Hvad der holdt det Hele sammen, var Rektorens eiendommelige Personlighed. Niels Lang Nissen var en smuk, hvidhaaret Mand, der bevægede sig langsomt med en imponerende Holdning, som Alle uvilkaarlig bøjede sig for. Han var vel ikke egentlig nogen Børneven; de mindre Disciple gav han sig slet ikke af med, og selv Disciplene i øverste Klasse, som han udmærkede ved at tiltale med De istedetfor Du, holdt han altid i Afstand fra sig. Dog kunde han paa ingen Maade finde sig i, at Nogen var bange for ham; hans Elever burde være modne Ynglinge, der frit kunde udtale deres Tanker, selvfølgelig i en beskeden Form. Han var ikke nogen Videnskabsmand; i hans senere Aar studerede han vistnok aldrig. Disciplene i øverste Klasse, hvor han læste Latin, greb ham ofte i slemme Feiltagelser; hvis de lærte Noget, lærte de det ikke af ham, men ved Selvstudium, og vilde man lære at skrive Latinsk Stil, maatte man søge privat Undervisning hos Overlærer Borgen. Aandrig var han heller ikke; han var en Rationalist fra det 18. Aarhundrede, og naar han læste det nye Testamente med os, bleve Miraklerne forklarede paa den flovest mulige Maade. Engang under Læsningen af Matth. 14. spurgte han en Discipel om, hvordan det kunde gaa til, at Christus kunde bespise 5000 Mand med 5 Brød og 2 smaa Fisk. Disciplen, som kjendte sin Rektor, svarede: "Det maa vist være en Skrivefejl; der skulde vistnok staa, at 5 Mand bespistes med 5000 Brød. " "Ja" svarede Rektoren, "det kan jo være; men var det ikke lovlig meget, 5000 Brød til 5 Mennesker?" Saa havde Disciplen Spillet vundet; han kunde svare: "Ja men der blev ogsaa 12 Kurve tilovers," og Rektoren var tilfreds. Hvad der udmærkede ham, var især denne Værdighed, under hvis Scepter Skolens Orden overholdtes uden mindste Besvær. Han var ikke, som Borgerdydens Bestyrer, den energiske M. Nielsen, altid rede til at give et Ørefigen; han rørte aldrig en Dreng; enkelte alvorlige Forbrydelser bleve straffede med Riis af Custos, d. e. Skolens Portner, hvorpaa i Almindelighed fulgte Udvisning af Skolen. Engang havde en Dreng gjort sig skyldig i en Forseelse, som man fandt burde straffes paa en saadan Maade; men Rektor var af en anden Mening; Drengen fik en ringere Straf, og blev i Skolen. Der blev klaget derover, og Kongen nedsatte en Kommission til at undersøge Rektorens Forhold. Strax gik Nissen op til Frederik VI, og bad om sin Afsked, "da han ikke længere besad sin Konges Tillid. " Kongen søgte at forestille ham, at man kun vilde give ham Leilighed til at retfærdiggøre sig, og at saa snart dette var sket i det første Møde, kunde Kommissionen opløse sig; men Nissen var ubøielig: "Den Kommission maa slet ikke træde sammen. Sker det, har min Autoritet lidt et Skaar. " Og Kommissionen fik Kontraordre, og traadte ikke sammen.

Af de øvrige Lærere skal jeg kun omtale Bonaparte Borgen, der senere blev Skolens Rektor. Han var dengang Overlærer og læste Græsk og tildels Latin i de 4 øverste Klasser. Det var en elskværdig og fint dannet Personlighed, en grundig Filolog og en samvittighedsfuld Lærer. Som Lærer i Mellemklasserne besad han ikke ganske den Energi, der kræves til at faa Alle med, og hans nervøse Hidsighed erstattede daarlig det Manglende; men i øverste Klasse blev han ved sin klare Fremstillingsgave en udmærket Lærer. Han skrev en smuk dansk Stil, og blev derfor ogsaa en fortrinlig Lærer i Latinsk Stil; thi den, der ikke kan skrive sit eget Modersmaal skjønt, kan heller aldrig lære at skrive noget andet Sprog anstændigt, og omvendt turde Bestræbelsen for at skrive en smuk latinsk Stil være en bedre Lærer i dansk Stil, end nogen som helst Dansk Stillære eller Haandbog i Rhetorik. Det var en af vore største Fornøjelser, naar Borgen engang imellem lod sig overtale til at give Ferie i en Time, og i Stedet for græsk Undervisning oplæste Noget af Oehlenschlägers Tragedier. Han havde et mesterligt Foredrag, og mange Aar senere, da hans Elever engang holdt en Fest for ham, mindedes ogsaa disse Oplæsninger af flere af Deltagerne, blandt Andre af Skuespiller Chr. Mantzius, der hyldede ham som sin første og egentlige Lærer i Deklamation.

Men ved Siden af Lærerne er der en anden Faktor i Skolelivet, som har endnu større Indflydelse paa Charakterens Udvikling, Kameraterne. Allerede inden jeg betraadte Skolens Tærskel, havde jeg Venner dér i min ældre Broders Klassekamerater, der for det Meste vare tre Aar ældre end jeg. To af dem erhvervede sig hele Skolens Beundring ved deres Viser til Rektors Fødselsdag, til Rusgildet o. s. v. Den ene, Troels Smith, døde 1880 som Præst i Skjelskør; den anden var Edvard Lembcke, en stille, varmhjertet Personlighed, med hvem jeg kom i nærmere Forbindelse end med Nogen af de andre. Han blev theologisk Kandidat, men efter at han havde taget Examen, fik han Lyst til at ofre sig til Skolen og forberedte sig til filologisk Examen. Det faldt i min Lod som ganske ung Professor at skulle examinere min ældre Ven og Skolekamerat og at give ham det hædrende Vidnesbyrd, som jeg syntes, jeg snarere burde have modtaget af ham. Hans senere Virksomhed som Conrector ved Haderslev Skole er tilstrækkelig bekjendt, og hans Sang om Modersmaalet er paa alle Danskes Læber. Efter Sønderjyllands Tab fulgte han med sine Kolleger til Kjøbenhavn, hvor "Haderslev Skoles Lærere" oprettede en Privatskole, som blomstrede en Del Aar. Samtidig indlagde han sig en stor Fortjeneste af den danske Litteratur ved sin fortræffelige Oversættelse af Shakespeare. Paa sine gamle Dage hjemsøgtes han af Familiesorger. Han mistede sin Hustru, og nogle Aar senere ogsaa sin yngste Søn, en elskværdig ung Mand, der var filologisk Kandidat, og havde skrevet en morsom Studenterkomedie. Sine sidste Aar henlevede han paa Fasangaarden i Frederiksberg Have, hvor Oehlenschläger i sin Tid havde boet. Hans Tanker vare for det Meste hos hans afdøde Kjære, som han længtes efter at møde.