Der var gaaet tre Uger, siden "Meteor" landede paa Mars, og i den Tid var man draget fra Sted til Sted i smaa Dagsrejser, i hvilken Anledning Doktoren erklærede dem for Nomader. Undertiden slog de sig dog til Ro et Par Dage, naar Egnen frembød et eller andet af særlig Interesse. Professoren og Burd benyttede Tiden til et nøjere Studium af Forholdene, ja Stone sad endogsaa oppe det meste af Natten for at foretage Observationer og beregne Formler.
Den unge Pige gjorde sig al mulig Umage for at gøre det daglige Liv i Skibet saa hyggeligt som muligt for de fire Herrer, men alligevel kedede Dillingham sig gudsjammerligt. De første Dage havde han med Liv og Sjæl deltaget i alle Udflugterne i Haab om at opdage nye og interessante Dyrearter, der kunde give Anledning til en spændende Jagt; men da der stadig ikke viste sig noget i den Retning, var han lige ved at opgive Ævred af lutter Kedsomhed. Han interesserede sig mindst af alt for Videnskaben, og de to lærde Herrer var alt andet end morsomme, naar de i den korte Tid, de opholdt sig sammen med de andre, undersøgte og diskuterede Dagens Høst. Det var kun, naar han var paa Jagt, at Dyr interesserede ham; og naar undtages det mærkelige Dyr, de havde set den første Dag, og saa "Daadyret", var det kun lykkedes at opspore Sommerfugle og mindre Krybdyr, og de egnede sig nu engang ikke til spændende Jagteventyr.
Det lod i det hele taget til, at de var havnet paa en temmelig øde Del af Kloden; der var store Skove, men med Undtagelse af ovennævnte Smaadyr fandtes der ikke noget levende Væsen. Professoren troede rigtignok Gang paa Gang, at han havde fundet Spor af Mennesker; men de viste sig stadig ikke, og de andre Herrer drillede ham med det. Navnlig Dillingham trøstede sig i sin Ørkesløshed med at drille og tirre sin lærde Ven.
Stone havde i sit Kammer paa Skibet et helt lille Museum af Genstande, som han mente kunde støtte hans Teori, f. Eks. en afbrækket Gren, som han mente maatte være fjernet fra sin Plads af Menneskehænder, eller Gipsaftryk af Fodspor, der godt kunde tænkes at hidrøre fra menneskelignende Skabninger, skønt de rigtignok syntes at være forsynede med Kløer.
Tre Ugers Dagen efter deres Ankomst havde Stone ordnet en lille Udflugt, og med Bøssen over Skulderen travede de fire Venner af Sted. Stone og Dillingham forrest, Doktoren og Hyde bagefter.
Paa Vejen blussede den gamle Strid op igen, og mod Sædvane var det denne Gang den rolige, fredsommelige Ingeniør, der gjorde Begyndelsen.
"Ja, alt dette her er jo meget ejendommeligt og ganske kønt, men det gør absolut ikke noget kultiveret Indtryk," sagde han, "her har Naturen gjort alt, her er virkelig ikke Spor af Menneskehænders Arbejde."
"Det vilde da være kedeligt for vor kære Professor, at han skulde blive saa grusomt skuffet, han havde allerede glædet sig til at gøre Bekendtskab med en lille Marsfrøken," drillede Doktoren.
"Ja, efter hvad jeg har forstaaet, havde vor kære Ven haabet at kunne tage med Luftbane herfra," lo Dillingham.
"Jeg holder fast ved min Mening," snærrede Professoren, "her er Mennesker."
"Faktisk er det jo dog, at vi endnu ikke har skuet noget Menneske heroppe," svarede Dillingham.
Nu blev Professoren for Alvor vred.
"Naar De lander med et Luftskib midt i Sahara, kan det ikke nytte, at De gaar omkring og leder efter London, som jo eksisterer, ikke sandt, og fordi De paa det første Stykke Vej her ikke støder paa Mennesker, saa raaber De straks paa, at her ingen er, og at hele Kloden er ubeboet."
"Naa ja, det kan jo gerne være, men ..."
"Som De ser," vedblev Stone uforstyrret, "befinder vi os udmærket i Marsatmosfæren, og vi har set Planter og Insekter, der staar højere end dem, vi kender paa Jorden, altsaa er alle Betingelser til Stede for, at Mennesker kan leve her. Her er Luft, Føde, Vand og en fuldkommen tilstrækkelig Udviklingstid for Racen."
"Sig mig," spurgte Hyde besindigt, "hvordan tænker De Dem egentlig disse Væsener eller Mennesker?"
"Tænker mig!" svarede Stone arrigt, "jeg giver mig virkelig ikke af med at tænke mig til noget, jeg ikke kan have Spor af Anelse om. Skal det endelig være, kan man nok slutte sig til Lungernes og Fordøjelsesorganernes Bygning ved at tage henholdsvis Luften og de tilstedeværende Næringsmidler i nærmere Betragtning - Sanseorganerne maaske til Nød ogsaa; men det øvrige er det komplet umuligt at danne sig en Mening om, og De vil kunne indse ..."
