Der var igrunden altfor meget lys. Paa en skyfri junihimmel stod en
blankpoleret sol og sendte digre straalebundter ned over byen og
havnen, over fjorden og fjeldene rundt om.
Rundt Vaagen laa husrækkerne og formelig æste varme ut af træværk og
murer. Luften var tyk av fiskestank og alskens ubehagelige dunster,
for end ikke det mindste vindpust bragte svalning eller frisk luft.
Over paa Tyskebryggen stod kjøbmændene enkeltvis eller et par tre i
klynge og svettet under skurene paa bryggekantene; men det var saa
varmt at de ikke engang orket at klage over tidernes elendighed, som
de ellers pleiet.
I laget udenfor Nykirkealmendingen laa en stor engelsk damper omgivet
af skuter og baater. Den fyldte hele havnen med wincherammel og al
herlig støi, saa man selv i denne døsige dag fik et indtryk af liv og
rørelse paa Vaagen. Over paa den anden side ved Fæstningskaien laa en
enkelt rutebaat og forsøgte at se smart ud. Det var jo midt i
turistsæsonen. De elektriske færger vimset frem og tilbage som
sædvanlig og ret udfor moloen laa en liden slæbebaad plat stille og
drev.
Det var Styggen, kaptein Jonas Ratje.
Jonas Ratje havde faret tilsjøs siden han slap for presten; og det
var længe siden. Han havde pløiet mange have og seet lidt af hvert i
verden; men det var gaaet ham som det gaar alle sjøfolk. Han var
blevet ludende lei af sjøen endnu før han var femogtyve aar gammel.
Saa giftet han sig og sjølivet blev ligetil uudholdelig. Men engang
da Ratje alt var lidt oppe i tredveaarene faldt han over gamle
maskinist Dick Darling, en underlig skrue, halvt skotte halvt
nordmand af herkomst. Den gamle var lige saa lei af sjøen som Ratje
og vel saa det. Men nu havde han faaet øie paa et gammelt vrag af en
taugbaat som var tilsalgs.
Dette var i South Schields.
Enden paa visen var, at han og Ratje gik i kompani. De fik vraget for
spotpris; foretog egenhændig en del høist paakrævede udbedringer, og
seilte nøddeskallen over Nordsjøen i oktober maaned, de to alene,
eftersom de ikke havde raad til at hyre hjælp, og forresten vist ikke
havde kunnet faa nogen til at gaa med, selv om de havde kunnet
betale.
Det var det rene galmandsværk; men mærkelig nok kom de ikke alene
helskindet over men var ovenikjøbet saa heldig at træffe paa en
drivende brig udenfor Marstenen. De tog den paa slæb og tjente en
ganske pen skilling paa det, saapas at de fik baade skrog og kjedel i
nogenlunde stand paa fillebaaden sin.
Men det var den eneste gang de virkelig kunde siges at have havt
lykken med sig. Siden havde de og "Styggen" ført en tilværelse saa at
sige fra haand og i mund med slæbning og mere eller mindre legalt
sjørøveri. De havde fegtet sig frem fra dag til dag, puffet og
ugleseet af konkurenterne. De havde maattet sluge mange bitre
skuffelser; men lidt efter hvert havde de lært alle trick i traden,
og nu efter nogen lange aars læretid havde de vundet frem til en egen
position her nede paa Vaagen.
Ingen kunde sige, at de var elsket, hverken Jonas Ratje, Dick Darling
eller "Styggen"; men de var frygtet. Ratje havde nemlig blandt andet
en tunge, som ved passende anledning kunde lægge ord til en situation
paa en maade, som ikke saa let glemtes. Og Dick kunde paa sin
stilfærdige, uudforskelige maade mærke en uven, saa man vogtet sig
for at komme ham tvers for baugen mere end høist nødvendig.
Men netop fordi disse to, hver paa sin maade, forstod den kunst at
være ubehagelig, hævdet de sin stilling, selv om de uafladelig levet
paa krigsfod med hele bugserbaadflaaden. Det var en stille intens
undergrundskrig, som aldrig bød et øiebliks vaabenhvile.
Alligevel ligte de sig igrunden fortræffelig, for kampen gav dem
stadig mange smaa triumfer. Mangen spænding, som livet op i
hverdagslivets einerlei, var deres. Endelig havde de begge evnen til
at nyde skadefrydens salighed. Det var ikke ubetinget smukt; men slig
som forholdene nu engang laa an, var det sundt.
blankpoleret sol og sendte digre straalebundter ned over byen og
havnen, over fjorden og fjeldene rundt om.
