Sønner av Norges det ældgamle Rige, Sjunger til Harpens den festlige Klang! Mandigt og høitidsfuldt Tonen lad stige! Fædrenelandet indvies vor Sang. Fædreneminder Herligt oprinder Hvergang vi nævne vor Fædrenestavn. Svulmende Hjerter og glødende Kinder Hylde det elskte, det hellige Navn. Flyver vor Ånd til de hensvundne Tider, Herlig den skuer vort Fædrelands Glands; Kjæmpere gange om Dovrefjelds Sider, Vandre til Ledingefærd som til Dands. Mandige Skarer Bølgen befarer, Norriges Ros bær til fjerneste Kyst; Hjemme er Kjæmpere nok som forsvarer Arvede Frihet med modige bryst. Medens de Stålklædte prøve sin Styrke, Medens de stande i kjæmpende Rad, Skjalde og Sagamænd Kunsterne dyrke, Riste i Runer de herligste Kvad. Konninger bolde Scepteret holde, Røgte med Visdom det hellige Kald; Gjennom Århundreders Nat deres Skjolde Gjenstråle klart i Erindringens Hal. Oldtid du svandt, men din hellige Flamme Blusser i Nordmandens Hjerte endnu; End er av Æt og av Kraft han den Samme End står til Frihet og Ære hans Hu; Og når han kvæder Norriges Hæder, Svulmer hans Hjerte av Stolthet og Lyst: Ham er selv Sydens de yndigste Steder Intet mod Norriges sneedækte Kyst. Frihedens Tempel i Nordmandens Dale Stander så herligt i Lye av hans Fjeld; Frit tør han tænke, og frit tør han tale, Frit tør han virke til Norriges Held. Fuglen i Skove, Nordhavets Vove Friere er ei end Norriges Mann; Villig dog lyder han selvgivne Love, Trofast mod Konning og Fædreneland. Elskede Land med de skyhøie Bjerge, Frugtbare Dale og fiskrige Kyst! Troskap og Kjærlighet fro vi deg sverge; Kalder du, bløde vi for deg med Lyst. Evig du stande, elskte blandt Lande, Frit som den Storm der Omsuser ditt Fjeld! Og medens Bølgen omsnoer dine Strande, Stedse du voxe i Hæder og Held!