Plato, den bekjendte græske Vismand, udtalte, at de to største og
herligste Gaver, som Naturen er istand til at skjænke os, først og fremst
er en god Forstand og dernæst en harmonisk Skjønhed. Han satte disse
Velsignelser høiere end Rigdom, Byrd og Magt.
Kan være, at enkelte Mennesker har en anden Opfatning end den gamle
Vismand og siger: Nei, maa vi da heller ønske os Helbred! Dog lad os
da erindre, at lykkelige Besiddere af virkelig Skjønhed med Nødvendighed
ogsaa maa være i Besiddelse af Helbred; thi den førstnævnte Gave kan
ei være tilstede uden at sidstnævnte er det; medens Helbred ofte kan
findes, om Skjønheden mangler fuldstændig.
Skjønhed bør ei foragtes selv af dem, der træder Verdens Forfængelighed
under Fødder. Skaberen er Skjønhedens Gud, hvad næsten alt hans
Værk og al hans Gjerning viser. Et eneste Blik paa Naturen leverer
et tilstrækkeligt Bevis derfor. Se bare paa Paradisfuglene i deres
lysende Fjærbeklædning og Paafuglen med dens pragtfulde Hale; betragt
de flagrende Sommerfugle med deres fintformede, vakre Vingepar, og
Blomsterne, som synes at kappes med hinanden i Formens og Farverigdommens
Skjønhed. Og sluttelig over alle disse Ting det menneskelige Legeme,
fuldkomment, saaledes som det burde være, fuldkomment som Herren
oprindelig skabte det.
Stiger vi et Trin lavere ned, kommer vi til at betragte Skjønhedens Værd
fra de verdslige Beregningers Synspunkt. Selv seet fra et saadant, eier
den mange og betydningsfulde Fordele. Næst Karakteren danner Ansigtet
det vigtigste Grundlag for Dannelsen af de Omstændigheder, som bidrager
til at udfylde vort Liv. Venskabsforbindelser bliver i Almindelighed
først indgaaet paa Grund af et eller andet tiltrækkende ved det
Ydre, et fagert, mildt Ansigtsudtryk, en høi Pande for Eksempel og
det længe forinden Karakteren bliver kjendt. Og hvor mange af disse
Venskabsforbindelser mellem Mand og Kvinde gaar ikke senere over til
Kjærlighed!
Mit Ansigt er min Formue, siger Budeien i en gammel, engelsk Folkevise,
og dette er slet ikke nogen dum Paastand. Antagelig tænkte hun blot paa
Ægteskab, men bortseet fra Fordelene ved Skjønhed i denne Henseende,
har et godt Udseende ofte stort Værd i og under Kampen for Tilværelsen.
Inden de mange forskjellige Livskald og Virksomheder hænder det ofte, at
de, som har de mest tiltrækkende og intelligente Ansigter, vælges til at
fylde visse Pladser med Forbigaaelser af andre Ansøgere, som maaske var
mere skikkede derfor end de Foretrukne, men som til Gjengjæld manglede et
stateligt Ydre. I talrige Livsforhold opdager baade Mænd og Kvinder, at
deres Ansigt i Virkeligheden har den størte Betydning for deres Lykke.
Skjønheden, er det bleven sagt, er et gyldent Scepter, som udøver en
mægtig Indflydelse paa vort Ve og Vel. Den har afgjort Menneskeskjæbner,
regjeret Nationer og behersket Kongeriger.
herligste Gaver, som Naturen er istand til at skjænke os, først og fremst
er en god Forstand og dernæst en harmonisk Skjønhed. Han satte disse
Velsignelser høiere end Rigdom, Byrd og Magt.
Kan være, at enkelte Mennesker har en anden Opfatning end den gamle
Vismand og siger: Nei, maa vi da heller ønske os Helbred! Dog lad os
da erindre, at lykkelige Besiddere af virkelig Skjønhed med Nødvendighed
ogsaa maa være i Besiddelse af Helbred; thi den førstnævnte Gave kan
ei være tilstede uden at sidstnævnte er det; medens Helbred ofte kan
findes, om Skjønheden mangler fuldstændig.
Skjønhed bør ei foragtes selv af dem, der træder Verdens Forfængelighed
under Fødder. Skaberen er Skjønhedens Gud, hvad næsten alt hans
Værk og al hans Gjerning viser. Et eneste Blik paa Naturen leverer
et tilstrækkeligt Bevis derfor. Se bare paa Paradisfuglene i deres
lysende Fjærbeklædning og Paafuglen med dens pragtfulde Hale; betragt
de flagrende Sommerfugle med deres fintformede, vakre Vingepar, og
Blomsterne, som synes at kappes med hinanden i Formens og Farverigdommens
Skjønhed. Og sluttelig over alle disse Ting det menneskelige Legeme,
fuldkomment, saaledes som det burde være, fuldkomment som Herren
oprindelig skabte det.
Stiger vi et Trin lavere ned, kommer vi til at betragte Skjønhedens Værd
fra de verdslige Beregningers Synspunkt. Selv seet fra et saadant, eier
den mange og betydningsfulde Fordele. Næst Karakteren danner Ansigtet
det vigtigste Grundlag for Dannelsen af de Omstændigheder, som bidrager
til at udfylde vort Liv. Venskabsforbindelser bliver i Almindelighed
først indgaaet paa Grund af et eller andet tiltrækkende ved det
Ydre, et fagert, mildt Ansigtsudtryk, en høi Pande for Eksempel og
det længe forinden Karakteren bliver kjendt. Og hvor mange af disse
Venskabsforbindelser mellem Mand og Kvinde gaar ikke senere over til
Kjærlighed!
Mit Ansigt er min Formue, siger Budeien i en gammel, engelsk Folkevise,
og dette er slet ikke nogen dum Paastand. Antagelig tænkte hun blot paa
Ægteskab, men bortseet fra Fordelene ved Skjønhed i denne Henseende,
har et godt Udseende ofte stort Værd i og under Kampen for Tilværelsen.
Inden de mange forskjellige Livskald og Virksomheder hænder det ofte, at
de, som har de mest tiltrækkende og intelligente Ansigter, vælges til at
fylde visse Pladser med Forbigaaelser af andre Ansøgere, som maaske var
mere skikkede derfor end de Foretrukne, men som til Gjengjæld manglede et
stateligt Ydre. I talrige Livsforhold opdager baade Mænd og Kvinder, at
deres Ansigt i Virkeligheden har den størte Betydning for deres Lykke.
Skjønheden, er det bleven sagt, er et gyldent Scepter, som udøver en
mægtig Indflydelse paa vort Ve og Vel. Den har afgjort Menneskeskjæbner,
regjeret Nationer og behersket Kongeriger.