Anne og Alet høre til de mørke Skikkelser, ikke blot fordi man føler en Gysen hver Gang de optræde, men også fordi der i deres hele Natur og Handlemåde er såmeget Hemmelighedsfuldt.
Traditionen har kastet på de to Søstre et romantisk Skjær, som nærværende lille Arbeide kommer til at berøve dem. Det var ikke Hjertets ædleste Lidenskab, der bragte Pigerne til at betræde Lastens Bane. Dette vil sees av efterfølgende fra de pålideligste Kilder hentede, med Sandhet og Virkelighet overensstemmende Beretning om de Ulykkeliges Forbrydelser og deres sidste Timer.
Alet fødtes i 1739, formodentlig i September, og Anne i 1746, rimeligvis i Marts, på Helle. At de i de nævnte Måneder ha seet Lyset kan sluttes av deres Dåbsdage, den 20de September og den 8de April. Var der ved deres Fødsel Noe, som varslede kommende Ulykker? Anede Præsten, da han overøste de smukke Pigehoveder med Dåbens Vand, at de engang skulle falde under Bøddelens Øxe?
De to Søstre fikk sin første Opdragelse i sine Forældres Hus, forsåvidt der på den Tid kunne være Tale om Opdragelse. Riset var dengang det store Universalmiddel til at bibringe de ulykkelige Barn både Dyder og Kundskaber. Forældrene vare ofte mere eller mindre sine Barns Bødler, og Planterne i Louisiana og Arkansas behandlede visselig overhovedet sine Negerslaver bedre, end Barna behandledes i forrige Århundrede. Også Skolelærerne gjorde en meget hyppig Brug av disse Pedanteriets sørgelige Redskaber, som Martial temmelig spydig kalder "sceptra pædagogorum". Der kunne fortælles oprørende Ting både om den raffinerede Grusomhet og den avskyelige Råhet, hvormed man i de Dage straffede for de ubetydeligste Forseelser denne svage Barndom, denne uskyldige Ungdom, der dog, i Regelen, ikke fordrer noe uden Omhu, Skånsel og Agtelse, og aldeles ikke skulle behandles lig Dyrene, som man vil tæmme, eller underkastes den hårdeste og mest vanærende Tugtelse. Desværre gives der endnu i vor Tid Folk, som ere naive nok til at tro, at Dyden lader seg indpiske, og som derfor anbefale den barbariske Brug av Riset. Der er endnu nok igjen av den lede Råhet til, at der ikke skulle findes Fædre og Mødre, som kun vide at true sine Barn med den råeste av alle Straffemåder.
Vi vide Intet om den Måde, hvorpå Anne og Alet ere blitt opdragne, men de har dog neppe hatt tyranniske Forældre. Flere små Omstændigheter tyde hen på, at både Faderen og Moderen har hatt et varmt Hjerte for sine Barn, og at Barna også ha næret kjærlige Følelser for Forældrene. Dyden er hos de to Piger neppe blitt udpisket. Søstrene kom imidlertid, idetmindste den ene, til at forlade sine Forældres Hus længe, førend Barndomstiden var udrunden.
Alet ble om Høsten 1755 konfirmerer i Øiestad Sogns ældgamle Kirke og var en, etter den Tids Fordringer, vel oplyst Konfirmantinde. Enten samme År eller, hva der er sandsynligere, allerede i Året 1748 (Sagen er dunkel og uvis) kom hun i Huset til en på hendes Fødested boende Mann Alf Ånonsen, som var gift med en Kone ved Navn Karen Johnsdatter, der, da hun engang under de senere Forhør kaldes Alets "Faster", må ha været hendes Faders Halvsøster. Disse Ægtefolk vare børnløse; de hadde derfor antaget Alet som sin Datter og bestemt, at hun skulle vare deres Arving. Alf var av et mildt Gemyt, og det kan ikke betvivles, at begge Pleieforældrene ha kastet sin Kjærlighet på det smukke Barn. Alet er sikkerlig ikke blitt fordervet ved overdreven Strenghet, men den unge Pige må dog ha været udsat for demoraliserende Indflydelser, for sørgelige Påvirkninger, der ha bidraget til at udvikle den fast utrolige Letsindighet og Hjerteløshet, som synes at ha været Grundtræk i hendes Karakter.
Alet forblev i Alfs Hus, indtil hun hadde fyldt sitt 25de År og synes at ha vist seg som en flink og skikkelig Pige, der i fuldt Mål nød sine Omgivelsernes Yndest og Agtelse. Det Onde var endnu ikke kommet til Udbrud hos henne; det voxede stille i Dybet av hendes Hjerte ligesom Urverdenens uhyre Krybdyr.
