Der var igrunden altfor meget lys. På en skyfri junihimmel stod en blankpoleret sol og sendte digre strålebundter ned over byen og havnen, over fjorden og fjeldene rundt om.
Rundt Vågen lå husrækkerne og formelig æste varme ut av træværk og murer. Luften var tyk av fiskestank og alskens ubehagelige dunster, for end ikke det mindste vindpust bragte svalning eller frisk luft.
Over på Tyskebryggen stod kjøpmennene enkeltvis eller et par tre i klynge og svettet under skurene på bryggekantene; men det var så varmt at de ikke engang orket at klage over tidernes elendighet, som de ellers pleiet.
I laget udenfor Nykirkealmendingen lå en stor engelsk damper omgivet av skuter og båter. Den fyldte hele havnen med wincherammel og al herlig støi, så man selv i denne døsige dag fikk et indtryk av liv og rørelse på Vågen. Over på den anden side ved Fæstningskaien lå en enkelt rutebåt og forsøgte at se smart ut. Det var jo midt i turistsæsonen. De elektriske færger vimset frem og tilbage som sædvanlig og ret udfor moloen lå en liden slæbebåd plat stille og drev.
Det var Styggen, kaptein Jonas Ratje.
Jonas Ratje hadde faret tilsjøs siden han slap for presten; og det var længe siden. Han hadde pløiet mange ha og seet lidt av hvert i verden; men det var gått ham som det går alle sjøfolk. Han var blitt ludende lei av sjøen endnu før han var femogtyve år gammel. Så giftet han seg og sjølivet ble ligetil uudholdelig. Men engang da Ratje alt var lidt oppe i tredveårene faldt han over gamle maskinist Dick Darling, en underlig skrue, halvt skotte halvt nordmand av herkomst. Den gamle var lige så lei av sjøen som Ratje og vel så det. Men nå hadde han fått øie på et gammelt vrag av en taugbåt som var tilsalgs.
Dette var i South Schields.
Enden på visen var, at han og Ratje gikk i kompani. De fikk vraget for spotpris; foretog egenhændig en del høist påkrævede udbedringer, og seilte nøddeskallen over Nordsjøen i oktober måned, de to alene, eftersom de ikke hadde råd til at hyre hjælp, og forresten vist ikke hadde kunnet få nogen til at gå med, selv om de hadde kunnet betale.
Det var det rene galmandsværk; men mærkelig nok kom de ikke alene helskindet over men var ovenikjøpet så heldig at træffe på en drivende brig udenfor Marstenen. De tok den på slæb og tjente en ganske pen skilling på det, såpas at de fikk både skrog og kjedel i nogenlunde stand på fillebåden sin.
Men det var den eneste gang de virkelig kunne siges at ha hatt lykken med seg. Siden hadde de og "Styggen" ført en tilværelse så at sige fra hånd og i mund med slæbning og mere eller mindre legalt sjørøveri. De hadde fegtet seg frem fra dag til dag, puffet og ugleseet av konkurenterne. De hadde måttet sluge mange bitre skuffelser; men lidt etter hvert hadde de lært alle trick i traden, og nå etter nogen lange års læretid hadde de vundet frem til en egen position her nede på Vågen.
Ingen kunne sige, at de var elsket, hverken Jonas Ratje, Dick Darling eller "Styggen"; men de var frygtet. Ratje hadde nemlig blandt andet en tunge, som ved passende anledning kunne lægge ord til en situation på en måde, som ikke så let glemtes. Og Dick kunne på sin stilfærdige, uudforskelige måde mærke en uven, så man vogtet seg for at komme ham tvers for baugen mere end høist nødvendig.
Men netop fordi disse to, hver på sin måde, forstod den kunst at være ubehagelig, hævdet de sin stilling, selv om de uafladelig levet på krigsfod med hele bugserbådflåden. Det var en stille intens undergrundskrig, som aldrig bød et øiebliks våbenhvile.
Alligevel ligte de seg igrunden fortræffelig, for kampen gav dem stadig mange små triumfer. Mangen spænding, som livet op i hverdagslivets einerlei, var deres. Endelig hadde de begge evnen til at nyde skadefrydens salighet. Det var ikke ubetinget smukt; men slig som forholdene nå engang lå an, var det sundt.
