Det blev den mærkværdigste Historie, jeg i mit Liv har hørt, som Grev Campnell fortalte os næste Dag.
Mumien var gift med en Mand ved Navn Joseph Bushell, der saa omtrent havde været Jorden rundt i alle Slags Professioner! Hans sidste Spekulation havde antaget en Mumies Skikkelse. Han havde købt den i London for en billig Penge - eller rettere for sine sidste - i den sikre Tro, at han ved Hjælp af den ville kunne skabe sig en Formue.
Hans Tanke var at udstille Mumien i Skoler og paa Markedspladser, men Spekulationen viste sig ganske mislykket. Tilsidst maatte han pantsætte Mumien for et usselt Beløb.
Da disse Penge var brugt, var det han henvendte sig til min gemytlige Onkel, der elskværdigt engagerede ham og hans Mumie for en Pris, Staklen selv fandt særdeles tilfredsstillende. Henrykt for' han til Pantelaaneren for at indløse den mod at betale, saa snart han fik Pengene af Onkel efter Benyttelsen, men den tarvelige Fyr vilde ikke vide nogetsomhelst af Forretningen. Pengene først!
Dreven til Fortvivlelse udfandt da Bushell en Plan, der rent ud var genial.
Da han ikke længere havde nogen Mumie, besluttede han at lade sin Hustru agere. Han gav hende en mystisk, gul Sækkedragt paa og haabede at kunne holde Publikum tre Skridt fra Livet af hende, saa den altfor kritiske Undersøgelse udeblev.
Da Ægteparret tilmed stod blottet for det allernødvendigste til Nattelogi, fandt Manden paa, at sætte den formodede Mumie i Kasse ind hos Onkel allerede Aftenen i Forvejen, medens Manden selv vilde klare sig for Natten, som han kunde bedst.
Hele Natten vandrede da Hr. Bushell omkring Huset som en hvileløs Aand, skønt det var frygteligt Vejr, Snestorm og bidende koldt.
Konens Arbejde var dog endnu frygteligere i Fængslet, hvor Laaget med de tætte Tremmer gav lige den nødvendige Luft.
Clara, der væltede Kassen, satte Kronen paa Pinslerne. Ved Faldet var en stor Træsplint trængt ind i hendes Skulder, og Smerten var frygtelig. Intet Under, at Staklen vaandede sig.
Imidlertid - den virkelige Mumie blev alligevel udstillet. Næste Dag kørte Detektiven med Manden til Pantelaaneren og fik Skatten indløst.
Selvfølgelig var det kun en Voksfigur, men den morede dog vore Julegæster - særlig da de fik Forspillet at vide og hørte, hvor belejligt Grev Campnell var kommen som vor svorne Ridder.
Detektiven vilde gaa, men i Døren mødte han Hr. Frederik Parker, der for et Aarstid siden havde giftet sig med den amerikanske Millionærdatter, Frk. Scraggs - hvorfor hun tog ham, maa Pokker vide. Han saa meget ophidset ud.
"Grev Campnell, jeg maa straks tale med Dem om en vigtig Sag!"
"For Øjeblikket er jeg optaget. Jeg skal komme, saasnart jeg kan".
"Vel, saa venter jeg Dem."
Hr. Parker var allerede kommet et Stykke ned ad Trapperne, da han vendte sig om:
"Jeg har tøvet længe med at opsøge Dem, men der kommer et Øjeblik, da en Mand #maa# forsvare sig! Mine Venner troede, jeg giftede mig for Pengenes Skyld". Den lille Mand klaskede Haanden mod Hjærtet. "Men naar det kommer saa vidt, at hun gaar hjemme fra ved højlys Dag, klædt som en simpel Blomstersælgerske og tiltaler en tilfældig Fyr med lurvet Frakke, tager ham endog under Armen, saa tror jeg, enhver har nok. - Farvel, jeg venter Dem altsaa."
