del af vestsiden nåe en højde af et par hundrede fod, og omgives dels af en sammenhængende, snart bredere, snart smallere bremme af nøgne, i vild uorden henkastede og gennemkløftede klipper. Kun på en kortere strækning af sydøst- og sydsiden, hvor landet indenfor danner en lavere flade, afløses klippebæltet af en strandbred af sand. Intetsteds frembyder kysten derhos større bugter eller naturlige havne. Fra nord og syd hæver landet sig til en kort fra østsiden begyndende, mod nordvest løbende højderyg, der, efter at have dannet et knudeparti, hvis øverste punkt - det såkaldte Rytterknegten - når en højde af omtrent 500 fod, falder af mod vest og nordvest og ender i den før antydede høje klippekyst. Med undtagelse af hint knudeparti, der er bevokset med skov ("Almindingen"), danner resten af højderyggen en udyrket, overalt af klipper gennembrudt, af en fattig lyngvækst bedækket hede, der hist og her omslutter mindre moser og kær, den såkaldte "Høilyngen", hvorved landet deles i to omtrent ligestore, dog mod syd noget bredere og jævnere afsnit, som forene sig øst og vest for heden. Det fra lyngen mod kysterne nedstigende dyrkede land, i hvilket klippeunderlaget mangfoldige steder bryder frem i klinter, bakker og klippeflader, og som endog omfatter flere Høilyngen ganske lignende, udyrkede og afhegnede stykker (Brændesmark, Brommelyng o. s. v.), gennemfures af et ikke ringe antal, til dels dybt i klippen indskårne, men den største del af året lidet vandrige eller ganske udtørrede åer og bækkeløb, der så godt som alle ledsages af en smal skovrand, medens derhos småskove, hist og her i mere sammenhængende grupper, tillige ere adspredte over hele landet og på enkelte steder mod vest og nord gåe lige ned til havet, udbredende sig for øjet fra de højere punkter af landet. Medens de bornholmske skove savne den danske bøgs yppige kroner og kun have den mindre smukke avnbøg, fremtræder på Nordlandet et enkelt sted birkeskov på nedfaldende klippesider. Det dyrkede land er med undtagelse af ganske enkelte punkter - navnlig hvor småskovene strække sig lige ned til kysten - ved et sammenhængende naturligt stengærde adskilt fra en smal kyststrækning: "Udmarken", der foruden selve den nøgne klipperand langs kysten indbefatter en mellem denne og gærdet liggende grusflade, bedækket med en såre tarvelig græsvækst og hist og her fremvisende nogle få tynde pilestammer omkring en lille vandpyt, på hvilken udmark, der tidligere var fælles- eller statsejendom, nogle får og gæs og ganske enkelte køer søge næring. Over det hele dyrkede land ligge bøndergårdene adspredte uden nogen som helst forbindelse til byer, skønt navnet "by" (men kun i sammensætning som egennavn) forekommer som betegnelse af enkelte ved naturforholdene lidt mere samlede grupper eller rækker af gårde (Langedeby, Lyrsby, Gadeby o. s. v.). Huse som modsætning til gårde findes kun sparsomt ved og imellem gårdene (til dels som undtagelser af særegen oprindelse, f. eks. gamle gildesboer, skoler o. s. v.), men derimod i noget større antal dels langs med Høilyngen eller de mindre lyngpartier med små fra heden indvundne eller fra nabogårde udlagte jordstykker, dels på den førnævnte udmark. På denne sidste ligger alt, hvad der danner den særlige kystbebyggelse, nemlig først, på en enkelt undtagelse nær, samtlige købstæder - der alle igennem "byled" på det førnævnte omkring landet gående stengærde have adgang til det dyrkede land, naturligvis særlig til deres egen byvang, og som på de to sider aldeles ikke afgrænses fra udmarken, medens havet danner den fjerde side, - og dernæst en især på nordsiden talrig række fiskerlejer (i Ibsker og Øster Marie sogne således Listed, udtalt Lista, Bodilshavn eller Bolshavn, Ypnasted, Saltuna og Melsted samt syd for Svanike Aarsdale) og imellem disse atter hist og her opdyrkede pletter med enkelte huse. Et par fiskerlejer have taget tilløb til at være købstæder ved besiddelsen af en kirke, ved deres størrelse, havneanlæg og nogle kommunale indretninger, såsom Gudhjem og det forenede Allinge og Sandvig. En ganske afvigende karakter har det inde i landet liggende Aakirkeby, halvt købstad, halvt øens eneste landsby, opstået af et særligt forhold i den katolske tid. Af hele den her antydede beskaffenhed følger, at naturen og jordoverfladen fremtræder i høj grad individualiseret og virker på opfatning og fantasi igennem særlig udprægede enkeltheder og dertil knyttede navne. Ikke blot de allerfleste gårde have navne (således hedde de 5 nærmeste gårde syd for Svanike Frendegaard, Styrsgaard, Kjøllergaard, Nørregaard og Skovsholm), hvilke navne ofte hænge sammen med slægtnavnene (f. eks. Kofod på Kofodgaarden, Munk på Munkegaarden, Pil på Pilegaarden), men også en utallig mængde høje bakker, dale, enkelte træer og særlig formede klipper have faste navne, der stundom fremkalde karakteristiske sagn eller overtroiske forestillinger (f. eks. Tindingen og Jomfruen ved Svanikehavn, det lille og det store Tempel noget derfra o. s. v.). Men alle disse enkeltheder samle sig med det omgivende hav til en rigt afvekslende skønhed, der gjorde et stærkt indtryk på mig, når jeg som barn en varm sommerdag, kørende på en vogn ad den mod Østermariekirke opstigende landevej, så nedover gårde, marker, småskove, enkelte trægrupper og klipper til den rolige og blå vandflade; de vestligere, storartede kystpartier kendte jeg ikke dengang. Desværre har jeg ved senere besøg fundet skovene stærkt forhuggede, nogle næsten ødelagte.