- Nej, Ørnulf, bedre véd jeg, hvad der skikker sig. Er jeg kun ait agte for Gunnars frille, - godt og vel, så må han hædre sig med dåd, - hædre sig så højt med dåd, at mine kår ingen skam volder mig! Og vogt dig nu, Ørnulf; her skilles vore veje, men våben skal jeg lade bære på dig og dine så tidt det så kan føje sig, utryg skal du være både på liv og lemmer, og det skal hver og en som - (med et hvast blik til Kåre. ) Kåre bonde! Nu ja, Ørnulf tog sig av din sag, og der er fred mellem os, men ikke vil jeg råde dig til at komme hjem med det første; den dræpte har mange hævnere, og let kunde det hænde sig at - ja, nu har jeg varet dig for faren, bær så hvad der følger på. Kom, Gunnar, ruste os må vi nu. En berømmelig dåd har du øvet på Island, men større dåd må her øves, ifald ikke din - din frille skal skamme sig over dig og over sig selv!
- Vær sindig, Hjørdis; usømmeligt er det at te sig så!
- Bliv, fostersøster, - bliv; jeg vil tale min fader tilrette!
- Hjemad, hjemad! Aldrig blev det mig spået, at jeg skulde friste livet som en ussel frilleviv; men skal jeg bære dette liv og denne skændsel, bære det en eneste dag længere, så må min husbond øve noget - noget, som gjør ham navnkundigere end alle andre mænd! (går ud til højre).
- Sigurd, et må du love; vi tales ved før du farer fra landet, (går med sine mænd til højre).
(Uveiret er under det foregående ophørt; middagssolen ses som en rød skive dypt nede ved havranden. )
- Dyr skal den færd blive dig, fosterdatter!
- Fader, fader! Du har da ikke ondt isinde!
- Slip mig du! Nu, Sigurd, nu vil der mere end bøder til mellem mig og Gunnar!
- Hvad agter du at gjøre?
- Det ved jeg ikke; men langvejs skal det spørges at Ørnulf fra Fjordene har gæstet Gunnar herse!
- Kan hænde; men det siger jeg dig, Ørnulf, bære våben på ham skal du aldrig, sålænge jeg er ilive!
- Ikke det! Om jeg nu så vil det!
- Ej skal det ske, - end ikke om du så vil det.
- Godt; hold du sammen med mine uvenner, jeg drister mig endda til at gå mod jer alle!
- Hør mig vel, Ørnulf; den dag skal du ikke leve, da vi to strides sammen; hæderligt forlig er der mellem os, Dagny er mig kærere end våben og guld, og aldrig skal jeg glemme at du er hendes nærmeste frænde.
- Det ventet jeg af dig, djærve Sigurd!
- Men Gunnar er min fosterbroder; fred og venskab har vi svoret hinanden. Både i strid og i fredsomme kår har vi fristet lykken tilhobe og han er mig kærest af alle mænd; hærfærd huer han ikke, så bold han end er; - nu godt, mig kender I alle, om mig ved I, at jeg ikke ræddes for ufred; men her står jeg frem, Ørnulf, og beder om forlig for Gunnar. Gør mig til vilje i denne sag!
- Det kan jeg ikke; jeg måtte jo gå til spot for alle kjæmper, ifald jeg for tomhændet til Island!
- Tomhændet skal du ikke fare. Her i viken ligger mine to langskibe med alt det gods, jeg har vundet i viking; der findes mange kostelige kongegaver, kister med gode våben og andet ypperligt løsøre; tag du det ene skib, vælg det du tykkes bedst om, det skal være dit med alt hvad som findes ombord, - lad det være bod for Hjørdis og lad Gunnar fare med fred.
- Brave Sigurd, det vil du gøre for Gunnar!
- For en fuldtro ven kan ingen mand gøre formeget.
- Give dit halve gods og eje!
- Tag det hele, begge mine skibe, alt hvad der er mit, og lad mig fare med dig til Island som den fattigste mand i dit følge; hvad jeg giver, kan jeg vinde ind igen; men øver du hærværk mod Gunnar, så bliver jeg aldrig glad mere. Nu, Ørnulf, hvad svarer du?
- To gode langskibe, våben og løsøre, - af gods får ingen mand formeget, men, - (hæftigt) nej, nej, - Hjørdis har truet mig; jeg vil ikke! Uhæderligt var det, om jeg tog din eiendom!
- Men hør dog først.
- Nej, siger jeg! Selv må jeg fremme min ret; lad så lykken råde.
- Vennesæle råd er det Sigurd giver, men vil du fremme din ret efter bedste evne, så kan jeg råde bedre. Regn aldrig på bøder så længe Hjørdis har noget at sige; men hævn kan du få, ifald du vil lyde mig.
- Hævn? Hvad råder du da til?
- Til ondt, det ser jeg nok!
- Hør ikke på ham!