Da Detektiven naaede hen til Hr. Cyril Majendie, saa denne yderst derangeret ud i Toilettet. Han kom farende ud til Campnell med udstrakte Hænder:
"Kære Hr. Campnell, Gudskelov De kommer... De er et prægtigt Menneske! Vil De have noget at drikke?"
"Nej tusind Tak!"
Hr. Majendie vilde skænke et Glas Vin til sig selv, men Campnell ytrede: "Gør mig den Tjeneste at lade være at drikke, før De har fortalt mig, hvad der er i Vejen."
"De har Ret, jeg skal ikke! Har De nogensinde hørt noget om min Hustru og mig?"
"Ikke en Smule."
"Min Hustru er forsvunden!"
"Ja saa."
"For en Ugestid siden havde vi en Scene. Vi har altid Scener, men denne var nu særlig ondartet. Det er altsammen hendes Skyld - denne Parkers bandsatte Kone, og det har jeg sagt til Nora. Fru Parker kan aldrig faa hende til at lave Udgifter nok. Men hvor i al Verden skal #jeg# skaffe de mange Penge fra? Nu har jeg gjort Laan paa 5000 Kr. - skaffer jeg Dem ikke tilbage, er jeg totalt ruineret. Jeg sagde det. Hun græd og jamrede og forsvandt saa ud af Stuen.
Næste Morgen viste hun sig ikke.
Da jeg kom hjem om Aftenen, fortalte Pigerne, at de ikke havde set Fruen hele Dagen. Hendes Dør var aflaaset, og hun svarede ikke, naar de bankede. Jeg brød Døren op, men hun var dér ikke. Saa i Morges fandt jeg dette i mine gamle Benklæder."
Majendie viste Detektiven tre smaa Pakker, der indeholdt hendes Ringe og Smykker.
Detektiven undersøgte det. Alle hendes Smykker pakket ind i gammelt Papir fra de Handlende! Hist og her paa Papiret uhyggelige mørkerøde Pletter, der maaske kunde minde om Blod.
Majendies Stemme blev hviskende:
"Tror De, hun har begaaet Selvmord eller..."
"Det ved jeg ikke. " Grev Campnell søgte at betvinge et Smil. "Foreløbig beholder jeg Pakkerne!"
Majendies Haand nærmede sig betænkeligt Glasset og Flasken foran dem.
"Lad det nu staa!" kommanderede Greven. "Jeg finder det uhyre sandsynligt, at Deres Frue i Stedet for at være bunden paa Livstid til en fordrukken Mand har vovet et skæbnesvangert Skridt..."
"Hr. Campnell -!"
"Og jeg finder det ret mistænkeligt, at De efter at have holdt Deres Hustrus Forsvinden hemmelig en hel Uge, prøver at døve Deres Samvittighed i Alkohol".
Majendie tøvede.
"Hr. Greve ...Havde jeg vidst, De vilde opføre Dem saaledes... havde jeg aldrig sendt Bud efter Dem".
"Derfor gaar jeg ogsaa straks". Detektiven rejste sig. "Jeg skal overgive Sagen til den første Politibetjent, jeg møder."
"Nej, nej, kære Hr. Campnell, bliv nu! Jeg forsikrer Dem for, De tager fejl! Hvis det er Flaskerne, der generer Dem, skal jeg øjeblikkelig tage dem bort."
...Da Detektiven noget efter gik ned ad Trapperne mødte han Tjeneren Neave, der med en hemmelighedsfuld Mine vinkede af ham.
"Undskyld Hr. Greve, men jeg kan fortælle Dem om noget højst besynderligt, der er passeret her i Huset."
"Naa, og det er?"
Tjeneren gned sine Hænder forlegent.
"Her er kommen en ny Tjener, som hedder Perkins. Han havde nogle glimrende Anbefalinger, skønt Guderne maa vide, hvor han har faaet dem fra, for jeg har aldrig set Mage til Dovenskab og Næsvished! Dag og Nat snusede og kiggede han rundt i hele Huset, og brød sig ikke det mindste om, hvad jeg sagde til ham. Saa i Gaar overraskede jeg ham, da han stod og rodede i det Skab, hvor Hr. Majendie har sine Benklæder.
