Tekst - "Anne og Alet" Ivar Hirschholm Bentzen

lukk og begynn å skrive
Anne og Alet høre til de mørke Skikkelser, ikke blot fordi man føler en Gysen hver Gang de optræde, men ogsaa fordi der i deres hele Natur og Handlemaade er saameget Hemmelighedsfuldt.

Traditionen har kastet paa de to Søstre et romantisk Skjær, som nærværende lille Arbeide kommer til at berøve dem. Det var ikke Hjertets ædleste Lidenskab, der bragte Pigerne til at betræde Lastens Bane. Dette vil sees af efterfølgende fra de paalideligste Kilder hentede, med Sandhed og Virkelighed overensstemmende Beretning om de Ulykkeliges Forbrydelser og deres sidste Timer.

Alet fødtes i 1739, formodentlig i September, og Anne i 1746, rimeligvis i Marts, paa Helle. At de i de nævnte Maaneder have seet Lyset kan sluttes af deres Daabsdage, den 20de September og den 8de April. Var der ved deres Fødsel Noget, som varslede kommende Ulykker? Anede Præsten, da han overøste de smukke Pigehoveder med Daabens Vand, at de engang skulde falde under Bøddelens Øxe?

De to Søstre fik sin første Opdragelse i sine Forældres Hus, forsaavidt der paa den Tid kunde være Tale om Opdragelse. Riset var dengang det store Universalmiddel til at bibringe de ulykkelige Børn baade Dyder og Kundskaber. Forældrene vare ofte mere eller mindre sine Børns Bødler, og Planterne i Louisiana og Arkansas behandlede visselig overhovedet sine Negerslaver bedre, end Børnene behandledes i forrige Aarhundrede. Ogsaa Skolelærerne gjorde en meget hyppig Brug af disse Pedanteriets sørgelige Redskaber, som Martial temmelig spydig kalder "sceptra pædagogorum". Der kunde fortælles oprørende Ting baade om den raffinerede Grusomhed og den afskyelige Raahed, hvormed man i de Dage straffede for de ubetydeligste Forseelser denne svage Barndom, denne uskyldige Ungdom, der dog, i Regelen, ikke fordrer noget uden Omhu, Skaansel og Agtelse, og aldeles ikke skulde behandles lig Dyrene, som man vil tæmme, eller underkastes den haardeste og mest vanærende Tugtelse. Desværre gives der endnu i vor Tid Folk, som ere naive nok til at tro, at Dyden lader sig indpiske, og som derfor anbefale den barbariske Brug af Riset. Der er endnu nok igjen af den lede Raahed til, at der ikke skulde findes Fædre og Mødre, som kun vide at true sine Børn med den raaeste af alle Straffemaader.

Vi vide Intet om den Maade, hvorpaa Anne og Alet ere blevne opdragne, men de har dog neppe havt tyranniske Forældre. Flere smaa Omstændigheder tyde hen paa, at baade Faderen og Moderen har havt et varmt Hjerte for sine Børn, og at Børnene ogsaa have næret kjærlige Følelser for Forældrene. Dyden er hos de to Piger neppe bleven udpisket. Søstrene kom imidlertid, idetmindste den ene, til at forlade sine Forældres Hus længe, førend Barndomstiden var udrunden.

Alet blev om Høsten 1755 konfirmerer i Øiestad Sogns ældgamle Kirke og var en, efter den Tids Fordringer, vel oplyst Konfirmantinde. Enten samme Aar eller, hvad der er sandsynligere, allerede i Aaret 1748 (Sagen er dunkel og uvis) kom hun i Huset til en paa hendes Fødested boende Mand Alf Aanonsen, som var gift med en Kone ved Navn Karen Johnsdatter, der, da hun engang under de senere Forhør kaldes Alets "Faster", maa have været hendes Faders Halvsøster. Disse Ægtefolk vare børnløse; de havde derfor antaget Alet som sin Datter og bestemt, at hun skulde vare deres Arving. Alf var af et mildt Gemyt, og det kan ikke betvivles, at begge Pleieforældrene have kastet sin Kjærlighed paa det smukke Barn. Alet er sikkerlig ikke bleven fordervet ved overdreven Strenghed, men den unge Pige maa dog have været udsat for demoraliserende Indflydelser, for sørgelige Paavirkninger, der have bidraget til at udvikle den fast utrolige Letsindighed og Hjerteløshed, som synes at have været Grundtræk i hendes Karakter.

Alet forblev i Alfs Hus, indtil hun havde fyldt sit 25de Aar og synes at have vist sig som en flink og skikkelig Pige, der i fuldt Maal nød sine Omgivelsernes Yndest og Agtelse. Det Onde var endnu ikke kommet til Udbrud hos hende; det voxede stille i Dybet af hendes Hjerte ligesom Urverdenens uhyre Krybdyr.

