- Nej, Ørnulf, bedre véd jeg, hva der skikker seg. Er jeg kun ait agte for Gunnars frille, - godt og vel, så må han hædre seg med dåd, - hædre seg så højt med dåd, at mine kår ingen skam volder meg! Og vogt deg nå, Ørnulf; her skilles vore veje, men våben skal jeg lade bære på deg og dine så tidt det så kan føje seg, utryg skal du være både på liv og lemmer, og det skal hver og en som - (med et hvast blik til Kåre. ) Kåre bonde! Nå ja, Ørnulf tok seg av din sag, og der er fred mellom os, men ikke vil jeg råde deg til at komme hjem med det første; den dræpte har mange hævnere, og let kunne det hænde seg at - ja, nå har jeg varet deg for faren, bær så hva der følger på. Kom, Gunnar, ruste os må vi nå. En berømmelig dåd har du øvet på Island, men større dåd må her øves, ifald ikke din - din frille skal skamme seg over deg og over seg selv!
- Vær sindig, Hjørdis; usømmeligt er det at te seg så!
- Bliv, fostersøster, - bliv; jeg vil tale min fader tilrette!
- Hjemad, hjemad! Aldrig ble det meg spået, at jeg skulle friste livet som en ussel frilleviv; men skal jeg bære dette liv og denne skændsel, bære det en eneste dag længere, så må min husbond øve noe - noe, som gjør ham navnkundigere end alle andre menn! (går ut til højre).
- Sigurd, et må du love; vi tales ved før du farer fra landet, (går med sine menn til højre).
(Uveiret er under det foregående oført; middagssolen ses som en rød skive dypt nede ved havranden. )
- Dyr skal den færd blive deg, fosterdatter!
- Fader, fader! Du har da ikke ondt isinde!
- Slip meg du! Nå, Sigurd, nå vil der mere end bøder til mellom meg og Gunnar!
- Hva agter du at gjøre?
- Det ved jeg ikke; men langvejs skal det spørges at Ørnulf fra Fjordene har gæstet Gunnar herse!
- Kan hænde; men det siger jeg deg, Ørnulf, bære våben på ham skal du aldrig, sålænge jeg er ilive!
- Ikke det! Om jeg nå så vil det!
- Ej skal det ske, - end ikke om du så vil det.
- Godt; hold du sammen med mine uvenner, jeg drister meg endda til at gå mod jer alle!
- Hør meg vel, Ørnulf; den dag skal du ikke leve, da vi to strides sammen; hæderligt forlig er der mellom os, Dagny er meg kærere end våben og guld, og aldrig skal jeg glemme at du er hendes nærmeste frænde.
- Det ventet jeg av deg, djærve Sigurd!
- Men Gunnar er min fosterbroder; fred og venskab har vi svoret hinanden. Både i strid og i fredsomme kår har vi fristet lykken tilhobe og han er meg kærest av alle menn; hærfærd huer han ikke, så bold han end er; - nå godt, meg kender I alle, om meg ved I, at jeg ikke ræddes for ufred; men her står jeg frem, Ørnulf, og beder om forlig for Gunnar. Gør meg til vilje i denne sag!
- Det kan jeg ikke; jeg måtte jo gå til spot for alle kjæmper, ifald jeg for tomhændet til Island!
- Tomhændet skal du ikke fare. Her i viken ligger mine to langskibe med alt det gods, jeg har vundet i viking; der findes mange kostelige kongegaver, kister med gode våben og andet ypperligt løsøre; tag du det ene skib, vælg det du tykkes bedst om, det skal være ditt med alt hva som findes ombord, - lad det være bod for Hjørdis og lad Gunnar fare med fred.
- Brave Sigurd, det vil du gøre for Gunnar!
- For en fuldtro ven kan ingen mann gøre formeget.
- Give ditt halve gods og eje!
- Tag det hele, begge mine skibe, alt hva der er mitt, og lad meg fare med deg til Island som den fattigste mann i ditt følge; hva jeg giver, kan jeg vinde ind igen; men øver du hærværk mod Gunnar, så bliver jeg aldrig glad mere. Nå, Ørnulf, hva svarer du?
- To gode langskibe, våben og løsøre, - av gods får ingen mann formeget, men, - (hæftigt) nej, nej, - Hjørdis har truet meg; jeg vil ikke! Uhæderligt var det, om jeg tok din eiendom!
- Men hør dog først.
- Nej, siger jeg! Selv må jeg fremme min ret; lad så lykken råde.
- Vennesæle råd er det Sigurd giver, men vil du fremme din ret etter bedste evne, så kan jeg råde bedre. Regn aldrig på bøder så længe Hjørdis har noe at sige; men hævn kan du få, ifald du vil lyde meg.
- Hævn? Hva råder du da til?
- Til ondt, det ser jeg nok!
- Hør ikke på ham!