Mumien var gift med en Mand ved Navn Joseph Bushell, der saa omtrent havde været Jorden rundt i alle Slags Professioner! Hans sidste Spekulation havde antaget en Mumies Skikkelse. Han havde købt den i London for en billig Penge - eller rettere for sine sidste - i den sikre Tro, at han ved Hjælp af den ville kunne skabe sig en Formue.
Hans Tanke var at udstille Mumien i Skoler og paa Markedspladser, men Spekulationen viste sig ganske mislykket. Tilsidst maatte han pantsætte Mumien for et usselt Beløb.
Da disse Penge var brugt, var det han henvendte sig til min gemytlige Onkel, der elskværdigt engagerede ham og hans Mumie for en Pris, Staklen selv fandt særdeles tilfredsstillende. Henrykt for' han til Pantelaaneren for at indløse den mod at betale, saa snart han fik Pengene af Onkel efter Benyttelsen, men den tarvelige Fyr vilde ikke vide nogetsomhelst af Forretningen. Pengene først!
Dreven til Fortvivlelse udfandt da Bushell en Plan, der rent ud var genial.
Da han ikke længere havde nogen Mumie, besluttede han at lade sin Hustru agere. Han gav hende en mystisk, gul Sækkedragt paa og haabede at kunne holde Publikum tre Skridt fra Livet af hende, saa den altfor kritiske Undersøgelse udeblev.
Da Ægteparret tilmed stod blottet for det allernødvendigste til Nattelogi, fandt Manden paa, at sætte den formodede Mumie i Kasse ind hos Onkel allerede Aftenen i Forvejen, medens Manden selv vilde klare sig for Natten, som han kunde bedst.
Hele Natten vandrede da Hr. Bushell omkring Huset som en hvileløs Aand, skønt det var frygteligt Vejr, Snestorm og bidende koldt.
Konens Arbejde var dog endnu frygteligere i Fængslet, hvor Laaget med de tætte Tremmer gav lige den nødvendige Luft.
Clara, der væltede Kassen, satte Kronen paa Pinslerne. Ved Faldet var en stor Træsplint trængt ind i hendes Skulder, og Smerten var frygtelig. Intet Under, at Staklen vaandede sig.
Imidlertid - den virkelige Mumie blev alligevel udstillet. Næste Dag kørte Detektiven med Manden til Pantelaaneren og fik Skatten indløst.
Selvfølgelig var det kun en Voksfigur, men den morede dog vore Julegæster - særlig da de fik Forspillet at vide og hørte, hvor belejligt Grev Campnell var kommen som vor svorne Ridder.
Detektiven vilde gaa, men i Døren mødte han Hr. Frederik Parker, der for et Aarstid siden havde giftet sig med den amerikanske Millionærdatter, Frk. Scraggs - hvorfor hun tog ham, maa Pokker vide. Han saa meget ophidset ud.
"Grev Campnell, jeg maa straks tale med Dem om en vigtig Sag!"
"For Øjeblikket er jeg optaget. Jeg skal komme, saasnart jeg kan".
"Vel, saa venter jeg Dem."
Hr. Parker var allerede kommet et Stykke ned ad Trapperne, da han vendte sig om:
"Jeg har tøvet længe med at opsøge Dem, men der kommer et Øjeblik, da en Mand #maa# forsvare sig! Mine Venner troede, jeg giftede mig for Pengenes Skyld". Den lille Mand klaskede Haanden mod Hjærtet. "Men naar det kommer saa vidt, at hun gaar hjemme fra ved højlys Dag, klædt som en simpel Blomstersælgerske og tiltaler en tilfældig Fyr med lurvet Frakke, tager ham endog under Armen, saa tror jeg, enhver har nok. - Farvel, jeg venter Dem altsaa."
Da Detektiven naaede hen til Hr. Cyril Majendie, saa denne yderst derangeret ud i Toilettet. Han kom farende ud til Campnell med udstrakte Hænder:
"Kære Hr. Campnell, Gudskelov De kommer... De er et prægtigt Menneske! Vil De have noget at drikke?"