"Det er godt, kære Videnskabsmand," stønnede Dillingham, "forspild os ikke denne smukke Dag med Deres sprænglærde Teorier."
"Forspilde!" skreg Stone opbragt, "o, animal brutum, løb De omkring og skyd Dyr, og gab paa Frøken Gray, det passer bedst for Dem, Kendsgerninger, som De kunde høste Nytte af at høre om, det "spilder" Deres Tid. Men de Herrer har nu saa tidt drillet mig, at De nu skylder mig en Oprejsning, og De skal i Aften høre paa mig, naar jeg nærmere udvikler Grundene for min Antagelse. Da De jo alligevel sidder og sover, Dillingham, saa "spilder" De jo da ikke Deres Tid med at høre efter, og jeg vil kun takke Dem for den Paaskønnelse af mit Arbejde, som jeg tydelig kan mærke, De nærer for det."
Dette Udfald besvarede Dillingham kun med et ligeglad Smil, og Ordstriden døde hen.
Da de om Aftenen kom hjem uden andet Resultat end en ny Art af Tusindben, som Doktoren havde fundet, satte de sig (Dillingham med et dybt Suk) til at høre paa Stones Foredrag.
Han var aabenbart i sit Es; med en højtidelig Mine og dyb Rømmen rejste han sig, og med Hænderne støttet mod Bordet begyndte han sit Foredrag:
"Som vi ved, nedstammer hele den organiske Verden fra de saakaldte Protister ...!"
"Hvor skulde vi vide det fra?" indskød Hyde.
"Naar De ikke ved det, saa kan det slet ikke nytte, at jeg vil forklare Dem om de første, lavtstaaende Organismer, og jeg vil forklare mig yderst populært. Altsaa: Dyr og Mennesker gaar stadig en højere Udvikling i Møde, og her paa Mars har jeg truffet Plante- og Dyreformer, som i en vis Forstand staar paa et højere Standpunkt end de tilsvarende Former paa Jorden. Og, hvad mere er, jeg har fundet fossile Knogler af et Væsen, der paa Jorden vilde gaa direkte forud for Urmennesket.
Jeg har i Sandsten, der var relativt ældre end den paa Jorden med lignende Sammensætning, fundet Fodspor af dette Væsen, og disse to Ting tilsammen er et uomstødeligt Bevis paa, at dette Urvæsen har haft mere Tid til at udvikle sig her end hos os. Dermed er ikke sagt, at det har udviklet sig i samme Retning, men der er Sandsynlighed for det.
Jeg vil derfor opstille den Teori, at her findes menneskelignende Skabninger, der til Trods for, at de har faaet en anden Udvikling, godt kan staa paa et efter deres Forhold højere Kulturtrin end vi."
Den unge Pige gjorde sig al mulig Umage for at gøre det daglige Liv i Skibet saa hyggeligt som muligt for de fire Herrer, men alligevel kedede Dillingham sig gudsjammerligt. De første Dage havde han med Liv og Sjæl deltaget i alle Udflugterne i Haab om at opdage nye og interessante Dyrearter, der kunde give Anledning til en spændende Jagt; men da der stadig ikke viste sig noget i den Retning, var han lige ved at opgive Ævred af lutter Kedsomhed. Han interesserede sig mindst af alt for Videnskaben, og de to lærde Herrer var alt andet end morsomme, naar de i den korte Tid, de opholdt sig sammen med de andre, undersøgte og diskuterede Dagens Høst. Det var kun, naar han var paa Jagt, at Dyr interesserede ham; og naar undtages det mærkelige Dyr, de havde set den første Dag, og saa "Daadyret", var det kun lykkedes at opspore Sommerfugle og mindre Krybdyr, og de egnede sig nu engang ikke til spændende Jagteventyr.
Det lod i det hele taget til, at de var havnet paa en temmelig øde Del af Kloden; der var store Skove, men med Undtagelse af ovennævnte Smaadyr fandtes der ikke noget levende Væsen. Professoren troede rigtignok Gang paa Gang, at han havde fundet Spor af Mennesker; men de viste sig stadig ikke, og de andre Herrer drillede ham med det. Navnlig Dillingham trøstede sig i sin Ørkesløshed med at drille og tirre sin lærde Ven.
Stone havde i sit Kammer paa Skibet et helt lille Museum af Genstande, som han mente kunde støtte hans Teori, f. Eks. en afbrækket Gren, som han mente maatte være fjernet fra sin Plads af Menneskehænder, eller Gipsaftryk af Fodspor, der godt kunde tænkes at hidrøre fra menneskelignende Skabninger, skønt de rigtignok syntes at være forsynede med Kløer.
Tre Ugers Dagen efter deres Ankomst havde Stone ordnet en lille Udflugt, og med Bøssen over Skulderen travede de fire Venner af Sted. Stone og Dillingham forrest, Doktoren og Hyde bagefter.
Paa Vejen blussede den gamle Strid op igen, og mod Sædvane var det denne Gang den rolige, fredsommelige Ingeniør, der gjorde Begyndelsen.
