Tekst - "Gildet På Solhaug" Henrik Ibsen
lukk og begynn å skrive
Det var seg en ungmø fager og fin, hun sad i sin faders gård; hun sømmed i silke, hun sømmed i lin; så lidet den gammen forslår. Hun sad så ene med sorrig og gru; der var tomt i hal og i stue; den jomfru liden var stolt i hu, henne lysted at vorde en adelsfrue. Det var seg bergkongen, red han fra nord, kom han til gårde med guld og med svende; tredje dags natten hjemad han fór alt med sin brud, med henne. I berget sad hun hel mangen sommer, av guldhorn kunne hun mjøden tømme, i dalen trives de yndigste blommer, hun sanked dem kun i drømme. Det var seg den ungersvend bold og god; vel kunne han lege på gyldne strenge; det klang til bergets inderste rod, hvor hun hadde siddet så længe. Så underlig ble hun tilsinde derved; op sprang fjeldets port som en bue; over dalene lå gud faders fred, og al den herlighet kunne hun skue. Det var som om nå, for første gang, hun var vækket til liv ved harpeklang, som om hun først nå forstod at finde den rigdom, verden slutter inde. Og vel må I vide, hver og en, at den, som er fængslet til fjeldets sten, kan løses så let ved harpeleg! Han så henne bunden, hørte hun skreg, men han slængte sin harpe bort i en vrå, hejsede silkesejlet i rå, stævnede over den salte sjø til fremmede lande med sin fæstemø. (i stigende lidenskab. ) Du legte så fagert på strengenes guld! thi svulmer min barm så kæk og fuld! Jeg må ut, jeg må ut i de grønne dale! Jeg dør herinde i fjeldets sale! Han håner meg kun! Han favner sin mø og stævner over den salte sjø! (skriger. ) Med meg er det ude; berget er lukket! Solen lyser ikke mere; alle stjerner er slukket. (hun vakler og segner avmektig over mod en træstamme. )