Der var engang en Konge, som hadde tolv Sønner. Da disse ble store, sa han til dem, at de skulle drage ut i Verden og finde seg en Kone, men hun skulle kunne spinde og væve og sye en Skjorte på een Dag, ellers ville han ikke ha henne til Svigerdatter. Hver av dem gav han en Hest og en ny Rustning, og de droge da ut i Verden for at lede etter en Kone, men da de vare komne et Stykke på Veien, sa de at de ikke ville ha med seg Askepot, for han duede ikke til nogen Ting. - Ja, Askepot måtte da blive igjen, han, og han vidste ikke hva han skulle gjøre eller hvordan han skulle vende seg; så ble han så sørgmodig at han steg av Hesten og satte seg ned i Græsset til at græde. Men da han hadde siddet en liden Stund, begyndte en av Tuerne i Græsset at røre seg, og frem av den kom der en liden hvid Ting, og da den kom nærmere, så Askepot, at det var en nydelig liden Pige, men så bitte bitte liden. Denne gikk nå hen og bad han, om ham ikke ville komme ned og besøge Dukken i Græsset. Jo det ville han, og det gjorde han også.
Da han var kommen derned, sad Dukken i Græsset. på en Stol; hun var nå så deilig og så pyntet, og så spurgte hun Askepot, hvor han skulle hen og hva ærinde han reiste i.
Han fortalte da at der var tolv Brødre av dem, og at Kongen hadde givet dem Hest og Rustning og sagt, at de skulle reise ut i Verden og finde seg en Kone, som skulle kunne spinde og væve og sye en Skjorte på een Dag; men hvis Du vil gå ind på det og blive Konen min, så vil jeg ikke reise længer, sa Askepot til Dukken i Græsset. Jo, det ville hun gjerne, og hun skyndte seg med at få spundet og vævet og syet Skjorten, men den ble så bitte bitte liden, ikke længer end som så -
Denne reiste Askepot hjem med, men da han kom frem med den, var han undseelig, fordi den var så liden; ligevel sa Kongen, at han skulle få henne og så drog Askepot glad og fornøiet tilbage for at hente den lille Kjæresten sin. Da han kom til Dukken i Græsset, ville han tage henne op på Hesten til seg, men nei, det ville hun ikke; hun sa, hun ville sidde og kjøre i en Sølvske, og at hun hadde to små hvide Heste, som skulle trække henne. Så reiste de da av sted, han på Hesten og hun i Sølvskeen og begge Hestene, som trak henne, vare to små hvide Muus; men Askepot holdt seg altid på den anden Side av Veien, for han var så bange, at han skulle komme til at ride ind på henne, da hun var så bitte liden. Da de vare komne et Stykke på Veien, kom de til et stort Vand; der ble Hesten til Askepot sky, skvat over på den anden Side av Veien og væltede Skeen, så at Dukken i Græsset faldt ned i Vandet. Askepot ble nå så bedrøvet, fordi han slet ikke vidste hvorledes han skulle få henne op igjen; men om lidt kom der en Havmand op med henne, og nå var hun blitt lige så stor som et andet voxent Menneske og meget deiligere end hun var før. Så satte han henne foran seg på Hesten og red hjem.
Da Askepot kom der, vare også alle Brødrene hans komne med hver sin Kjæreste, men disse vare så stygge og fæle og så slemme, at de hadde slåets med Kjæresterne sine på Veien; på Hovedet hadde de nogle Hatte, som vare overklinede med Tjære og Sod og så hadde det rundet av Hattene nedover Ansigtet på dem, så at de vare blitt endda meget styggere og fælere. Da Brødrene fikk se Kjæresten til Askepot, ble de Allesammen misundelige på ham; men Kongen ble så glad i dem begge, at han jog alle de Andre bort, og så holdt Askepot Bryllup med Dukken i Græsset, og siden levede de vel og fornøiet i lang, lang Tid, og ere de ikke døde så leve de endnu.
Da han var kommen derned, sad Dukken i Græsset. på en Stol; hun var nå så deilig og så pyntet, og så spurgte hun Askepot, hvor han skulle hen og hva ærinde han reiste i.
Han fortalte da at der var tolv Brødre av dem, og at Kongen hadde givet dem Hest og Rustning og sagt, at de skulle reise ut i Verden og finde seg en Kone, som skulle kunne spinde og væve og sye en Skjorte på een Dag; men hvis Du vil gå ind på det og blive Konen min, så vil jeg ikke reise længer, sa Askepot til Dukken i Græsset. Jo, det ville hun gjerne, og hun skyndte seg med at få spundet og vævet og syet Skjorten, men den ble så bitte bitte liden, ikke længer end som så -
Denne reiste Askepot hjem med, men da han kom frem med den, var han undseelig, fordi den var så liden; ligevel sa Kongen, at han skulle få henne og så drog Askepot glad og fornøiet tilbage for at hente den lille Kjæresten sin. Da han kom til Dukken i Græsset, ville han tage henne op på Hesten til seg, men nei, det ville hun ikke; hun sa, hun ville sidde og kjøre i en Sølvske, og at hun hadde to små hvide Heste, som skulle trække henne. Så reiste de da av sted, han på Hesten og hun i Sølvskeen og begge Hestene, som trak henne, vare to små hvide Muus; men Askepot holdt seg altid på den anden Side av Veien, for han var så bange, at han skulle komme til at ride ind på henne, da hun var så bitte liden. Da de vare komne et Stykke på Veien, kom de til et stort Vand; der ble Hesten til Askepot sky, skvat over på den anden Side av Veien og væltede Skeen, så at Dukken i Græsset faldt ned i Vandet. Askepot ble nå så bedrøvet, fordi han slet ikke vidste hvorledes han skulle få henne op igjen; men om lidt kom der en Havmand op med henne, og nå var hun blitt lige så stor som et andet voxent Menneske og meget deiligere end hun var før. Så satte han henne foran seg på Hesten og red hjem.
Da Askepot kom der, vare også alle Brødrene hans komne med hver sin Kjæreste, men disse vare så stygge og fæle og så slemme, at de hadde slåets med Kjæresterne sine på Veien; på Hovedet hadde de nogle Hatte, som vare overklinede med Tjære og Sod og så hadde det rundet av Hattene nedover Ansigtet på dem, så at de vare blitt endda meget styggere og fælere. Da Brødrene fikk se Kjæresten til Askepot, ble de Allesammen misundelige på ham; men Kongen ble så glad i dem begge, at han jog alle de Andre bort, og så holdt Askepot Bryllup med Dukken i Græsset, og siden levede de vel og fornøiet i lang, lang Tid, og ere de ikke døde så leve de endnu.