Der var engang en Mann og en Kone, som skulle såe, men de hadde ikke Såekorn og heller ingen Penge at kjøpe for. En eneste Ko hadde de, og den skulle Mannen gå til Byen med og sælge for at få Penge til Såekorn for. Men da det kom til Stykket, turde Konen ikke lade Mannen reise, fordi hun var bange, han skulle drikke Pengene op. Hun gikk da selv av sted med Koen og tok desuden med seg en Høne.

Nær ved Byen mødte hun en Slagter. Skal du sælge den Ko, Mo'er? spurgte han. Ja, jeg skal nok det, sa hun. Hva forlanger du for den, da? Jeg fåer vel ha en Mark for Koen, men Hønen skal du ha for ti Daler, sa hun. Ja, svarede han, Hønen har jeg ikke noe Brug for, og den bliver du nok kvit, når du kommer til Byen, men for Koen skal jeg give deg en Mark. Hun solgte sin Ko og fikk sin Mark, men der var ingen i Byen, som ville give ti Daler for en tør og skabbet Høne. Konen gikk derfor tilbage til Slagteren igjen og sa: Jeg bliver ikke kvit Hønen jeg, Fa'er! du fåer nok tage den også du, som ble ved Koen. Det skal vi vel komme ut av, sa Slagteren. Derpå trakterede han henne med Mad, og gav henne såmeget Brændeviin, at hun ble drukken og gikk både fra Sands og Samling.

Medens hun sov ut, dyppede Slagteren henne i en Tjæretønde og lagde henne siden i en Fjærhaug.

Da hun vågnede, var hun fjæret over det Hele og begyndte at undre seg: Er det meg eller er det ikke meg? Nei det kan aldrig være meg! det må være en stor underlig Fugl. Men hvorledes skal jeg bære meg ad for at få vide, om det er meg eller ikke meg? - Jo nå veed jeg, hvorledes jeg skal kunne skjønne, om det er meg: dersom Kalvene slikke meg, og Hunden ikke gjøer på meg, når jeg kommer hjem, så er det meg!

Hunden så neppe sådant et Udyr, førend den begyndte at gjøe, som om der var både Tyve og Skjælmer på Gården. Nei det kan vist ikke være meg, sa hun; og da hun kom i Fjøset, ville Kalvene ikke slikke henne, da de kjendte den stramme Tjærelugt. Nei, det kan ikke være meg, det må være en underlig Fugl, sa hun; krøb så op på Staburstaget, begyndte at slåe med Armene, som det kunne været Vinger, og ville tilveirs. Da Mannen så dette, kom han ut med Riflen og begyndte at sigte. Å skyd ikke, skyd ikke! råbte Konen, det er meg. Er det deg, sa Mannen, så stå ikke der som en Gjed, men kom ned og gjør Regnskab og Rigtighet for deg. Hun krøb da ned igjen, men hadde ikke en eneste Skilling, thi den Mark, hun fikk av Slagteren, hadde hun kastet bort i Fuldskaben; og da Mannen hørte dette, ble han så vred, at han sa, han ville gå sin Vei fra Altsammen og aldrig komme tilbage, dersom han ikke traf tre andre Kjærringer, der vare ligeså gale.

Han ranglede da av sted, og da han var kommen et Stykke på Veien, fikk han see en Kjærring, der løb ut og ind i en ny optømret Hytte med et tomt Sold. Hvergang hun løb ind, kastede hun Forklædet over Soldet, som om hun hadde Noe i det. Hvorfor gjør I det, Moer? spurgte han. Å, jeg vil bare bære ind lidt Sol, svarede hun, men jeg veed ikke hvorledes det er: når jeg er ude, har jeg Solen i Soldet, men når jeg kommer ind, så har jeg kastet den bort, og da jeg var i den gamle Hytten min, så hadde jeg Sol nok, skjøndt jeg aldrig bar ind det Mindste; bare Nogen kunne skaffe meg Sol, skulle jeg gjerne give ham tre hundrede Daler. Har I en øxe, sa Mannen, så skal jeg nok skaffe Jer Sol. Han fikk seg en øxe og huggede Vindueshuller, for det hadde Tømmermændene glemt; strax kom Solen ind, og han fikk sine tre hundrede Daler. Det var Een, tænkte Mannen, og gikk av sted igjen.

Om en Stund kom han udenfor et Huus, hvor der var et forfærdeligt Skrig og Skrål. Der gikk han ind og fikk see en Kjærring, der holdt på at daske Mannen sin i Hovedet med et Banketræ; over Hovedet på ham hadde hun trukket en Skjorte uden noe Halsehul. Vil I slåe ihjel Mann Jeres, I Mo'er? spurgte han. Nei, sa hun, jeg vil bare ha Halsehul på denne Skjorten. Mannen skreg og bar seg ilde og sa: Gud trøste og bedre den, som skal ha ny Skjorte på. Dersom Nogen kunne lære Kjærringen min at få Halsehul på Skjorten på en anden Måde, skulle jeg gjerne give ham tre hundrede Daler. Det skal snart være gjort, kom bare med en Sax, sa den Anden. Han fikk en Sax, klippede Hul og gikk længere frem med sine tre Hundrede. Det var den Anden, sa han ved seg selv.