Imidlertid var ogsaa Anne kommen bort fra sine Forældres Hus. Allerede i Aaret 1757 var hun i en Alder af kun 11 Aar bleven sat i Tjeneste hos en Mand paa Gaarden Thingstvedt, og det maa vel ansees som et Bevis paa hendes Forældres trange Kaar, at de kunde sende sin yngste Datter fra sig i saa ung en Alder. Anne har ikke vandret paa Roser i sin Barndom. Tyendets Lod er ikke misundelsesværdig og var det endnu mindre i forrige Aarhundrede. Den samme tyranniske Raahed, for hvilken Børnene vare udsatte baade i Hjemmet og i Skolen, kom ogsaa tilsyne i Forholdet mellem Husbonder og Tjenere og det i en ligesaa modbydelig Skikkelse. Tjenerne behandledes ofte ikke stort bedre end Heloter. Hustugten florerede, og selv voxne Piger kunde blive tugtede paa den brutaleste Maade, hvis de vare saa uheldige at slaa en Tallerken istykker. Læseren vilde ræddes, hvis Forfatteren fortalte ham de Grusomheder, som selv i en Tid, der ikke ligger saa langt tilbage, ere blevne udøvede mod Tyendet i hans Fødeegn, og det af "Damer" og i aristokratiske Huse.

Den barbariske Skik at prygle Børn og Tjenere har alene kunnet indføres og vedligeholde sig hos et Folk, der, som vort, har været vant til at udøve de haardeste Tugtelser paa sine Slaver. Hvo skulde ikke ynkes, naar han tænker paa Trællenes Kaar hos vore raa Forfædre?

Det er ikke bekjendt, om Anne kom i en mild eller i en streng Tjeneste. Stedet, hvor hun tjente, laa dog kun i et Bøsseskuds Afstand fra hendes Forældres Hus, naar man ved Bøsseskud tænker paa en Minièrifles eller et Chassepotgeværs Skudvidde, og hun har vel saaledes oftere kunnet besøge sine Forældre og Sødskende. Hun forblev i hele 5 Aar i sin Tjeneste, et Bevis paa at hendes Herskab har været tilfreds med hende. Om Høsten 1761 kom hun endelig tilbage til sine Forældre, da hun i den kommende Vinter skulde forberedes til Konfirmation.

Anne blev konfirmeret i Øiestads Kirke om Vaaren 1762. Om hendes Kundskab i vor guddommelige Religions Sandheder savnes al Oplysning. Rimeligvis har hun staaet paa samme Trin som Alet. Disse Piger tilhørte en Familie, der var vel udstyret baade i aandelig og legemlig Henseende.

Strax efter at have bekræftet sin Pagt med Gud maatte Anne atter drage ud for at tjene for sit Brød. Denne Gang var det en 73 Aar gammel Enke ved Navn Guri Hansdatter, hos hvem hun kom i Tjeneste. Denne Kone boede paa Villumstad paa den skjønne Hisø, omtrent 3/4 Mil fra Helle. Her indtraf den Ulykke, at Enkens Hus ødelagdes ved Ildsvaade i Juni 1762, og Guri blev nu med sin unge Tjenestepige nødt til at tage sin Tilflugt til sin Naboerske Gumborg Nielsdatter, der var gift med en Sømand Daniel Geruldsen, som da var fraværende paa en Søreise. Denne brave Sømands Kone aabnede da ogsaa med Velvilje sit Hus for de Brandlidte.

Anne var meget misfornøiet i sin nye Tjeneste paa Hisøen. Hun plagedes af Længsel efter sit Barndomshjem ved Hellefossen; hun vilde bort fra Hisøen, hun kunde ikke trives i dette Arkadien. Hun tænkte maaske ofte paa en liden grøn Høislette under et Fjeld, der var beliggende nogle hundrede Skridt fra hendes Forældres Hus; hun følte sig maaske dragen af en forunderlig Magt tilbage til dette yndige lille Plateau, hvor hun og Alet saa ofte havde plukket Blomster eller leget sammen med Børnene fra Nabolaget.

Vare de to Søstre aldrig blevne overfaldne af en uforklarlig Angst, havde en mørk Anelse aldrig grebet dem paa dette Sted midt under deres Lege?

Anne følte paa Hisøen alle Længselens Kvaler. Hun gik omkring med Taarer i sine blaa Øine. Der gives Mennesker, som føle Hjemve i en Mils Afstand fra det Sted, hvor de ere fødte og opvoxede, som kun befinde sig vel der, hvor de vare lyksalige som Børn.

Denne Hjemve skulde blive Annes Ulykke