Rundt Vaagen laa husrækkerne og formelig æste varme ut af træværk og
murer. Luften var tyk av fiskestank og alskens ubehagelige dunster,
for end ikke det mindste vindpust bragte svalning eller frisk luft.
Over paa Tyskebryggen stod kjøbmændene enkeltvis eller et par tre i
klynge og svettet under skurene paa bryggekantene; men det var saa
varmt at de ikke engang orket at klage over tidernes elendighed, som
de ellers pleiet.
I laget udenfor Nykirkealmendingen laa en stor engelsk damper omgivet
af skuter og baater. Den fyldte hele havnen med wincherammel og al
herlig støi, saa man selv i denne døsige dag fik et indtryk af liv og
rørelse paa Vaagen. Over paa den anden side ved Fæstningskaien laa en
enkelt rutebaat og forsøgte at se smart ud. Det var jo midt i
turistsæsonen. De elektriske færger vimset frem og tilbage som
sædvanlig og ret udfor moloen laa en liden slæbebaad plat stille og
drev.
Det var Styggen, kaptein Jonas Ratje.
Jonas Ratje havde faret tilsjøs siden han slap for presten; og det
var længe siden. Han havde pløiet mange have og seet lidt af hvert i
verden; men det var gaaet ham som det gaar alle sjøfolk. Han var
blevet ludende lei af sjøen endnu før han var femogtyve aar gammel.
Saa giftet han sig og sjølivet blev ligetil uudholdelig. Men engang
da Ratje alt var lidt oppe i tredveaarene faldt han over gamle
maskinist Dick Darling, en underlig skrue, halvt skotte halvt
nordmand af herkomst. Den gamle var lige saa lei af sjøen som Ratje
og vel saa det. Men nu havde han faaet øie paa et gammelt vrag af en
taugbaat som var tilsalgs.
Dette var i South Schields.
Enden paa visen var, at han og Ratje gik i kompani. De fik vraget for
spotpris; foretog egenhændig en del høist paakrævede udbedringer, og
seilte nøddeskallen over Nordsjøen i oktober maaned, de to alene,
eftersom de ikke havde raad til at hyre hjælp, og forresten vist ikke
havde kunnet faa nogen til at gaa med, selv om de havde kunnet
betale.
Det var det rene galmandsværk; men mærkelig nok kom de ikke alene
helskindet over men var ovenikjøbet saa heldig at træffe paa en
drivende brig udenfor Marstenen. De tog den paa slæb og tjente en
ganske pen skilling paa det, saapas at de fik baade skrog og kjedel i
nogenlunde stand paa fillebaaden sin.
Men det var den eneste gang de virkelig kunde siges at have havt
lykken med sig. Siden havde de og "Styggen" ført en tilværelse saa at
sige fra haand og i mund med slæbning og mere eller mindre legalt
sjørøveri. De havde fegtet sig frem fra dag til dag, puffet og
ugleseet af konkurenterne. De havde maattet sluge mange bitre
skuffelser; men lidt efter hvert havde de lært alle trick i traden,
og nu efter nogen lange aars læretid havde de vundet frem til en egen
position her nede paa Vaagen.
Ingen kunde sige, at de var elsket, hverken Jonas Ratje, Dick Darling
eller "Styggen"; men de var frygtet. Ratje havde nemlig blandt andet
en tunge, som ved passende anledning kunde lægge ord til en situation
paa en maade, som ikke saa let glemtes. Og Dick kunde paa sin
stilfærdige, uudforskelige maade mærke en uven, saa man vogtet sig
for at komme ham tvers for baugen mere end høist nødvendig.
Men netop fordi disse to, hver paa sin maade, forstod den kunst at
være ubehagelig, hævdet de sin stilling, selv om de uafladelig levet
paa krigsfod med hele bugserbaadflaaden. Det var en stille intens
undergrundskrig, som aldrig bød et øiebliks vaabenhvile.
Alligevel ligte de sig igrunden fortræffelig, for kampen gav dem
stadig mange smaa triumfer. Mangen spænding, som livet op i
hverdagslivets einerlei, var deres. Endelig havde de begge evnen til
at nyde skadefrydens salighed. Det var ikke ubetinget smukt; men slig
som forholdene nu engang laa an, var det sundt.