Rundt Vågen lå husrækkerne og formelig æste varme ut av træværk og murer. Luften var tyk av fiskestank og alskens ubehagelige dunster, for end ikke det mindste vindpust bragte svalning eller frisk luft.
Over på Tyskebryggen stod kjøpmennene enkeltvis eller et par tre i klynge og svettet under skurene på bryggekantene; men det var så varmt at de ikke engang orket at klage over tidernes elendighet, som de ellers pleiet.
I laget udenfor Nykirkealmendingen lå en stor engelsk damper omgivet av skuter og båter. Den fyldte hele havnen med wincherammel og al herlig støi, så man selv i denne døsige dag fikk et indtryk av liv og rørelse på Vågen. Over på den anden side ved Fæstningskaien lå en enkelt rutebåt og forsøgte at se smart ut. Det var jo midt i turistsæsonen. De elektriske færger vimset frem og tilbage som sædvanlig og ret udfor moloen lå en liden slæbebåd plat stille og drev.
Det var Styggen, kaptein Jonas Ratje.
Jonas Ratje hadde faret tilsjøs siden han slap for presten; og det var længe siden. Han hadde pløiet mange ha og seet lidt av hvert i verden; men det var gått ham som det går alle sjøfolk. Han var blitt ludende lei av sjøen endnu før han var femogtyve år gammel. Så giftet han seg og sjølivet ble ligetil uudholdelig. Men engang da Ratje alt var lidt oppe i tredveårene faldt han over gamle maskinist Dick Darling, en underlig skrue, halvt skotte halvt nordmand av herkomst. Den gamle var lige så lei av sjøen som Ratje og vel så det. Men nå hadde han fått øie på et gammelt vrag av en taugbåt som var tilsalgs.
Dette var i South Schields.
Enden på visen var, at han og Ratje gikk i kompani. De fikk vraget for spotpris; foretog egenhændig en del høist påkrævede udbedringer, og seilte nøddeskallen over Nordsjøen i oktober måned, de to alene, eftersom de ikke hadde råd til at hyre hjælp, og forresten vist ikke hadde kunnet få nogen til at gå med, selv om de hadde kunnet betale.
Det var det rene galmandsværk; men mærkelig nok kom de ikke alene helskindet over men var ovenikjøpet så heldig at træffe på en drivende brig udenfor Marstenen. De tok den på slæb og tjente en ganske pen skilling på det, såpas at de fikk både skrog og kjedel i nogenlunde stand på fillebåden sin.
Men det var den eneste gang de virkelig kunne siges at ha hatt lykken med seg. Siden hadde de og "Styggen" ført en tilværelse så at sige fra hånd og i mund med slæbning og mere eller mindre legalt sjørøveri. De hadde fegtet seg frem fra dag til dag, puffet og ugleseet av konkurenterne. De hadde måttet sluge mange bitre skuffelser; men lidt etter hvert hadde de lært alle trick i traden, og nå etter nogen lange års læretid hadde de vundet frem til en egen position her nede på Vågen.
Ingen kunne sige, at de var elsket, hverken Jonas Ratje, Dick Darling eller "Styggen"; men de var frygtet. Ratje hadde nemlig blandt andet en tunge, som ved passende anledning kunne lægge ord til en situation på en måde, som ikke så let glemtes. Og Dick kunne på sin stilfærdige, uudforskelige måde mærke en uven, så man vogtet seg for at komme ham tvers for baugen mere end høist nødvendig.
Men netop fordi disse to, hver på sin måde, forstod den kunst at være ubehagelig, hævdet de sin stilling, selv om de uafladelig levet på krigsfod med hele bugserbådflåden. Det var en stille intens undergrundskrig, som aldrig bød et øiebliks våbenhvile.
Alligevel ligte de seg igrunden fortræffelig, for kampen gav dem stadig mange små triumfer. Mangen spænding, som livet op i hverdagslivets einerlei, var deres. Endelig hadde de begge evnen til at nyde skadefrydens salighet. Det var ikke ubetinget smukt; men slig som forholdene nå engang lå an, var det sundt.