Men dette herlige liv hadde en skygge: jeg var født med svakhet for
god mat og god vin. Nu og da hændte det efter en lang og flittig dag
paa atelieret, at en bølge av motbydelighet førte mig langt bort
fra den sedvanlige kattestek med rødt blæk. En saadan aften - det
var i mit andet aar i Paris - hadde jeg et litet eventyr som jeg
maa fortælle, fordi det var indledningen til mit venskap med Jim
Pinkerton. Jeg sat ved en ensom middag en oktoberdag, det rustrøde
løv faldt og flagret paa boulevarden, og der bølget melankoli
i luften. Det var ikke nogen stor restaurant, men den hadde et
fristende vinkort. Dette forsket jeg med en iver som kom baade av
kjærlighet til vin og kjærlighet til vakre navn. Jeg stanset ved det
litet berømte og kjendte merke Roussillon. Jeg husket at det var en
vin jeg aldrig hadde smakt, bestilte en flaske, fandt den udmerket,
og bad nu efter min vane om en halv flaske til avslutning. Det viste
sig at de ikke hadde halvflasker av Roussillon. Godt, en flaske, sa
jeg. Bordene i denne restaurant staar tæt sammen, og det næste jeg
husker, er at jeg førte en høirøstet samtale med sidebordet. Derefter
har jeg et klart minde om at jeg stirret rundt i et stort rum, hvor
alle ansigter vendte smilende mot mig. Jeg kan ogsaa huske hvad
jeg sa i det øieblik, men efter tyve aars forløp er skammen endnu
glødende i mig, og jeg vil bare antyde at jeg spilte paa patriotiske
strenger. Det var min hensigt at ta en flok av mine nye venner med
til et andet sted for at drikke kaffe, men ute paa fortauget fandt
jeg mig pludselig alene. Det overrasket mig litt, jeg begyndte
at tænke paa om jeg kanske burde latt være at drikke den sidste
flaske, og jeg besluttet at stive mig op med kaffe og kognak. Jeg
gik derfor ind i Café de la Source. Der var det overordentlig lyst og
varmt; alle ting stod skinnende klart, fra gjesternes ansigter til
avisernes overskrifter, og hele rummet svinget frem og tilbake som en
kjæmpekøie, fortere og fortere. En stund fornøiet jeg mig storartet
over dette sjeldne skue, jeg syntes jeg aldrig kunde bli træt av at
se paa det. Saa faldt jeg pludselig ned i bundløs tristhet, naadde i
næste minut med samme pludselighet til klarhet over at jeg var fuld,
og reiste mig for at gaa hjem og tilsengs.
Jeg hadde bare et par skridt til mit hotel. Der fik jeg mit tændte
lys hos portneren og steg saa op de fire trapper til mit værelse.
Skjønt jeg ikke kunde negte at jeg var fuld, var jeg paa samme tid
straalende fornuftig og praktisk. Jeg hadde bare én tanke, at komme
tidsnok op til mit arbeide næste morgen, og da jeg saa at klokken paa
min kamingesims var stanset, besluttet jeg at gaa ned igjen og gi
portneren besked. Jeg lot lyset brænde og døren staa oppe og gav mig
paa vei. Huset var ganske mørkt, men da der bare var de tre dører paa
hver trappeavsats, kunde jeg umulig gaa feil, jeg hadde ikke andet
at passe paa end at gaa ned og ned til jeg saa skinnet av portnerens
natlampe. Jeg tællet fire trapper: ingen portner. Det var naturligvis
mulig at jeg kunde ha regnet galt, jeg gik derfor endda en trappe ned
og endda en og endda en, og hele tiden tællet jeg, og tilslut hadde
jeg gaat ni trapper ned. Det var klart at jeg maatte ha gaat forbi
portnerstuen uten at lægge merke til den, jeg var naadd mindst fem
etager ned under gaten, jeg hadde styrtet mig i jordens indvolder.
At mit hotel altsaa var bygget over katakomber, forekom mig at være
en overordentlig interessant opdagelse, og hadde jeg ikke hat mit
arbeide næste dag at tænke paa, saa vilde jeg hele natten fortsat med
at utforske dette underjordiske rike. Men jeg maatte tidlig op, og
derfor var det tvingende nødvendig for mig at finde portneren. Jeg
gjorde helt om og kløv opfor trapperne. Jeg tællet en, to, tre, fire,
fem, seks og syv etager, og endnu var der ingen portner. Nu begyndte
jeg at bli træt av leken, og jeg besluttet at gaa tilsengs. Otte, ni,
ti, elleve, tolv og tretten etager tællet jeg, og min aapne dør var
likesaa haabløst forsvundet som portneren. Jeg husket at huset ikke
var mere end seks etager høit; altsaa maatte jeg nu mindst ha naadd
tre etager ovenfor taket. Da blev jeg ærgerlig. "Mit værelse maa og
skal være her," sa jeg, og jeg gik med fremstrakte armer mot døren.