Imidlertid var også Anne kommen bort fra sine Forældres Hus. Allerede i Året 1757 var hun i en Alder av kun 11 År blitt sat i Tjeneste hos en Mann på Gården Thingstvedt, og det må vel ansees som et Bevis på hendes Forældres trange Kår, at de kunne sende sin yngste Datter fra seg i så ung en Alder. Anne har ikke vandret på Roser i sin Barndom. Tyendets Lod er ikke misundelsesværdig og var det endnu mindre i forrige Århundrede. Den samme tyranniske Råhet, for hvilken Barna vare udsatte både i Hjemmet og i Skolen, kom også tilsyne i Forholdet mellom Husbonder og Tjenere og det i en ligeså modbydelig Skikkelse. Tjenerne behandledes ofte ikke stort bedre end Heloter. Hustugten florerede, og selv voxne Piger kunne blive tugtede på den brutaleste Måde, hvis de vare så uheldige at slå en Tallerken istykker. Læseren ville ræddes, hvis Forfatteren fortalte ham de Grusomheter, som selv i en Tid, der ikke ligger så langt tilbage, ere blitt udøvede mod Tyendet i hans Fødeegn, og det av "Damer" og i aristokratiske Huse.
Den barbariske Skik at prygle Barn og Tjenere har alene kunnet indføres og vedligeholde seg hos et Folk, der, som vort, har været vant til at udøve de hårdeste Tugtelser på sine Slaver. Hvo skulle ikke ynkes, når han tænker på Trællenes Kår hos vore rå Forfædre?
Det er ikke bekjendt, om Anne kom i en mild eller i en streng Tjeneste. Stedet, hvor hun tjente, lå dog kun i et Bøsseskuds Avstand fra hendes Forældres Hus, når man ved Bøsseskud tænker på en Minièrifles eller et Chassepotgeværs Skudvidde, og hun har vel således oftere kunnet besøge sine Forældre og Sødskende. Hun forblev i hele 5 År i sin Tjeneste, et Bevis på at hendes Herskab har været tilfreds med henne. Om Høsten 1761 kom hun endelig tilbage til sine Forældre, da hun i den kommende Vinter skulle forberedes til Konfirmation.
Anne ble konfirmeret i Øiestads Kirke om Våren 1762. Om hendes Kundskab i vor guddommelige Religions Sandheter savnes al Oplysning. Rimeligvis har hun stått på samme Trin som Alet. Disse Piger tilhørte en Familie, der var vel udstyret både i åndelig og legemlig Henseende.
Strax etter at ha bekræftet sin Pagt med Gud måtte Anne atter drage ut for at tjene for sitt Brød. Denne Gang var det en 73 År gammel Enke ved Navn Guri Hansdatter, hos hvem hun kom i Tjeneste. Denne Kone boede på Villumstad på den skjønne Hisø, omtrent 3/4 Mil fra Helle. Her indtraf den Ulykke, at Enkens Hus ødelagdes ved Ildsvåde i Juni 1762, og Guri ble nå med sin unge Tjenestepige nødt til at tage sin Tilflugt til sin Naboerske Gumborg Nielsdatter, der var gift med en Sømand Daniel Geruldsen, som da var fraværende på en Søreise. Denne brave Sømands Kone åbnede da også med Velvilje sitt Hus for de Brandlidte.
Anne var meget misfornøiet i sin nye Tjeneste på Hisøen. Hun plagedes av Længsel etter sitt Barndomshjem ved Hellefossen; hun ville bort fra Hisøen, hun kunne ikke trives i dette Arkadien. Hun tænkte måske ofte på en liden grøn Høislette under et Fjeld, der var beliggende nogle hundrede Skridt fra hendes Forældres Hus; hun følte seg måske dragen av en forunderlig Magt tilbage til dette yndige lille Plateau, hvor hun og Alet så ofte hadde plukket Blomster eller leget sammen med Barna fra Nabolaget.
Vare de to Søstre aldrig blitt overfaldne av en uforklarlig Angst, hadde en mørk Anelse aldrig grebet dem på dette Sted midt under deres Lege?
Anne følte på Hisøen alle Længselens Kvaler. Hun gikk omkring med Tårer i sine blå Øine. Der gives Mennesker, som føle Hjemve i en Mils Avstand fra det Sted, hvor de ere fødte og opvoxede, som kun befinde seg vel der, hvor de vare lyksalige som Barn.
