Alt fra hun var barn havde Elisa havt et godt hjem i Schelbys hus.
Schelby havde da kjøbt hende, og hans hustru havde fra første stund
været som en mor for hende og opdraget hende mer som barn af huset end
som et slavebarn.
Ogsaa Elisas medtjenere havde det godt. Schelby og hans kone var kjendte
for at stelle pent med folkene sine. I det hele taget havde slaverne det
langt bedre i Kentucky end i sydstaterne, hvor de især i onnetiderne
blev drevet med en tvang og haardhed som ofte gjorde det umuligt for de
stakkars mennesker at holde det ud. Slaverne i Kentucky holdt det derfor
for en ulykke at bli solgt sydover.
Elisa blev tidlig gift med en ung lys mulat som hedte Georg Harris.
Denne unge mand var slave paa en nabogaard; men hans herre havde leiet
ham bort til arbeide ved en seildugsfabrik derinærheden. De unge
egtefolk levde saaledes hver for sig. Det var bare en gang imellem de
kunde faa være sammen. Alligevel var de lykkelige og glade i den første
tid efter de blev gifte. Men saa kom en tung tid for dem; de misted sine
to første børn. Dette tab tog de sig svært nær af. Især var moren i lang
tid utrøstelig. Det var først efter at de i stedet havde faat lille
Harry, som vi før har lært at kjende, at de overvandt sin sorg.
Georg Harris var en sjelden vakker mand, havde godt hoved og var
fingernem. Ved seildugsfabriken var det gaat ham saa godt, at han paa
kort tid havde tjent sig op til den første plads mellem arbeiderne. Han
fandt op en maskine til at renske hamp med, og for denne sindrige
indretning, som det viste sig var af god nytte til at spare arbeide,
blev han høit agtet og afholdt ved fabriken.
Men netop denne gode og nyttige opfindelse blev hans ulykke. Hans herre
var en trangsynt, raa og haardhjertet tyran. Da han havde hørt om Georgs
opfindelse, kom han en dag til fabriken for at se sig om i verkstederne.
Fabrikherren tog imod ham med stor gjestfrihed. Georg fulgte ham omkring
og foreviste ham maskinen. Han var stolt af det arbeidet, og med stor
veltalenhed gjorde han rede for maskinens mekanisme. Men det skulde han
ikke gjort, for den fornemme herre fik derved en altfor sterk kjendsel
af at han i grunden var en ubetydeligere mand end sin egen træl; han
blev fornærmet over Georgs frimodige fremfærd, og gav ham en skarp
tilrettevisning. Fabrikherren, Vilson, tog med et par forsigtige ord
Georg i forsvar; men det gjorde bare den fremmede herre end mere
forbitret.
Hvad havde hans slave med at opfinde maskiner og være vigtig af det
overfor ham, en høit agtet plantageeier! Han skulde snart sætte en
stopper for det. Han skulde ta ham hjem til sig igjen og sætte ham til
at grave i jorden sammen med sine andre arbeidere, og saa fik han se, om
han da ogsaa vil være slig en kar. Fabrikherren prøvde endnu en gang at
dæmpe en smule paa mandens vrede, og loved større løn for Georg, om han
kunde faa ham værende ved fabriken, men uden anden nytte end at gjøre
den vrede herre end mere rasende. Det hele endte med at plantage-eieren
tog slaven sin med sig hjem og drev ham ud paa arbeide mellem sine andre
træler.
En kan let forstaa at en varmblodig og ærekjær mand som Georg Harris
maatte ha vondt for at tie til slig medfærd. Han kunde gaa og presse
læberne sammen af bare harme, naar han gik og arbeided paa marken, og de
kulsorte øinene lyste som brændende kul, naar han stod og saa op mod
herskabsboligen. Men han kunde intet gjøre; hans lykke i livet var
brudt, han havde intet andet at vente af fremtiden end et liv i de
usleste trælekaar.
Han fik taale at bli sat til det aller simpleste og tyngste arbeidet;
men at hans herre hver dag gik og haaned og mishandled ham med puf og
slag, det kunde han ikke holde ud, det følte han vilde knække ham og
lægge ham i graven.
En gang imellem fik han dog lov til at gaa over til Schelbys og tale et
par ord med konen sin; men hun kunde jo ikke hjælpe ham.
Netop den dag da slavehandleren havde været hos Schelby om formiddagen,
kom Georg Harris om eftermiddagen for at tale med Elisa.
