I dømmer mig uretfærdigt, dersom I dømmer efter, hvad rygtet har
sagt eder. Muligt, at der er sandhed i alt, hvad I har hørt; men
årsagerne dertil kender I ikke. Som syttenårig junker begyndte
jeg min lystige færd. Jeg har levet fulde femten år siden den
tid. Lette kvinder skænked mig, hvad jeg ønsked endnu før ønsket
var blevet til bøn; og hvad jeg bød dem, det greb de med glade
hænder. I er den første kvinde, som foragtelig har slængt min
gave tilbage for min egen fod.
Tro ikke, at jeg beklager mig. Nej, tvertimod, jeg ærer eder
derfor, således, som jeg endnu aldrig har æret nogen kvinde. Men
hvad jeg klager over, og hvad der nager mig som en stor sjælevé,
det er, at skæbnen ikke tidligere har ført mig eder imøde.
Eline Gyldenløve! Eders moder har fortalt mig om eder. Medens
livet gik sin urolige gang fjernt herfra, da vandred I på det
ensomme Østråt, stille, med eders digten og eders drømme. Se,
derfor vil I forstå, hvad jeg har at sige eder. Vid da, at også
jeg engang har levet et liv, som I her. Jeg tænkte mig, at når
jeg trådte ud i den store vide verden, da vilde der komme mig
imøde en ædel og herlig kvinde, som skulde vinke ad mig og vise
mig vejen til et berømmeligt mål. Jeg bedrog mig, Eline
Gyldenløve! Kvinder kom mig imøde; men hun var ikke iblandt
dem. Endnu før jeg fuldt var bleven mand, havde jeg lært at
foragte dem alle tilhobe.
Er det da min skyld? Hvorfor var ikke de andre ligesom I? Jeg
véd, eders fædrelands skæbne hviler eder tungt på sinde. I kender
den andel, jeg har i forholdene. Det siges om mig, at jeg skal
være falsk som havskummet. Nok muligt; men er jeg det, da har
kvinderne lært mig at være det. Havde jeg tidligere fundet, hvad
jeg søgte, havde jeg truffet en kvinde, stolt, ædel og højsindet
som I, da var visselig min vej blevet en hel anden. Kan hænde, at
jeg da i dette øjeblik, havde stået ved eders side som talsmand
for alle de forurettede i Norges rige. Thi det tror jeg: en
kvinde er det mægtigste i verden, og i hendes hånd står det at
bøje en mand didhen, hvor Gud Herren vil have ham.
sagt eder. Muligt, at der er sandhed i alt, hvad I har hørt; men
årsagerne dertil kender I ikke. Som syttenårig junker begyndte
jeg min lystige færd. Jeg har levet fulde femten år siden den
tid. Lette kvinder skænked mig, hvad jeg ønsked endnu før ønsket
var blevet til bøn; og hvad jeg bød dem, det greb de med glade
hænder. I er den første kvinde, som foragtelig har slængt min
gave tilbage for min egen fod.
Tro ikke, at jeg beklager mig. Nej, tvertimod, jeg ærer eder
derfor, således, som jeg endnu aldrig har æret nogen kvinde. Men
hvad jeg klager over, og hvad der nager mig som en stor sjælevé,
det er, at skæbnen ikke tidligere har ført mig eder imøde.
Eline Gyldenløve! Eders moder har fortalt mig om eder. Medens
livet gik sin urolige gang fjernt herfra, da vandred I på det
ensomme Østråt, stille, med eders digten og eders drømme. Se,
derfor vil I forstå, hvad jeg har at sige eder. Vid da, at også
jeg engang har levet et liv, som I her. Jeg tænkte mig, at når
jeg trådte ud i den store vide verden, da vilde der komme mig
imøde en ædel og herlig kvinde, som skulde vinke ad mig og vise
mig vejen til et berømmeligt mål. Jeg bedrog mig, Eline
Gyldenløve! Kvinder kom mig imøde; men hun var ikke iblandt
dem. Endnu før jeg fuldt var bleven mand, havde jeg lært at
foragte dem alle tilhobe.
Er det da min skyld? Hvorfor var ikke de andre ligesom I? Jeg
véd, eders fædrelands skæbne hviler eder tungt på sinde. I kender
den andel, jeg har i forholdene. Det siges om mig, at jeg skal
være falsk som havskummet. Nok muligt; men er jeg det, da har
kvinderne lært mig at være det. Havde jeg tidligere fundet, hvad
jeg søgte, havde jeg truffet en kvinde, stolt, ædel og højsindet
som I, da var visselig min vej blevet en hel anden. Kan hænde, at
jeg da i dette øjeblik, havde stået ved eders side som talsmand
for alle de forurettede i Norges rige. Thi det tror jeg: en
kvinde er det mægtigste i verden, og i hendes hånd står det at
bøje en mand didhen, hvor Gud Herren vil have ham.