Han kunne i årevis te sig som det fredsommeligste og håndterligste væsen, der glad og omgængelig røgtede sin landmandsgerning. Men så en skønne dag fór Dævelen i ham, og han forlod gård og hjem og turede landet rundt med alskens pak og skrabsammen af begge køn og kom så først en måned eller to senere skulkende tilbage næsten uden klæder på kroppen og i en åndelig og legemlig tilstand, der for lange tider gjorde ham udygtig til enhver menneskelig beskæftigelse. - Man fandt ham gerne en morgen siddende stivfrossen på en grøftekant i nærheden af gården, eller liggende halvdød nede mellem halmstakkene. Og han blev da bragt op i sin seng og vasket og renset og pudset og plejet, indtil han efter mange ugers forløb atter var så vidt restitueret, at han kunne vise sig udendørs. - I mellemtiden flød der ind til Egesborg en strøm af ubetalte regninger fra alle landets kroer og kipper. Etatsråden betalte dem de første par gange pligtskyldigst; men da der engang efter en sådan turné endogså indløb fordringer fra så fjerntliggende egne som Holsten, Lauenborg og Ditmarsken, brast den gamle herres tålmodighed, og han svor sin yndlingsed og sagde: Vil han ud, så skal han, Hans sorte Majestæt fløjtemig også komme ud! Hvorpå han sendte sønnen med en fragtdamper til Tasmanien eller van Diemensland.

Men syv måneder efter returnerede Frantz atter til fædrenegården fuld af hjemvé og nøgen til bæltestedet.

Dette trip kostede etatsråden runde 8000 kroner, og han spekulerede fra nu af kun på at vælte ansvaret fra sig og få sønnen energisk gift.

Hvilket altså omsider lykkedes.

Fru Frantz Uldahls had til fru Line skrev sig først og fornemmeligst fra, at det var lykkedes hende at fængsle og binde Nils således til sig, at han gjorde hende til sin hustru og derved, hvad alle den gang formodede, til herskerinde på familiegodset, medens Karen selv måtte nøjes med at residere på en anneksgård.

Og dertil kom end yderligere, at næppe var fru Line bleven præsenteret for svigerforældrene, før hun ganske vandt dem for sig og fortrængte den anden fra den plads, hun hidtil ubestridt havde indtaget som fortrolig rådgiver og formidler de to gamle imellem.

Etatsråden og hans kone havde nemlig i umindelige tider levet i en art væbnet neutralitet fremkaldt af hans kvindekærhed og hendes kreoler-jalousi. (Hun var født i spansk Amerika.)

De boede i hele den sidste halvdel af deres ægteskab i hver sin etage af hovedbygningen på Egesborg, ligesom Nils og Line nu på Havslundegaard. Og rigsarkiveuse Ingwersen beretter, at når de tilfældigvis mødtes på trapper og gange, kunne de ligefrem række tunge og fare løs på hinanden, så at hun og tjeneren måtte ile til og skille dem ad og transportere dem ind bag hver sin dør...

I stedet for nu at virke som forligsstifter havde fru Karen, så snart hun fik fast fod på Egesborg, tvært imod set sin fordel i at ophidse disse to iltre gamle mennesker mod hinanden. Indsmigrende og kattevenlig, som hun kunne være, forstod hun at gå dem under øjne; dadlede ham, når hun talte med hende, og omvendt. Og hun fik det til sidst bragt derhen, at de ikke engang kunne tåle at høre hinanden nævne. Og samtidig lod hun sig af dem begge pånøde foræringer og stikpenge for sin opofrende og uegennyttige handlemåde.

Men så kom fru Line og ødelagde aldeles disse indbringende transaktioner for hende.

Hun anvendte nemlig i sin naive retlinethed en ganske modsat fremgangsmåde over for svigerforældrene, idet hun mildt og sagtmodigt gjorde alt for at bringe en forsoning til veje imellem dem.

Og det lykkedes virkelig også til dels, idet de gamle ganske vist stadig blev boende hver for sig, men dog i deres sidste leveår kunne passere hinanden uden at hvæse hørligt og kunne indtage måltider sammen uden at slynge hinanden æggeskaller og sildeben i hovedet...

