Naar jeg i nærværende kapitel vil give en kort skildring af de to arktiske expeditioners historie, i hvilke jeg har havt anledning til at tage del, saa sker det væsentlig for at give læseren det fornødne indblik i de forhold, under hvilke mine personlige studier og iagttagelser i Grønlands nordligste egne fandt sted. Thi fremstillingen af disse mine personlige iagttagelser er det egentlige formaal med nærværende bog. En nøiagtig og udførlig beskrivelse af expeditionernes historie med tilhørende opgaver over de forskjellige videnskabelige observationer, der regelmæssig udførtes, overlader jeg derimod til lederen af de to foretagender, saa meget mere som alene han er i besiddelse af alt det materiale, der udfordres til et saadant arbeide.
Med hensyn til den første Peary-expeditions historie, saa vil jeg i det følgende give et uddrag af den rapport, som jeg efter min hjemkomst i høsten 1892 forelagde Det norske geografiske selskab, dog med udeladelse af de dele, der i senere afsnit vil blive gjort til gjenstand for en fyldigere behandling, saaledes som f. ex. skildringer af den nord-grønlandske folkestamme livet og naturen i de arktiske egne etc. etc.
Løitnant Peary's plan for denne expedition var i korthed følgende: Med et Selskab paa 5 eller 6 medlemmer vil jeg lade mig sætte iland ved Whale Sound paa Grønlands vestkyst paa 77 35 nordl. bredde i juni eller juli maaned. Resten af sommeren samt høsten vil vi tilbringe med at opføre en hytte for overvintringen, lægge op en rigelig forsyning af kjød for brug under opholdet der, samle, gjøre videnskabelige undersøgelser, gjøre udflugter til indlandsisen og, hvis aarstiden er gunstig, oprette et forsyningsdepot nær Humboltbræens sydlige hjørne. I løbet af vinteren vil vi gjøre istand kjælker, ski, klæder og reiseudrustning, samt øve os i at gaa paa ski og kanadiske snesko, hvortil bunden af Whale Sound er godt skikket. Til vaaren vil 4 eller 5 af selskabet drage afsted over indlandsisen til Humboltbræen, medens en eller to vil blive igjen for at tage vare paa huset. Hvis der gjøres god fremgang, vil vi fortsætte fra Humboltbræen til bunden af Petermannfjorden. Her vil to eller tre af selskabet drage videre, medens de andre vender tilbage til Whale Sound kun med den nødvendige proviant for hjemturen. De, som drager videre, vil fortsætte til Sherard Osborn fjord, gaa videre til bunden af De Long fjord og saa fortsætte derfra til Grønlands nordligste punkt. Naar dette punkt er naaet og dets geografiske beliggenhed bestemt, vil man gaa den samme vei tilbage til Whale Sound, og derefter vil expeditionen benytte første leilighed til at vende hjem til Amerika.
Dette var altsaa Peary's plan, og som den blev lagt, blev den ogsaa i det væsentligste gjennemført.
Antallet af expeditionens medlemmer var fem. Foruden løitnant Peary bestod de af lægen, dr. Cook, en meget aktiv og energisk mand paa henimod de 30, der særlig som expeditionens ethnolog indlagde sig betydelige fortjenester under vort ophold blandt de indfødte. Videre Mr. Gibson, der som fremragende sportsmand og især som dygtig jæger var vort lille selskab til uberegnelig nytte, samt endvidere mineralogen, Mr. Verhoeff, der blandt andet havde bidraget 2000 dollars til dækkelse af expeditionens udgifter. Den sidstnævnte kom, som vi skal se, desværre aldrig mere til at sætte foden tilbage i sit fædreland. Selv var jeg den yngste af selskabet, idet jeg ved expeditionens afreise endnu ikke havde fyldt mit 20de aar. Selvfølgelig var vi alle frivillige uden nogensomhelst pekuniær godtgjørelse for vor deltagelse i expeditionen. Som expeditionens kok medfulgte negeren Matt, der i flere aar havde været Peary's tjener og nu i tillid og trofasthed til sin herre ikke betænkte sig paa at følge ham til de arktiske egne. Endvidere ledsagedes vort lille selskab af en kvinde, nemlig Peary's hustru, hvad der i Amerika ikke mindst bidrog til at gjøre den hele expedition til et sensationelt foretagende.
Den 6te juni forlod expeditionen New-York i sælfangeren Kite. Foruden expeditionens medlemmer medfulgte endel videnskabsmænd fra Philadelphia for at gjøre iagttagelser og indsamlinger under reisen, dog alene i den hensigt, at medfølge skibet tilbage efter at have sat vort lille selskab iland.
Efter en lang og tildels kjedelig reise langs Nord- Amerikas og New-Foundlands kyster og over Davis-strædet fik vi endelig den 23de juni øie paa det land, hvortil al vor higen og længsel stod.
Paa veien opover langs Grønlands vestkyst anløb vi et par af de danske kolonier, nemlig Godhavn og Upernavik, hvor vi i den korte tid, vi opholdt os der, blev overmaade venligt og gjæstfrit behandlede af de derværende danske embedsmænd.
Den 2den juli stoppedes vi af pakisen i Melvillebugten, hvorefter vi i tre uger var indestængte i isen og herunder kun gjorde yderst ringe fremgang. Dagene faldt os i denne tid temmelig lange, idet vi alle var utaalmodige efter at naa vort bestemmelsessted, det til vinterkvarter udseede punkt i lnglefield Gulf. Vor hovedbeskjæftigelse var at skyde sæl og søfugl samt at spise. - Den 11te juli hændte det uheld, at løitnant Peary brak sit ene ben, idet det rammedes af en under rattet anbragt kort jernrorpinde, der gjorde et voldsomt slag til siden, just som skibet gik agterover, og roret derunder kom i kollision med et stort isflag. Mr. Peary fandt sig imidlertid rolig i sin skjæhne. I fire uger maatte han holde sengen, men sikker paa sig selv og sin sag betragtede han det hele uheld med den største sindsro.
