Jeg åbned Vinduet og så ud. Der, hvor jeg stod, havde jeg Udsigt til en
Klædesnor og en åben Mark; langt ude lå Gruen tilbage af en nedbrændt
Smedje, hvor nogle Arbejdere var i Færd med at rydde op. Jeg lagde mig med
Albuerne ned i Vinduet og stirred ud i Luften. Det blev ganske vist en lys
Dag, Høsten var kommet, den fine, svale Årstid, hvori alting skifter Farve
og forgår. Støjen var allerede begyndt at lyde i Gaderne og lokked mig ud;
dette tomme Værelse, hvis Gulv gynged op og ned for hvert Skridt jeg tog
henover det, var som en gisten, uhyggelig Ligkiste; der var ingen ordentlig
Lås for Døren og ingen Ovn i Rummet; jeg plejed at ligge på mine Strømper
om Natten, forat få dem lidt tørre til om Morgenen. Det eneste, jeg havde
at fornøje mig ved, var en liden rød Gyngestol, som jeg sad i om Aftenerne
og døsed og tænkte på mangehånde Ting. Når det blæste hårdt, og Dørene
nedenunder stod åbne, lød der alleslags underlige Hvin op gennem Gulvet og
ind fra Væggene, og Morgenbladet nede ved Døren fik Revner så lange som
en Hånd.
Jeg rejste mig og undersøgte en Byldt henne i Krogen ved Sengen efter lidt
til Frokost, men fandt intet og vendte tilbage til Vinduet igen.
Gud ved, tænkte jeg, om det aldrig skal nytte mig at søge efter en
Bestilling mer! Disse mange Afslag, disse halve Løfter, rene Nej, nærede og
skuffede Håb, nye Forsøg, som hver Gang løb ud i intet, havde gjort det af
med mit Mod. Jeg havde tilsidst søgt en Plads som Regningsbud, men var
kommet forsent; desuden kunde jeg ikke skaffe Sikkerhed for femti Kroner.
Der var altid et eller andet til Hinder. Jeg mældte mig også til
Brandkorpset. Vi stod halvhundrede Mand i Forhallen og satte Brystet ud,
forat give Indtryk af Kraft og stor Dristighed. En Fuldmægtig gik omkring
og beså disse Ansøgere, følte på deres Arme og gav dem et og andet
Spørgsmål, og mig gik han forbi, rysted blot på Hovedet og sagde, at jeg
var kasseret på Grund af mine Briller. Jeg mødte op påny, uden Briller, jeg
stod der med rynkede Bryn og gjorde mine Øjne så hvasse som Knive, og
Manden gik mig atter forbi, og han smilte, - han havde kendt mig igen. Det
værste af alt var, at mine Klæder var begyndt at blive så dårlige, at jeg
ikke længer kunde fremstille mig til en Plads som et skikkeligt Menneske.
Hvor det havde gået jævnt og regelmæssig nedad med mig hele Tiden! Jeg stod
tilsidst så besynderlig blottet for alt muligt, jeg havde ikke engang en
Kam tilbage eller en Bog at læse i, når det blev mig for trist. Hele
Sommeren udover havde jeg søgt ud på Kirkegårdene eller op i Slotsparken,
hvor jeg sad og forfatted Artikler for Bladene, Spalte efter Spalte om de
forskelligste Ting, underlige Påfund, Luner, Indfald af min urolige Hjærne;
i Fortvivlelse havde jeg ofte valgt de fjærneste Emner, som voldte mig
lange Tiders Anstrængelse og aldrig blev optaget. Når et Stykke var
færdigt, tog jeg fat på et nyt, og jeg blev ikke ofte nedslagen af
Redaktørernes Nej; jeg sagde stadig væk til mig selv, at engang vilde det
jo lykkes. Og virkelig, stundom, når jeg havde Held med mig og fik det lidt
godt til, kunde jeg få fem Kroner for en Eftermiddags Arbejde.
Jeg rejste mig atter op fra Vinduet, gik hen til Vaskevandsstolen og dynked
en Smule Vand på mine blanke Bukseknæ, forat sværte dem lidt og få dem til
at se lidt nye ud. Da jeg havde gjort dette, stak jeg som sædvanligt Papir
og Blyant i Lommen og gik ud. Jeg gled meget stille nedad Trapperne, for
ikke at vække min Værtindes Opmærksomhed; der var gået et Par Dage, siden
min Husleje forfaldt, og jeg havde ikke noget at betale med nu mere.
