Der var engang en fattig Mann, som hadde tre Sønner. Da han døde, skulle de to ældste Sønner drage ut i Verden for at prøve sin Lykke; men den yngste ville de slet ikke ha med seg. Du da! - sa de - du duer ikke til Andet end at sidde og grave i Asken, du. Så fåer jeg vel gå alene, jeg da, sa Askepot. De To gikk og kom til Kongsgården; der fikk de Tjeneste, den Ene hos Staldmesteren og den Anden hos Gartneren. Askepot gikk også av sted, og tok med seg et stort Knadetrug, som var det Eneste, der var etter Forældrene, men som de andre To ikke brød seg noe om; det var tungt at bære, men han ville dog ikke lade det stå igjen; - og da han hadde gått en Stund, kom også han til Kongsgården og bad om Tjeneste. De svarede at de ikke behøvede ham, men da han bad så inderlig vakkert, skulle han tilsidst få Lov at være i Kjøkkenet og bære Ved og Vand til Kokkegjenten. Han var flittig og flink, og det varede ikke længe, førend Alle holdt meget av ham, - men de to Andre vare dovne, og derfor fikk de ofte Hug og liden Løn, og så ble de avindsyge på Askepot, da de såe at det gikk ham bedre.

Ligeover for Kongsgården, på den anden Side av et Vand, boede et Trold, som hadde syv Sølvænder, der svømmede ude på Vandet, såat de kunne see dem fra Kongsgården. Dem hadde Kongen ofte ønsket seg, og derfor sa de to Brødrene til Staldmesteren. Dersom vor Broder ville, har han sagt seg god for at skaffe Kongen de syv Sølvænderne. Man kan nok vide, det ikke var længe, før Staldmesteren sa det til Kongen. Denne råbte da til Askepot ind til seg og sa: Brødrene dine fortælle, at du kan skaffe meg Sølvænderne, og nå skal du gjøre det. Det har jeg hverken tænkt eller sagt svarede Gutten. Du har sagt det, vedblev Kongen, og du skal! Ja-ja! sa Gutten, når det ikke kan være Andet, så lad meg få et Kvarter Rug og et Kvarter Hvede, så fåer jeg vel prøve. Det fikk han og lagde i Knadetruget, han hadde taget med hjemmefra, og roede over med det. Da han var kommen på den anden Side, begyndte han at gå på Strandkanten og strøe og strøe, og endelig fikk han lokket Ænderne ut i Truget, og roede så tilbage, det forteste han kunne.

Da han var kommen midt udpå, kom Troldet og fikk see ham. Har du reist av sted med de syv Sølvænderne mine, du? råbte det. Ja-a! sa Gutten. Kommer du igjen oftere du? spurgte Troldet. Kan nok hænde, sa Gutten. - Da han kom tilbage til Kongen med de syv Sølvænderne, ble han endnu meer avholdt i Kongsgården, og selve Kongen sa, at det var godt gjort, - men derved ble hans Brødre endnu mere vrede og misundelige på ham; og så fandt de på at sige til Staldmesteren, at nå hadde han sagt seg god for at skaffe Kongen Troldets Sengetæppe, med en Sølvrude og en Guldrude, og en Sølvrude og en Guldrude i, dersom han bare ville, og Staldmesteren var heller ikke den Gang seen med at fortælle Kongen det. Kongen sa derfor til Gutten at hans Brødre hadde fortalt, at han sa seg god for at skaffe Troldets Sengetæppe med Sølv- og Guldruderne i, og nå skulle han gjøre det, eller også skulle han miste Livet. Askepot svarede, at det hadde han hverken tænkt eller sagt, men da det ikke hjalp, bad han om tre Dage at betænke seg i. Da de vare omme, roede han over igjen i Knadetruget og gikk frem og tilbage og lurede. Endelig så han, at de i Bjerget hængte Sengetæppet ut forat lufte det, og da de vare komne vel ind i Fjeldet igjen, kneb Askepot det og roede tilbage, det forteste, han kunne. Da han var kommen midt udpå, kom Troldet ut og fikk see ham. Er det deg som har taget de syv Sølvænderne mine? råbte Troldet Ja-a! sa Gutten. Har du nå taget Sengetæppet mitt, med en Sølvrude og en Guldrude og en Sølvrude og en Guldrude, og? Ja-a! sa Gutten. Kommer du igjen oftere, du? Kan nok hænde, det, sa Gutten. Da han nå kom tilbage med Guld- og Sølvtæppet, holdt Alle endnu meer av ham end før, og han ble Tjener hos Kongen selv. Derover ble de andre To endnu mere harme, og forat hævne seg, fandt de nå på at sige til Staldmesteren: Nå har vor Broder sagt seg god for at skaffe Kongen den Guldharpe, som Troldet har, og som er sådan, at Alle blive glade, når de høre der spilles på den, om de ere nokså sørgmodige. Ja, Staldmesteren han fortalte det strax igjen til Kongen, og han sa