Den 16de juli skjød vi vor første bjørn og observerede i de følgende dage flere uden dog at komme dem paa skudhold.
Med hensyn til den første Peary-expeditions historie, saa vil jeg i det følgende give et uddrag af den rapport, som jeg efter min hjemkomst i høsten 1892 forelagde Det norske geografiske selskab, dog med udeladelse af de dele, der i senere afsnit vil blive gjort til gjenstand for en fyldigere behandling, saaledes som f. ex. skildringer af den nord-grønlandske folkestamme livet og naturen i de arktiske egne etc. etc.
Løitnant Peary's plan for denne expedition var i korthed følgende: Med et Selskab paa 5 eller 6 medlemmer vil jeg lade mig sætte iland ved Whale Sound paa Grønlands vestkyst paa 77 35 nordl. bredde i juni eller juli maaned. Resten af sommeren samt høsten vil vi tilbringe med at opføre en hytte for overvintringen, lægge op en rigelig forsyning af kjød for brug under opholdet der, samle, gjøre videnskabelige undersøgelser, gjøre udflugter til indlandsisen og, hvis aarstiden er gunstig, oprette et forsyningsdepot nær Humboltbræens sydlige hjørne. I løbet af vinteren vil vi gjøre istand kjælker, ski, klæder og reiseudrustning, samt øve os i at gaa paa ski og kanadiske snesko, hvortil bunden af Whale Sound er godt skikket. Til vaaren vil 4 eller 5 af selskabet drage afsted over indlandsisen til Humboltbræen, medens en eller to vil blive igjen for at tage vare paa huset. Hvis der gjøres god fremgang, vil vi fortsætte fra Humboltbræen til bunden af Petermannfjorden. Her vil to eller tre af selskabet drage videre, medens de andre vender tilbage til Whale Sound kun med den nødvendige proviant for hjemturen. De, som drager videre, vil fortsætte til Sherard Osborn fjord, gaa videre til bunden af De Long fjord og saa fortsætte derfra til Grønlands nordligste punkt. Naar dette punkt er naaet og dets geografiske beliggenhed bestemt, vil man gaa den samme vei tilbage til Whale Sound, og derefter vil expeditionen benytte første leilighed til at vende hjem til Amerika.
Dette var altsaa Peary's plan, og som den blev lagt, blev den ogsaa i det væsentligste gjennemført.
Antallet af expeditionens medlemmer var fem. Foruden løitnant Peary bestod de af lægen, dr. Cook, en meget aktiv og energisk mand paa henimod de 30, der særlig som expeditionens ethnolog indlagde sig betydelige fortjenester under vort ophold blandt de indfødte. Videre Mr. Gibson, der som fremragende sportsmand og især som dygtig jæger var vort lille selskab til uberegnelig nytte, samt endvidere mineralogen, Mr. Verhoeff, der blandt andet havde bidraget 2000 dollars til dækkelse af expeditionens udgifter. Den sidstnævnte kom, som vi skal se, desværre aldrig mere til at sætte foden tilbage i sit fædreland. Selv var jeg den yngste af selskabet, idet jeg ved expeditionens afreise endnu ikke havde fyldt mit 20de aar. Selvfølgelig var vi alle frivillige uden nogensomhelst pekuniær godtgjørelse for vor deltagelse i expeditionen. Som expeditionens kok medfulgte negeren Matt, der i flere aar havde været Peary's tjener og nu i tillid og trofasthed til sin herre ikke betænkte sig paa at følge ham til de arktiske egne. Endvidere ledsagedes vort lille selskab af en kvinde, nemlig Peary's hustru, hvad der i Amerika ikke mindst bidrog til at gjøre den hele expedition til et sensationelt foretagende.
Den 6te juni forlod expeditionen New-York i sælfangeren Kite. Foruden expeditionens medlemmer medfulgte endel videnskabsmænd fra Philadelphia for at gjøre iagttagelser og indsamlinger under reisen, dog alene i den hensigt, at medfølge skibet tilbage efter at have sat vort lille selskab iland.
Efter en lang og tildels kjedelig reise langs Nord- Amerikas og New-Foundlands kyster og over Davis-strædet fik vi endelig den 23de juni øie paa det land, hvortil al vor higen og længsel stod.
Paa veien opover langs Grønlands vestkyst anløb vi et par af de danske kolonier, nemlig Godhavn og Upernavik, hvor vi i den korte tid, vi opholdt os der, blev overmaade venligt og gjæstfrit behandlede af de derværende danske embedsmænd.
Den 2den juli stoppedes vi af pakisen i Melvillebugten, hvorefter vi i tre uger var indestængte i isen og herunder kun gjorde yderst ringe fremgang. Dagene faldt os i denne tid temmelig lange, idet vi alle var utaalmodige efter at naa vort bestemmelsessted, det til vinterkvarter udseede punkt i lnglefield Gulf. Vor hovedbeskjæftigelse var at skyde sæl og søfugl samt at spise. - Den 11te juli hændte det uheld, at løitnant Peary brak sit ene ben, idet det rammedes af en under rattet anbragt kort jernrorpinde, der gjorde et voldsomt slag til siden, just som skibet gik agterover, og roret derunder kom i kollision med et stort isflag. Mr. Peary fandt sig imidlertid rolig i sin skjæhne. I fire uger maatte han holde sengen, men sikker paa sig selv og sin sag betragtede han det hele uheld med den største sindsro.
Den 16de juli skjød vi vor første bjørn og observerede i de følgende dage flere uden dog at komme dem paa skudhold.