Klædesnor og en åben Mark; langt ude lå Gruen tilbage af en nedbrændt
Smedje, hvor nogle Arbejdere var i Færd med at rydde op. Jeg lagde mig med
Albuerne ned i Vinduet og stirred ud i Luften. Det blev ganske vist en lys
Dag, Høsten var kommet, den fine, svale Årstid, hvori alting skifter Farve
og forgår. Støjen var allerede begyndt at lyde i Gaderne og lokked mig ud;
dette tomme Værelse, hvis Gulv gynged op og ned for hvert Skridt jeg tog
henover det, var som en gisten, uhyggelig Ligkiste; der var ingen ordentlig
Lås for Døren og ingen Ovn i Rummet; jeg plejed at ligge på mine Strømper
om Natten, forat få dem lidt tørre til om Morgenen. Det eneste, jeg havde
at fornøje mig ved, var en liden rød Gyngestol, som jeg sad i om Aftenerne
og døsed og tænkte på mangehånde Ting. Når det blæste hårdt, og Dørene
nedenunder stod åbne, lød der alleslags underlige Hvin op gennem Gulvet og
ind fra Væggene, og Morgenbladet nede ved Døren fik Revner så lange som
en Hånd.
Jeg rejste mig og undersøgte en Byldt henne i Krogen ved Sengen efter lidt
til Frokost, men fandt intet og vendte tilbage til Vinduet igen.
Gud ved, tænkte jeg, om det aldrig skal nytte mig at søge efter en
Bestilling mer! Disse mange Afslag, disse halve Løfter, rene Nej, nærede og
skuffede Håb, nye Forsøg, som hver Gang løb ud i intet, havde gjort det af
med mit Mod. Jeg havde tilsidst søgt en Plads som Regningsbud, men var
kommet forsent; desuden kunde jeg ikke skaffe Sikkerhed for femti Kroner.
Der var altid et eller andet til Hinder. Jeg mældte mig også til
Brandkorpset. Vi stod halvhundrede Mand i Forhallen og satte Brystet ud,
forat give Indtryk af Kraft og stor Dristighed. En Fuldmægtig gik omkring
og beså disse Ansøgere, følte på deres Arme og gav dem et og andet
Spørgsmål, og mig gik han forbi, rysted blot på Hovedet og sagde, at jeg
var kasseret på Grund af mine Briller. Jeg mødte op påny, uden Briller, jeg
stod der med rynkede Bryn og gjorde mine Øjne så hvasse som Knive, og
Manden gik mig atter forbi, og han smilte, - han havde kendt mig igen. Det
værste af alt var, at mine Klæder var begyndt at blive så dårlige, at jeg
ikke længer kunde fremstille mig til en Plads som et skikkeligt Menneske.
Hvor det havde gået jævnt og regelmæssig nedad med mig hele Tiden! Jeg stod
tilsidst så besynderlig blottet for alt muligt, jeg havde ikke engang en
Kam tilbage eller en Bog at læse i, når det blev mig for trist. Hele
Sommeren udover havde jeg søgt ud på Kirkegårdene eller op i Slotsparken,
hvor jeg sad og forfatted Artikler for Bladene, Spalte efter Spalte om de
forskelligste Ting, underlige Påfund, Luner, Indfald af min urolige Hjærne;
i Fortvivlelse havde jeg ofte valgt de fjærneste Emner, som voldte mig
lange Tiders Anstrængelse og aldrig blev optaget. Når et Stykke var
færdigt, tog jeg fat på et nyt, og jeg blev ikke ofte nedslagen af
Redaktørernes Nej; jeg sagde stadig væk til mig selv, at engang vilde det
jo lykkes. Og virkelig, stundom, når jeg havde Held med mig og fik det lidt
godt til, kunde jeg få fem Kroner for en Eftermiddags Arbejde.
Jeg rejste mig atter op fra Vinduet, gik hen til Vaskevandsstolen og dynked
en Smule Vand på mine blanke Bukseknæ, forat sværte dem lidt og få dem til
at se lidt nye ud. Da jeg havde gjort dette, stak jeg som sædvanligt Papir
og Blyant i Lommen og gik ud. Jeg gled meget stille nedad Trapperne, for
ikke at vække min Værtindes Opmærksomhed; der var gået et Par Dage, siden
min Husleje forfaldt, og jeg havde ikke noget at betale med nu mere.