Denne Hjemve skulle blive Annes Ulykke
Traditionen har kastet på de to Søstre et romantisk Skjær, som nærværende lille Arbeide kommer til at berøve dem. Det var ikke Hjertets ædleste Lidenskab, der bragte Pigerne til at betræde Lastens Bane. Dette vil sees av efterfølgende fra de pålideligste Kilder hentede, med Sandhet og Virkelighet overensstemmende Beretning om de Ulykkeliges Forbrydelser og deres sidste Timer.
Alet fødtes i 1739, formodentlig i September, og Anne i 1746, rimeligvis i Marts, på Helle. At de i de nævnte Måneder ha seet Lyset kan sluttes av deres Dåbsdage, den 20de September og den 8de April. Var der ved deres Fødsel Noe, som varslede kommende Ulykker? Anede Præsten, da han overøste de smukke Pigehoveder med Dåbens Vand, at de engang skulle falde under Bøddelens Øxe?
De to Søstre fikk sin første Opdragelse i sine Forældres Hus, forsåvidt der på den Tid kunne være Tale om Opdragelse. Riset var dengang det store Universalmiddel til at bibringe de ulykkelige Barn både Dyder og Kundskaber. Forældrene vare ofte mere eller mindre sine Barns Bødler, og Planterne i Louisiana og Arkansas behandlede visselig overhovedet sine Negerslaver bedre, end Barna behandledes i forrige Århundrede. Også Skolelærerne gjorde en meget hyppig Brug av disse Pedanteriets sørgelige Redskaber, som Martial temmelig spydig kalder "sceptra pædagogorum". Der kunne fortælles oprørende Ting både om den raffinerede Grusomhet og den avskyelige Råhet, hvormed man i de Dage straffede for de ubetydeligste Forseelser denne svage Barndom, denne uskyldige Ungdom, der dog, i Regelen, ikke fordrer noe uden Omhu, Skånsel og Agtelse, og aldeles ikke skulle behandles lig Dyrene, som man vil tæmme, eller underkastes den hårdeste og mest vanærende Tugtelse. Desværre gives der endnu i vor Tid Folk, som ere naive nok til at tro, at Dyden lader seg indpiske, og som derfor anbefale den barbariske Brug av Riset. Der er endnu nok igjen av den lede Råhet til, at der ikke skulle findes Fædre og Mødre, som kun vide at true sine Barn med den råeste av alle Straffemåder.
Vi vide Intet om den Måde, hvorpå Anne og Alet ere blitt opdragne, men de har dog neppe hatt tyranniske Forældre. Flere små Omstændigheter tyde hen på, at både Faderen og Moderen har hatt et varmt Hjerte for sine Barn, og at Barna også ha næret kjærlige Følelser for Forældrene. Dyden er hos de to Piger neppe blitt udpisket. Søstrene kom imidlertid, idetmindste den ene, til at forlade sine Forældres Hus længe, førend Barndomstiden var udrunden.
Alet ble om Høsten 1755 konfirmerer i Øiestad Sogns ældgamle Kirke og var en, etter den Tids Fordringer, vel oplyst Konfirmantinde. Enten samme År eller, hva der er sandsynligere, allerede i Året 1748 (Sagen er dunkel og uvis) kom hun i Huset til en på hendes Fødested boende Mann Alf Ånonsen, som var gift med en Kone ved Navn Karen Johnsdatter, der, da hun engang under de senere Forhør kaldes Alets "Faster", må ha været hendes Faders Halvsøster. Disse Ægtefolk vare børnløse; de hadde derfor antaget Alet som sin Datter og bestemt, at hun skulle vare deres Arving. Alf var av et mildt Gemyt, og det kan ikke betvivles, at begge Pleieforældrene ha kastet sin Kjærlighet på det smukke Barn. Alet er sikkerlig ikke blitt fordervet ved overdreven Strenghet, men den unge Pige må dog ha været udsat for demoraliserende Indflydelser, for sørgelige Påvirkninger, der ha bidraget til at udvikle den fast utrolige Letsindighet og Hjerteløshet, som synes at ha været Grundtræk i hendes Karakter.
Alet forblev i Alfs Hus, indtil hun hadde fyldt sitt 25de År og synes at ha vist seg som en flink og skikkelig Pige, der i fuldt Mål nød sine Omgivelsernes Yndest og Agtelse. Det Onde var endnu ikke kommet til Udbrud hos henne; det voxede stille i Dybet av hendes Hjerte ligesom Urverdenens uhyre Krybdyr.