Langt om længe kom han til en Gård, hvor han tænkte at hvile ut en Stund. Da han kom ind der, spurgte Kjærringen: Hvor er I fra Fa'er? Jeg er fra Ringerige, svarede han. Å nei, nei! er I fra Himmerige? så kjender I vel han Peer Anden, salig Mann min da? (Konen hadde været gift tre Gange; hendes første og sidste Menn vare slemme, derfor troede hun, at alene den Anden, der hadde været snild, var blitt salig). Ja, ham kjender jeg vel, sa han, som gikk omkring. Hvordan står det til med ham nå da? spurgte Konen. Å det er kleint med ham, svarede Ringerikingen, han rangler gårdimellem der og har hverken Mad eller Klæder på Kroppen - Penge er nå ikke at snakke om. Gud nåde meg for ham da! råbte Kjærringen, Han behøvede da ikke at gå så ussel han, som der var Såmeget etter; her hænger et heelt Loft fuldt med Klæder, som hørte ham til, og et stort Skrin med Penge står her og. Dersom I vil tage det med, skal I få Hest og Kjærre at kjøre det frem med, og Hesten kan han beholde der, og på Kjærren kan han jo sidde og kjøre gårdimellem, for han behøver da ikke at gå. Ringerigingen fikk et heelt Kjærrelæs med Klæder og et Skrin fuldt med blanke Sølvpenge og såmeget Mad og Drikke, som han ville; da han hadde fått det, satte han seg på, og kjørte sin Vei. Det var den Tredie, sa han ved seg selv; men borte på Jordet gikk Konens tredie Mann og pløiede, og da han fikk see En, som han ikke kjendte, reise av Gårde med Hest og Redskab, gikk han hjem og spurgte Kjærringen, hva det var for En, der foer avgårde med den blåe Hesten. Å han, sa hun, det var en Mann fra Himmerige; han sa, at det var så usselt med han Peer Anden, salig Mann min, at han går der gårdimellem og har hverken Klæder eller Penge, så sendte jeg med ham alle disse gamle Klæder, som hang her etter ham, og det gamle Pengeskrin, med Sølvpengene i. Mannen forstod strax hvor dette bar hen, sadlede en Hest og foer av Gårde i fuldt Fiirspring. Det varede ikke længe, førend han var tæt bagefter ham, som sad på Kjærren og kjørte; men da den Anden mærkede det, kjørte han Hesten og Kjærren ind i Småskoven, nappede en Håndfuld Hestetagel av Hesten, og så sprang han op i en Bakke, hvor han knyttede Hestetagelet fast i en Birk, og under den lagde han seg til at glane og stirre op i Skyerne. Nei, nei, nei! sa han, ligesom for seg selv, da Peer Tredie kom kjørende, nei, nå har jeg da aldrig seet så Rart! nei, nå har jeg aldrig seet Magen! Peer stod og så på ham en Stund og undrede seg over, hva der gikk ad ham; endelig så spurgte han: Hva ligger du der og koper på? Nei, aldrig så jeg Magen, sa den Anden, her foer der En lige op til Himmels med en blå Hest, her seer du Taglet hænger igjen i Birken, og der oppe i Skyerne seer du den blåe Hesten. Peer så snart på Skyerne, og snart på ham, og sa: Jeg seer slet ikke noe Andet end Hestetaglet i Birken, jeg. Nei, du kan ikke see det heller, der du står, sa den Anden, men kom hid og læg deg netop her, og stir lige op, og så må du ikke vende øinene bort fra Skyerne. Medens Peer Tredie lå og stirrede op i Skyerne, såat hans øine randt i Vand, tok Ringerigingen Hesten, satte seg op og reiste av sted både med den og Kjærrelæsset. Da det begyndte at dure på Veien, foer Peer Tredie op, men var så forfjamset, fordi den Anden reiste av sted med hans Heste, at han ikke sandsede at løbe etter, førend det var for seent.

Han var temmelig slukøret, da han kom hjem til Kjærringen, men da hun spurgte, hvor han hadde gjort av Hesten, så sa han: Jeg gav ham den med til Peer Anden; for jeg syntes ikke det var værdt, at han skulle sidde på en Kjærre og skrangle gårdimellem i Himmerige; nå kan han sælge Kjærren, og kjøpe seg en Vogn at kjøre på. Det skal du ha Tak for! Aldrig hadde jeg troet du var så snild en Mann, sa Konen.

Da han nå kom hjem, han, som hadde fått de sex hundrede Daler og Kjærrelæsset med Klæderne og Pengene, så han, at alle Jorderne vare pløiede og tilsåede. Det Første, han spurgte Kjærringen om, var, hvor hun hadde fått Såekorn fra. Å, sa hun, jeg har altid hørt, at den som Noe såer, han Noe fåer, så såede jeg det Saltet, som Nordfærden satte ind her, og hvis der bare kommer Regn, troer jeg nok, at det kommer brav op igjen. Gal er du, og gal bli'er du, sålænge du lever, sa Mannen, men det kan nå være det samme, for de Andre ere ikke klogere end du.