Schelby havde da kjøbt hende, og hans hustru havde fra første stund
været som en mor for hende og opdraget hende mer som barn af huset end
som et slavebarn.
Ogsaa Elisas medtjenere havde det godt. Schelby og hans kone var kjendte
for at stelle pent med folkene sine. I det hele taget havde slaverne det
langt bedre i Kentucky end i sydstaterne, hvor de især i onnetiderne
blev drevet med en tvang og haardhed som ofte gjorde det umuligt for de
stakkars mennesker at holde det ud. Slaverne i Kentucky holdt det derfor
for en ulykke at bli solgt sydover.
Elisa blev tidlig gift med en ung lys mulat som hedte Georg Harris.
Denne unge mand var slave paa en nabogaard; men hans herre havde leiet
ham bort til arbeide ved en seildugsfabrik derinærheden. De unge
egtefolk levde saaledes hver for sig. Det var bare en gang imellem de
kunde faa være sammen. Alligevel var de lykkelige og glade i den første
tid efter de blev gifte. Men saa kom en tung tid for dem; de misted sine
to første børn. Dette tab tog de sig svært nær af. Især var moren i lang
tid utrøstelig. Det var først efter at de i stedet havde faat lille
Harry, som vi før har lært at kjende, at de overvandt sin sorg.
Georg Harris var en sjelden vakker mand, havde godt hoved og var
fingernem. Ved seildugsfabriken var det gaat ham saa godt, at han paa
kort tid havde tjent sig op til den første plads mellem arbeiderne. Han
fandt op en maskine til at renske hamp med, og for denne sindrige
indretning, som det viste sig var af god nytte til at spare arbeide,
blev han høit agtet og afholdt ved fabriken.
Men netop denne gode og nyttige opfindelse blev hans ulykke. Hans herre
var en trangsynt, raa og haardhjertet tyran. Da han havde hørt om Georgs
opfindelse, kom han en dag til fabriken for at se sig om i verkstederne.
Fabrikherren tog imod ham med stor gjestfrihed. Georg fulgte ham omkring
og foreviste ham maskinen. Han var stolt af det arbeidet, og med stor
veltalenhed gjorde han rede for maskinens mekanisme. Men det skulde han
ikke gjort, for den fornemme herre fik derved en altfor sterk kjendsel
af at han i grunden var en ubetydeligere mand end sin egen træl; han
blev fornærmet over Georgs frimodige fremfærd, og gav ham en skarp
tilrettevisning. Fabrikherren, Vilson, tog med et par forsigtige ord
Georg i forsvar; men det gjorde bare den fremmede herre end mere
forbitret.
Hvad havde hans slave med at opfinde maskiner og være vigtig af det
overfor ham, en høit agtet plantageeier! Han skulde snart sætte en
stopper for det. Han skulde ta ham hjem til sig igjen og sætte ham til
at grave i jorden sammen med sine andre arbeidere, og saa fik han se, om
han da ogsaa vil være slig en kar. Fabrikherren prøvde endnu en gang at
dæmpe en smule paa mandens vrede, og loved større løn for Georg, om han
kunde faa ham værende ved fabriken, men uden anden nytte end at gjøre
den vrede herre end mere rasende. Det hele endte med at plantage-eieren
tog slaven sin med sig hjem og drev ham ud paa arbeide mellem sine andre
træler.
En kan let forstaa at en varmblodig og ærekjær mand som Georg Harris
maatte ha vondt for at tie til slig medfærd. Han kunde gaa og presse
læberne sammen af bare harme, naar han gik og arbeided paa marken, og de
kulsorte øinene lyste som brændende kul, naar han stod og saa op mod
herskabsboligen. Men han kunde intet gjøre; hans lykke i livet var
brudt, han havde intet andet at vente af fremtiden end et liv i de
usleste trælekaar.
Han fik taale at bli sat til det aller simpleste og tyngste arbeidet;
men at hans herre hver dag gik og haaned og mishandled ham med puf og
slag, det kunde han ikke holde ud, det følte han vilde knække ham og
lægge ham i graven.
En gang imellem fik han dog lov til at gaa over til Schelbys og tale et
par ord med konen sin; men hun kunde jo ikke hjælpe ham.
Netop den dag da slavehandleren havde været hos Schelby om formiddagen,
kom Georg Harris om eftermiddagen for at tale med Elisa.