Når jeg i nærværende kapitel vil give en kort skildring av de to arktiske expeditioners historie, i hvilke jeg har hatt anledning til at tage del, så sker det væsentlig for at give læseren det fornødne indblik i de forhold, under hvilke mine personlige studier og iagttagelser i Grønlands nordligste egne fandt sted. Thi fremstillingen av disse mine personlige iagttagelser er det egentlige formål med nærværende bog. En nøiagtig og udførlig beskrivelse av expeditionernes historie med tilhørende opgaver over de forskjellige videnskabelige observationer, der regelmæssig udførtes, overlader jeg derimod til lederen av de to foretagender, så meget mere som alene han er i besiddelse av alt det materiale, der udfordres til et sådant arbeide. Med hensyn til den første Peary-expeditions historie, så vil jeg i det følgende give et uddrag av den rapport, som jeg etter min hjemkomst i høsten 1892 forelagde Det norske geografiske selskab, dog med udeladelse av de dele, der i senere avsnitt vil blive gjort til gjenstand for en fyldigere behandling, således som f. ex. skildringer av den nord-grønlandske folkestamme livet og naturen i de arktiske egne etc. etc.
Løitnant Peary's plan for denne expedition var i korthet følgende: Med et Selskab på 5 eller 6 medlemmer vil jeg lade meg sætte iland ved Whale Sound på Grønlands vestkyst på 77 35 nordl. bredde i juni eller juli måned. Resten av sommeren samt høsten vil vi tilbringe med at opføre en hytte for overvintringen, lægge op en rigelig forsyning av kjød for brug under ofoldet der, samle, gjøre videnskabelige undersøgelser, gjøre udflugter til indlandsisen og, hvis årstiden er gunstig, oprette et forsyningsdepot nær Humboltbræens sydlige hjørne. I løbet av vinteren vil vi gjøre istand kjælker, ski, klæder og reiseudrustning, samt øve os i at gå på ski og kanadiske snesko, hvortil bunden av Whale Sound er godt skikket. Til våren vil 4 eller 5 av selskabet drage av sted over indlandsisen til Humboltbræen, medens en eller to vil blive igjen for at tage vare på huset. Hvis der gjøres god fremgang, vil vi fortsætte fra Humboltbræen til bunden av Petermannfjorden. Her vil to eller tre av selskabet drage videre, medens de andre vender tilbage til Whale Sound kun med den nødvendige proviant for hjemturen. De, som drager videre, vil fortsætte til Sherard Osborn fjord, gå videre til bunden av De Long fjord og så fortsætte derfra til Grønlands nordligste punkt. Når dette punkt er nået og dets geografiske beliggenhet bestemt, vil man gå den samme vei tilbage til Whale Sound, og derefter vil expeditionen benytte første leilighet til at vende hjem til Amerika.
Dette var altså Peary's plan, og som den ble lagt, ble den også i det væsentligste gjennemført.
Antallet av expeditionens medlemmer var fem. Foruden løitnant Peary bestod de av lægen, dr. Cook, en meget aktiv og energisk mann på henimod de 30, der særlig som expeditionens ethnolog indlagde seg betydelige fortjenester under vort ofold blandt de indfødte. Videre Mr. Gibson, der som fremragende sportsmand og især som dygtig jæger var vort lille selskab til uberegnelig nytte, samt endvidere mineralogen, Mr. Verhoeff, der blandt andet hadde bidraget 2000 dollars til dækkelse av expeditionens udgifter. Den sidstnævnte kom, som vi skal se, desværre aldrig mere til at sætte foden tilbage i sitt fædreland. Selv var jeg den yngste av selskabet, idet jeg ved expeditionens avreise endnu ikke hadde fyldt mitt 20de år. Selvfølgelig var vi alle frivillige uden nogensomhelst pekuniær godtgjørelse for vor deltagelse i expeditionen. Som expeditionens kok medfulgte negeren Matt, der i flere år hadde været Peary's tjener og nå i tillid og trofasthet til sin herre ikke betænkte seg på at følge ham til de arktiske egne. Endvidere ledsagedes vort lille selskab av en kvinde, nemlig Peary's hustru, hva der i Amerika ikke mindst bidrog til at gjøre den hele expedition til et sensationelt foretagende.
Den 6te juni forlod expeditionen New-York i sælfangeren Kite. Foruden expeditionens medlemmer medfulgte endel videnskabsmænd fra Filadelfia for at gjøre iagttagelser og indsamlinger under reisen, dog alene i den hensigt, at medfølge skibet tilbage etter at ha sat vort lille selskab iland.
Etter en lang og tildels kjedelig reise langs Nord- Amerikas og New-Foundlands kyster og over Davis-strædet fikk vi endelig den 23de juni øie på det land, hvortil al vor higen og længsel stod.
På veien opover langs Grønlands vestkyst anløb vi et par av de danske kolonier, nemlig Godhavn og Upernavik, hvor vi i den korte tid, vi ofoldt os der, ble overmåde venligt og gjæstfrit behandlede av de derværende danske embedsmænd.
