Men pastoren blinkede med de tynde øienlåg og smilte stramt med forsikring om, at kapellanen igrunden sandsynligvis lidet eller intet vidste, for kapellan Vamberg stod ikke på den bedste fod med sin sognepræst.

Derfor lod sognepræsten alle undersøgelser fare, indtil han på vårtinget hørte foged Jespersen ved punschebollen den tredie tingdag på sitt brede trøndersk fordømme seg på, at nå skulle de igjen få mere av hofkryb og skjørteregimente inden distriktet. Fogden var allerede på en høi perial og magtede ikke at give nogen yderligere forklaring. Men da strøg pastoren sin lille spidse næse og lugtede piquante Sachen, og dagen derpå satte han seg ut over alle hensyn, besøgte kapellan Vamberg, smøgede forsonligen en pibe dårlig tobak med ham, roste hans sidste prædiken om uforstandig ødselhet og slet udnyttelse av guds gaver som meget svarende til den overdådige menighets tarv og fikk til gjengjæld nyde den lange, gulbrune kapellans stilfærdige og galdesyge ondskabsfuldheter om den nye skriver.

Jovist, det var desværre skjørteregimente og aldeles ikke, det turde han sige, mannens fortjenester eller hensynet til statens bedste, der hadde skaffet cancelliråden såvel hans nuhavende embede som hans titel. - Desværre var der atter begået en uretfærdighet; både den og den skulle ha hatt bedre grunde i sine ansøgninger. Men hans majestæts omgivelser kunne blot altfor ofte forblinde landsfaderens øie og poussere den urette frem til det urette sted. Desværre, desværre ja -

Hva fru cancellirådinden angik, hadde hun mangehånde forbindelser, sagdes der, og disse forbindelser, der ikke netop skulle være av de reneste, hadde - fremdeles etter sigende - skaffet distriktet den nye sorenskriver, man nå skulle ha at trækkes med. For mannen selv var det nærmest en retrætpost. Han hadde tidligere i København indehavt en velaflagt sekretærstilling hos en meget høitstående person, men var falden ganske i unåde - årsagen var nok, at han hadde indladt seg på utilbørlige intriger - hadde så giftet seg, og straks, lige straks etter sitt ægteskab med frøken von Zehren var han blitt udnævnt til sitt nuhavende embede.

Desværre, meget lod seg slutte av et sådant avancement.

Mere vidste åbenbart ikke kapellanen, som derfor på den blideste måde advaredes om ikke overilet at dømme sin næste, hvilken formaning han ydmygt døiede, idet han stilfærdig fremhvislede en tak for sin overordnedes velmente råd. Desværre var det så let at feile, ikke alene i tanker og ord, men også i vandel -

Pastor Lind tok hurtig avskjed for på hjemveien at se indom løitnant Juell på Romstad, hos hvem der stedse var en mugge stærk punsch og et livligt kortenspil at finde, da hans onkel, den halvtullede justitsråd Hammer, der henlevede sin alderdom i hans hus, endnu lod seg bruge som trediemand.

Løitnanten mødte pastoren på tunet og hjalp ham ut av karjolen. - Alting var forfaldent på Romstad. Av den lange, vidtløftige toetages hovedbygning så kun første stokværk ut til at være beboeligt. Fjøs og låvetag var betænkelig sadelryggede, og i haven voksede syrenbusker og kirsebærtrær vildt, og ældgamle apaler strakte sine krogede grene op mod himmelen, som bønfaldt de om plass og luft.

Løitnant Juell var en høi, fintbygget mann mellom tredve og firti, med blegt ansigt, magre træk og søvnige øine. Hans høire arm var lammet ved et uheld under felttoget i 1788, hvis årsag han hadde kvitteret kongens tjeneste og trukket seg tilbage til den sidste gård, som var ham levnet av slægtens tidligere vidtstrakte eiendomme.

Nå lod han nødtvungen verden skjøtte seg selv og fem være lige og levede på stumperne, så godt han kunne. Hans hustru var død for en del år siden og hadde efterladt ham to små barn, en gut og en pige, der undervistes av kirkesangeren eller sommetider av en tilfældig opsnappet huslærer og forøvrigt voksede op i ubunden frihet.