"Nej tusind Tak!"
Hr. Majendie vilde skænke et Glas Vin til sig selv, men Campnell ytrede: "Gør mig den Tjeneste at lade være at drikke, før De har fortalt mig, hvad der er i Vejen."
"De har Ret, jeg skal ikke! Har De nogensinde hørt noget om min Hustru og mig?"
"Ikke en Smule."
"Min Hustru er forsvunden!"
"Ja saa."
"For en Ugestid siden havde vi en Scene. Vi har altid Scener, men denne var nu særlig ondartet. Det er altsammen hendes Skyld - denne Parkers bandsatte Kone, og det har jeg sagt til Nora. Fru Parker kan aldrig faa hende til at lave Udgifter nok. Men hvor i al Verden skal #jeg# skaffe de mange Penge fra? Nu har jeg gjort Laan paa 5000 Kr. - skaffer jeg Dem ikke tilbage, er jeg totalt ruineret. Jeg sagde det. Hun græd og jamrede og forsvandt saa ud af Stuen.
Næste Morgen viste hun sig ikke.
Da jeg kom hjem om Aftenen, fortalte Pigerne, at de ikke havde set Fruen hele Dagen. Hendes Dør var aflaaset, og hun svarede ikke, naar de bankede. Jeg brød Døren op, men hun var dér ikke. Saa i Morges fandt jeg dette i mine gamle Benklæder."
Majendie viste Detektiven tre smaa Pakker, der indeholdt hendes Ringe og Smykker.
Detektiven undersøgte det. Alle hendes Smykker pakket ind i gammelt Papir fra de Handlende! Hist og her paa Papiret uhyggelige mørkerøde Pletter, der maaske kunde minde om Blod.
Majendies Stemme blev hviskende:
"Tror De, hun har begaaet Selvmord eller..."
"Det ved jeg ikke. " Grev Campnell søgte at betvinge et Smil. "Foreløbig beholder jeg Pakkerne!"
Majendies Haand nærmede sig betænkeligt Glasset og Flasken foran dem.
"Lad det nu staa!" kommanderede Greven. "Jeg finder det uhyre sandsynligt, at Deres Frue i Stedet for at være bunden paa Livstid til en fordrukken Mand har vovet et skæbnesvangert Skridt..."
"Hr. Campnell -!"
"Og jeg finder det ret mistænkeligt, at De efter at have holdt Deres Hustrus Forsvinden hemmelig en hel Uge, prøver at døve Deres Samvittighed i Alkohol".
Majendie tøvede.
"Hr. Greve ...Havde jeg vidst, De vilde opføre Dem saaledes... havde jeg aldrig sendt Bud efter Dem".
"Derfor gaar jeg ogsaa straks". Detektiven rejste sig. "Jeg skal overgive Sagen til den første Politibetjent, jeg møder."
"Nej, nej, kære Hr. Campnell, bliv nu! Jeg forsikrer Dem for, De tager fejl! Hvis det er Flaskerne, der generer Dem, skal jeg øjeblikkelig tage dem bort."
...Da Detektiven noget efter gik ned ad Trapperne mødte han Tjeneren Neave, der med en hemmelighedsfuld Mine vinkede af ham.
"Undskyld Hr. Greve, men jeg kan fortælle Dem om noget højst besynderligt, der er passeret her i Huset."
"Naa, og det er?"
Tjeneren gned sine Hænder forlegent.
"Her er kommen en ny Tjener, som hedder Perkins. Han havde nogle glimrende Anbefalinger, skønt Guderne maa vide, hvor han har faaet dem fra, for jeg har aldrig set Mage til Dovenskab og Næsvished! Dag og Nat snusede og kiggede han rundt i hele Huset, og brød sig ikke det mindste om, hvad jeg sagde til ham. Saa i Gaar overraskede jeg ham, da han stod og rodede i det Skab, hvor Hr. Majendie har sine Benklæder.