Han kunde i Aarevis te sig som det fredsommeligste og haandterligste Væsen, der glad og omgængelig røgtede sin Landmandsgerning. Men saa en skønne Dag fôr Dævelen i ham, og han forlod Gaard og Hjem og turede Landet rundt med alskens Pak og Skrabsammen af begge Køn og kom saa først en Maaned eller to senere skulkende tilbage næsten uden Klæder paa Kroppen og i en aandelig og legemlig Tilstand, der for lange Tider gjorde ham udygtig til enhver menneskelig Beskæftigelse. - Man fandt ham gerne en Morgen siddende stivfrossen paa en Grøftekant i Nærheden af Gaarden, eller liggende halvdød nede mellem Halmstakkene. Og han blev da bragt op i sin Seng og vadsket og renset og pudset og plejet, indtil han efter mange Ugers Forløb atter var saa vidt restitueret, at han kunde vise sig udendørs. - I Mellemtiden flød der ind til Egesborg en Strøm af ubetalte Regninger fra alle Landets Kroer og Kipper. Etatsraaden betalte dem de første Par Gange pligtskyldigst; men da der engang efter en saadan Tourné endogsaa indløb Fordringer fra saa fjerntliggende Egne som Holsten, Lauenborg og Ditmarsken, brast den gamle Herres Taalmodighed, og han svor sin Yndlingsed og sagde: Vil han ud, saa skal han, Hans sorte Majestæt fløjtemig ogsaa komme ud! Hvorpaa han sendte Sønnen med en Fragtdamper til Tasmanien eller van Diemensland.

Men syv Maaneder efter returnerede Frantz atter til Fædrenegaarden fuld af Hjemvé og nøgen til Bæltestedet.

Dette Trip kostede Etatsraaden runde 8000 Kroner, og han spekulerede fra nu af kun paa at vælte Ansvaret fra sig og faa Sønnen energisk gift.

Hvilket altsaa omsider lykkedes.

Fru Frantz Uldahls Had til Fru Line skrev sig først og fornemmeligst fra, at det var lykkedes hende at fængsle og binde Nils saaledes til sig, at han gjorde hende til sin Hustru og derved, hvad alle den Gang formodede, til Herskerinde paa Familiegodset, medens Karen selv maatte nøjes med at residere paa en Anneksgaard.

Og dertil kom end yderligere, at næppe var Fru Line bleven præsenteret for Svigerforældrene, før hun ganske vandt dem for sig og fortrængte den anden fra den Plads, hun hidtil ubestridt havde indtaget som fortrolig Raadgiver og Formidler de to Gamle imellem.

Etatsraaden og hans Kone havde nemlig i umindelige Tider leven i en Art væbnet Nevtralitet fremkaldt af hans Kvindekærhed og hendes Kreoler-Jalousi. (Hun var født i spansk Amerika. )

De boede i hele den sidste Halvdel af deres Ægteskab i hver sin Etage af Hovedbygningen paa Egesborg, ligesom Nils og Line nu paa Havslundegaard. Og Rigsarkiveuse Ingwersen beretter, at naar de tilfældigvis mødtes paa Trapper og Gange, kunde de ligefrem række Tunge og fare løs paa hinanden, saa at hun og Tjeneren maatte ile til og skille dem ad og transportere dem ind bag hver sin Dør...

I Stedet for nu at virke som Forligsstifter havde Fru Karen, saasnart hun fik fast Fod paa Egesborg, tvært imod set sin Fordel i at ophidse disse to iltre gamle Mennesker mod hinanden. Indsmigrende og kattevenlig, som hun kunde være, forstod hun at gaa dem under Øjne; dadlede ham, naar hun talte med hende, og omvendt. Og hun fik det til sidst bragt derhen, at de ikke engang kunde taale at høre hinanden nævne. Og samtidig lod hun sig af dem begge paanøde Foræringer og Stikpenge for sin opofrende og uegennyttige Handlemaade.

Men saa kom Fru Line og ødelagde aldeles disse indbringende Transaktioner for hende.

Hun anvendte nemlig i sin naive Retlinethed en ganske modsat Fremgangsmaade over for Svigerforældrene, idet hun mildt og sagtmodigt gjorde alt for at bringe en Forsoning til Veje imellem dem.

Og det lykkedes virkelig ogsaa til Dels, idet de Gamle ganske vist stadig blev boende hver for sig, men dog i deres sidste Leveaar kunde passere hinanden uden at hvæse hørligt og kunde indtage Maaltider sammen uden at slynge hinanden Æggeskaller og Sildeben i Hovedet...

