Træt og overanstrengt, søvnig efter mange nætters vågen ved roret stod Dick natten imellem den 13. og 14. februar på sin vante plads.

Natten var usædvanlig mørk. Himlen var dækket af tunge skyer, der hang så lavt, at man næppe kunne skelne topsejlene. De to små lygter på hver side af kompasset kastede kun et blegt skær over den hvide skive og formåede ikke at sprede mørket selv i den umiddelbare nærhed af rorgængerens plads.

Dicks øjne, som så længe havde været fæstede på kompassens lysende flade, havde næsten mistet deres synsevne. Han var som hypnotiseret af denne stirren og sank efterhånden over i en ubevidsthedstilstand, i hvilken alt nærværende svandt bort for ham.

I dette øjeblik løste en skikkelse sig ud af dækkets mørke og nærmede sig tøvende kompasshuset. I skjul for lygternes skær lod den noget tungt glide ind under instrumentet, kastede et hurtigt, forskende blik på skivens nål og fjernede sig atter, lydløst og ubemærket, som den var kommet.

Da Dick vågnede af sin døs, blev han forfærdet ved at se, at han havde holdt forkert kurs, og han drejede skyndsomt rorets hjul. Han anede jo ikke, at en fjendtlig hånd havde stukket et stykke jern ind under kompasset, og at dette var grunden til, at nålen havde flyttet sig. I stedet for at vise mod den magnetiske pol, det vil sige stik nord, pegede nålen, formet ved jernets indvirkning på magneten, nu imod nordøst. Det betød en afvigelse af fire streger.

I stedet for at styre imod øst kom han således til at vende skibet imod sydøst; og for fulde sejl førte den unge kaptajn sit fartøj længere og længere bort fra det længselsfuldt imødesete hjem.

I den påfølgende uge hændte der intet særligt om bord. Den friske, stadige nordvestbrise holdt sig fremdeles, og Pilgrim gjorde en god fart af omkring 160 mil i døgnet. Dick blev mere og mere sangvinsk i sine forventninger, og han blev højst forbavset over, at Pilgrim, så nær Amerikas kyst, som den nu måtte være, ikke mødte et eneste fartøj på rejsen fra Kap Horn til Ækvator.

Dette var ham en slem streg i regningen, da han havde håbet at kunne få passagererne optagne af en af de hurtigsejlende dampere eller, hvad der måske var endnu bedre, at kunne låne nogle matroser og helst også en styrmand til at føre Pilgrim hjem.

Knøsen svævede jo i total uvidenhed med hensyn til de faktiske forhold. For det første havde han ikke taget den ved strømforholdene forårsagede afdrift med i beregning, og for det andet kunne han jo ikke vide, at han, efter at Negoro havde forfalsket kompasset, styrede 45° for meget i sydlig retning.

Var Dick imidlertid end ikke nået langt i den hydrografiske videnskab, så havde han dog, hvad der også er meget værd, et ægte "sømandsøje", der kunne aflure himlen dens hemmeligheder, hvad vind- og vejrudsigterne angår. Og kaptajn Hull havde ikke forgæves undervist ham i at aflæse barometret og drage slutninger efter instrumentets angivelser, efter de bekendte Vorepierreske syv regler.

Det undgik heller ikke hans opmærksomhed, at barometret den 20. februar viste tegn til at falde, og han var forberedt på både regn og storm. Han lod derfor forud rebe klyver og fok og besluttede at gøre det samme med stor- og merssejlet, så snart stormen begyndte. I de tre følgende dage forandrede vindens retning og styrke sig dog ikke synderligt, men barometrets viser sank stadig, indtil den stod på 28 grader. Himlen blev mørk og overtrukken, og skyerne hang så lavt, at de næsten gik i ét med den tåge, der steg op fra havet. Solen formåede ikke at gennemtrænge mørket, og det var således umuligt at bestemme stedet, hvor den stod op, og hvor den gik ned.

Dick gjorde sit bedste for ikke at tabe modet, men urolig var han. Han veg ikke fra dækket, og den smule søvn, han undte sig, tog han der.

Men uvejret lod ikke vente på sig. Stormen holdt sig, og søen gik højt. Af og til brød et tordenvejr løs, og lynene slog ned rundt om skibet, hvorefter der fulgte hele skybrud af regnbyger, så det så ud, som om skibet var omgivet af vandsøjler. Men trods alt dette havde fartøjet dog, med sin ringe sejlføring, ikke taget magten fra dets unge fører; endnu lystrede det roret og skød en så vældig fart, at Dick nærede bestemt håb om inden længe at få land i sigte.

Dette meddelte han også fru Weldon, der naturligvis var yderst ængstelig ved det uhyggelige vejr, der gjorde den i forvejen så risikable rejse endnu mere farefuld.

"Så du mener virkelig, Dick, at Amerikas kyst ikke kan være langt borte?" spurgte hun opmuntret.

"Nej, det kan den umuligt, fru Weldon," svarede han, "det undrer mig blot, at jeg ikke allerede har fået kig på den. Vi har dog skudt en god fart lige siden den 10. februar - ulykkesdagen."

"Og i dag har vi den 9. marts," bemærkede fru Weldon; "der er altså gået 27 dage. Hvor langt var vi omtrent dengang fra land?"

"Vel en 4500 mil. Og skibet har gjort gennemsnitlig 180 mil i døgnet siden da, det udgør 4860 mil. Så vi skulle endog, hvis min beregning er rigtig - og det tror jeg sikkert, at den er - allerede have været der nu. Jeg forstår heller ikke, at vi ikke møder et eneste skib."

"Og du er sikker på, at du har beregnet skibets fart rigtigt?"

"Ja, fru Weldon, det er jeg sikker på. Jeg har passet så nøje på. Hver halve time har vi kastet loggen, og jeg har for hver gang skrevet resultatet op. Nu skal jeg prøve igen, og så skal De se, at vi i dette øjeblik gør ti mil i timen, hvilket jo bliver 240 i døgnet og adskilligt mere, end vi har regnet med."

Dick kaldte på Tom og bad ham kaste loggen. Den gamle neger havde så ofte besørget dette, at han var ganske fortrolig med denne forretning.

Loggen blev befæstet til linen og kastet ud. Linen gled langsomt gennem Toms hånd, indtil omtrent femogtyve favne var forsvundet - så slap pludselig snoren op.

Den gamle gav et forskrækket udbrud fra sig: "Den gik itu."

"Hvad gik itu?" fór Dick forfærdet til.

"Snoren, kaptajn! Snoren brast."

"Snoren og loggen tabt! Du gode Gud!"

Ja, således forholdt det sig virkelig; gamle Tom viste ham den ende, han havde beholdt i hånden.

Det fór igennem Dick - dette kan ikke være gået naturligt til, der må stikke noget under! Han vidste, at snoren havde været af udmærket kvalitet og ikke for gammel, og nu viste den sig at være ganske tyndslidt på et bestemt sted - der, hvor den var bristet. Hvorledes kunne det være gået til?

Den stakkels fyr grundede længe over dette spørgsmål uden at finde noget svar; han var dybt mismodig over at have mistet det værdifulde instrument, det eneste, hvormed han kunne måle skibets fart.