Der var et dypt stup nede mellem to fjell; igennem det stup drog en vand-rik elv tungt henover sten og urd. Højt var der op på begge sider og bratt, hvorfor den ene side stod bar; men tæt innunder og så nær elven, at den vår og høst la væte henover, stod en frisk skog i klynge, så opp og foran sig og kunne hverken komme hit eller dit.
Enn om vi klædde fjellet? sa eneren en dag til den utenlandske ek, som den stod nærmere enn alle de andre. Eken så ned for at komme efter, hvem det var som talte; dernæst så den op igjen og taug. Elven arbejdede så tungt at den gikk hvit; nordenvinden hadde lagt inn gennem stupet og skrek i kløvterne; det bare fjell hang tungt utover og frøs... Enn om vi klædde fjellet? sa eneren til furuen på den annen side. Skulde det vere nogen, måtte det vel blive oss, sa furuen; den tok sig i skegget og så bortover til bjørken: hvad mener du? - Men bjørken glyttede varsomt opp imot fjellet; så tungt lå det ut over henne, at hun syntes ikke at kunne drage pusten pusten engang; lad os klæ det i Guds navn, sagde bjørken, og ikke flere enn disse tre var, så tok de på sig at klæde fjellet. Eneren gik først.
Da de kom et stykke på vej, møtte de lynget. Eneren vilde likesom gå det forbi. Nej, tak lynget med, sagde furuen. Og lynget i vej. Snart begyndte det at rape for eneren; bit i mig, sagde lynget. Eneren så gjorde, og hvor der var bare en liten rivt, der stakk lynget en finger inn, og hvor det først hadde fått en finger, fikk eneren hele hånden. De krabbed og krøp, furuen tungt efter, bjørken med. Det er sælebot i det, sagde bjørken.
Men fjellet begynte at tænke over, hvad det vel kunde vere for noget småtteri, som for og klorte opover det. Og da det havde tænkt på dette et par hundrede år, sendte det en liten bekk nedover for at se efter. Det var ennda i vårflommen, og bekken smatt sålenge, til den traf på lynget. Kære, kære lyng, kann du ikke slippe mig frem; jeg er så liten, sagde bekken. Lynget havde meget travelt, lettede bare på sig og arbejdede videre. Bekken innunder og frem. Kære, kære ener, kan du ikke slippe mig frem; jeg er så liten. Eneren så hvast på den; men når lynget havde sluppet den frem, kunne vel alletider også den. Bekken oppunder og frem, og kom nu dit, hvor furuen stod og pustede i bakken. Kære, kære furu, kann du ikke slippe mig frem; jeg er så liten, jeg, sa bekken, kysste furuen på foten og gjorde sig så innerlig lækker. Furuen blev skammfull ved det og slapp den frem. Men bjørken lettede på sig, før bekken spurte. Hi, hi, hi, sa bækken og vokste. Ha, ha, ha, sa' bekken og vokste. Ho, ho, ho! sa' bekken, og kastede lynget og eneren og furuen og bjørken framstupes og på rygg opp og ned i de store bakker. Fjellet sat i mange hundrede år og tenkte på, om det ikke hadde draget på smilen den dag.
Det var tydeligt nokk: fjellet vilde ikke bli klædt. Lynget ærgrede sig, så det blev grønt igjen, og da tok det avsted. Frisk mod! sa' lynget.
Eneren hadde rejst sig på huk for at se på lynget; og sålenge sat den på huk, til den sat opprett. Den klødde sig i håret, satte ivej og bet så fast, at den syntes fjellet måtte kenne det. Vil ikke du have mig, så vil jeg ha dig. Furuen krøkte litt på tæerne, for at kenne om de var hele, lettede så på den ene foten, som var hel, så på den annen, som også var hel, så på dem begge to. Den undersøkte først hvor den hadde gått, dernæst hvor den havde ligget, og endelig hvor den skulde gå. Tok den så på at rusle ivej, og lot som den aldrig hadde fallen. Bjørken havde sølet sig så stygt til, rejste sig nu og pyntede sig. Og nu bar det avsted, fortere enn fort, opover og til siderne, i solskin og regnvejr. Hvad er det også for noget, sa' fjællet, når sommersolen stod på - det glittrede i duggen, fuglerne sang, skogmusen pep, haren hoppet, og røysekatten gemte sig og skrek.
Så var dagen kommet, at lynget fik det ene øjet oppover fjellkanten. Ånej, ånej, ånej! sa lynget - og vekk var det. Kære, hvad er det lynget ser? sagde eneren og kom såvidt, at den fikk kike op. Ånej, ånej! skrek den, og var vekk. Hvad er det, som går av eneren idag? sagde furuen og tok lange skridt i solheten. Snart kunne den løfte sig på tæerne og glytte op. Å-nej! - grener og pigger blev stående ende tilvejrs av forundring. Den kavede avsted, kom opp, og vekk var den. Hvad er det alle de andre ser, og ikke jeg, sa' bjørken, lettede skørterne vel opp og trippede efter. Der fikk den hele hovedet opp med en gang. Å-å! - står her ikke en stor skog både av furu og lyng og ener og bjørk oppe på marken og vænter os, sa' bjørken, og bladene skalv i solskinnet, så duggen trillede. Ja, slik er det at nå frem, sagde eneren.
