Der var engang en gammel Kone, som hadde en Søn, og da hun var meget ussel og skrøbelig, så skulle Gutten, Søn hendes, gå på Staburet for henne etter Meel til Middagsmaden. Men da han kom ut på Staburstrappen, så kom Nordenvinden fygende, tok Melet fra ham og foer hen gjennom Luften med det; Gutten gikk på Nyt ind på Staburet etter Mere, men da han kom ut på Trappen, kom Nordenvinden igjen fygende og tok Melet fra ham, og således gikk det også den tredie Gang. Herover ble Gutten meget vred og da han syntes at det var urimeligt, at Nordenvinden skulle fare således frem, så tænkte han, han fikk lede ham op og kræve Melet tilbage.
Han lagde da av sted, men Veien var lang, og han gikk og han gikk, og så kom han endelig til Nordenvinden. God Dag, sa Gutten, og Tak for Sidst. God Dag, - svarede Nordenvinden - han var så grov i Målet - og selv Tak for Sidst. Hva vil du? sa han videre. Å, svarede Gutten, jeg ville nok bede deg, om du vil være så god at lade meg få igjen det Melet, du tok fra meg på Staburstrappen, for Lidet har vi, og når du skal fare således og tage det Gran, vi har, så bliver der ikke andet end Sultihjel. Jeg har ikke noe Meel, sa Nordenvinden, men siden du er så nødig, skal du få en Dug, som skaffer deg Alt, hva du kan ønske, når du bare siger: Dug bred deg ut og dæk op med alle Slags kostelige Retter!
Hermed var Gutten vel fornøiet. Men da Veien var så lang, at han ikke kunne nåe hjem om Dagen, gikk han ind til en Gjæstgiver på Veien, og da de, som før vare der, skulle til at spise til Aftens, lagde han Dugen på et Bord, som stod i Krogen, og sa: Dug bred deg ut og dæk op med alle Slags kostelige Retter. Aldrig før hadde han sagt det, så gjorde Dugen det, og Alle syntes, det var en herlig Ting, men især Gjæstgiverkonen. Da det derfor led ut på Natten, så Alle sov, tok hun Guttens Dug og lagde en anden istedet, som var akkurat ligedan, som den, han hadde fått av Nordenvinden, men som ikke kunne dække op med tørt Brød engang.
Da Gutten vågnede, tok han sin Dug og gikk av sted med, og den Dag kom han hjem til Moderen: Nå, sa han, har jeg været hos Nordenvinden - det var en skikkelig Mann, for han gav meg denne Dugen, og når jeg bare siger til den: - Dug bred deg ut og dæk op med alle Slags kostelige Retter, så fåer jeg al den Mad, jeg kan ønske meg. Ja, det veed jeg vist, sa Moderen, men jeg troer det ikke, førend jeg seer det. Gutten skyndte seg, satte frem et Bord, lagde Dugen på det og sa: Dug bred deg ut og dæk op med alle slags kostelige Retter; men Dugen dækkede ikke engang op med en Bid Brød.
Der bliver ikke andet Råd for, end at jeg fåer gå til Nordenvinden igjen da, sa Gutten og lagde av sted. Ut på Ettermiddagen kom han did, hvor Nordenvinden boede. God Kvæld, sa Gutten. God Kvæld, sa Nordenvinden. Jeg vil nok ha Ret for Melet, du tok fra meg, sa Gutten, for den Dugen, jeg fikk, duede ikke noe. Jeg har ikke noe Meel, sa Nordenvinden, men der har du en Buk, som gjør bare Gulddukater, når du blot siger: Min Buk! gjør Penge. Den syntes Gutten godt om; men da det var så langt hjem, at han ikke kunne række did den Dag, så tok han igjen Nattekvarteer hos Gjæstgiveren. Førend han forlangte Noe, prøvede han Bukken, forat see om det også var sandt, hva Nordenvinden hadde sagt, og det forholdt seg ganske rigtigt; men da Gjæstgiveren såe dette, syntes han, det var en prægtig Buk, og da Gutten vel var falden i Søvn, så satte han en anden istedet, som nok ikke gjorde Gulddukater.
Morgenen etter gikk Gutten av sted, og da han kom hjem til sin Moder, sa han: Nordenvinden er en snild Mann alligevel; nå gav han meg en Buk, som kan gjøre Gulddukater, bare jeg siger: Min Buk, gjør Penge! Det veed jeg vist, sa Moderen, det er ikke Andet end Snak, og jeg troer det ikke, førend jeg seer det. Min Buk, gjør Penge! sa Gutten; men det ble ikke Penge, det Bukken gjorde. Han gikk da igjen til Nordenvinden og sa, at bukken ikke duede noe, og at han ville ha Ret for Melet. Ja, nå har jeg ikke noe Andet at give deg, sa Nordenvinden, end den gamle Kjæppen, som står borte i Krogen, men den er slig, at når du siger: min Kjæp, slåe på! så slåer den, ligetil du siger: min Kjæp, stille! - Da Veien hjem igjen var lang, så gikk Gutten også den Kvæld ind til Gjæstgiveren; men da han halvveis kunne forståe, hvorledes det var gått med Dugen og Bukken, så lagde han seg strax til at snorke på Bænken, og lod som han sov, Gjæstgiveren, som nok kunne skjønne, at Kjæppen duede til Noe, ledte op en, der lignede den, og ville sætte den istedet, da han troede at Gutten sov; men idet Samme Gjæstgiveren skulle tage den, råbte Gutten: Min Kjæp slåe på! Kjæppen til at banke Gjæstgiveren, så at han hoppede både over Borde og Bænke og råbte og skreg: Å Herregud! Å Herregud! Lad Kjæppen være rolig, ellers slåer den meg ihjel; du skal få igjen både Dugen og Bukken. Da Gutten syntes, Gjæstgiveren hadde fått Nok, sa han: Min Kjæp, stille! tok Dugen og puttede i Lommen og Kjæppen i Hånden, bandt en Snor om Hornene på Bukken, og gikk hjem med Alt. Det var god Ret for Melet!
