Jeg åbned Vinduet og så ut. Der, hvor jeg stod, hadde jeg Udsigt til en Klædesnor og en åben Mark; langt ude lå Gruen tilbage av en nedbrændt Smedje, hvor nogle Arbejdere var i Færd med at rydde op. Jeg lagde meg med Albuerne ned i Vinduet og stirred ut i Luften. Det ble ganske vist en lys Dag, Høsten var kommet, den fine, svale Årstid, hvori alting skifter Farve og forgår. Støjen var allerede begyndt at lyde i Gaderne og lokked meg ut; dette tomme Værelse, hvis Gulv gynged op og ned for hvert Skridt jeg tok henover det, var som en gisten, uhyggelig Ligkiste; der var ingen ordentlig Lås for Døren og ingen Ovn i Rummet; jeg plejed at ligge på mine Strømper om Natten, forat få dem lidt tørre til om Morgenen. Det eneste, jeg hadde at fornøje meg ved, var en liden rød Gyngestol, som jeg sad i om Aftenerne og døsed og tænkte på mangehånde Ting. Når det blæste hårdt, og Dørene nedenunder stod åbne, lød der alleslags underlige Hvin op gennem Gulvet og ind fra Væggene, og Morgenbladet nede ved Døren fikk Revner så lange som en Hånd.
Jeg rejste meg og undersøgte en Byldt henne i Krogen ved Sengen etter lidt til Frokost, men fandt intet og vendte tilbage til Vinduet igen.
Gud ved, tænkte jeg, om det aldrig skal nytte meg at søge etter en Bestilling mer! Disse mange Avslag, disse halve Løfter, rene Nej, nærede og skuffede Håb, nye Forsøg, som hver Gang løb ut i intet, hadde gjort det av med mitt Mod. Jeg hadde tilsidst søgt en Plass som Regningsbud, men var kommet forsent; desuden kunne jeg ikke skaffe Sikkerhet for femti Kroner. Der var altid et eller andet til Hinder. Jeg mældte meg også til Brandkorpset. Vi stod halvhundrede Mann i Forhallen og satte Brystet ut, forat give Indtryk av Kraft og stor Dristighet. En Fuldmægtig gikk omkring og beså disse Ansøgere, følte på deres Arme og gav dem et og andet Spørgsmål, og meg gikk han forbi, rysted blot på Hovedet og sa, at jeg var kasseret på Grund av mine Briller. Jeg mødte op påny, uden Briller, jeg stod der med rynkede Bryn og gjorde mine Øjne så hvasse som Knive, og Mannen gikk meg atter forbi, og han smilte, - han hadde kendt meg igen. Det værste av alt var, at mine Klæder var begyndt at blive så dårlige, at jeg ikke længer kunne fremstille meg til en Plass som et skikkeligt Menneske.
Hvor det hadde gået jævnt og regelmæssig nedad med meg hele Tiden! Jeg stod tilsidst så besynderlig blottet for alt muligt, jeg hadde ikke engang en Kam tilbage eller en Bog at læse i, når det ble meg for trist. Hele Sommeren udover hadde jeg søgt ut på Kirkegårdene eller op i Slotsparken, hvor jeg sad og forfatted Artikler for Bladene, Spalte etter Spalte om de forskelligste Ting, underlige Påfund, Luner, Indfald av min urolige Hjærne; i Fortvivlelse hadde jeg ofte valgt de fjærneste Emner, som voldte meg lange Tiders Anstrængelse og aldrig ble optaget. Når et Stykke var færdigt, tok jeg fat på et nyt, og jeg ble ikke ofte nedslagen av Redaktørernes Nej; jeg sa stadig væk til meg selv, at engang ville det jo lykkes. Og virkelig, stundom, når jeg hadde Held med meg og fikk det lidt godt til, kunne jeg få fem Kroner for en Eftermiddags Arbejde.
Jeg rejste meg atter op fra Vinduet, gikk hen til Vaskevandsstolen og dynked en Smule Vand på mine blanke Bukseknæ, forat sværte dem lidt og få dem til at se lidt nye ut. Da jeg hadde gjort dette, stak jeg som sædvanligt Papir og Blyant i Lommen og gikk ut. Jeg gled meget stille nedad Trapperne, for ikke at vække min Værtindes Opmærksomhet; der var gået et Par Dage, siden min Husleje forfaldt, og jeg hadde ikke noe at betale med nå mere.
Jeg rejste meg og undersøgte en Byldt henne i Krogen ved Sengen etter lidt til Frokost, men fandt intet og vendte tilbage til Vinduet igen.
Gud ved, tænkte jeg, om det aldrig skal nytte meg at søge etter en Bestilling mer! Disse mange Avslag, disse halve Løfter, rene Nej, nærede og skuffede Håb, nye Forsøg, som hver Gang løb ut i intet, hadde gjort det av med mitt Mod. Jeg hadde tilsidst søgt en Plass som Regningsbud, men var kommet forsent; desuden kunne jeg ikke skaffe Sikkerhet for femti Kroner. Der var altid et eller andet til Hinder. Jeg mældte meg også til Brandkorpset. Vi stod halvhundrede Mann i Forhallen og satte Brystet ut, forat give Indtryk av Kraft og stor Dristighet. En Fuldmægtig gikk omkring og beså disse Ansøgere, følte på deres Arme og gav dem et og andet Spørgsmål, og meg gikk han forbi, rysted blot på Hovedet og sa, at jeg var kasseret på Grund av mine Briller. Jeg mødte op påny, uden Briller, jeg stod der med rynkede Bryn og gjorde mine Øjne så hvasse som Knive, og Mannen gikk meg atter forbi, og han smilte, - han hadde kendt meg igen. Det værste av alt var, at mine Klæder var begyndt at blive så dårlige, at jeg ikke længer kunne fremstille meg til en Plass som et skikkeligt Menneske.
Hvor det hadde gået jævnt og regelmæssig nedad med meg hele Tiden! Jeg stod tilsidst så besynderlig blottet for alt muligt, jeg hadde ikke engang en Kam tilbage eller en Bog at læse i, når det ble meg for trist. Hele Sommeren udover hadde jeg søgt ut på Kirkegårdene eller op i Slotsparken, hvor jeg sad og forfatted Artikler for Bladene, Spalte etter Spalte om de forskelligste Ting, underlige Påfund, Luner, Indfald av min urolige Hjærne; i Fortvivlelse hadde jeg ofte valgt de fjærneste Emner, som voldte meg lange Tiders Anstrængelse og aldrig ble optaget. Når et Stykke var færdigt, tok jeg fat på et nyt, og jeg ble ikke ofte nedslagen av Redaktørernes Nej; jeg sa stadig væk til meg selv, at engang ville det jo lykkes. Og virkelig, stundom, når jeg hadde Held med meg og fikk det lidt godt til, kunne jeg få fem Kroner for en Eftermiddags Arbejde.
Jeg rejste meg atter op fra Vinduet, gikk hen til Vaskevandsstolen og dynked en Smule Vand på mine blanke Bukseknæ, forat sværte dem lidt og få dem til at se lidt nye ut. Da jeg hadde gjort dette, stak jeg som sædvanligt Papir og Blyant i Lommen og gikk ut. Jeg gled meget stille nedad Trapperne, for ikke at vække min Værtindes Opmærksomhet; der var gået et Par Dage, siden min Husleje forfaldt, og jeg hadde ikke noe at betale med nå mere.