Der var engang en Kone, som hadde en eneste Søn, og han var ikke længer end en Tommelfinger, derfor kaldte de ham også Tommeliden. Da han var kommen til Skjælds År og Alder sa Moderen til ham at han skulle ut at frie, for nå syntes hun det var på Tide, at han begyndte at tænke på at gifte seg. Da Tommeliden hørte det, ble han meget glad. De fikk da Kjøregreierne i Stand og reiste av sted, og Moderen satte ham på Fanget. Så skulle de reise til en Kongsgård, hvor der var sådan en forskrækkelig stor Prindsesse; men da de vare komne et Stykke på Veien, ble Tommeliden borte. Hun ledte længe etter ham og råbte på ham og græd fordi han var borte, og hun ikke kunne finde ham igjen. Pip, pip! sa Tommeliden; han hadde gjemt seg i Manen på Hesten. Så kom han frem, og da måtte han love Moderen, at han ikke skulle gjøre det oftere. Da de hadde kjørt et Stykke til, så var Tommeliden borte igjen. Hun ledte etter ham og råbte og græd, men borte var han. Pip, pip! sa Tommeliden, og hun hørte han lo og knisede, men hun kunne slet ikke finde ham igjen. Pip, pip, her er jeg da! sa Tommeliden og kom frem av Øret på Hesten. Så måtte han love, at han ikke skulle gjemme seg oftere, men da de hadde kjørt et Stykke, så var han borte igjen; han kunne ikke bjerge seg. Moderen, hun ledte og græd og råbte på ham; men han var borte og ble borte, og alt hun ledte, kunne hun ikke finde ham på nogen Måde. Pip, pip, her er jeg da! sa Tommeliden. Men hun kunne slet ikke skjønne, hvor han var, for det lød så utydelig. Hun ledte og han sa Pip, her er jeg, og lo og gottede seg fordi hun ikke kunne finde ham igjen; men ret som det var, så nøs Hesten, og så nøs den Tommeliden ut, for han hadde sat seg i det ene Næseboret på den. Moderen tok ham nå og puttede ham i en Pose; hun vidste ikke andet Råd, for hun kunne skjønne, at han ikke kunne bjerge seg. Da de kom til Kongsgården, så ble der snart Forlovelse, for Prindsessen syntes han var en vakker liden Gut, og det varede ikke længe førend der ble Bryllup heller.

Da de skulle spise om Middagen i Bryllupsgården, så sad Tommeliden til Bords ved Siden av Prindsessen; men han var værre end ilde stelt, for da han skulle til at spise, kunne han ikke nåe op, og hadde vist ikke fått en Bid heller, hadde ikke Prindsessen taget og hjulpet ham op på Bordet. Nå gikk det både godt og vel sålænge, han kunne spise av Tallerken, men så kom der ind et stort, stort Grødfad; det kunne han ikke nåe op i; men Tommeliden vidste Råd: han satte seg på Bredden. Men så var der et Smørøie midt ude i Fadet; det kunne han ikke række, og så måtte han sætte seg ude på Kanten av Smørøiet; men ret som det var, kom Prindsessen med en stor Skee og skulle dyppe en dygtig Grødbede i Smøret, og så kom hun nær Tommeliden, så at han faldt ned og druknede i Smørøiet.