Men dette herlige liv hadde en skygge: jeg var født med svakhet for god mat og god vin. Nå og da hændte det etter en lang og flittig dag på atelieret, at en bølge av motbydelighet førte meg langt bort fra den sedvanlige kattestek med rødt blæk. En sådan aften - det var i mitt andet år i Paris - hadde jeg et litet eventyr som jeg må fortælle, fordi det var indledningen til mitt venskap med Jim Pinkerton. Jeg sat ved en ensom middag en oktoberdag, det rustrøde løv faldt og flagret på boulevarden, og der bølget melankoli i luften. Det var ikke nogen stor restaurant, men den hadde et fristende vinkort. Dette forsket jeg med en iver som kom både av kjærlighet til vin og kjærlighet til vakre navn. Jeg stanset ved det litet berømte og kjendte merke Roussillon. Jeg husket at det var en vin jeg aldrig hadde smakt, bestilte en flaske, fandt den udmerket, og bad nå etter min vane om en halv flaske til avslutning. Det viste seg at de ikke hadde halvflasker av Roussillon. Godt, en flaske, sa jeg. Bordene i denne restaurant står tæt sammen, og det næste jeg husker, er at jeg førte en høirøstet samtale med sidebordet. Derefter har jeg et klart minde om at jeg stirret rundt i et stort rum, hvor alle ansigter vendte smilende mot meg. Jeg kan også huske hva jeg sa i det øieblik, men etter tyve års forløp er skammen endnu glødende i meg, og jeg vil bare antyde at jeg spilte på patriotiske strenger. Det var min hensigt at ta en flok av mine nye venner med til et andet sted for at drikke kaffe, men ute på fortauget fandt jeg meg pludselig alene. Det overrasket meg litt, jeg begyndte at tænke på om jeg kanske burde latt være at drikke den sidste flaske, og jeg besluttet at stive meg op med kaffe og kognak. Jeg gikk derfor ind i Café de la Source. Der var det overordentlig lyst og varmt; alle ting stod skinnende klart, fra gjesternes ansigter til avisernes overskrifter, og hele rummet svinget frem og tilbake som en kjæmpekøie, fortere og fortere. En stund fornøiet jeg meg storartet over dette sjeldne skue, jeg syntes jeg aldrig kunne bli træt av at se på det. Så faldt jeg pludselig ned i bundløs tristhet, nådde i næste minut med samme pludselighet til klarhet over at jeg var fuld, og reiste meg for at gå hjem og tilsengs.
Jeg hadde bare et par skridt til mitt hotel. Der fikk jeg mitt tændte lys hos portneren og steg så op de fire trapper til mitt værelse. Skjønt jeg ikke kunne negte at jeg var fuld, var jeg på samme tid strålende fornuftig og praktisk. Jeg hadde bare én tanke, at komme tidsnok op til mitt arbeide næste morgen, og da jeg så at klokken på min kamingesims var stanset, besluttet jeg at gå ned igjen og gi portneren besked. Jeg lot lyset brænde og døren stå oppe og gav meg på vei. Huset var ganske mørkt, men da der bare var de tre dører på hver trappeavsats, kunne jeg umulig gå feil, jeg hadde ikke andet at passe på end at gå ned og ned til jeg så skinnet av portnerens natlampe. Jeg tællet fire trapper: ingen portner. Det var naturligvis mulig at jeg kunne ha regnet galt, jeg gikk derfor endda en trappe ned og endda en og endda en, og hele tiden tællet jeg, og tilslut hadde jeg gåt ni trapper ned. Det var klart at jeg måtte ha gåt forbi portnerstuen uten at lægge merke til den, jeg var nådd mindst fem etager ned under gaten, jeg hadde styrtet meg i jordens indvolder. At mitt hotel altså var bygget over katakomber, forekom meg at være en overordentlig interessant oppdagelse, og hadde jeg ikke hat mitt arbeide næste dag at tænke på, så ville jeg hele natten fortsat med at utforske dette underjordiske rike. Men jeg måtte tidlig op, og derfor var det tvingende nødvendig for meg at finde