I dømmer meg uretfærdigt, dersom I dømmer etter, hva rygtet har sagt eder. Muligt, at der er sandhet i alt, hva I har hørt; men årsagerne dertil kender I ikke. Som syttenårig junker begyndte jeg min lystige færd. Jeg har levet fulde femten år siden den tid. Lette kvinder skænked meg, hva jeg ønsked endnu før ønsket var blitt til bøn; og hva jeg bød dem, det greb de med glade hænder. I er den første kvinde, som foragtelig har slængt min gave tilbage for min egen fod.

Tro ikke, at jeg beklager meg. Nej, tvertimod, jeg ærer eder derfor, således, som jeg endnu aldrig har æret nogen kvinde. Men hva jeg klager over, og hva der nager meg som en stor sjælevé, det er, at skæbnen ikke tidligere har ført meg eder imøde.

Eline Gyldenløve! Eders moder har fortalt meg om eder. Medens livet gikk sin urolige gang fjernt herfra, da vandred I på det ensomme Østråt, stille, med eders digten og eders drømme. Se, derfor vil I forstå, hva jeg har at sige eder. Vid da, at også jeg engang har levet et liv, som I her. Jeg tænkte meg, at når jeg trådte ut i den store vide verden, da ville der komme meg imøde en ædel og herlig kvinde, som skulle vinke ad meg og vise meg vejen til et berømmeligt mål. Jeg bedrog meg, Eline Gyldenløve! Kvinder kom meg imøde; men hun var ikke iblandt dem. Endnu før jeg fuldt var blitt mann, hadde jeg lært at foragte dem alle tilhobe.

Er det da min skyld? Hvorfor var ikke de andre ligesom I? Jeg véd, eders fædrelands skæbne hviler eder tungt på sinde. I kender den andel, jeg har i forholdene. Det siges om meg, at jeg skal være falsk som havskummet. Nok muligt; men er jeg det, da har kvinderne lært meg at være det. Hadde jeg tidligere fundet, hva jeg søgte, hadde jeg truffet en kvinde, stolt, ædel og højsindet som I, da var visselig min vej blitt en hel anden. Kan hænde, at jeg da i dette øjeblik, hadde stået ved eders side som talsmand for alle de forurettede i Norges rige. Thi det tror jeg: en kvinde er det mægtigste i verden, og i hendes hånd står det at bøje en mann didhen, hvor Gud Herren vil ha ham.