Men ét overtag havde fru Karen over fru Line: Hun forblev barnløs og kunne således bedre disponere over sin tid og være borte fra hjemmet. Og da den gamle etatsråd blev syg og skulle dø, kunne hun derfor helt ofre sig for ham, som det hedder. Hun tog øjeblikkelig til Egesborg og blev hos ham og plejede ham så omhyggeligt, at da han omsider var vandret heden, kunne hun fremlægge et papir med hans underskrift på, at han havde godskrevet hende og Frantz de 75.000 kroner, han havde haft indestående på anden prioritet i deres ejendom...

Etatsrådinden overlevede kun sin mand et halvt år. Også hendes sidste timer blev blidnede af fru Karens travle hænder. Og ifølge Ingwersen var den gamle dame næppe bleven kold imellem sine lagener, førend den omhyggelige svigerdatter gav sig til at ordne hendes skuffer og gemmer med stor omhu og rigt udbytte...

Ved etatsrådindens begravelse mødte de to udenlandske svogere frem på egne og børns vegne. Og allerede en time efter jordpåkastelsen stod luften i brand omkring sørgeskaren. Nils ville som den ældste søn sætte sig i besiddelse af stamgården. Ikke før Du har udbetalt os vor arvelod! sagde de andre. Vil I ruinere mig? skreg Nils. Og bankieren talte fransk, greven talte polsk, Nils og fru Karen talte dansk, og der var ikke enighed at opnå. Frantz og fru Line gik deres vej ud af hver sin dør og ned i haven, hvor de mødtes og talte meget fredelig sammen.

Enden på det hele arvepostyr blev, at Egesborg blev solgt, og de fire arvinger drog hver til sit med godt en halv million kroner i lommen.

Hvorefter Nils solgte Thorsminde og købte Havslundegaard, der var nogle hundrede tønder land større. Gården var en såkaldet "fallitgård". De to sidste ejere havde begået selvmord af mangel på subsistensmidler.

Men Nils havde jo penge nok og lod sætte et tårn på hovedfløjen - så havde han noget at springe ned fra, sagde omegnen.

Og herind på Havslunde drog altså Nils Uldahl med sin kone og sine børn; medens han samtidig nedlagde det kraftigste forbud mod, at hans omgivelser nogen sinde nævnede ordet Egesborg - så meget mere som gården var bleven købt af en hovedrig bonde og studepranger ved navn Søren Knudsen.

Det skar fru Karen i hendes sensible hjerte at se, hvor udmærket Nils og Line stadig kom ud af det med hinanden; thi selv levede hun år efter år i en pinlig usikkerhed med sin Frantz. Han var aldrig til at lide på. Bedst som han tyk og godmodig begyndte at indgyde tillid, stak han af. Han havde i sit ægteskab allerede foretaget en seks syv lyn-turnéer, og det ikke blot rundt i sit fædreland, men også i broderrigerne Norge og Sverig. Og hver gang var han vendt miserabel tilbage, skamfuld, slunken, sløv og pengeløs. Han lignede, når han returnerede fra disse lystrejser, en stor, gammel, bedrøvet abe, som tilskyndet af sine urlængsler, var brudt ud af sit bur, men uvant med brugen af friheden, atter var vendt tilbage til fængselet, lænkerne - og føden.

Men klog, som hun var, tog fru Karen disse små uregelmæssigheder på den eneste rette måde. Hun skændte ikke og larmede ikke op, men klædte sig i halvsorg, anlagde en blid og lidende maske og erklærede, at hendes livs fornemste opgave skulle være at lette den tunge prøvelse, der var lagt på hendes elskede mands skuldre. - Og lidt efter lidt lykkedes det hende virkelig også at lette den således, at hun mildt og kærligt satte ham fra styret både af gård og formue og på sparsomme lommepenge.

Så indtraf bruddet mellem Nils og Line.

Med jubel i hjertet anlagde fru Karen nu helsorg og bevidnede med duggede øjne, at denne ulykke var hende langt smerteligere at bære end hendes egen, thi hun havde altid elsket sin svoger og svigerinde og set op til dem på grund af deres mønsterværdige samliv; det havde været hende som en stjerne i livets ørken.

Og hun lod spænde for og kørte de fire mil til Havslundegaard for at trøste.

Men hun vendte fnysende tilbage. Fru Line havde ikke vist sig.

- Herskabet er sygt... havde Jørgen Tjener sagt.

Og denne sygdom havde end yderligere befæstet venskabet mellem svigerinderne...