Det drøner hult. Det tordner visst deroppe.
Det lyder til mig helt herned i graven.
Men graven selv, den er så stille stille!
Er jeg til døsig ro da evig dømt?
Skal end ej her ad sammenslyngte veje
jeg vandre frem, som stedse var min lyst?
(efter et ophold.)
Det var et selsomt liv; en selsom skæbne.
Lig stjerneskuddet alting kom og svandt.
Han mødte mig. En lønlig trolddomsmagt,
en indre samklang drog os mod hinanden.
Jeg var hans hævngudinde; han mit offer;
men straffen fulgte hævnerinden brat.
(atter ophold.)
Nu er det lyst deroppe. Fjernes jeg
nedad umærkeligt fra lysets bolig?
Ah, vel mig, hvis så er, hvis denne dvælen
i gravens skød i grunden er en flugt
på lynets vinger ned mod mørkets lande,
hvis alt jeg nærmer mig den brede Styks!
Der vælter bølgen blytungt imod bredden;
der sysler Charon lydløs i sin båd.
Snart er jeg der! Der vil jeg taus mig sætte
ved færgestedet, spørge hver en ånd,
hver flygtig skygge, som fra livets rige
let-skridende sig nærmer dødens flod,
vil spørge ham, hvorledes Catilina
vel færdes blandt de levende deroppe,
vil spørge, hvordan han har holdt sin ed.
Jeg lyse vil med blålig svovelfakkel
hver dødning ind i øjets brustne dyb,
se efter, om det ej er Catilina.
Og når han kommer, vil jeg følge ham;
da gør vi begge overfarten sammen,
betræder begge Plutons stille sal.
Jeg og som skygge følge skal hans skygge,
hvor Catilina er, må Furia være!
(efter et ophold, mattere.)
Ah, luften blir så lummer og så kvalm,
og åndedrættet stedse mere tungt.
Så nærmer jeg mig da de sorte sumpe,
hvor underverdnens floder strømmer trægt
(hun lytter; der høres en dump larm.)
Et sagte drøn? Som åreslag det lyder.
Det er de dødes færgemand, der kommer
at hente mig. Nej, her her vil jeg vente!
Det lyder til mig helt herned i graven.
Men graven selv, den er så stille stille!
Er jeg til døsig ro da evig dømt?
Skal end ej her ad sammenslyngte veje
jeg vandre frem, som stedse var min lyst?
(efter et ophold.)
Det var et selsomt liv; en selsom skæbne.
Lig stjerneskuddet alting kom og svandt.
Han mødte mig. En lønlig trolddomsmagt,
en indre samklang drog os mod hinanden.
Jeg var hans hævngudinde; han mit offer;
men straffen fulgte hævnerinden brat.
(atter ophold.)
Nu er det lyst deroppe. Fjernes jeg
nedad umærkeligt fra lysets bolig?
Ah, vel mig, hvis så er, hvis denne dvælen
i gravens skød i grunden er en flugt
på lynets vinger ned mod mørkets lande,
hvis alt jeg nærmer mig den brede Styks!
Der vælter bølgen blytungt imod bredden;
der sysler Charon lydløs i sin båd.
Snart er jeg der! Der vil jeg taus mig sætte
ved færgestedet, spørge hver en ånd,
hver flygtig skygge, som fra livets rige
let-skridende sig nærmer dødens flod,
vil spørge ham, hvorledes Catilina
vel færdes blandt de levende deroppe,
vil spørge, hvordan han har holdt sin ed.
Jeg lyse vil med blålig svovelfakkel
hver dødning ind i øjets brustne dyb,
se efter, om det ej er Catilina.
Og når han kommer, vil jeg følge ham;
da gør vi begge overfarten sammen,
betræder begge Plutons stille sal.
Jeg og som skygge følge skal hans skygge,
hvor Catilina er, må Furia være!
(efter et ophold, mattere.)
Ah, luften blir så lummer og så kvalm,
og åndedrættet stedse mere tungt.
Så nærmer jeg mig da de sorte sumpe,
hvor underverdnens floder strømmer trægt
(hun lytter; der høres en dump larm.)
Et sagte drøn? Som åreslag det lyder.
Det er de dødes færgemand, der kommer
at hente mig. Nej, her her vil jeg vente!