Men ét Overtag havde Fru Karen over Fru Line: Hun forblev barnløs og kunde saaledes bedre disponere over sin Tid og være borte fra Hjemmet. Og da den gamle Etatsraad blev syg og skulde dø, kunde hun derfor helt ofre sig for ham, som det hedder. Hun tog øjeblikkelig til Egesborg og blev hos ham og plejede ham saa omhyggeligt, at da han omsider var vandret heden, kunde hun fremlægge et Papir med hans Underskrift paa, at han havde godskrevet hende og Frantz de 75,000 Kroner, han havde haft indestaaende paa anden Prioritet i deres Ejendom...

Etatsraadinden overlevede kun sin Mand et halvt Aar. Ogsaa hendes sidste Timer blev blidnede af Fru Karens travle Hænder. Og i Følge Ingwersen var den gamle Dame næppe bleven kold imellem sine Lagener, førend den omhyggelige Svigerdatter gav sig til at ordne hendes Skuffer og Gemmer med stor Omhu og rigt Udbytte...

Ved Etatsraadindens Begravelse mødte de to udenlandske Svogere frem paa egne og Børns Vegne. Og allerede en Time efter Jordpaakastelsen stod Luften i Brand omkring Sørgeskaren. Nils vilde som den ældste Søn sætte sig i Besiddelse af Stamgaarden. Ikke før Du har udbetalt os vor Arvelod! sagde de andre. Vil I ruinere mig? skreg Nils. Og Bankieren talte fransk, Greven talte polsk, Nils og Fru Karen talte dansk, og der var ikke Enighed at opnaa. Frantz og Fru Line gik deres Vej ud af hver sin Dør og ned i Haven, hvor de mødtes og talte meget fredelig sammen.

Enden paa det hele Arvepostyr blev, at Egesborg blev solgt, og de fire Arvinger drog hver til sit med godt en halv Million Kroner i Lommen.

Hvorefter Nils solgte Thorsminde og købte Havslundegaard, der var nogle hundrede Tønder Land større. Gaarden var en saakaldet "Fallitgaard". De to sidste Ejere havde begaaet Selvmord af Mangel paa Subsistensmidler.

Men Nils havde jo Penge nok og lod sætte et Taarn paa Hovedfløjen - saa havde han noget at springe ned fra, sagde Omegnen.

Og herind paa Havslunde drog altsaa Nils Uldahl med sin Kone og sine Børn; medens han samtidig nedlagde det kraftigste Forbud mod, at hans Omgivelser nogen Sinde nævnede Ordet Egesborg - saameget mere som Gaarden var bleven købt af en hovedrig Bonde og Studepranger ved Navn Søren Knudsen.

Det skar Fru Karen i hendes sensible Hjerte at se, hvor udmærket Nils og Line stadig kom ud af det med hinanden; thi selv levede hun Aar efter Aar i en pinlig Usikkerhed med sin Frantz. Han var aldrig til at lide paa. Bedst som han tyk og godmodig begyndte at indgyde Tillid, stak han af. Han havde i sit Ægteskab allerede foretaget en seks syv Lyn-Tournéer, og det ikke blot rundt i sit Fædreland, men ogsaa i Broderrigerne Norge og Sverig. Og hver Gang var han vendt miserabel tilbage, skamfuld, slunken, sløv og pengeløs. Han lignede, naar han returnerede fra disse Lystrejser, en stor, gammel, bedrøvet Abe, som tilskyndet af sine Urlængsler, var brudt ud af sit Bur, men uvant med Brugen af Friheden, atter var vendt tilbage til Fængselet, Lænkerne - og Føden.

Men klog, som hun var, tog Fru Karen disse smaa Uregelmæssigheder paa den eneste rette Maade. Hun skændte ikke og larmede ikke op, men klædte sig i Halvsorg, anlagde en blid og lidende Maske og erklærede, at hendes Livs fornemste Opgave skulde være at lette den tunge Prøvelse, der var lagt paa hendes elskede Mands Skuldre. - Og lidt efter lidt lykkedes det hende virkelig ogsaa at lette den saaledes, at hun mildt og kærligt satte ham fra Styret baade af Gaard og Formue og paa sparsomme Lommepenge.

Saa indtraf Bruddet mellem Nils og Line.

Med Jubel i Hjertet anlagde Fru Karen nu Helsorg og bevidnede med duggede Øjne, at denne Ulykke var hende langt smerteligere at bære end hendes egen, thi hun havde altid elsket sin Svoger og Svigerinde og set op til dem paa Grund af deres mønsterværdige Samliv; det havde været hende som en Stjerne i Livets Ørken.

Og hun lod spænde for og kørte de fire Mil til Havslundegaard for at trøste.

Men hun vendte fnysende tilbage. Fru Line havde ikke vist sig.

- Herskabet er sygt... havde Jørgen Tjener sagt.

Og denne Sygdom havde end yderligere befæstet Venskabet mellem Svigerinderne...