Sønner av Norges det ældgamle Rige,
Sjunger til Harpens den festlige Klang!
Mandigt og høitidsfuldt Tonen lad stige!
Fædrenelandet indvies vor Sang.
Fædreneminder
Herligt oprinder
Hvergang vi nævne vor Fædrenestavn.
Svulmende Hjerter og glødende Kinder
Hylde det elskte, det hellige Navn.
Flyver vor Ånd til de hensvundne Tider,
Herlig den skuer vort Fædrelands Glands;
Kjæmpere gange om Dovrefjelds Sider,
Vandre til Ledingefærd som til Dands.
Mandige Skarer
Bølgen befarer,
Norriges Ros bær til fjerneste Kyst;
Hjemme er Kjæmpere nok som forsvarer
Arvede Frihet med modige bryst.
Medens de Stålklædte prøve sin Styrke,
Medens de stande i kjæmpende Rad,
Skjalde og Sagamænd Kunsterne dyrke,
Riste i Runer de herligste Kvad.
Konninger bolde
Scepteret holde,
Røgte med Visdom det hellige Kald;
Gjennom Århundreders Nat deres Skjolde
Gjenstråle klart i Erindringens Hal.
Oldtid du svandt, men din hellige Flamme
Blusser i Nordmandens Hjerte endnu;
End er av Æt og av Kraft han den Samme
End står til Frihet og Ære hans Hu;
Og når han kvæder
Norriges Hæder,
Svulmer hans Hjerte av Stolthet og Lyst:
Ham er selv Sydens de yndigste Steder
Intet mod Norriges sneedækte Kyst.
Frihedens Tempel i Nordmandens Dale
Stander så herligt i Lye av hans Fjeld;
Frit tør han tænke, og frit tør han tale,
Frit tør han virke til Norriges Held.
Fuglen i Skove,
Nordhavets Vove
Friere er ei end Norriges Mann;
Villig dog lyder han selvgivne Love,
Trofast mod Konning og Fædreneland.
Elskede Land med de skyhøie Bjerge,
Frugtbare Dale og fiskrige Kyst!
Troskap og Kjærlighet fro vi deg sverge;
Kalder du, bløde vi for deg med Lyst.
Evig du stande,
elskte blandt Lande,
Frit som den Storm der Omsuser ditt Fjeld!
Og medens Bølgen omsnoer dine Strande,
Stedse du voxe i Hæder og Held!
Sjunger til Harpens den festlige Klang!
Mandigt og høitidsfuldt Tonen lad stige!
Fædrenelandet indvies vor Sang.
Fædreneminder
Herligt oprinder
Hvergang vi nævne vor Fædrenestavn.
Svulmende Hjerter og glødende Kinder
Hylde det elskte, det hellige Navn.
Flyver vor Ånd til de hensvundne Tider,
Herlig den skuer vort Fædrelands Glands;
Kjæmpere gange om Dovrefjelds Sider,
Vandre til Ledingefærd som til Dands.
Mandige Skarer
Bølgen befarer,
Norriges Ros bær til fjerneste Kyst;
Hjemme er Kjæmpere nok som forsvarer
Arvede Frihet med modige bryst.
Medens de Stålklædte prøve sin Styrke,
Medens de stande i kjæmpende Rad,
Skjalde og Sagamænd Kunsterne dyrke,
Riste i Runer de herligste Kvad.
Konninger bolde
Scepteret holde,
Røgte med Visdom det hellige Kald;
Gjennom Århundreders Nat deres Skjolde
Gjenstråle klart i Erindringens Hal.
Oldtid du svandt, men din hellige Flamme
Blusser i Nordmandens Hjerte endnu;
End er av Æt og av Kraft han den Samme
End står til Frihet og Ære hans Hu;
Og når han kvæder
Norriges Hæder,
Svulmer hans Hjerte av Stolthet og Lyst:
Ham er selv Sydens de yndigste Steder
Intet mod Norriges sneedækte Kyst.
Frihedens Tempel i Nordmandens Dale
Stander så herligt i Lye av hans Fjeld;
Frit tør han tænke, og frit tør han tale,
Frit tør han virke til Norriges Held.
Fuglen i Skove,
Nordhavets Vove
Friere er ei end Norriges Mann;
Villig dog lyder han selvgivne Love,
Trofast mod Konning og Fædreneland.
Elskede Land med de skyhøie Bjerge,
Frugtbare Dale og fiskrige Kyst!
Troskap og Kjærlighet fro vi deg sverge;
Kalder du, bløde vi for deg med Lyst.
Evig du stande,
elskte blandt Lande,
Frit som den Storm der Omsuser ditt Fjeld!
Og medens Bølgen omsnoer dine Strande,
Stedse du voxe i Hæder og Held!