Men pastoren blinkede med de tynde øienlaag og smilte stramt med forsikring om, at kapellanen igrunden sandsynligvis lidet eller intet vidste, for kapellan Vamberg stod ikke paa den bedste fod med sin sognepræst.
Derfor lod sognepræsten alle undersøgelser fare, indtil han paa vaartinget hørte foged Jespersen ved punschebollen den tredie tingdag paa sit brede trøndersk fordømme sig paa, at nu skulde de igjen faa mere af hofkryb og skjørteregimente inden distriktet. Fogden var allerede paa en høi perial og magtede ikke at give nogen yderligere forklaring. Men da strøg pastoren sin lille spidse næse og lugtede piquante Sachen, og dagen derpaa satte han sig ud over alle hensyn, besøgte kapellan Vamberg, smøgede forsonligen en pibe daarlig tobak med ham, roste hans sidste prædiken om uforstandig ødselhed og slet udnyttelse af guds gaver som meget svarende til den overdaadige menigheds tarv og fik til gjengjæld nyde den lange, gulbrune kapellans stilfærdige og galdesyge ondskabsfuldheder om den nye skriver.
Jovist, det var desværre skjørteregimente og aldeles ikke, det turde han sige, mandens fortjenester eller hensynet til statens bedste, der havde skaffet cancelliraaden saavel hans nuhavende embede som hans titel. - Desværre var der atter begaaet en uretfærdighed; baade den og den skulde have havt bedre grunde i sine ansøgninger. Men hans majestæts omgivelser kunde blot altfor ofte forblinde landsfaderens øie og poussere den urette frem til det urette sted. Desværre, desværre ja -
Hvad fru cancelliraadinden angik, havde hun mangehaande forbindelser, sagdes der, og disse forbindelser, der ikke netop skulde være af de reneste, havde - fremdeles efter sigende - skaffet distriktet den nye sorenskriver, man nu skulde have at trækkes med. For manden selv var det nærmest en retrætpost. Han havde tidligere i Kjøbenhavn indehavt en velaflagt sekretærstilling hos en meget høitstaaende person, men var falden ganske i unaade - aarsagen var nok, at han havde indladt sig paa utilbørlige intriger - havde saa giftet sig, og straks, lige straks efter sit ægteskab med frøken von Zehren var han bleven udnævnt til sit nuhavende embede.
Desværre, meget lod sig slutte af et saadant avancement.
Mere vidste aabenbart ikke kapellanen, som derfor paa den blideste maade advaredes om ikke overilet at dømme sin næste, hvilken formaning han ydmygt døiede, idet han stilfærdig fremhvislede en tak for sin overordnedes velmente raad. Desværre var det saa let at feile, ikke alene i tanker og ord, men ogsaa i vandel -
Pastor Lind tog hurtig afsked for paa hjemveien at se indom løitnant Juell paa Romstad, hos hvem der stedse var en mugge stærk punsch og et livligt kortenspil at finde, da hans onkel, den halvtullede justitsraad Hammer, der henlevede sin alderdom i hans hus, endnu lod sig bruge som trediemand.
Løitnanten mødte pastoren paa tunet og hjalp ham ud af karjolen. - Alting var forfaldent paa Romstad. Af den lange, vidtløftige toetages hovedbygning saa kun første stokværk ud til at være beboeligt. Fjøs og laavetag var betænkelig sadelryggede, og i haven voksede syrenbusker og kirsebærtrær vildt, og ældgamle apaler strakte sine krogede grene op mod himmelen, som bønfaldt de om plads og luft.
Løitnant Juell var en høi, fintbygget mand mellem tredve og firti, med blegt ansigt, magre træk og søvnige øine. Hans høire arm var lammet ved et uheld under felttoget i 1788, hvis aarsag han havde kvitteret kongens tjeneste og trukket sig tilbage til den sidste gaard, som var ham levnet af slægtens tidligere vidtstrakte eiendomme.
Nu lod han nødtvungen verden skjøtte sig selv og fem være lige og levede paa stumperne, saa godt han kunde. Hans hustru var død for en del aar siden og havde efterladt ham to smaa barn, en gut og en pige, der undervistes af kirkesangeren eller sommetider af en tilfældig opsnappet huslærer og forøvrigt voksede op i ubunden frihed.