Der var ingen dør og ingen væg; i stedet gapte foran mig en sort
korridor, som jeg en stund skred frem i uten at møte nogensomhelst
motstand. Og dette i et hus hvis hele flate rummet tre smaa værelser,
en smal trappeavsats og trappen! Det var simpelthen sludder, og jeg
begyndte at bli sint for alvor. Paa dette tidspunkt la jeg merke til
en lysstrime bortover gulvet, jeg strakte haanden frem, den grep om
en dørvrider, og uten omsvøp gik jeg ind. En ung dame var derinde,
hun holdt paa at gaa tilsengs, og hun var paa det nærmeste færdig med
sit toilette for natten.
god mat og god vin. Nu og da hændte det efter en lang og flittig dag
paa atelieret, at en bølge av motbydelighet førte mig langt bort
fra den sedvanlige kattestek med rødt blæk. En saadan aften - det
var i mit andet aar i Paris - hadde jeg et litet eventyr som jeg
maa fortælle, fordi det var indledningen til mit venskap med Jim
Pinkerton. Jeg sat ved en ensom middag en oktoberdag, det rustrøde
løv faldt og flagret paa boulevarden, og der bølget melankoli
i luften. Det var ikke nogen stor restaurant, men den hadde et
fristende vinkort. Dette forsket jeg med en iver som kom baade av
kjærlighet til vin og kjærlighet til vakre navn. Jeg stanset ved det
litet berømte og kjendte merke Roussillon. Jeg husket at det var en
vin jeg aldrig hadde smakt, bestilte en flaske, fandt den udmerket,
og bad nu efter min vane om en halv flaske til avslutning. Det viste
sig at de ikke hadde halvflasker av Roussillon. Godt, en flaske, sa
jeg. Bordene i denne restaurant staar tæt sammen, og det næste jeg
husker, er at jeg førte en høirøstet samtale med sidebordet. Derefter
har jeg et klart minde om at jeg stirret rundt i et stort rum, hvor
alle ansigter vendte smilende mot mig. Jeg kan ogsaa huske hvad
jeg sa i det øieblik, men efter tyve aars forløp er skammen endnu
glødende i mig, og jeg vil bare antyde at jeg spilte paa patriotiske
strenger. Det var min hensigt at ta en flok av mine nye venner med
til et andet sted for at drikke kaffe, men ute paa fortauget fandt
jeg mig pludselig alene. Det overrasket mig litt, jeg begyndte
at tænke paa om jeg kanske burde latt være at drikke den sidste
flaske, og jeg besluttet at stive mig op med kaffe og kognak. Jeg
gik derfor ind i Café de la Source. Der var det overordentlig lyst og
varmt; alle ting stod skinnende klart, fra gjesternes ansigter til
avisernes overskrifter, og hele rummet svinget frem og tilbake som en
kjæmpekøie, fortere og fortere. En stund fornøiet jeg mig storartet
over dette sjeldne skue, jeg syntes jeg aldrig kunde bli træt av at
se paa det. Saa faldt jeg pludselig ned i bundløs tristhet, naadde i
næste minut med samme pludselighet til klarhet over at jeg var fuld,
og reiste mig for at gaa hjem og tilsengs.
Jeg hadde bare et par skridt til mit hotel. Der fik jeg mit tændte
lys hos portneren og steg saa op de fire trapper til mit værelse.
Skjønt jeg ikke kunde negte at jeg var fuld, var jeg paa samme tid
straalende fornuftig og praktisk. Jeg hadde bare én tanke, at komme
tidsnok op til mit arbeide næste morgen, og da jeg saa at klokken paa
min kamingesims var stanset, besluttet jeg at gaa ned igjen og gi
portneren besked. Jeg lot lyset brænde og døren staa oppe og gav mig
paa vei. Huset var ganske mørkt, men da der bare var de tre dører paa
hver trappeavsats, kunde jeg umulig gaa feil, jeg hadde ikke andet
at passe paa end at gaa ned og ned til jeg saa skinnet av portnerens
natlampe. Jeg tællet fire trapper: ingen portner. Det var naturligvis
mulig at jeg kunde ha regnet galt, jeg gik derfor endda en trappe ned
og endda en og endda en, og hele tiden tællet jeg, og tilslut hadde
jeg gaat ni trapper ned. Det var klart at jeg maatte ha gaat forbi
portnerstuen uten at lægge merke til den, jeg var naadd mindst fem
etager ned under gaten, jeg hadde styrtet mig i jordens indvolder.
At mit hotel altsaa var bygget over katakomber, forekom mig at være
en overordentlig interessant opdagelse, og hadde jeg ikke hat mit
arbeide næste dag at tænke paa, saa vilde jeg hele natten fortsat med
at utforske dette underjordiske rike. Men jeg maatte tidlig op, og
derfor var det tvingende nødvendig for mig at finde portneren. Jeg
gjorde helt om og kløv opfor trapperne. Jeg tællet en, to, tre, fire,
fem, seks og syv etager, og endnu var der ingen portner. Nu begyndte
jeg at bli træt av leken, og jeg besluttet at gaa tilsengs. Otte, ni,
ti, elleve, tolv og tretten etager tællet jeg, og min aapne dør var
likesaa haabløst forsvundet som portneren. Jeg husket at huset ikke
var mere end seks etager høit; altsaa maatte jeg nu mindst ha naadd
tre etager ovenfor taket. Da blev jeg ærgerlig. "Mit værelse maa og
skal være her," sa jeg, og jeg gik med fremstrakte armer mot døren.
Der var ingen dør og ingen væg; i stedet gapte foran mig en sort
korridor, som jeg en stund skred frem i uten at møte nogensomhelst
motstand. Og dette i et hus hvis hele flate rummet tre smaa værelser,
en smal trappeavsats og trappen! Det var simpelthen sludder, og jeg
begyndte at bli sint for alvor. Paa dette tidspunkt la jeg merke til
en lysstrime bortover gulvet, jeg strakte haanden frem, den grep om
en dørvrider, og uten omsvøp gik jeg ind. En ung dame var derinde,
hun holdt paa at gaa tilsengs, og hun var paa det nærmeste færdig med
sit toilette for natten.