Enn om vi klædde fjellet? sa eneren en dag til den utenlandske ek, som den stod nærmere enn alle de andre. Eken så ned for at komme efter, hvem det var som talte; dernæst så den op igjen og taug. Elven arbejdede så tungt at den gikk hvit; nordenvinden hadde lagt inn gennem stupet og skrek i kløvterne; det bare fjell hang tungt utover og frøs... Enn om vi klædde fjellet? sa eneren til furuen på den annen side. Skulde det vere nogen, måtte det vel blive oss, sa furuen; den tok sig i skegget og så bortover til bjørken: hvad mener du? - Men bjørken glyttede varsomt opp imot fjellet; så tungt lå det ut over henne, at hun syntes ikke at kunne drage pusten pusten engang; lad os klæ det i Guds navn, sagde bjørken, og ikke flere enn disse tre var, så tok de på sig at klæde fjellet. Eneren gik først.
Da de kom et stykke på vej, møtte de lynget. Eneren vilde likesom gå det forbi. Nej, tak lynget med, sagde furuen. Og lynget i vej. Snart begyndte det at rape for eneren; bit i mig, sagde lynget. Eneren så gjorde, og hvor der var bare en liten rivt, der stakk lynget en finger inn, og hvor det først hadde fått en finger, fikk eneren hele hånden. De krabbed og krøp, furuen tungt efter, bjørken med. Det er sælebot i det, sagde bjørken.
Men fjellet begynte at tænke over, hvad det vel kunde vere for noget småtteri, som for og klorte opover det. Og da det havde tænkt på dette et par hundrede år, sendte det en liten bekk nedover for at se efter. Det var ennda i vårflommen, og bekken smatt sålenge, til den traf på lynget. Kære, kære lyng, kann du ikke slippe mig frem; jeg er så liten, sagde bekken. Lynget havde meget travelt, lettede bare på sig og arbejdede videre. Bekken innunder og frem. Kære, kære ener, kan du ikke slippe mig frem; jeg er så liten. Eneren så hvast på den; men når lynget havde sluppet den frem, kunne vel alletider også den. Bekken oppunder og frem, og kom nu dit, hvor furuen stod og pustede i bakken. Kære, kære furu, kann du ikke slippe mig frem; jeg er så liten, jeg, sa bekken, kysste furuen på foten og gjorde sig så innerlig lækker. Furuen blev skammfull ved det og slapp den frem. Men bjørken lettede på sig, før bekken spurte. Hi, hi, hi, sa bækken og vokste. Ha, ha, ha, sa' bekken og vokste. Ho, ho, ho! sa' bekken, og kastede lynget og eneren og furuen og bjørken framstupes og på rygg opp og ned i de store bakker. Fjellet sat i mange hundrede år og tenkte på, om det ikke hadde draget på smilen den dag.
Det var tydeligt nokk: fjellet vilde ikke bli klædt. Lynget ærgrede sig, så det blev grønt igjen, og da tok det avsted. Frisk mod! sa' lynget.
Eneren hadde rejst sig på huk for at se på lynget; og sålenge sat den på huk, til den sat opprett. Den klødde sig i håret, satte ivej og bet så fast, at den syntes fjellet måtte kenne det. Vil ikke du have mig, så vil jeg ha dig. Furuen krøkte litt på tæerne, for at kenne om de var hele, lettede så på den ene foten, som var hel, så på den annen, som også var hel, så på dem begge to. Den undersøkte først hvor den hadde gått, dernæst hvor den havde ligget, og endelig hvor den skulde gå. Tok den så på at rusle ivej, og lot som den aldrig hadde fallen. Bjørken havde sølet sig så stygt til, rejste sig nu og pyntede sig. Og nu bar det avsted, fortere enn fort, opover og til siderne, i solskin og regnvejr. Hvad er det også for noget, sa' fjællet, når sommersolen stod på - det glittrede i duggen, fuglerne sang, skogmusen pep, haren hoppet, og røysekatten gemte sig og skrek.
Så var dagen kommet, at lynget fik det ene øjet oppover fjellkanten. Ånej, ånej, ånej! sa lynget - og vekk var det. Kære, hvad er det lynget ser? sagde eneren og kom såvidt, at den fikk kike op. Ånej, ånej! skrek den, og var vekk. Hvad er det, som går av eneren idag? sagde furuen og tok lange skridt i solheten. Snart kunne den løfte sig på tæerne og glytte op. Å-nej! - grener og pigger blev stående ende tilvejrs av forundring. Den kavede avsted, kom opp, og vekk var den. Hvad er det alle de andre ser, og ikke jeg, sa' bjørken, lettede skørterne vel opp og trippede efter. Der fikk den hele hovedet opp med en gang. Å-å! - står her ikke en stor skog både av furu og lyng og ener og bjørk oppe på marken og vænter os, sa' bjørken, og bladene skalv i solskinnet, så duggen trillede. Ja, slik er det at nå frem, sagde eneren.