til Gutten: Har du sagt det, så skal du gjøre det. Kan du det, skal du få Prindsessen og halve Riget, men kan du det ikke, skal du miste Livet. Jeg har hverken tænkt eller sagt det, svarede Gutten, men der er vel intet andet Råd, jeg fåer vel prøve. Men sex Dage vil jeg ha at betænke meg i. Ja, dem skulle han få; men da de vare omme, måtte han i Veien. Han tok da en Spiger, en Birkepind og en Lysstump i Lommen og roede over, og gikk derudenfor frem og tilbage og smat. Da Troldet kom ut, fikk det see ham. Er det deg, som har taget de syv Sølvænderne mine? råbte Troldet. Ja-a! svarede Gutten. Det er deg som har taget Sengeteppet mitt med Sølv- og Guldruderne, også da? spurgte Troldet. Ja-a! sa Gutten. Så greb Troldet ham og tok ham med seg ind i Bjerget. Nå, Datter min, sa han, nå har jeg fått fat på ham, som har taget Sølvænderne mine og Sengeteppet mitt med Sølv- og Guldruderne i, sæt ham nå på Gjødstien, så skal vi slagte ham og bede til os vore Venner. Dertil var hun strax villig og satte ham på Gjødstien, og der stod han i otte Dage og fikk alt det Bedste, han kunne ønske seg både av Mad og Drikke, såmeget han ville ha. Da de otte Dage vare forbi, sa Troldet til Datteren, at hun skulle gå ned og skjære ham i Lillefingeren, så de kunne få see, om han er fed. Strax gikk da Trolddatteren ned. Kom med Lillefingeren din! sa hun; men Askepot han stak ut Spigeren og den skar hun i. Å nei! han er hård som Jern endnu, sa Trolddatteren, da hun kom ind igjen til sin Fader; endnu kan vi ikke tage ham! Om otte Dage gikk det ligeeens igjen, på det nær at nå satte Askepot Birkepinden frem. Lidt bedre er han, sa hun da hun kom ind igjen til Troldet, men endnu ble han hård at tygge som Træ. Men om otte Dage sa Troldet igjen, at Datteren skulle gå ned og see om han ikke nå var fed. Kom med Lillefingeren din! sa Trolddatteren, da hun var kommen ned til Gjødstien; dengang satte Askepot Lysstumpen frem. Nå går han an! sa hun. Ja så! sa Troldet; så reiser jeg bort, jeg da, at bede til Gjæstebuds; imidlertid skal du slagte ham, og stege det Halve og koge det Halve! Da Troldet vel var reist, gav Datteren seg til at bryne på en stor lang Kniv. Skal du ha den at slagte meg med? spurgte Gutten. Ja du! sa Trolddatteren. Men den er ikke skarp, sa Gutten. Jeg kommer nok til at bryne den, jeg, så du mere letvindt kan få Livet av meg. Hun lod ham da få Kniven, og han til at slibe og bryne. Lad meg nå prøve den på Hårfletten din, sa Gutten; jeg troer, den skal være brav nå. Det fikk han Lov til; men i det samme han greb i Hårfletten, bøiede han Hovedet bagover og skar det av Trolddatteren, - og kogte så det Halve og stegte det Halve og satte det på Bordet. Derpå tok han hendes Klæder på, og satte seg borte i Krogen. Da Troldet kom hjem med Gjæstebudsfolkene, bad han Datteren - for han troede, det var henne, han - at hun også skulle komme og spise med. Nei, svarede Gutten, jeg vil ikke ha Mad, jeg er så stuur og bedrøvet. Å, du veed vel Råd for det, sa Troldet, tag Guldharpen og spil på! Ja, hvor er nå den henne da? sa Gutten igjen. Du veed vel det, du, - du har jo sidst brugt den; den hænger jo der over Døren! Gutten lod seg ikke det sige to Gange, han tok den og gikk ut og ind og spillede; men ret som det var, så skjød han Knadetruget ut, og roede av sted, så det fossede om Truget. Om en Stund syntes Troldet at Datteren ble forlænge ude, og gikk etter forat see, hva der manglede henne; så så han Gutten i Truget langt, langt ude på Vandet. "Er det deg, som har taget de syv Sølvænderne mine? råbte Troldet. Ja, sa Gutten. Det er deg, som har taget Tæppet mitt, med en Sølvrude og en Guldrude i, også da? Ja, sa Gutten. Har du nå taget Guldharpen min med? skreg Troldet. Ja, jeg har nok det, sa Gutten. Har jeg ikke ædt op deg ligevel da? Nei, det var Datteren din, du åd! svarede Gutten. Da Troldet hørte det, ble han så harm, at han sprak; og så roede Askepot tilbage og tok en heel Hob Guld og Sølv med seg, såmeget Truget kunne bære. Da han nå kom tilKongsgården med Guldharpen, fikk han Kongedatteren og halve Riget, således som Kongen hadde lovet ham; - Brødrene sine gjorde han vel imod, for han troede, de kuns hadde villet hans Bedste med det, de hadde sagt.