Han lagde da av sted, men Veien var lang, og han gikk og han gikk, og så kom han endelig til Nordenvinden. God Dag, sa Gutten, og Tak for Sidst. God Dag, - svarede Nordenvinden - han var så grov i Målet - og selv Tak for Sidst. Hva vil du? sa han videre. Å, svarede Gutten, jeg ville nok bede deg, om du vil være så god at lade meg få igjen det Melet, du tok fra meg på Staburstrappen, for Lidet har vi, og når du skal fare således og tage det Gran, vi har, så bliver der ikke andet end Sultihjel. Jeg har ikke noe Meel, sa Nordenvinden, men siden du er så nødig, skal du få en Dug, som skaffer deg Alt, hva du kan ønske, når du bare siger: Dug bred deg ut og dæk op med alle Slags kostelige Retter!
Hermed var Gutten vel fornøiet. Men da Veien var så lang, at han ikke kunne nåe hjem om Dagen, gikk han ind til en Gjæstgiver på Veien, og da de, som før vare der, skulle til at spise til Aftens, lagde han Dugen på et Bord, som stod i Krogen, og sa: Dug bred deg ut og dæk op med alle Slags kostelige Retter. Aldrig før hadde han sagt det, så gjorde Dugen det, og Alle syntes, det var en herlig Ting, men især Gjæstgiverkonen. Da det derfor led ut på Natten, så Alle sov, tok hun Guttens Dug og lagde en anden istedet, som var akkurat ligedan, som den, han hadde fått av Nordenvinden, men som ikke kunne dække op med tørt Brød engang.
Da Gutten vågnede, tok han sin Dug og gikk av sted med, og den Dag kom han hjem til Moderen: Nå, sa han, har jeg været hos Nordenvinden - det var en skikkelig Mann, for han gav meg denne Dugen, og når jeg bare siger til den: - Dug bred deg ut og dæk op med alle Slags kostelige Retter, så fåer jeg al den Mad, jeg kan ønske meg. Ja, det veed jeg vist, sa Moderen, men jeg troer det ikke, førend jeg seer det. Gutten skyndte seg, satte frem et Bord, lagde Dugen på det og sa: Dug bred deg ut og dæk op med alle slags kostelige Retter; men Dugen dækkede ikke engang op med en Bid Brød.
Der bliver ikke andet Råd for, end at jeg fåer gå til Nordenvinden igjen da, sa Gutten og lagde av sted. Ut på Ettermiddagen kom han did, hvor Nordenvinden boede. God Kvæld, sa Gutten. God Kvæld, sa Nordenvinden. Jeg vil nok ha Ret for Melet, du tok fra meg, sa Gutten, for den Dugen, jeg fikk, duede ikke noe. Jeg har ikke noe Meel, sa Nordenvinden, men der har du en Buk, som gjør bare Gulddukater, når du blot siger: Min Buk! gjør Penge. Den syntes Gutten godt om; men da det var så langt hjem, at han ikke kunne række did den Dag, så tok han igjen Nattekvarteer hos Gjæstgiveren. Førend han forlangte Noe, prøvede han Bukken, forat see om det også var sandt, hva Nordenvinden hadde sagt, og det forholdt seg ganske rigtigt; men da Gjæstgiveren såe dette, syntes han, det var en prægtig Buk, og da Gutten vel var falden i Søvn, så satte han en anden istedet, som nok ikke gjorde Gulddukater.
Morgenen etter gikk Gutten av sted, og da han kom hjem til sin Moder, sa han: Nordenvinden er en snild Mann alligevel; nå gav han meg en Buk, som kan gjøre Gulddukater, bare jeg siger: Min Buk, gjør Penge! Det veed jeg vist, sa Moderen, det er ikke Andet end Snak, og jeg troer det ikke, førend jeg seer det. Min Buk, gjør Penge! sa Gutten; men det ble ikke Penge, det Bukken gjorde. Han gikk da igjen til Nordenvinden og sa, at bukken ikke duede noe, og at han ville ha Ret for Melet. Ja, nå har jeg ikke noe Andet at give deg, sa Nordenvinden, end den gamle Kjæppen, som står borte i Krogen, men den er slig, at når du siger: min Kjæp, slåe på! så slåer den, ligetil du siger: min Kjæp, stille! - Da Veien hjem igjen var lang, så gikk Gutten også den Kvæld ind til Gjæstgiveren; men da han halvveis kunne forståe, hvorledes det var gått med Dugen og Bukken, så lagde han seg strax til at snorke på Bænken, og lod som han sov, Gjæstgiveren, som nok kunne skjønne, at Kjæppen duede til Noe, ledte op en, der lignede den, og ville sætte den istedet, da han troede at Gutten sov; men idet Samme Gjæstgiveren skulle tage den, råbte Gutten: Min Kjæp slåe på! Kjæppen til at banke Gjæstgiveren, så at han hoppede både over Borde og Bænke og råbte og skreg: Å Herregud! Å Herregud! Lad Kjæppen være rolig, ellers slåer den meg ihjel; du skal få igjen både Dugen og Bukken. Da Gutten syntes, Gjæstgiveren hadde fått Nok, sa han: Min Kjæp, stille! tok Dugen og puttede i Lommen og Kjæppen i Hånden, bandt en Snor om Hornene på Bukken, og gikk hjem med Alt. Det var god Ret for Melet!