Den 2den juli stoppedes vi av pakisen i Melvillebugten, hvorefter vi i tre uger var indestængte i isen og herunder kun gjorde yderst ringe fremgang. Dagene faldt os i denne tid temmelig lange, idet vi alle var utålmodige etter at nå vort bestemmelsessted, det til vinterkvarter udseede punkt i lnglefield Gulf. Vor hovedbeskjæftigelse var at skyde sæl og søfugl samt at spise. - Den 11te juli hændte det uheld, at løitnant Peary brak sitt ene ben, idet det rammedes av en under rattet anbragt kort jernrorpinde, der gjorde et voldsomt slag til siden, just som skibet gikk agterover, og roret derunder kom i kollision med et stort isflag. Mr. Peary fandt seg imidlertid rolig i sin skjæhne. I fire uger måtte han holde sengen, men sikker på seg selv og sin sag betragtede han det hele uheld med den største sindsro.
Den 16de juli skjød vi vor første bjørn og observerede i de følgende dage flere uden dog at komme dem på skudhold.
Løitnant Peary's plan for denne expedition var i korthet følgende: Med et Selskab på 5 eller 6 medlemmer vil jeg lade meg sætte iland ved Whale Sound på Grønlands vestkyst på 77 35 nordl. bredde i juni eller juli måned. Resten av sommeren samt høsten vil vi tilbringe med at opføre en hytte for overvintringen, lægge op en rigelig forsyning av kjød for brug under ofoldet der, samle, gjøre videnskabelige undersøgelser, gjøre udflugter til indlandsisen og, hvis årstiden er gunstig, oprette et forsyningsdepot nær Humboltbræens sydlige hjørne. I løbet av vinteren vil vi gjøre istand kjælker, ski, klæder og reiseudrustning, samt øve os i at gå på ski og kanadiske snesko, hvortil bunden av Whale Sound er godt skikket. Til våren vil 4 eller 5 av selskabet drage av sted over indlandsisen til Humboltbræen, medens en eller to vil blive igjen for at tage vare på huset. Hvis der gjøres god fremgang, vil vi fortsætte fra Humboltbræen til bunden av Petermannfjorden. Her vil to eller tre av selskabet drage videre, medens de andre vender tilbage til Whale Sound kun med den nødvendige proviant for hjemturen. De, som drager videre, vil fortsætte til Sherard Osborn fjord, gå videre til bunden av De Long fjord og så fortsætte derfra til Grønlands nordligste punkt. Når dette punkt er nået og dets geografiske beliggenhet bestemt, vil man gå den samme vei tilbage til Whale Sound, og derefter vil expeditionen benytte første leilighet til at vende hjem til Amerika.
Dette var altså Peary's plan, og som den ble lagt, ble den også i det væsentligste gjennemført.
Antallet av expeditionens medlemmer var fem. Foruden løitnant Peary bestod de av lægen, dr. Cook, en meget aktiv og energisk mann på henimod de 30, der særlig som expeditionens ethnolog indlagde seg betydelige fortjenester under vort ofold blandt de indfødte. Videre Mr. Gibson, der som fremragende sportsmand og især som dygtig jæger var vort lille selskab til uberegnelig nytte, samt endvidere mineralogen, Mr. Verhoeff, der blandt andet hadde bidraget 2000 dollars til dækkelse av expeditionens udgifter. Den sidstnævnte kom, som vi skal se, desværre aldrig mere til at sætte foden tilbage i sitt fædreland. Selv var jeg den yngste av selskabet, idet jeg ved expeditionens avreise endnu ikke hadde fyldt mitt 20de år. Selvfølgelig var vi alle frivillige uden nogensomhelst pekuniær godtgjørelse for vor deltagelse i expeditionen. Som expeditionens kok medfulgte negeren Matt, der i flere år hadde været Peary's tjener og nå i tillid og trofasthet til sin herre ikke betænkte seg på at følge ham til de arktiske egne. Endvidere ledsagedes vort lille selskab av en kvinde, nemlig Peary's hustru, hva der i Amerika ikke mindst bidrog til at gjøre den hele expedition til et sensationelt foretagende.
Den 6te juni forlod expeditionen New-York i sælfangeren Kite. Foruden expeditionens medlemmer medfulgte endel videnskabsmænd fra Filadelfia for at gjøre iagttagelser og indsamlinger under reisen, dog alene i den hensigt, at medfølge skibet tilbage etter at ha sat vort lille selskab iland.
Etter en lang og tildels kjedelig reise langs Nord- Amerikas og New-Foundlands kyster og over Davis-strædet fikk vi endelig den 23de juni øie på det land, hvortil al vor higen og længsel stod.
På veien opover langs Grønlands vestkyst anløb vi et par av de danske kolonier, nemlig Godhavn og Upernavik, hvor vi i den korte tid, vi ofoldt os der, ble overmåde venligt og gjæstfrit behandlede av de derværende danske embedsmænd.
Den 2den juli stoppedes vi av pakisen i Melvillebugten, hvorefter vi i tre uger var indestængte i isen og herunder kun gjorde yderst ringe fremgang. Dagene faldt os i denne tid temmelig lange, idet vi alle var utålmodige etter at nå vort bestemmelsessted, det til vinterkvarter udseede punkt i lnglefield Gulf. Vor hovedbeskjæftigelse var at skyde sæl og søfugl samt at spise. - Den 11te juli hændte det uheld, at løitnant Peary brak sitt ene ben, idet det rammedes av en under rattet anbragt kort jernrorpinde, der gjorde et voldsomt slag til siden, just som skibet gikk agterover, og roret derunder kom i kollision med et stort isflag. Mr. Peary fandt seg imidlertid rolig i sin skjæhne. I fire uger måtte han holde sengen, men sikker på seg selv og sin sag betragtede han det hele uheld med den største sindsro.
Den 16de juli skjød vi vor første bjørn og observerede i de følgende dage flere uden dog at komme dem på skudhold.