Det blev den mærkværdigste historie, jeg i mit liv har hørt, som grev Campnell fortalte os næste dag.

Mumien var gift med en mand ved navn Joseph Bushell, der så omtrent havde været jorden rundt i alle slags professioner! Hans sidste spekulation havde antaget en mumies skikkelse. Han havde købt den i London for en billig penge - eller rettere for sine sidste - i den sikre tro, at han ved hjælp af den ville kunne skabe sig en formue.

Hans tanke var at udstille mumien i skoler og på markedspladser, men spekulationen viste sig ganske mislykket. Til sidst måtte han pantsætte mumien for et usselt beløb.

Da disse penge var brugt, var det han henvendte sig til min gemytlige onkel, der elskværdigt engagerede ham og hans mumie for en pris, staklen selv fandt særdeles tilfredsstillende. Henrykt for' han til pantelåneren for at indløse den mod at betale, så snart han fik pengene af onkel efter benyttelsen, men den tarvelige fyr ville ikke vide noget som helst af forretningen. Pengene først!

Dreven til fortvivlelse udfandt da Bushell en plan, der rent ud var genial.

Da han ikke længere havde nogen mumie, besluttede han at lade sin hustru agere. Han gav hende en mystisk, gul sækkedragt på og håbede at kunne holde publikum tre skridt fra livet af hende, så den alt for kritiske undersøgelse udeblev.

Da ægteparret tilmed stod blottet for det allernødvendigste til nattelogi, fandt manden på, at sætte den formodede mumie i kasse ind hos onkel allerede aftenen i forvejen, medens manden selv ville klare sig for natten, som han kunne bedst.

Hele natten vandrede da hr. Bushell omkring huset som en hvileløs ånd, skønt det var frygteligt vejr, snestorm og bidende koldt.

Konens arbejde var dog endnu frygteligere i fængslet, hvor låget med de tætte tremmer gav lige den nødvendige luft.

Clara, der væltede kassen, satte kronen på pinslerne. Ved faldet var en stor træsplint trængt ind i hendes skulder, og smerten var frygtelig. Intet under, at staklen våndede sig.

Imidlertid - den virkelige mumie blev alligevel udstillet. Næste dag kørte detektiven med manden til pantelåneren og fik skatten indløst.

Selvfølgelig var det kun en voksfigur, men den morede dog vore julegæster - særlig da de fik forspillet at vide og hørte, hvor belejligt grev Campnell var kommen som vor svorne ridder.

Detektiven ville gå, men i døren mødte han hr. Frederik Parker, der for et års tid siden havde giftet sig med den amerikanske millionærdatter, frk. Scraggs - hvorfor hun tog ham, må pokker vide. Han så meget ophidset ud.

"Grev Campnell, jeg må straks tale med Dem om en vigtig sag!"

"For øjeblikket er jeg optaget. Jeg skal komme, så snart jeg kan".

"Vel, så venter jeg Dem."

Hr. Parker var allerede kommet et stykke ned ad trapperne, da han vendte sig om:

"Jeg har tøvet længe med at opsøge Dem, men der kommer et øjeblik, da en mand må forsvare sig! Mine venner troede, jeg giftede mig for pengenes skyld". Den lille mand klaskede hånden mod hjertet. "Men når det kommer så vidt, at hun går hjemme fra ved højlys dag, klædt som en simpel blomstersælgerske og tiltaler en tilfældig fyr med lurvet frakke, tager ham endog under armen, så tror jeg, enhver har nok. - Farvel, jeg venter Dem altså."

Da detektiven nåede hen til hr. Cyril Majendie, så denne yderst derangeret ud i toilettet. Han kom farende ud til Campnell med udstrakte hænder:

"Kære hr. Campnell, gudskelov De kommer... De er et prægtigt menneske! Vil De have noget at drikke?"

"Nej tusind tak!"

Hr. Majendie ville skænke et glas vin til sig selv, men Campnell ytrede: "Gør mig den tjeneste at lade være at drikke, før De har fortalt mig, hvad der er i vejen."

"De har ret, jeg skal ikke! Har De nogensinde hørt noget om min hustru og mig?"

"Ikke en smule."

"Min hustru er forsvunden!"

"Ja så."

"For en ugestid siden havde vi en scene. Vi har altid scener, men denne var nu særlig ondartet. Det er altsammen hendes skyld - denne Parkers bandsatte kone, og det har jeg sagt til Nora. Fru Parker kan aldrig få hende til at lave udgifter nok. Men hvor i al verden skal jeg skaffe de mange penge fra? Nu har jeg gjort lån på 5000 kr. - skaffer jeg dem ikke tilbage, er jeg totalt ruineret. Jeg sagde det. Hun græd og jamrede og forsvandt så ud af stuen.

Næste morgen viste hun sig ikke.

Da jeg kom hjem om aftenen, fortalte pigerne, at de ikke havde set fruen hele dagen. Hendes dør var aflåset, og hun svarede ikke, når de bankede. Jeg brød døren op, men hun var dér ikke. Så i morges fandt jeg dette i mine gamle benklæder."

Majendie viste detektiven tre små pakker, der indeholdt hendes ringe og smykker.

Detektiven undersøgte det. Alle hendes smykker pakket ind i gammelt papir fra de handlende! Hist og her på papiret uhyggelige mørkerøde pletter, der måske kunne minde om blod.

Majendies stemme blev hviskende:

"Tror De, hun har begået selvmord eller..."

"Det ved jeg ikke." Grev Campnell søgte at betvinge et smil. "Foreløbig beholder jeg pakkerne!"

Majendies hånd nærmede sig betænkeligt glasset og flasken foran dem.

"Lad det nu stå!" kommanderede greven. "Jeg finder det uhyre sandsynligt, at Deres frue i stedet for at være bunden på livstid til en fordrukken mand har vovet et skæbnesvangert skridt..."

"Hr. Campnell -!"

"Og jeg finder det ret mistænkeligt, at De efter at have holdt Deres hustrus forsvinden hemmelig en hel uge, prøver at døve Deres samvittighed i alkohol".

Majendie tøvede.

"Hr. greve ...Havde jeg vidst, De ville opføre Dem således... havde jeg aldrig sendt bud efter Dem".

"Derfor går jeg også straks". Detektiven rejste sig. "Jeg skal overgive sagen til den første politibetjent, jeg møder."

"Nej, nej, kære hr. Campnell, bliv nu! Jeg forsikrer Dem for, De tager fejl! Hvis det er flaskerne, der generer Dem, skal jeg øjeblikkelig tage dem bort."

... Da detektiven noget efter gik ned ad trapperne mødte han tjeneren Neave, der med en hemmelighedsfuld mine vinkede af ham.

"Undskyld hr. greve, men jeg kan fortælle Dem om noget højst besynderligt, der er passeret her i huset."

"Nå, og det er?"

Tjeneren gned sine hænder forlegent.

"Her er kommen en ny tjener, som hedder Perkins. Han havde nogle glimrende anbefalinger, skønt guderne må vide, hvor han har fået dem fra, for jeg har aldrig set mage til dovenskab og næsvished! Dag og nat snusede og kiggede han rundt i hele huset, og brød sig ikke det mindste om, hvad jeg sagde til ham. Så i går overraskede jeg ham, da han stod og rodede i det skab, hvor hr. Majendie har sine benklæder.