"Ja, alt dette her er jo meget ejendommeligt og ganske kønt, men det gør absolut ikke noget kultiveret Indtryk," sagde han, "her har Naturen gjort alt, her er virkelig ikke Spor af Menneskehænders Arbejde."
"Det vilde da være kedeligt for vor kære Professor, at han skulde blive saa grusomt skuffet, han havde allerede glædet sig til at gøre Bekendtskab med en lille Marsfrøken," drillede Doktoren.
"Ja, efter hvad jeg har forstaaet, havde vor kære Ven haabet at kunne tage med Luftbane herfra," lo Dillingham.
"Jeg holder fast ved min Mening," snærrede Professoren, "her er Mennesker."
"Faktisk er det jo dog, at vi endnu ikke har skuet noget Menneske heroppe," svarede Dillingham.
Nu blev Professoren for Alvor vred.
"Naar De lander med et Luftskib midt i Sahara, kan det ikke nytte, at De gaar omkring og leder efter London, som jo eksisterer, ikke sandt, og fordi De paa det første Stykke Vej her ikke støder paa Mennesker, saa raaber De straks paa, at her ingen er, og at hele Kloden er ubeboet."
"Naa ja, det kan jo gerne være, men ..."
"Som De ser," vedblev Stone uforstyrret, "befinder vi os udmærket i Marsatmosfæren, og vi har set Planter og Insekter, der staar højere end dem, vi kender paa Jorden, altsaa er alle Betingelser til Stede for, at Mennesker kan leve her. Her er Luft, Føde, Vand og en fuldkommen tilstrækkelig Udviklingstid for Racen."
"Sig mig," spurgte Hyde besindigt, "hvordan tænker De Dem egentlig disse Væsener eller Mennesker?"
"Tænker mig!" svarede Stone arrigt, "jeg giver mig virkelig ikke af med at tænke mig til noget, jeg ikke kan have Spor af Anelse om. Skal det endelig være, kan man nok slutte sig til Lungernes og Fordøjelsesorganernes Bygning ved at tage henholdsvis Luften og de tilstedeværende Næringsmidler i nærmere Betragtning - Sanseorganerne maaske til Nød ogsaa; men det øvrige er det komplet umuligt at danne sig en Mening om, og De vil kunne indse ..."
"Det er godt, kære Videnskabsmand," stønnede Dillingham, "forspild os ikke denne smukke Dag med Deres sprænglærde Teorier."
"Forspilde!" skreg Stone opbragt, "o, animal brutum, løb De omkring og skyd Dyr, og gab paa Frøken Gray, det passer bedst for Dem, Kendsgerninger, som De kunde høste Nytte af at høre om, det "spilder" Deres Tid. Men de Herrer har nu saa tidt drillet mig, at De nu skylder mig en Oprejsning, og De skal i Aften høre paa mig, naar jeg nærmere udvikler Grundene for min Antagelse. Da De jo alligevel sidder og sover, Dillingham, saa "spilder" De jo da ikke Deres Tid med at høre efter, og jeg vil kun takke Dem for den Paaskønnelse af mit Arbejde, som jeg tydelig kan mærke, De nærer for det."
Dette Udfald besvarede Dillingham kun med et ligeglad Smil, og Ordstriden døde hen.
Da de om Aftenen kom hjem uden andet Resultat end en ny Art af Tusindben, som Doktoren havde fundet, satte de sig (Dillingham med et dybt Suk) til at høre paa Stones Foredrag.
Han var aabenbart i sit Es; med en højtidelig Mine og dyb Rømmen rejste han sig, og med Hænderne støttet mod Bordet begyndte han sit Foredrag:
"Som vi ved, nedstammer hele den organiske Verden fra de saakaldte Protister ...!"
"Hvor skulde vi vide det fra?" indskød Hyde.
"Naar De ikke ved det, saa kan det slet ikke nytte, at jeg vil forklare Dem om de første, lavtstaaende Organismer, og jeg vil forklare mig yderst populært. Altsaa: Dyr og Mennesker gaar stadig en højere Udvikling i Møde, og her paa Mars har jeg truffet Plante- og Dyreformer, som i en vis Forstand staar paa et højere Standpunkt end de tilsvarende Former paa Jorden. Og, hvad mere er, jeg har fundet fossile Knogler af et Væsen, der paa Jorden vilde gaa direkte forud for Urmennesket.
Jeg har i Sandsten, der var relativt ældre end den paa Jorden med lignende Sammensætning, fundet Fodspor af dette Væsen, og disse to Ting tilsammen er et uomstødeligt Bevis paa, at dette Urvæsen har haft mere Tid til at udvikle sig her end hos os. Dermed er ikke sagt, at det har udviklet sig i samme Retning, men der er Sandsynlighed for det.
Jeg vil derfor opstille den Teori, at her findes menneskelignende Skabninger, der til Trods for, at de har faaet en anden Udvikling, godt kan staa paa et efter deres Forhold højere Kulturtrin end vi."