Imidlertid var også Anne kommen bort fra sine Forældres Hus. Allerede i Året 1757 var hun i en Alder av kun 11 År blitt sat i Tjeneste hos en Mann på Gården Thingstvedt, og det må vel ansees som et Bevis på hendes Forældres trange Kår, at de kunne sende sin yngste Datter fra seg i så ung en Alder. Anne har ikke vandret på Roser i sin Barndom. Tyendets Lod er ikke misundelsesværdig og var det endnu mindre i forrige Århundrede. Den samme tyranniske Råhet, for hvilken Barna vare udsatte både i Hjemmet og i Skolen, kom også tilsyne i Forholdet mellom Husbonder og Tjenere og det i en ligeså modbydelig Skikkelse. Tjenerne behandledes ofte ikke stort bedre end Heloter. Hustugten florerede, og selv voxne Piger kunne blive tugtede på den brutaleste Måde, hvis de vare så uheldige at slå en Tallerken istykker. Læseren ville ræddes, hvis Forfatteren fortalte ham de Grusomheter, som selv i en Tid, der ikke ligger så langt tilbage, ere blitt udøvede mod Tyendet i hans Fødeegn, og det av "Damer" og i aristokratiske Huse.
Den barbariske Skik at prygle Barn og Tjenere har alene kunnet indføres og vedligeholde seg hos et Folk, der, som vort, har været vant til at udøve de hårdeste Tugtelser på sine Slaver. Hvo skulle ikke ynkes, når han tænker på Trællenes Kår hos vore rå Forfædre?
Det er ikke bekjendt, om Anne kom i en mild eller i en streng Tjeneste. Stedet, hvor hun tjente, lå dog kun i et Bøsseskuds Avstand fra hendes Forældres Hus, når man ved Bøsseskud tænker på en Minièrifles eller et Chassepotgeværs Skudvidde, og hun har vel således oftere kunnet besøge sine Forældre og Sødskende. Hun forblev i hele 5 År i sin Tjeneste, et Bevis på at hendes Herskab har været tilfreds med henne. Om Høsten 1761 kom hun endelig tilbage til sine Forældre, da hun i den kommende Vinter skulle forberedes til Konfirmation.
Anne ble konfirmeret i Øiestads Kirke om Våren 1762. Om hendes Kundskab i vor guddommelige Religions Sandheter savnes al Oplysning. Rimeligvis har hun stått på samme Trin som Alet. Disse Piger tilhørte en Familie, der var vel udstyret både i åndelig og legemlig Henseende.
Strax etter at ha bekræftet sin Pagt med Gud måtte Anne atter drage ut for at tjene for sitt Brød. Denne Gang var det en 73 År gammel Enke ved Navn Guri Hansdatter, hos hvem hun kom i Tjeneste. Denne Kone boede på Villumstad på den skjønne Hisø, omtrent 3/4 Mil fra Helle. Her indtraf den Ulykke, at Enkens Hus ødelagdes ved Ildsvåde i Juni 1762, og Guri ble nå med sin unge Tjenestepige nødt til at tage sin Tilflugt til sin Naboerske Gumborg Nielsdatter, der var gift med en Sømand Daniel Geruldsen, som da var fraværende på en Søreise. Denne brave Sømands Kone åbnede da også med Velvilje sitt Hus for de Brandlidte.
Anne var meget misfornøiet i sin nye Tjeneste på Hisøen. Hun plagedes av Længsel etter sitt Barndomshjem ved Hellefossen; hun ville bort fra Hisøen, hun kunne ikke trives i dette Arkadien. Hun tænkte måske ofte på en liden grøn Høislette under et Fjeld, der var beliggende nogle hundrede Skridt fra hendes Forældres Hus; hun følte seg måske dragen av en forunderlig Magt tilbage til dette yndige lille Plateau, hvor hun og Alet så ofte hadde plukket Blomster eller leget sammen med Barna fra Nabolaget.
Vare de to Søstre aldrig blitt overfaldne av en uforklarlig Angst, hadde en mørk Anelse aldrig grebet dem på dette Sted midt under deres Lege?
Anne følte på Hisøen alle Længselens Kvaler. Hun gikk omkring med Tårer i sine blå Øine. Der gives Mennesker, som føle Hjemve i en Mils Avstand fra det Sted, hvor de ere fødte og opvoxede, som kun befinde seg vel der, hvor de vare lyksalige som Barn.
Denne Hjemve skulle blive Annes Ulykke