Tekst - "Catilina" Henrik Ibsen
lukk og begynn å skrive
Det drøner hult. Det tordner visst deroppe. Det lyder til meg helt herned i graven. Men graven selv, den er så stille stille! Er jeg til døsig ro da evig dømt? Skal end ej her ad sammenslyngte veje jeg vandre frem, som stedse var min lyst? (etter et ofold. ) Det var et selsomt liv; en selsom skæbne. Lig stjerneskuddet alting kom og svandt. Han mødte meg. En lønlig trolddomsmagt, en indre samklang drog os mod hinanden. Jeg var hans hævngudinde; han mitt offer; men straffen fulgte hævnerinden brat. (atter ofold. ) Nå er det lyst deroppe. Fjernes jeg nedad umærkeligt fra lysets bolig? Ah, vel meg, hvis så er, hvis denne dvælen i gravens skød i grunden er en flugt på lynets vinger ned mod mørkets lande, hvis alt jeg nærmer meg den brede Styks! Der vælter bølgen blytungt imod bredden; der sysler Charon lydløs i sin båd. Snart er jeg der! Der vil jeg taus meg sætte ved færgestedet, spørge hver en ånd, hver flygtig skygge, som fra livets rige let-skridende seg nærmer dødens flod, vil spørge ham, hvorledes Catilina vel færdes blandt de levende deroppe, vil spørge, hvordan han har holdt sin ed. Jeg lyse vil med blålig svovelfakkel hver dødning ind i øjets brustne dyb, se etter, om det ej er Catilina. Og når han kommer, vil jeg følge ham; da gør vi begge overfarten sammen, betræder begge Plutons stille sal. Jeg og som skygge følge skal hans skygge, hvor Catilina er, må Furia være! (etter et ofold, mattere. ) Ah, luften blir så lummer og så kvalm, og åndedrættet stedse mere tungt. Så nærmer jeg meg da de sorte sumpe, hvor underverdnens floder strømmer trægt (hun lytter; der høres en dump larm. ) Et sagte drøn? Som åreslag det lyder. Det er de dødes færgemand, der kommer at hente meg. Nej, her her vil jeg vente!