En lunefuld vind strøk henover Langley-sletten. Av og til løiet den av, for så pludselig at sætte ind med vindkast på optil 13 m. pr. sekund. På flyvepladsen stod nogen menn og stirret ængstelig op i luften. Like ved var en række skur, og bak disse lå den store aeroplanfabrik. For flyvning var veiret nærmest farlig; vindmåleren viste stadig sterkere og sterkere byger. Og allikevel fløi et militært biplan bent imot vinden, 2000 fot over hoderne på de ængstelige ingeniører og mekanikere.

Gjennom kikkerterne kunne de se flyverens forvovne kamp. Biplanet duvet op og ned, og gled betænkelig på siden. Og dog syntes flyveren i det avgjørende øieblik at mestre hver bevægelse, mens den vældige motor på 100 hestekræfter brølte utfordrende.

Dette er imponerende, forstås; men det er ikke egentlig behagelig for nerverne, sa en ingeniør i blå arbeidsdragt. Om motoren skulle - i en slik vind - Han gyste.

Ta det med ro. Han der klarer det nok, sa en av mekanikerne og så op på aeroplanet, mens han rullet seg en cigaret. Jeg har set ham oppe i værre vind end dette, og med et aeroplan som går 16 km. langsommere i timen. Ta det bare med ro, sier jeg. Han vet på en prik hva han kan, og hva han ikke kan, den karen. Jeg skal gjerne vedde han netop liker seg nå.

Og så underlig som det kan synes, var det virkelig så. Flyveren sat der foroverbøiet og med alle sanser lys våkne. Øvelsen hadde lært ham at opfatte hver liten forandring i motorens dur, og han utfordret kjækt vinden, 2000 fot over jorden, overlegen som han følte seg ved sin egen dygtighet og ved vissheten om at han kunne stole blindt på flyvemaskinen.

Uagtet han var anset for at være Englands første flyver, forbauset han endog sine kolleger ved sin tilsyneladende uvørrenhet. Og allikevel var hver eneste flyvning, så skjødesløs og vågsom den så ut, i virkeligheten omhyggelig uttænkt i hver detalj. Både de atmosfæriske og andre betingelser var nøiagtig tat i betragtning. Idet han nå møtte hvert vindkast med nøiagtig den rigtige bevægelse av alle styre-apparaterne, forsøkte han seg ikke på noe dumdristig. Det aeroplan han styrte, var nyt og skulle leveres til hæren; han ville bare prøve hva det dudde til også under ugunstige betingelser. Det var Allen Dales stolthet, at aldrig noe aeroplan fra hans fabrik var blit levert en kjøper uten at han selv først hadde været oppe med det.

Å! Et uvilkårlig utbrud undslap den lille gruppe som stod og iagttok biplanet.

Truffet av et nyt og sterkere vindstøt end det hvorfra det netop hadde reddet seg, kantret biplanet over til den ene side og mistet for en stund balancen. De lange bæreflater dannet en farlig vinkel. Og så begyndte den store flyvemaskine at synke raskt, tilsyneladende uten kontrol, og gled på siden slik at en kunne bli sjøsyk bare av at se på det.

For en begynder ville dette været døden. For Allen Dale var det bare en påmindelse om at der trængtes en rask handling - intet mere.

Ved en forsigtig bevægelse av høiderorene lot han aeroplanet stupe nedover med en sådan fart at det syntes som om jorden - dypt under - styrtet mot ham. Samtidig gav han sideror og manøvrerte med bæreflaternes balanceror. Den sidste bevægelse var i øieblikket virkningsløs. Under denne sidegliden negtet biplanet at lystre enhver manøver.

Men flyveren som sat der trygt fastbundet til sitt sæte, var uforknyt. Han holdt blot rattet for høideroret fremover og lot aeroplanet skjene med næsen nedover, så det så ut som det styrtet like lukt i ødelæggelsen.

Men som aeroplanet skjenet nedover, syntes et mirakel at ske. Litt etter litt, men tydelig, syntes pen kritiske vinkel at bli mindre. Aeroplanet begyndte øiensynlig at rette på seg. Det var igjen kommet på ret kjøl, mens det fremdeles stupte ret ned mot jorden.

Og nå da flyveren hadde fått sidebalancen i aeroplanet, trak han rattet tilbake og gikk litt etter litt over i horisontal flugt.

Alle de som betragtet skuespillet, var sakkyndige, så de kunne beundre flyverens koldblodige mod og behændighet. Når et aeroplan skjener til siden, visste de der ikke er andet at gjøre end at la det stupe ned, indtil selve faldhastigheten begynder at overvinde dets gliden over til siden. Det er forresten et fortvilet middel, som kræver stålnerver og koldt hode.

Men uagtet Allen Dale neppe selv var seg det bevisst, var han i fare, en fare som øket for hvert sekund. Vinden tiltok foruroligende, og endnu var han over 1000 fot oppe i luften.