Der var engang en Mann oppe i Finmarken, som hadde fanget en stor Hvidbjørn; den skulle han gå til Kongen av Danmark med. Så traf det seg således at han kom til Dovrefjeld om Julekvelden, og der gikk han ind i en Stue, hvor der boede en Mann, som hed Halvor. Her bad han, om han kunne få lånt Huus til seg og Hvidbjørnen sin.
Gud hjælpe os så sandt, sa Mannen i Stuen, vi kan nok ikke låne Huus til Nogen nå, for hver eneste Julekveld kommer der så fuldt av Trold her, at vi måe flytte ut og ikke har Huus over Hovedet selv engang.
Å, I kan nok låne meg Huus for det, sa Mannen, Bjørnen min kan ligge under Ovnen her, og jeg kan vel få ligge inde i Koven.
Ja, så længe bad han da, at han fikk Lov. Så flyttede Folkene i Huset ut, og da var der tillavet for Troldene med opdækkede Borde, både med Risengrød og Ludefisk og Pølse på, og ellers Alt det som godt var, ligesom til et andet gildt Gjæstebud.
Ret som det var så kom Troldene, Nogle vare store og Nogle vare små, Nogle vare langrumpede og Nogle vare rumpeløse og Nogle hadde lange, lange Næser, og de spiste og de drak og smagte på Alting. Men så fikk en av Troldungerne see Hvidbjørnen, som lå under Ovnen, og så tok han et Stykke Pølse og satte på en Gaffel, gikk hen og stak det bort i Næsen på Hvidbjørnen. Kjætte, vil du ha' Kurv? skreg han. Så foer Hvidbjørnen op og brummede og jagede dem ut Allesammen både Store og Små.
Året etter var Halvor i Skoven Julekvelds-Ettermiddagen og skulle hugge Ved til Helgen, for han ventede Troldene igjen. Allerbedst han hug, hørte han det råbte borte i Skoven: Halvor! Halvor! Ja, sa Halvor. Har du den store Kjætten din endnu, du? Ja, hun ligger hjemme under Ovnen, sa Halvor, og nå har hun fått syv Unger, som ere meget større og sindtere end hun selv. - Så kommer vi aldrig til deg mere da, råbte Troldet borte i Skoven; og siden den Tid har Troldene heller ikke spiist Julegrød hos Halvor på Dovre.
Gud hjælpe os så sandt, sa Mannen i Stuen, vi kan nok ikke låne Huus til Nogen nå, for hver eneste Julekveld kommer der så fuldt av Trold her, at vi måe flytte ut og ikke har Huus over Hovedet selv engang.
Å, I kan nok låne meg Huus for det, sa Mannen, Bjørnen min kan ligge under Ovnen her, og jeg kan vel få ligge inde i Koven.
Ja, så længe bad han da, at han fikk Lov. Så flyttede Folkene i Huset ut, og da var der tillavet for Troldene med opdækkede Borde, både med Risengrød og Ludefisk og Pølse på, og ellers Alt det som godt var, ligesom til et andet gildt Gjæstebud.
Ret som det var så kom Troldene, Nogle vare store og Nogle vare små, Nogle vare langrumpede og Nogle vare rumpeløse og Nogle hadde lange, lange Næser, og de spiste og de drak og smagte på Alting. Men så fikk en av Troldungerne see Hvidbjørnen, som lå under Ovnen, og så tok han et Stykke Pølse og satte på en Gaffel, gikk hen og stak det bort i Næsen på Hvidbjørnen. Kjætte, vil du ha' Kurv? skreg han. Så foer Hvidbjørnen op og brummede og jagede dem ut Allesammen både Store og Små.
Året etter var Halvor i Skoven Julekvelds-Ettermiddagen og skulle hugge Ved til Helgen, for han ventede Troldene igjen. Allerbedst han hug, hørte han det råbte borte i Skoven: Halvor! Halvor! Ja, sa Halvor. Har du den store Kjætten din endnu, du? Ja, hun ligger hjemme under Ovnen, sa Halvor, og nå har hun fått syv Unger, som ere meget større og sindtere end hun selv. - Så kommer vi aldrig til deg mere da, råbte Troldet borte i Skoven; og siden den Tid har Troldene heller ikke spiist Julegrød hos Halvor på Dovre.