- Hjørdis har sagt meg fredløs, med list vil hun stå meg etter livet; lover du at værge meg siden, så vil jeg inat gå til Gunnars gård og brænde folkene inde. Er det etter ditt sind?
- Niding!
- Etter mitt sind? Ved du, Kåre, hva der er mere etter mitt sind? (tordnende) At hugge næse og øren av deg, du usle træl! Lidet kender du gamle Ørnulf, ifald du mener at han vil være halvt om slig skændselsgerning!
- Falder du ikke over Gunnar, så falder han over deg!
- Det har jeg næver og våben itil at hindre.
- Vær sindig, Hjørdis; usømmeligt er det at te seg så!
- Bliv, fostersøster, - bliv; jeg vil tale min fader tilrette!
- Hjemad, hjemad! Aldrig ble det meg spået, at jeg skulle friste livet som en ussel frilleviv; men skal jeg bære dette liv og denne skændsel, bære det en eneste dag længere, så må min husbond øve noe - noe, som gjør ham navnkundigere end alle andre menn! (går ut til højre).
- Sigurd, et må du love; vi tales ved før du farer fra landet, (går med sine menn til højre).
(Uveiret er under det foregående oført; middagssolen ses som en rød skive dypt nede ved havranden. )
- Dyr skal den færd blive deg, fosterdatter!
- Fader, fader! Du har da ikke ondt isinde!
- Slip meg du! Nå, Sigurd, nå vil der mere end bøder til mellom meg og Gunnar!
- Hva agter du at gjøre?
- Det ved jeg ikke; men langvejs skal det spørges at Ørnulf fra Fjordene har gæstet Gunnar herse!
- Kan hænde; men det siger jeg deg, Ørnulf, bære våben på ham skal du aldrig, sålænge jeg er ilive!
- Ikke det! Om jeg nå så vil det!
- Ej skal det ske, - end ikke om du så vil det.
- Godt; hold du sammen med mine uvenner, jeg drister meg endda til at gå mod jer alle!
- Hør meg vel, Ørnulf; den dag skal du ikke leve, da vi to strides sammen; hæderligt forlig er der mellom os, Dagny er meg kærere end våben og guld, og aldrig skal jeg glemme at du er hendes nærmeste frænde.
- Det ventet jeg av deg, djærve Sigurd!
- Men Gunnar er min fosterbroder; fred og venskab har vi svoret hinanden. Både i strid og i fredsomme kår har vi fristet lykken tilhobe og han er meg kærest av alle menn; hærfærd huer han ikke, så bold han end er; - nå godt, meg kender I alle, om meg ved I, at jeg ikke ræddes for ufred; men her står jeg frem, Ørnulf, og beder om forlig for Gunnar. Gør meg til vilje i denne sag!
- Det kan jeg ikke; jeg måtte jo gå til spot for alle kjæmper, ifald jeg for tomhændet til Island!
- Tomhændet skal du ikke fare. Her i viken ligger mine to langskibe med alt det gods, jeg har vundet i viking; der findes mange kostelige kongegaver, kister med gode våben og andet ypperligt løsøre; tag du det ene skib, vælg det du tykkes bedst om, det skal være ditt med alt hva som findes ombord, - lad det være bod for Hjørdis og lad Gunnar fare med fred.
- Brave Sigurd, det vil du gøre for Gunnar!
- For en fuldtro ven kan ingen mann gøre formeget.
- Give ditt halve gods og eje!
- Tag det hele, begge mine skibe, alt hva der er mitt, og lad meg fare med deg til Island som den fattigste mann i ditt følge; hva jeg giver, kan jeg vinde ind igen; men øver du hærværk mod Gunnar, så bliver jeg aldrig glad mere. Nå, Ørnulf, hva svarer du?
- To gode langskibe, våben og løsøre, - av gods får ingen mann formeget, men, - (hæftigt) nej, nej, - Hjørdis har truet meg; jeg vil ikke! Uhæderligt var det, om jeg tok din eiendom!
- Men hør dog først.
- Nej, siger jeg! Selv må jeg fremme min ret; lad så lykken råde.
- Vennesæle råd er det Sigurd giver, men vil du fremme din ret etter bedste evne, så kan jeg råde bedre. Regn aldrig på bøder så længe Hjørdis har noe at sige; men hævn kan du få, ifald du vil lyde meg.
- Hævn? Hva råder du da til?
- Til ondt, det ser jeg nok!
- Hør ikke på ham!
- Hjørdis har sagt meg fredløs, med list vil hun stå meg etter livet; lover du at værge meg siden, så vil jeg inat gå til Gunnars gård og brænde folkene inde. Er det etter ditt sind?
- Niding!
- Etter mitt sind? Ved du, Kåre, hva der er mere etter mitt sind? (tordnende) At hugge næse og øren av deg, du usle træl! Lidet kender du gamle Ørnulf, ifald du mener at han vil være halvt om slig skændselsgerning!
- Falder du ikke over Gunnar, så falder han over deg!
- Det har jeg næver og våben itil at hindre.