portneren. Jeg gjorde helt om og kløv opfor trapperne. Jeg tællet en, to, tre, fire, fem, seks og syv etager, og endnu var der ingen portner. Nå begyndte jeg at bli træt av leken, og jeg besluttet at gå tilsengs. Otte, ni, ti, elleve, tolv og tretten etager tællet jeg, og min åpne dør var likeså håbløst forsvundet som portneren. Jeg husket at huset ikke var mere end seks etager høit; altså måtte jeg nå mindst ha nådd tre etager ovenfor taket. Da ble jeg ærgerlig. "Mitt værelse må og skal være her," sa jeg, og jeg gikk med fremstrakte armer mot døren. Der var ingen dør og ingen væg; i stedet gapte foran meg en sort korridor, som jeg en stund skred frem i uten at møte nogensomhelst motstand. Og dette i et hus hvis hele flate rummet tre små værelser, en smal trappeavsats og trappen! Det var simpelthen sludder, og jeg begyndte at bli sint for alvor. På dette tidspunkt la jeg merke til en lysstrime bortover gulvet, jeg strakte hånden frem, den grep om en dørvrider, og uten omsvøp gikk jeg ind. En ung dame var derinde, hun holdt på at gå tilsengs, og hun var på det nærmeste færdig med sitt toilette for natten.
Jeg hadde bare et par skridt til mitt hotel. Der fikk jeg mitt tændte lys hos portneren og steg så op de fire trapper til mitt værelse. Skjønt jeg ikke kunne negte at jeg var fuld, var jeg på samme tid strålende fornuftig og praktisk. Jeg hadde bare én tanke, at komme tidsnok op til mitt arbeide næste morgen, og da jeg så at klokken på min kamingesims var stanset, besluttet jeg at gå ned igjen og gi portneren besked. Jeg lot lyset brænde og døren stå oppe og gav meg på vei. Huset var ganske mørkt, men da der bare var de tre dører på hver trappeavsats, kunne jeg umulig gå feil, jeg hadde ikke andet at passe på end at gå ned og ned til jeg så skinnet av portnerens natlampe. Jeg tællet fire trapper: ingen portner. Det var naturligvis mulig at jeg kunne ha regnet galt, jeg gikk derfor endda en trappe ned og endda en og endda en, og hele tiden tællet jeg, og tilslut hadde jeg gåt ni trapper ned. Det var klart at jeg måtte ha gåt forbi portnerstuen uten at lægge merke til den, jeg var nådd mindst fem etager ned under gaten, jeg hadde styrtet meg i jordens indvolder. At mitt hotel altså var bygget over katakomber, forekom meg at være en overordentlig interessant oppdagelse, og hadde jeg ikke hat mitt arbeide næste dag at tænke på, så ville jeg hele natten fortsat med at utforske dette underjordiske rike. Men jeg måtte tidlig op, og derfor var det tvingende nødvendig for meg at finde portneren. Jeg gjorde helt om og kløv opfor trapperne. Jeg tællet en, to, tre, fire, fem, seks og syv etager, og endnu var der ingen portner. Nå begyndte jeg at bli træt av leken, og jeg besluttet at gå tilsengs. Otte, ni, ti, elleve, tolv og tretten etager tællet jeg, og min åpne dør var likeså håbløst forsvundet som portneren. Jeg husket at huset ikke var mere end seks etager høit; altså måtte jeg nå mindst ha nådd tre etager ovenfor taket. Da ble jeg ærgerlig. "Mitt værelse må og skal være her," sa jeg, og jeg gikk med fremstrakte armer mot døren. Der var ingen dør og ingen væg; i stedet gapte foran meg en sort korridor, som jeg en stund skred frem i uten at møte nogensomhelst motstand. Og dette i et hus hvis hele flate rummet tre små værelser, en smal trappeavsats og trappen! Det var simpelthen sludder, og jeg begyndte at bli sint for alvor. På dette tidspunkt la jeg merke til en lysstrime bortover gulvet, jeg strakte hånden frem, den grep om en dørvrider, og uten omsvøp gikk jeg ind. En ung dame var derinde, hun holdt på at gå tilsengs, og hun var på det nærmeste færdig med sitt toilette for natten.