Derfor lod sognepræsten alle undersøgelser fare, indtil han paa vaartinget hørte foged Jespersen ved punschebollen den tredie tingdag paa sit brede trøndersk fordømme sig paa, at nu skulde de igjen faa mere af hofkryb og skjørteregimente inden distriktet. Fogden var allerede paa en høi perial og magtede ikke at give nogen yderligere forklaring. Men da strøg pastoren sin lille spidse næse og lugtede piquante Sachen, og dagen derpaa satte han sig ud over alle hensyn, besøgte kapellan Vamberg, smøgede forsonligen en pibe daarlig tobak med ham, roste hans sidste prædiken om uforstandig ødselhed og slet udnyttelse af guds gaver som meget svarende til den overdaadige menigheds tarv og fik til gjengjæld nyde den lange, gulbrune kapellans stilfærdige og galdesyge ondskabsfuldheder om den nye skriver.
Jovist, det var desværre skjørteregimente og aldeles ikke, det turde han sige, mandens fortjenester eller hensynet til statens bedste, der havde skaffet cancelliraaden saavel hans nuhavende embede som hans titel. - Desværre var der atter begaaet en uretfærdighed; baade den og den skulde have havt bedre grunde i sine ansøgninger. Men hans majestæts omgivelser kunde blot altfor ofte forblinde landsfaderens øie og poussere den urette frem til det urette sted. Desværre, desværre ja -
Hvad fru cancelliraadinden angik, havde hun mangehaande forbindelser, sagdes der, og disse forbindelser, der ikke netop skulde være af de reneste, havde - fremdeles efter sigende - skaffet distriktet den nye sorenskriver, man nu skulde have at trækkes med. For manden selv var det nærmest en retrætpost. Han havde tidligere i Kjøbenhavn indehavt en velaflagt sekretærstilling hos en meget høitstaaende person, men var falden ganske i unaade - aarsagen var nok, at han havde indladt sig paa utilbørlige intriger - havde saa giftet sig, og straks, lige straks efter sit ægteskab med frøken von Zehren var han bleven udnævnt til sit nuhavende embede.
Desværre, meget lod sig slutte af et saadant avancement.
Mere vidste aabenbart ikke kapellanen, som derfor paa den blideste maade advaredes om ikke overilet at dømme sin næste, hvilken formaning han ydmygt døiede, idet han stilfærdig fremhvislede en tak for sin overordnedes velmente raad. Desværre var det saa let at feile, ikke alene i tanker og ord, men ogsaa i vandel -
Pastor Lind tog hurtig afsked for paa hjemveien at se indom løitnant Juell paa Romstad, hos hvem der stedse var en mugge stærk punsch og et livligt kortenspil at finde, da hans onkel, den halvtullede justitsraad Hammer, der henlevede sin alderdom i hans hus, endnu lod sig bruge som trediemand.
Løitnanten mødte pastoren paa tunet og hjalp ham ud af karjolen. - Alting var forfaldent paa Romstad. Af den lange, vidtløftige toetages hovedbygning saa kun første stokværk ud til at være beboeligt. Fjøs og laavetag var betænkelig sadelryggede, og i haven voksede syrenbusker og kirsebærtrær vildt, og ældgamle apaler strakte sine krogede grene op mod himmelen, som bønfaldt de om plads og luft.
Løitnant Juell var en høi, fintbygget mand mellem tredve og firti, med blegt ansigt, magre træk og søvnige øine. Hans høire arm var lammet ved et uheld under felttoget i 1788, hvis aarsag han havde kvitteret kongens tjeneste og trukket sig tilbage til den sidste gaard, som var ham levnet af slægtens tidligere vidtstrakte eiendomme.
Nu lod han nødtvungen verden skjøtte sig selv og fem være lige og levede paa stumperne, saa godt han kunde. Hans hustru var død for en del aar siden og havde efterladt ham to smaa barn, en gut og en pige, der undervistes af kirkesangeren eller sommetider af en tilfældig opsnappet huslærer og forøvrigt voksede op i ubunden frihed.