- Hjørdis har sagt mig fredløs, med list vil hun stå mig efter livet; lover du at værge mig siden, så vil jeg inat gå til Gunnars gård og brænde folkene inde. Er det efter dit sind?
- Niding!
- Efter mit sind? Ved du, Kåre, hvad der er mere efter mit sind? (tordnende) At hugge næse og øren av dig, du usle træl! Lidet kender du gamle Ørnulf, ifald du mener at han vil være halvt om slig skændselsgerning!
- Falder du ikke over Gunnar, så falder han over dig!
- Det har jeg næver og våben itil at hindre.
- Vær sindig, Hjørdis; usømmeligt er det at te sig så!
- Bliv, fostersøster, - bliv; jeg vil tale min fader tilrette!
- Hjemad, hjemad! Aldrig blev det mig spået, at jeg skulde friste livet som en ussel frilleviv; men skal jeg bære dette liv og denne skændsel, bære det en eneste dag længere, så må min husbond øve noget - noget, som gjør ham navnkundigere end alle andre mænd! (går ud til højre).
- Sigurd, et må du love; vi tales ved før du farer fra landet, (går med sine mænd til højre).
(Uveiret er under det foregående ophørt; middagssolen ses som en rød skive dypt nede ved havranden. )
- Dyr skal den færd blive dig, fosterdatter!
- Fader, fader! Du har da ikke ondt isinde!
- Slip mig du! Nu, Sigurd, nu vil der mere end bøder til mellem mig og Gunnar!
- Hvad agter du at gjøre?
- Det ved jeg ikke; men langvejs skal det spørges at Ørnulf fra Fjordene har gæstet Gunnar herse!
- Kan hænde; men det siger jeg dig, Ørnulf, bære våben på ham skal du aldrig, sålænge jeg er ilive!
- Ikke det! Om jeg nu så vil det!
- Ej skal det ske, - end ikke om du så vil det.
- Godt; hold du sammen med mine uvenner, jeg drister mig endda til at gå mod jer alle!
- Hør mig vel, Ørnulf; den dag skal du ikke leve, da vi to strides sammen; hæderligt forlig er der mellem os, Dagny er mig kærere end våben og guld, og aldrig skal jeg glemme at du er hendes nærmeste frænde.
- Det ventet jeg af dig, djærve Sigurd!
- Men Gunnar er min fosterbroder; fred og venskab har vi svoret hinanden. Både i strid og i fredsomme kår har vi fristet lykken tilhobe og han er mig kærest af alle mænd; hærfærd huer han ikke, så bold han end er; - nu godt, mig kender I alle, om mig ved I, at jeg ikke ræddes for ufred; men her står jeg frem, Ørnulf, og beder om forlig for Gunnar. Gør mig til vilje i denne sag!
- Det kan jeg ikke; jeg måtte jo gå til spot for alle kjæmper, ifald jeg for tomhændet til Island!
- Tomhændet skal du ikke fare. Her i viken ligger mine to langskibe med alt det gods, jeg har vundet i viking; der findes mange kostelige kongegaver, kister med gode våben og andet ypperligt løsøre; tag du det ene skib, vælg det du tykkes bedst om, det skal være dit med alt hvad som findes ombord, - lad det være bod for Hjørdis og lad Gunnar fare med fred.
- Brave Sigurd, det vil du gøre for Gunnar!
- For en fuldtro ven kan ingen mand gøre formeget.
- Give dit halve gods og eje!
- Tag det hele, begge mine skibe, alt hvad der er mit, og lad mig fare med dig til Island som den fattigste mand i dit følge; hvad jeg giver, kan jeg vinde ind igen; men øver du hærværk mod Gunnar, så bliver jeg aldrig glad mere. Nu, Ørnulf, hvad svarer du?
- To gode langskibe, våben og løsøre, - af gods får ingen mand formeget, men, - (hæftigt) nej, nej, - Hjørdis har truet mig; jeg vil ikke! Uhæderligt var det, om jeg tog din eiendom!
- Men hør dog først.
- Nej, siger jeg! Selv må jeg fremme min ret; lad så lykken råde.
- Vennesæle råd er det Sigurd giver, men vil du fremme din ret efter bedste evne, så kan jeg råde bedre. Regn aldrig på bøder så længe Hjørdis har noget at sige; men hævn kan du få, ifald du vil lyde mig.
- Hævn? Hvad råder du da til?
- Til ondt, det ser jeg nok!
- Hør ikke på ham!
- Hjørdis har sagt mig fredløs, med list vil hun stå mig efter livet; lover du at værge mig siden, så vil jeg inat gå til Gunnars gård og brænde folkene inde. Er det efter dit sind?
- Niding!
- Efter mit sind? Ved du, Kåre, hvad der er mere efter mit sind? (tordnende) At hugge næse og øren av dig, du usle træl! Lidet kender du gamle Ørnulf, ifald du mener at han vil være halvt om slig skændselsgerning!
- Falder du ikke over Gunnar, så falder han over dig!
- Det har jeg næver og våben itil at hindre.